Det er ikke hver dag jeg strør om mig med ordet psykotravlt. Men i dag har været en af den slags dage, hvor jeg har sendt en venlig tanke til min far, der har sørget for at jeg genetisk disponeret til at have et relativt lavt blodtryk.
Det begyndte egentlig allerede i går at være sådan lidt småtravlt, fordi jeg lige skulle nå at skrive en artikel om avishacker-skandalen inden jeg skulle ind i byen til filminterviews i anledning af den nye Harry Potter-film.
En stor del af formiddagen gik også med at forberede mig teknisk på at skulle live-blogge for første gang for dr.dk fra premieren. Der skulle downloades programmer til iphonen, tages avatarbillede et forehavende jeg forsøgte at gøre i haven som er det eneste sted i nærheden hvor der er en pæn hvid væg.
Premieredatoen for den sidste Potter-film har egentlig været kendt i månedsvis, men det er selvfølgelig en kendt ting i udenrigsjournalistik, at så snart der er noget nagelfast på programmet gør nyheder det de er bedst til: De springer op og forvandler alle de bedst lagte planer til noget, der er mindre hold i end en italiensk politikers valgløfter.
Men altså. Ind på Claridges Hotel, interviewe skuespillere, instruktør, producere o.s.v. og bagefter med bus ind til Kings Cross (hvor den berømte Platform 9 ¾ selvfølgelig ligger), og hvor der var pressemøde med intet færre end 22 medvirkende.
Bagefter var vi alle sammen inviteret til reception i anledning af, at det var det sidste pressemøde om en Harry Potter-film nogen sinde og jeg når lige at sluge en Bellini og en pindemad på tre minutter, inden jeg sætter kursen mod Charing Cross og Trafalgar Square.
Her går jeg rundt og taler med Harry Potter-fans for radioen inden jeg tager hjem ved 22.30-tiden.
Så er det tid til at klippe et radioindslag sammen til i næste morgen og lave en historie til klar til næste morgen til webben.
Klokken er cirka halv et, da jeg går i seng.
Klokken ni næste morgen er udlandsredaktøren i røret. Han vil gerne have to historier til morgendagens avis om hackerskandalen, der bare bliver værre og værre.
Jeg skriver så neglebåndene er ved at springe og jagter kilder rundt i den beskedne tid jeg har, inden jeg skal til premiere.
Der skal også lige laves et radioindslag mere og en webhistorie. Jeg arbejder på to computere. Klipper lyd på min mac og skriver til Politiken på min pc.
Planen var, at jeg gerne ville være ude af døren klokken 13 for at nå at hente mit pressekort klokken 14.
Jeg er lige ved at nå det, da der kommer klokketelegram på, at News of the World også hackede sig ind hos den efterforsker, der undersøgte prinsesse Dianas død.
Der må skrives ny overskrift og ny indledning på historien.
I mellemtiden ringer tv-avisen og spørger om jeg kan gå på live ved 21-tiden. Bare over telefonen. Det kan godt lade sig gøre, lover jeg.
Fordi det kun er telefonen, når jeg lige at lægge den allermest nødtørftige makeup, mens jeg udskriver interessante fakta fra internettet om Harry Potter som jeg kan krydre livebloggen med, mens vi venter på stjernerne.
Med noget jeg kun kan betegne som Hybris tænker jeg, at jeg jo ikke behøver at tage computeren med, for resten af dagen er det jo egentlig bare Potter-premiere og lidt tv-reportage per telefonen.
Det er sådan, at når man ikke tager sin computer med som journalist, så træder Murphys Lov automatisk i kraft. Men det vender vi tilbage til.
Jeg er faktisk nogenlunde med. Jeg er kun kommet 15 minutter for sent ud af døren.
Da jeg ankommer til akkrediteringskontoret er alt kaos. Jeg skulle være begyndt at blogge for fem minutter siden, men der er ikke noget gult akkrediteringskort til mig.
Jeg står ikke på listen.
Eller det vil sige. Jeg står faktisk på listen, men fordi jeg er føjet til i sidste øjeblik, er der ikke nok af de plastickort man skal have om halsen for at få lov til at stå inde i det, der i fuldt alvor hedder the print pen (pen er normalt et ord for de båse man holder kvæg i, så det passer nok meget godt.)
Den blondine, der skal styre pressesituationen ser megastresset ud og det bliver ikke bedre, da en ældre kvindelig argentinsk avisredaktør får et særdeles latinamerikansk hysterisk anfald over at have rejst hele vejen fra Buenos Aires og blive bedt om at vente i to timer for bare at få at vide, at der ikke er noget pressepas til hende.
Hun lugter af sure cerutter og det er nøjagtigt hvad hun er. Hun bliver ved og ved og ved med at brokke sig og blondinen kan ikke gøre noget. Imens går tiden og jeg skulle være i gang med at blogge nu.
Midt i det hele står en kurér, der er sendt fra avisen The Sun med en mobiltelefon og insisterer på, at blondinen taler med en, der hedder Natasha om nogen børnebilletter.
Endelig får blondinen bekræftet, at The Sun ikke vil bruge sine pressebilletter og giver mig den ene.
Jeg går ud for at finde pressebåsen. Det pisregner og det program på iphonen jeg skulle bruge til at blogge med er fuldstændig låst.
Efter en del teknisk hurlumhej finder jeg ud af, at det hele er låst fordi jeg har logget mig ind fra en computer derhjemme for at teste programmet og ikke har logget mig ud igen
Så nu skal jeg logge ind via nettet. Det gør jeg og laver min første post. Den bliver ikke publiceret, så jeg er nu nødt til at logge ud via nettet og afinstallere programmet for at geninstallere det igen på telefonen og så kan jeg gå i gang.
Det er en manøvre jeg er nødt til at bruge tre-fire gange i løbet af dagen.
Endelig står jeg på Trafalgar Square og det er holdt op med at regne. Jeg blogger og det kører.
I en lille time. Så ringer den redigerende på Udland og siger de berømte ord:
"Har du hørt det?"
Mit hjerte synker og jeg forbander mig selv for ikke at have taget min computer med inden han når at fortælle mig, at News of the World netop har meddelt at avisen lukker.
Hele den historie jeg skrev inden jeg tog herned skal nu vinkles om og jeg har ingen computer. Jeg forsøger at huske hvor der er en internetcafe i nærheden og prøver i mit hoved at kalkulere hvor meget tid jeg skal bruge på at skrive om og kan være væk fra premierebloggen og hvordan jeg kan arbejde mig uden om det faktum at arbejde på en computer uden å,ø og æ på tastaturet.
Inden jeg når så langt, kan jeg se, at min telefon, der var helt frisk da jeg tog af sted midt på dagen er ved at være flad. Liveblogging suger batterier tørre hurtigere end en Dementor kan fjerne livsglæden fra en Hogworths-elev.
Jeg ser mig desperat om efter en eller anden form for kilde til strøm. Den findes ikke her på Trafalgar Square, så jeg må ud af indhegningen, forbi sikkerhedskontrollen og løbe spidsrod mellem hundredvis af Potter-fans, der ikke engang kunne komme ind på pladsen og ser på mit gule adgangspas på samme måde som en vampyr kigger på en blodpølse.
Jeg styrter ind på den mexicanske restaurant Texas Embassy og spørger pænt om lov inden jeg høvler telefonen ind i et stik. Her står jeg så og blomstrer i to minutter, inden det går op for mig, at stikket ikke virker.
I stedet for løber jeg ind på en pub med det fortryllende navn The Two Chairmen, hvor jeg finder et stik og bestiller en Diet Coke for dog i det mindste at minde om en kunde.
Det er ren tortur at sidde der og vente på at batteriet i det mindste bare når op i det grønne felt igen. Hvert øjeblik kan J.K. Rowling eller Daniel Radcliffe ankomme og hvor var jeg? Jeg var på bar.
Jeg sidder på en taburet i en underlig akavet stilling fordi ledningen ikke er lang nok til at jeg kan stå op, men jeg er nødt til at forsøge at logge mig ind på nogle nyhedssites for i det mindste at læse om lukningen af News of the World, så jeg kan maile ændringer af historien til avisen.
Det er så her mit sande dilemma opstår. For mens jeg godt kan få strøm i pubben, er jeg udelukket fra at have internetadgang. Der er ganske enkelt ikke noget signal her.
Hvilket ikke gør ventetiden nemmere.
Til sidst giver jeg op og går tilbage på Trafalgar Square igen og blogger med det lidt power jeg har på batteriet.
Ringer til avisen og beder dem om at sende nyhedstelegrammer per mail som jeg på en eller anden måde stadigvæk har adgang til.
Den redigerende tager den kloge beslutning, at det nok er bedst han skærer historien til hjemmefra.
Jeg blogger videre og efter tyve minutter går telefonen ned. Der er ikke mere strøm.
Tilbage til pubben. Ny cola og denne gang en lille pose chips: Hej frokost.
Klokken er vist 17.30.
En god ting jeg gik tilbage, for i befippelse havde jeg efterladt min notesbog.
Jeg sætter telefonen i stikket og får nu besked fra tv-avisen om at jeg skal på live i studiet i stedet for på telefon. Flot. For jeg ligner noget, der er løgn.
Sidder igen som på nåle og bruger tiden på at ærgre mig over at jeg ikke selv kan opdatere avishistorie og opdager at alle mine Harry Potter noter er blevet tabt et eller andet sted mellem pubben og printpen.
Går tilbage til torvet og blogger. Potter-fans skuler til mig på vejen. De har stået i timevis for at forsøge at komme ind, og jeg løber frem og tilbage som om jeg slet ikke gad være der.
Blogger lidt mere. Da Ralph Fiennes står to meter fra mig forsøger jeg at tage et billede og så er det så telefonen går helt i sort.
Død som den berømte papegøje i en Monty Python sketch.
Og nu er det alle stjernerne kommer vimsende inden for rækkevidde. Som f.eks. fodboldspiller John Terry, der står ca. 40 centimeter fra mig. Ingen fungerende telefon i nærheden.
Jeg bliver stående lidt, tager noter og må så for tredje og sidste gang forlade Trafalgar Square. Denne gang finder jeg en sandwichbar, der har et stik placeret på en endevæg, hvor jeg kan hvile telefonen på en brandslukker, mens jeg holder øje med den ud af en øjenkrog samtidig med at jeg fortærer en halv sandwich med kylling og avokado.
Det er en den slags situationer, hvor man hugger maden i sig som en ulv, fordi man egentlig har for travlt og for meget andet at tænke på til at overhovedet lægge mærke til hvad der kommer i munden.
Da telefonen endelig genstarter er jeg nødt til at installere programmet igen og så får jeg lige posteret de sidste blogposter - dem jeg ville have posteret før, hvis jeg altså lige havde haft strøm.
Bag mig skriger Harry Potter-fans. Måske er noget vigtigt ved at ske. På den anden side har de skreget hele dagen.
Det er så nu jeg vælger at spilde ned af min trøje. Hvilket jo igen er den helt rigtige manøvre lige inden man skal på landsdækkende tv. Forsøger at redde miseren med en serviet.
Inden jeg har set mig om det er tid til at nå hen til tv-studiet. Jeg havde forestillet mig at lige snuppe en taxi. Men det viser sig at være den rene ønsketænkning. Lige præcis nu, hvor der er virkelig hårdt brug for det, er der ingen taxier at få, fordi de alle sammen kører uden om det trafikale kaos Trafalgar Square kan vise sig at blive.
Jeg springer på en bus nummer 87 og forsøger at finde adressen til tv-studiet på telefonens indbyggede kort. Hvis man går, er det 23 minutter. I en bil er det 6 minutter. Jeg har 11 minutter inden jeg skal være der.
Bussen tager mig det meste af vejen, jeg skal bare lige løbe over broen ved Themsen og i samme øjeblik min telefon går ned uden mere strøm for fjerde gang i dag, kan jeg se bygningerne.
Jeg suser op på femte sal og har lige præcis tre minutter til at børste mit hår og kvadre noget pudder i ansigtet fra en eller anden fælleskasse med makeup. Adr. Men bedre end alternativet.
To af mine journalistkolleger sidder allerede og venter på at komme på live til henholdsvis Frankrig og Rusland. De er begge to oppe og køre.
”Har du hørt det seneste? Andy Coulson er blevet advaret om at han bliver arresteret i morgen. Du kan lige nå at få det med”, siger min franske kollega åndeløst, mens hun følger med på en skærm, hvor BBC News 24 svælger i skandalen.
”Tak”, siger jeg lakonisk. ”Men jeg dækker Harry Potter.”
Det griner vi meget af. Min russiske kollega mener jeg må have haft en nem dag, indtil jeg forklarer at jeg faktisk på en eller anden måde forsøger at dække begge historier.
Jeg når lige at sætte telefonen i stikket, ringe til min redaktør, der vistnok når at få den sidste udvikling med til avisen i morgen, inden jeg bliver kaldt ind i studiet for at blive rigget til med mikrofon.
Så er jeg på direkte live i tv-avisen.
Og så er det nogenlunde fyraften.
Jeg beslutter mig for at spadsere vejen fra Albert Embankment og op til Charing Cross i den lidt kølige aften.
Jeg har ganske enkelt brug for at falde lidt ned igen.
På vejen får jeg ringet til min chef, der er enig i, at jeg nok bliver nødt til at aflyse et planlagt kulturpressemøde i morgen om opera. Den her News of the World-historie går ikke væk.
Lige inden undergrundsstationen dukker jeg ind i en McDonald´s og får en hurtig cheeseburger med i hånden. Det er vel en slags aftensmad når man bare skal hjem med tuben og det skal være så fuldstændig ukompliceret som det overhovedet kan blive.
Jeg tænker at det vel er en slags varieret kost, hvis man sluger Burger King-aftensmad den ene dag og McD den anden.
Hvilket bringer mig frem til det faktum, at der sandt for dyden ikke har været plads til meget kokkerering her på matriklen i de seneste par dage.
Og indkøb har heller ikke lige været på dagsordenen.
Men i går til frokost, inden Harry Potter og alt det andet brød ud i lys lue, nåede jeg faktisk lige at lave mig selv en fin lille frokost af de ting der var ved hånden.
Udgangspunktet var en croque monseiur, men fordi det her er en helt igennem engelsk bastard har jeg døbt den Mr. Crock.
Man tager to skiver valnøddebrød og smører dem med smør. På dem lægger man en god engelsk ost. Jeg brugte en humpel Meldon indkøbt i River Cottage for et liv siden. Den udmærker sig ved at indeholde ale og sennep, to gode engelske ingredienser. Oven på det lægger man så en generøs skive Wiltshire-skinke og så smider man hele herligheden i ovnen ved 200 grader indtil man kan lugte at brødet er ristet. Det betyder som en regel også at osten er smeltet. Og fordi det er engelsk serverer man herligheden med en god æblechutney.
Voilá. Tres anglais.
Nu vil jeg lave mig en kop te, tage et fodbad (mine fødder har stået med mig ovenpå i mange timer i dag) og se at få fulgt med i nyhederne. I morgen venter endnu en dag med nyheder og planer, der sikkert slet ikke kommer til at holde.
Men hvor er jeg glad for at jeg nu har fået strøm på min telefon.
