Lad mig starte med at fortælle at jeg skriver dette fra min sofa, hvor jeg sidder i pyjamas med Mac´en balancerende på skødet og meget halvhjertet ser Jamie Oliver i færd med at vise hvordan man bager en kartoffel i en mikroovn. Han siger ordet knarly tre gange i minuttet (marginalt bedre end pukka) mens han halser rundt i en konkurrence med sig selv om at tilberede et måltid på 30 minutter.
Hvad er det han skal nå? Det er jo ikke fordi nogen, der får tilbudt Jamie Oliver-mad skrider hvis det tager 33 minutter. Eller 40.
Nogen gange er man nødt til at sidde i en sofa og spise Heston Blumenthals rejecocktail fra Waitrose i plasticbøtte med hjemmehakket avokado i for lige at tvinge sig selv ned på jorden igen når man har været oppe og kysse den kulinariske himmel.
Hverdagen skal jo hænge sammen. En hverdag med en prikket pyjamas og Jamie Oliver, der siger knarly om selv Worchester sauce.
Selv efter en sanselig overdosis jeg sent vil glemme.
Dagen for middagen på Noma på Claridges var endelig kommet. Den havde stået der i kalenderen og struttet med sine fine turkise bogstaver i mange, mange uger.
Den burde have stået alene der, rank og strunk, men det er OL-tid og der er ærligt talt et fuldstændigt absurd tilbud af ting man smider i nakken på journalister med henblik på at charmere dem og pludselig fik jeg simpelthen mulighed for at komme med Orient-Ekspressen nøjagtig samme dag.
Afgang om formiddagen, hjem sent eftermiddag. Lige nok til at der var 20 minutter til at runde residensen og få frisket håret lidt op.
Jeg kan dårligt beskrive min barnlige glæde, da jeg stod der på Victoria Station med et krus Starbucks i hånden og drejede forbi den almindelige trafik af morgentravle Londonere på vej til arbejde i deres plebejer-tog.
Selv skred jeg ned forbi McDonald´s og ned til spor 2 og indtjekningen på det legendariske tog. Der var rullet en lille rød løber ud, der stod en mand i tophat og man fik sin billet i en folder af ”genuine leather”.
Der var bare så meget mere stil over det, allerede inden jeg kom om bord, at Northern Line fra Golders Green bare aldrig bliver det samme igen.
Jeg kunne skrive i timevis om stemningen, om tjenerne i deres kridhvide uniformer med deres Sirs og Madams, om hvordan det er at sidde i en lænestol. Ja, en lænestol, mens Kents bløde grønne bakker ruller forbi i behageligt tempo som var de en kulisse netop skabt til ens almene fornøjelse. Om de fine kobberindfattede lamper, om krystalglassene, der sang, hvis man skålede med sin sidemand i champagne eller sommerlig engelsk hvidvin, om Agatha Christie-romantikken, der bestemt ikke blev mindre af at jeg spiste min frokost med udsigt til en Hercule Poirot-lookalike.
Men jeg vil nøjes med at servere et enkelt faktum, der jo på sin egen måde siger alt hvad man har brug for at vide om The Orient Express. På toilettet i Ibis-vognen er der overdådigt smukke mosaikker på gulvet.
Hvad behøver man mere at vide end det?
Vi endte i Whitstable, hvor vi fik serveret jazzmusik, mere champagne og jeg fandt ud af at jeg i alle disse år hvor jeg troede jeg ikke brød mig om østers havde gået aldeles fejl af mig selv.
Det var jo en slags turistfremstødstur, så det ene øjeblik stod jeg foran en kvinde med en fyrtårnshat, der ville gøre reklame for Norfolks fremragende kyststrækning, det næste blev jeg fotograferet sammen med Robin Hood i komplet grønt udstyr, læderhat og bue. Det var først bagefter, da jeg kom hjem og studerede billedet, at jeg indså det måske var en smule upassende at stå ved siden af manden, der tog fra de rige og gav til de fattige og storsmilende vifte med et krystalglas fyldt til randen med champagne.
The Irony.
Mens Jamie Oliver kværner videre om knarly brownies har jeg slået Afrodisiacs (elskovsmidler) op. Jeg har aldrig nogen sinde sådan for alvor troet på deres effekt og Wikipedia melder også tørt, at der egentlig ikke er noget videnskabeligt belæg for at visse fødevarer skulle fremme nogen som helst drifter.
Derimod medgiver Wikipedia, der nok ikke nogensinde har haft en dag som jeg havde det i går, at der kan være tale om det man kalder sympatisk magi, altså eksempelvis at man tillægger et objekt særlige værdier på grund af dets form. Eksempelvis østers. Eksempelvis asparges. Og så videre. Man kan jo lave sin egen liste.
Dette interessante fænomen blev først beskrevet af den skotske antropolog Sir James George Frazer, der beskæftigede sig med magi og overtro i det toneangivende tobindsværk The Golden Bough, der udkom første gang i 1890.
Og det er måske i virkeligheden der jeg havde placeret fænomenet. Som en slags sød overtro.
Misforstå mig ikke. Jeg er i særdeleshed bevidst om forbindelsen mellem mad og andre kropslige behov. Jeg hylder denne alliance og synes eksempelvis at det giver rigtig fin mening at gå ud og spise middag med en date hvis man gerne vil vide noget om hvordan alle mulige andre ting kan forløbe. Man kan jo gøre sig sine egne tanker om folk, der sidder og prikker forsigtigt med gaflen og dem, der kaster sig over bøfferne, så kødsaften står om dem. Og alle dem midt i mellem, der bestiller salat, knipser af tjeneren, ikke lægger drikkepenge, ved en masse om vin eller taler om deres eks-kærester over tikka marsalaen.
Men der er ingen, der skal bilde mig ind at knuste næsehornshorn skulle gøre en mand mere mandhaftig eller at hajfinnesuppe skulle få kvinderne til at dåne.
Den eneste ret jeg tiltror den slags egenskaber er Baba ganoush, der er lavet af aubergine som jeg jo elsker. Den ret mente man i det gamle Arabien var så uanstændig, at det var farligt at lade ugifte kvinder indtage den. Man blev for løssluppen. Og det tror jeg faktisk gerne om Baba ganoush.
Jeg hælder måske mere til en slags Babettes Gæstebud slags forførelse. Hvor det er stemningen, det er udsøgtheden af de fantastiske ting man får proppet i munden. Det er en kombination af det hele.
Når det er sagt, så vil jeg lige påpege, at jeg på denne lyksalige tirsdag indtog champagne i uforskammede mængder, østers, kaviar, trøfler og råt kød som jeg spiste med de bare hænder.
Noma var en oplevelse for livet.
Jeg sidder her med menuen foran mig.
Ja, jeg spiste levende myrer, akkurat som de fem andre brave mennesker ved bordet. Det var ret nummer to og de kom i et patentglas på blade af savojkål. Og de smager sådan lidt syrligtskarpt inde i munden. Som en hurtig lille eksplosion af smag, der forsvinder så snart den har prikket smagsløgene. Haps.
Man kan diskutere den næringsmæssige værdi i myrer (der i øvrigt var danske, medbragt til London og - må man formode- økologiske.)
Personligt tror jeg simpelthen det handlede om at sige til folk at, nu kommer der til at ske noget andet end det der plejer at ske når de går på restaurant.
Det var en invitation til at tage denne fuldstændig surrealistiske oplevelse af at spise levende insekter og brug den som afsæt til at give slip og lade sig forføre.
Nomas lille britiske joke var at servere scones & tea. De bedste scones jeg nogensinde har smagt og jeg troede ellers at jeg havde smagt toppen på Langhams Hotel, der serverer dem nybagte med lavendel og honning.
Men Nomas var små, lækre luftige fabuleringer over det meget britiske udgangspunkt serveret med smør med et fedt lag salt kaviar over.
Jeg plejer normalt at have et mildest talt problematisk forhold til fiskeæg, men her var det perfektion.
Senere i menuen dukkede der en østers mere op i selskab med kærnemælk. Indtil denne dag havde jeg spist én sølle østers engang i Nordfrankrig.
Nu dukkede dagens tredje op og jeg spiste den som en pro, mens jeg sendte en kærlig tanke til den indsigtsfulde Sir Frazer.
Og så kom den legendariske og efterhånden klassiske Noma-kreation tartaren med estragon, der skal spises med de bare næver…
Nu har jeg faktisk aldrig spist på det rigtige Noma i København, så jeg ved ikke hvordan lige præcis den ret føles i de nordiske lokaler på Strandgade 93.
Men jeg kan sige så meget, at på det meget, meget fornemme Claridge´s, hvor jeg normalt kun kommer når jeg skal interviewe filmstjerner, føltes det simpelthen…uartigt.
På den der måde, hvor man kan mærke blodet rulle lidt hurtigere i årerne og man lige fanger sin bordherres blik mens man sidder fuldstændig uhæmmet, uragtig og propper råt kød i munden og når at tænke alt muligt inden man lige præcis i sidste øjeblik når at sige til sig selv at det her er jo et pænt sted inden man lader sig rive fuldstændig med.
Så var der lam i hø. Og det var saftigt og så mørt at det faldt fra benet så man var ved at få tårer i øjnene.
Nogen kom med vin i passende intervaller, men det var nærmest sådan en slags baggrundsting.
Da det var tid til dessert kom René Redzepi selv ud i lokalet og gik sin rundtur.
Han fortalte blandt andet at hans arbejdsdag starter omkring 7.30 og slutter efter midnat. Noget ferieophold i London er det ikke for Noma-holdet.
Jeg var glad for at have smagt den mad jeg nu har skrevet om flere år i træk når jeg har dækket Verdens 50 bedste restauranter. Nu ved jeg hvad det er de britiske madanmeldere fabler om.
Pludselig kunne jeg huske et interview jeg havde lavet med The Observers madanmelder Jay Rayner, der er en stor Redzepi-fan. Han fortalte om sit besøg på Noma.
”Det kræver edderbankeme nosser at servere et stykke råt kød uden bestik i sin restaurant”, forklarede han mig dengang.
Nu vidste jeg præcist hvad han mente.
Resten må bare skyldes kemi. Eller måske bare sympatisk magi. Hvem ved?
Vi fik chokoladeovertrukne chips med fennikelfrø at gå hjem på.
Og pænt hjem gik vi.
Og nu sidder jeg her og ser Jamie Oliver fumle med en mikroovn og forklare at hakket oksekød virkelig er økonomisk i brug, mens han steger det hårdt på en Jamie Oliver-pande.
På den knarly måde.
Det er vel en slags kulinarisk koldt brusebad, tænker jeg.
