Om ål, hestehoveder og krokodillehaler

Der er ting man aldrig helt kommer til at forstå.

Og en af de ting er for mig briternes glæde ved retten jellied eel.

Det er, som navnet antyder, ål i en slags gennemsigtig gele, der er en ret, der især nydes i Londons East End, hvor den havde sin storhedstid i det 18. århundrede, da ålene var rigelige i Themsen.

Det var fattigmandsføde, der ofte blev serveret sammen med kartoffelmos til at spæde op og fylde en arbejdsmands mave helt op.

Jeg stødte nu ikke på retten i East End, men i Hastings i Sussex, hvor jeg tilbragte en del af weekenden med at stirre ud på havet, gå ture i blæsten og spise god mad.

Ved havnen var en af de traditionelle boder, der sælger fede lyserøde rejer i store pintglas, hjertemuslinger i eddike og så altså også ål i gele, som jeg sandt for dyden aldrig har følt mig fristet til at smage.

Faktisk tilstod fiskemanden, at han selv kun havde smagt denne delikatesse to gange og at det mildest talt ikke havde været en bragende succes. Første gang hadede han det. Anden gang kom kun i stand, fordi han ikke stolede på sine egne smagsløg.

Det kunne jo være, at jeg havde taget fejl første gang, forklarede han.

Men det havde han ikke.

Al ære og respekt til den tilgang, men jeg har det nu sådan, at jeg som en regel bare behøver at smage én gang for at vide om jeg kan lide noget.

Selve tanken er faktisk ikke så tillokkende. Ål kogt i vand og vineddike til ålen afgiver gelatine nok til at lave gele og til overflod smagt til med citron og muskatnød.

Det sælger ikke helt sig selv.

Den grålige farve af kogt ål med skind på i en nærmest gulliggrå gele er heller ikke den helt store visuelle fest, der får smagsløgene til at vibrere af spændt forventning på forhånd.

Ikke desto mindre mener jeg, at man skal forsøge at smage ting i det mindste én gang før man virkelig afskriver dem.

Havde jeg ikke gjort det, ville jeg f.eks. aldrig have fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide sushi. Eller at østers smager af havvand , at muslinger er fantastiske og at det fuldstændig holder at komme vineddike på sine pommes frites.

Nysgerrighed har bragt mig den nyttige viden.

Og på den konto har jeg smagt mange sjove og interessante ting så som kogt gedestuvning, krokodillehale-cocktail, tørret elefantkød, sorte syltede æg, klipfisk og banansuppe. Ingen af dem oplevelser jeg har lyst til at gentage.

Men i det mindste ved jeg hvad jeg siger nej til og ofte vinder nysgerrigheden over min indbyggede skepsis.

Faktisk er jeg meget lidt kræsen. Jeg bryder mig ikke specielt meget om fiskeæg (torskerogn undtaget men kaviar desværre indbefattet). Og jeg har det princip at jeg helst ikke spiser noget, der kigger tilbage på mig fra tallerkenen. Selv ikke rejer med deres små sorte øjne, der synes at stirre bebrejdende op fra mayonnaisen med blikket indstillet på uendeligt. Øjenløse (hovedløse) rejer glider til gengæld lige ned uden det mindste besvær.

Der er også ting jeg stadig samler mod til at prøve. Haggis og kallun er endnu ikke kommet over mine læber, men jeg arbejder på det.

Men bortset fra disse undtagelser, så er jeg faktisk næsten altid nysgerrig nok efter at opdage nye ingredienser eller smagssammensætninger til at prøve det hele, åbne munden og række tungen ud for at smage noget nyt.

I denne omgang var turen så kommet til ål i gele.

Efter at have berettet om sine egne trængsler med ål, var fiskemanden faktisk så sød at tilbyde mig selv og min ledsager en gratis smagsprøve af ålen så vi kunne smag hvad vi gik glip af.

Min ledsager kroede sig og sprang faktisk fysisk væk, da fiskemanden rakte ålen over disken og mumlede en forfærdelig historie om et tv-program, hvor nogen engang havde kastet et hestehoved i en sø og hevet det op igen fyldt med ål.

Ådselædere var vist nøgleordet i den beretning.

Men jeg havde bestemt, at den dag, hvor ål i gele ikke længere skulle være et mysterium for mig var kommet.

Når alt kommer til alt, er jeg vokset op med de små slimede bæster som en naturlig del af min barndom.

Da jeg var barn havde vi åleruser i søen i nærheden af vores sommerhus og det sjove var, at selv om man havde dem med op til huset i en spand, kunne de faktisk godt stadig forsøge at undslippe og slange sig ned gennem engen til søen igen, hvis ikke min far var hurtig nok til at skære hovedet af dem med sin dolk.

Min lillebror var rædselsslagen for dem og var i en årrække overbevist om, at den der slurpende lyd, der kommer når man lukker vand ud af et badekar faktisk var indvarslingen af en stor åls umiddelbare komme.

En ål, der vel at mærke i hans cirka 4-årige optik formentlig havde meget farlige hensigter med ham.

”Ålen kommer” var som en magisk formular til at få knægten op af badekarret med en hastighed og et bevægelsesmønster man ellers kun ser i gamle stumfilm med Charlie Chaplin.

Min mor stegte gerne ålene på panden efter at have vendt dem i mel og servede dem med stuvede kartofler helt efter forskrifterne, men den første jeg smagte var mudret og så var det slut med ål for mig.

Nu stod jeg her, flere årtier senere og sendte en kærlig tanke til min bror, mens jeg satte en lille trægaffel ned i et stykke gråt ålekød, lukkede øjnene og forsøgte at smage efter om det virkelig var så slemt.

Det var det.

Det smagte af hengemt fisk og sur vineddike og en lille smule af saltvand og slet ikke som noget jeg havde lyst til at spise mere af.

Faktisk var jeg nødt til at gå ind i kiosken ved siden af og købe mig en sodavand til at skylle den grimme smag ud af munden.

Men så ved jeg det og på en måde har jeg også smagt jellied eel tre gange: Første, sidste og eneste gang.

How (not) to feed a man

Ooops, I did it again

Jeg er for nem.

Hun stod bare der og smilede så sødt til mig og inden jeg overhovedet vidste af det, var jeg stoppet op. Og inden jeg kunne nå at få nogen som helst parader op, stod jeg med en lille kiks i munden med mangochutney med mynte.

Og derfra var jeg selvfølgelig i problemer.

Hårdt plagede læsere af denne blog ved godt, at jeg virkelig har lovet mig selv højt og helligt at rydde ud i forrådet inden jeg køber nye chutneyer og det er sådan set også gået fint nok. Langt hen af vejen eller hvad man nu siger.

Jeg har f.eks. helt tømt et glas med tomatchutney lavet af irske nonner og der er næsten heller ikke flere kapers tilbage.

Så havde jeg lige overnattende gæster i lejligheden, der var så søde og betænksomme at købe tre glas chutney til mig som tak. Så programmet var allerede i fare.

Og nu stod jeg så der. På første dag af The Real Food Festival, madmasse i Londons udstillingscenter Earls Court og lod mig lokke af en smuk indisk kvinde i sari, der fristede med bryllupschutney (ikke serveret med ægtemand, men dog alligevel ret velsmagende), særlige pickles til vildt og aubergine pickles (der er noget nær uundværligt til fish curry).

Okay. Så var jeg nødt til at liiige tage et enkelt glas med hjem. Bare et lille glas med vildt pickles. Det er ikke rigtig chutney, så det gælder ikke helt, gør det?

Men sådan går det jo alligevel aldrig. Simsalabim og et særligt tilbud senere stod jeg med en fin lille sort papirspose med tre glas chutney pakket ind i pink silkepapir.

Jeg havde vel opholdt mig i messecenteret i fem minutter.

Det er jo altid fantastisk at blive lukket ind i en hal, hvor den ene udstilling efter den anden beskæftiger sig med fantastiske råvarer hvad enten der tale om håndlavede ravioli eller walisisk yoghurt med passionsfrugt eller18 måneder gammel parmesanost.

Der er smagsprøver over det hele og på den måde kan det faktisk godt være lidt som at være barn igen og blive lukket ind i en slikbutik, hvor man bare har lyst til at pege på det hele og tage det hele med hjem.

Farverne, duftene, smagen og ikke mindst passionen hos udstillerne smitter en.

Der var kvinden, der havde specialiseret sig i curd, der er en slags creme lavet på smør og traditionelt på citronsaft som man f.eks. kan bruge i kager eller smøre på varmt ristet brød.  Men hun havde givet det hele et lille twist og eksempelvis serverede citron- og lavendel curd og havde andre varianter som eksempelvis lime og geranium.

Der var en familie fra Norfolk, der solgte solide pork pies, men havde fundet ud af at servere dem på en piedestal med bånd og sløjfer om, som var der tale om den mest sofistikerede bryllupskage.

En anden bod, der var sjov, var to fyre, der solgte små hårde og meget smagfulde salamier under det charmerende navn Serious Pig og med sloganet: All in the best possible taste. Ikke til at stå for.

Men den bod, der virkelig tiltrak min opmærksomhed var let og luftig som en cupcake og skrigende lyserød med et kæmpe hjerte på bagvæggen og gratis servering af en luksuriøs gulerodskage.

Så gennemført var det, at selv plasticgaflerne var pink.

Det var en reklame for kogebogen: How To Feed A Man, der faktisk ser ud til at være en smukt indpakket fin lille bog med pudsig grafik og fine opskrifter skrevet af en forfatter med det hærdebrede og solide navn Sasha Butterfly.

Jeg er sikker på at det nok skal blive en bestseller. Bogen er smuk og med den titel vil tusindvis af kvinder sikkert købe den i håb om at her har vi løsningen på alle tiders gåde. Hvad skal man dog give en mand at spise.

Skal man tro det her etablissement, så er svaret gulerodskage.

Standen i sig selv lignede en blanding af et prinsesseslot og en scene fra Sex And the City, men jeg må også sige, at det for mig at se i lang højere grad signalerede noget om hvordan man fodrer en kvinde.

Man skal jo passe på med stereotyper i disse dage, men små lyserøde plasticgafler og kage serveret i et orgie af pink minder mig mere om den slags teselskaber små piger med holder med deres bamser og dukker end en middag man inviterer en mand til.

Måske er det bare mig, der ikke er i kontakt med min feminine side, men hvis jeg virkelig skulle gøre en mand glad, så tror jeg nok jeg ville starte med et stykke godt kød og så arbejde videre derfra.

Jeg kunne ikke lade være med at trække Ms. Butterfly til side og spørge hende om det egentlig handlede om at fodre mænd med alt det lyserøde eller det måske bare var en eller anden kvindelig fantasileg?

Hun fnisede lidt, slog med det lange blonde hår, der stod så fint til den lyserøde t-shirt.

Og så gjorde jeg faktisk noget lidt tarveligt, åbenbart.

Jeg spurgte hende om hun havde hørt om Erica Jong.

Hun rystede på hovedet. Så jeg forklarede at Erica Jong var en fremtrædende feminist og forfatter, der især var blevet kendt i 1970erne. Så vidt var sommerfuglen med.

Og så forklarede jeg, at jeg havde læst i et interview for nylig, at hun efter alle disse år som kvindeligt forbillede og ikon og med al den erfaring med mænd hun nu havde, var blevet spurgt om hun havde nogen råd til hvad man som kvinde egentlig skal stille op med de mænd?

Hvortil hun svarede, og dermed destillerede al sin kvindelige visdom ned til en sætning:

”Feed them and fuck them”.

Ms. Butterfly grinede lidt nervøst og så sig sådan lidt uroligt omkring, da jeg leverede the punchline. Jeg havde egentlig fortalt det i bedste mening, fordi jeg mener det er da et godt råd at have med sig, hvis man skal slå sig op på at man har tjek på hvordan man fodrer en mand.

Det råd er så godt, at nogen burde tage sig tid til at brodere det på en pude.

Men det var helt tydeligt, at jeg ikke havde talt sommerfuglesprog.

”Gulerodskage?”, spurgte hun til sidst og rakte en blomstret papirtallerken over til mig.

Mere var der vel heller ikke at sige om den sag mellem os.

Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere lidt på hvordan forbindelsen mellem mad og kærlighed, der jo egentlig ikke er en hemmelighed, på en eller anden måde var meget stillet meget tydeligt til skue på messen.

Bryllupschutney. Brudekage-pork pies og gudhjælpemig om der ikke var flydende chokolade, der var pakket ind i særlige ”Love Packages” (held og lykke med at vaske lagnerne bagefter, siger jeg bare).

Er forbindelsen mellem mad og kærlighed bare så simpel? Er det derfor det kan være trist at spise alene? Og hvis man spiser dårlig mad, elsker man så ikke sig selv?

Eller er det mere sofistikeret end som sådan?

Det kan man jo filosofere over mens man indtager sit næste måltid. Med eller uden chutney.

Når jeg tænker på det, så kan jeg ikke lade være med at huske dengang jeg for første gang i mit liv smagte syltede valnødder med vanilje og appelsin og udbrød, at hvis jeg nogen sinde mødte en mand, der kunne sylte valnødder på den måde, så ville jeg gifte mig med ham på stedet.

Det var nærmest kun halvt for sjov.