Of all dogs, the hotdog is the noblest....

Of all dogs, the hotdog is the noblest. It feeds the the hand that bites it.

Charles W.

Hver gang jeg kommer til Danmark, så er der én ting jeg længes efter og det er en hotdog.

Det er den kulinariske version af en mor, der står med et kippende papirsflag, fornuftige sko og en Fjällræven i ankomsthallen i Kastrup. Det er en krammer og velkommen hjem på en meget jordnær, ukunstlet måde.

Det er så dansk som det overhovedet kan blive.

Bortset fra, at det er det selvfølgelig ikke. Hotdoggen er opfundet af en tysker og navngivet af en amerikansk journalist omkring 1900.

Det er bare vores version, der blevet et symbol på en slags nationalfølelse. Det i en sådan grad, at det var dette kulinariske vidunder af røde pølser smidt ind i et hotdogbrød, der blev gratis uddelt under OL i danskerlandsbyen i Sankt Katherine´s Dock.

Man kunne selvfølgelig mene, at det ville have været på sin plads at sætte René Redzepi ind med pindemadder af søpindsvinetestikler med havtorn for at slå et slag for dansk gastronomi.

Men valget faldt altså på den folkelige hotdog i stedet for, ganske vist i en modificeret version, der åbenbart skulle undgå at fornærme de britiske ganer. De knaldende nationalrøde pølser var skiftet ud med kogte brune og der var ikke så meget som et råt løg i sigte.

Det var volumen og det fungerede. Mange glade briter, danske turister og andre kom forbi og forlod med det indtryk, at den danske hotdog er en lidt lunken og slatten, men i det store og hele ret velsmagende affære.

Det var lidt skuffende i forhold til ur-hotdoggen, altså den originale hotdog, prototypen man fik første gang man forsøgte at ramme munden med det lidt snaskede missil. Den, der kommer til at sætte standarden for alle de hotdogs man i et langt liv kommer til at sætte til livs hvis man er et kødædende væsen med en impulskontrol under middel.

Min ur-hotdog kommer fra en rigtig pølsevogn. Og den bliver nok købt en kold eftermiddag i november på vej hjem fra byen, hvor man har kolde fingre og måske også lidt ondt i håndleddet fordi man kom til at låne for mange bøger på biblioteket og nu er posen for tung.  Man er ganske enkelt er for sulten til at vente på aftensmaden og så kommer pølsevognen til syne med sit gule lys. Et fyrtårn for en sulten i havsnød.

Den ristede pølse (for jeg foretrækker ristede pølser) har ligget længe nok på den firkantede pande til at få helt sprødt skind, men ikke længe nok til at få rynker. Der er altid ketchup, sennep og remoulade på. En rutineret pølsemand ved at sennep skal altid være i midten så den ikke brænder i mundvigen. Der er begge slags løg på og der er rigeligt med agurkesalat. Og der er altid en kold Cocio til.

Man får alligevel snask ud over det hele og man ender altid med få revet 14 ¾ meget tynde servietter ud af metalbeholderen og føle at man har ketchup mellem pege- og langfingeren, sennep på jakkeopslaget, rå løgånde og en lille smule dårlig samvittighed.

Sådan er det bare.

Der er ikke rødkål på som der er i Østjylland hvis man uden lokalkendskab kommer til at sige ”med det hele”.

Der er heller ikke potatismos eller rejesalat på som den vores nordiske naboer insisterer på. Rejesalat? Hver gang jeg hører det, så tænker jeg på en fuld svensker, der lavede et væddemål om hvorvidt man kunne starte en national kulinarisk tradition, der er endnu mere absurd end kaviar på tube. Og vandt.

Men sandheden er, at jeg på ene side er purist og på den anden er parat til at glad og troløst vælte mig ud i andre versioner af sandheden om hotdogs.

Jeg elsker at købe en rigtig New Yorker-hotdog (eller to) med knaldende gul sennep og sauerkraut og oksekødspølse mens jeg står og skuer ud over Times Square.

Den smager mindst lige så godt som min danske ur-hotdog. Det er bare noget andet.

I London har jeg fundet et fantastisk sted på South Bank, der laver verdenshotdogs.

The Engine er streetfood når det er bedst. I den ombyggede brandbil, der holder ved Themsen kan man eksempelvis få en amerikansk inspireret hotdog med hjemmelavet løgmarmelade og barbecue-sauce, eller en japansk komplet med wasabi-mayonnaise og drysset med tørret tang. Indehaveren har forstået noget grundlæggende om hotdog: Man kan lege med meget så længe de basale ingredienser er på plads. Hans pølser er ægte frankfurtere, importeret fra Tyskland med den rigtige slags kød, den perfekte røgning og ingen af de absurde ingredienser så som salvie som briterne ødelægger deres pølser med.

Og når jeg er i København er jeg begyndt at af og til smutte ind forbi den toptunede pølsemand overfor hovedbanegården ved siden af Andersen Bakery. Her er to slags pølser, svin eller okse og håndlavede hotdogs med hjemmerørt remoulade, håndstegte løg og ikke et øje tørt når den økologiske cacaomælk til en formue bliver langet over disken.

Nogen gange er man bare i humør til en hotdog på speed. En, hvor der er blevet gjort sig lidt umage. Andre dage må man smutte over på Rådhuspladsen, fordi det er kun kun den originale version, der kan ramme lige det hotdogformede hul man har i maven og  gøre det hele godt igen.

Mit forhold til pølsevogne er langt, men til gengæld ikke særligt komplekst.

Historien går i min familie, at jeg var så lille at jeg stadig sad i barnevogn, da min bedstefar hørte de første ord jeg nogensinde havde ytret i hans nærvær.

Han havde fået den vane at tage mig ud på en gåtur i barnevognen og luske forbi den lokale pølsevogn og snuppe sig en hotdog.

Jeg blev spist af med en lille rød pølse, nænsomt fisket op af det halvvarme vand og pakket ind i et serviethåndtag og overrakt af hvad jeg formoder må være en storsmilende pølsemand, parat til at dikke ungen under hagen.

Jeg så på pølsen, så på min bedstefar. Og var det jeg ytrede mig.

”Ha ketchup på”, forlangte jeg.

Man ved vel hvordan man vil have sin pølse.

Noma, Noma, Noma, hvornår kommer den dag...

Lad mig starte med at fortælle at jeg skriver dette fra min sofa, hvor jeg sidder i pyjamas med Mac´en balancerende på skødet og meget halvhjertet ser Jamie Oliver i færd med at vise hvordan man bager en kartoffel i en mikroovn. Han siger ordet knarly tre gange i minuttet (marginalt bedre end pukka) mens han halser rundt i en konkurrence med sig selv om at tilberede et måltid på 30 minutter.

Hvad er det han skal nå? Det er jo ikke fordi nogen, der får tilbudt Jamie Oliver-mad skrider hvis det tager 33 minutter. Eller 40.

Nogen gange er man nødt til at sidde i en sofa og spise Heston Blumenthals rejecocktail fra Waitrose i plasticbøtte med hjemmehakket avokado i for lige at tvinge sig selv ned på jorden igen når man har været oppe og kysse den kulinariske himmel.

Hverdagen skal jo hænge sammen. En hverdag med en prikket pyjamas og Jamie Oliver, der siger knarly om selv Worchester sauce.

Selv efter en sanselig overdosis jeg sent vil glemme.

Dagen for middagen på Noma på Claridges var endelig kommet. Den havde stået der i kalenderen og struttet med sine fine turkise bogstaver i mange, mange uger.

Den burde have stået alene der, rank og strunk, men det er OL-tid og der er ærligt talt et fuldstændigt absurd tilbud af ting man smider i nakken på journalister med henblik på at charmere dem og pludselig fik jeg simpelthen mulighed for at komme med Orient-Ekspressen nøjagtig samme dag.

Afgang om formiddagen, hjem sent eftermiddag. Lige nok til at der var 20 minutter til at runde residensen og få frisket håret lidt op.

Jeg kan dårligt beskrive min barnlige glæde, da jeg stod der på Victoria Station med et krus Starbucks i hånden og drejede forbi den almindelige trafik af morgentravle Londonere på vej til arbejde i deres plebejer-tog.

Selv skred jeg ned forbi McDonald´s og ned til spor 2 og indtjekningen på det legendariske tog. Der var rullet en lille rød løber ud, der stod en mand i tophat og man fik sin billet i en folder af ”genuine leather”.

Der var bare så meget mere stil over det, allerede inden jeg kom om bord, at Northern Line fra Golders Green bare aldrig bliver det samme igen.

Jeg kunne skrive i timevis om stemningen, om tjenerne i deres kridhvide uniformer med deres Sirs og Madams, om hvordan det er at sidde i en lænestol. Ja, en lænestol, mens Kents bløde grønne bakker ruller forbi i behageligt tempo som var de en kulisse netop skabt til ens almene fornøjelse. Om de fine kobberindfattede lamper, om krystalglassene, der sang, hvis man skålede med sin sidemand i champagne eller sommerlig engelsk hvidvin, om Agatha Christie-romantikken, der bestemt ikke blev mindre af at jeg spiste min frokost med udsigt til en Hercule Poirot-lookalike.

Men jeg vil nøjes med at servere et enkelt faktum, der jo på sin egen måde siger alt hvad man har brug for at vide om The Orient Express. På toilettet i Ibis-vognen er der overdådigt smukke mosaikker på gulvet.

Hvad behøver man mere at vide end det?

Vi endte i Whitstable, hvor vi fik serveret jazzmusik, mere champagne og jeg fandt ud af at jeg i alle disse år hvor jeg troede jeg ikke brød mig om østers havde gået aldeles fejl af mig selv.

Det var jo en slags turistfremstødstur, så det ene øjeblik stod jeg foran en kvinde med en fyrtårnshat, der ville gøre reklame for Norfolks fremragende kyststrækning, det næste blev jeg fotograferet sammen med Robin Hood i komplet grønt udstyr, læderhat og bue. Det var først bagefter, da jeg kom hjem og studerede billedet, at jeg indså det måske var en smule upassende at stå ved siden af manden, der tog fra de rige og gav til de fattige og storsmilende vifte med et krystalglas fyldt til randen med champagne.

The Irony.

Mens Jamie Oliver kværner videre om knarly brownies har jeg slået Afrodisiacs (elskovsmidler) op. Jeg har aldrig nogen sinde sådan for alvor troet på deres effekt og Wikipedia melder også tørt, at der egentlig ikke er noget videnskabeligt belæg for at visse fødevarer skulle fremme nogen som helst drifter.

Derimod medgiver Wikipedia, der nok ikke nogensinde har haft en dag som jeg havde det i går, at der kan være tale om det man kalder sympatisk magi, altså eksempelvis at man tillægger et objekt særlige værdier på grund af dets form. Eksempelvis østers. Eksempelvis asparges. Og så videre. Man kan jo lave sin egen liste.

Dette interessante fænomen blev først beskrevet af den skotske antropolog Sir James George Frazer, der beskæftigede sig med magi og overtro i det toneangivende tobindsværk The Golden Bough, der udkom første gang i 1890.

Og det er måske i virkeligheden der jeg havde placeret fænomenet. Som en slags sød overtro.

Misforstå mig ikke. Jeg er i særdeleshed bevidst om forbindelsen mellem mad og andre kropslige behov. Jeg hylder denne alliance og synes eksempelvis at det giver rigtig fin mening at gå ud og spise middag med en date hvis man gerne vil vide noget om hvordan alle mulige andre ting kan forløbe. Man kan jo gøre sig sine egne tanker om folk, der sidder og prikker forsigtigt med gaflen og dem, der kaster sig over bøfferne, så kødsaften står om dem. Og alle dem midt i mellem, der bestiller salat, knipser af tjeneren, ikke lægger drikkepenge, ved en masse om vin eller taler om deres eks-kærester over tikka marsalaen.

Men der er ingen, der skal bilde mig ind at knuste næsehornshorn skulle gøre en mand mere mandhaftig eller at hajfinnesuppe skulle få kvinderne til at dåne.

Den eneste ret jeg tiltror den slags egenskaber er Baba ganoush, der er lavet af aubergine som jeg jo elsker. Den ret mente man i det gamle Arabien var så uanstændig, at det var farligt at lade ugifte kvinder indtage den. Man blev for løssluppen. Og det tror jeg faktisk gerne om Baba ganoush.

Jeg hælder måske mere til en slags Babettes Gæstebud slags forførelse. Hvor det er stemningen, det er udsøgtheden af de fantastiske ting man får proppet i munden. Det er en kombination af det hele.

Når det er sagt, så vil jeg lige påpege, at jeg på denne lyksalige tirsdag indtog champagne i uforskammede mængder, østers, kaviar, trøfler og råt kød som jeg spiste med de bare hænder.

Noma var en oplevelse for livet.

Jeg sidder her med menuen foran mig.

Ja, jeg spiste levende myrer, akkurat som de fem andre brave mennesker ved bordet. Det var ret nummer to og de kom i et patentglas på blade af savojkål. Og de smager sådan lidt syrligtskarpt inde i munden. Som en hurtig lille eksplosion af smag, der forsvinder så snart den har prikket smagsløgene. Haps.

Man kan diskutere den næringsmæssige værdi i myrer (der i øvrigt var danske, medbragt til London og - må man formode- økologiske.)

 Personligt tror jeg simpelthen det handlede om at sige til folk at, nu kommer der til at ske noget andet end det der plejer at ske når de går på restaurant.

Det var en invitation til at tage denne fuldstændig surrealistiske oplevelse af at spise levende insekter og brug den som afsæt til at give slip og lade sig forføre.

Nomas lille britiske joke var at servere scones & tea. De bedste scones jeg nogensinde har smagt og jeg troede ellers at jeg havde smagt toppen på Langhams Hotel, der serverer dem nybagte med lavendel og honning.

Men Nomas var små, lækre luftige fabuleringer over det meget britiske udgangspunkt serveret med smør med et fedt lag salt kaviar over.

Jeg plejer normalt at have et mildest talt problematisk forhold til fiskeæg, men her var det perfektion.

Senere i menuen dukkede der en østers mere op i selskab med kærnemælk. Indtil denne dag havde jeg spist én sølle østers engang i Nordfrankrig.

Nu dukkede dagens tredje op og jeg spiste den som en pro, mens jeg sendte en kærlig tanke til den indsigtsfulde Sir Frazer.

Og så kom den legendariske og efterhånden klassiske Noma-kreation tartaren med estragon, der skal spises med de bare næver…

Nu har jeg faktisk aldrig spist på det rigtige Noma i København, så jeg ved ikke hvordan lige præcis den ret føles i de nordiske lokaler på Strandgade 93.

 Men jeg kan sige så meget, at på det meget, meget fornemme Claridge´s, hvor jeg normalt kun kommer når jeg skal interviewe filmstjerner, føltes det simpelthen…uartigt.

På den der måde, hvor man kan mærke blodet rulle lidt hurtigere i årerne og man lige fanger sin bordherres blik mens man sidder fuldstændig uhæmmet, uragtig og propper råt kød i munden og når at tænke alt muligt inden man lige præcis i sidste øjeblik når at sige til sig selv at det her er jo et pænt sted inden man lader sig rive fuldstændig med.

Så var der lam i hø. Og det var saftigt og så mørt at det faldt fra benet så man var ved at få tårer i øjnene.

Nogen kom med vin i passende intervaller, men det var nærmest sådan en slags baggrundsting.

Da det var tid til dessert kom René Redzepi selv ud i lokalet og gik sin rundtur.

Han fortalte blandt andet at hans arbejdsdag starter omkring 7.30 og slutter efter midnat. Noget ferieophold i London er det ikke for Noma-holdet.

Jeg var glad for at have smagt den mad jeg nu har skrevet om flere år i træk når jeg har dækket Verdens 50 bedste restauranter. Nu ved jeg hvad det er de britiske madanmeldere fabler om.

Pludselig kunne jeg huske et interview jeg havde lavet med The Observers madanmelder Jay Rayner, der er en stor Redzepi-fan. Han fortalte om sit besøg på Noma.

”Det kræver edderbankeme nosser at servere et stykke råt kød uden bestik i sin restaurant”, forklarede han mig dengang.

Nu vidste jeg præcist hvad han mente.

Resten må bare skyldes kemi. Eller måske bare sympatisk magi. Hvem ved?

Vi fik chokoladeovertrukne chips med fennikelfrø at gå hjem på.

Og pænt hjem gik vi.

Og nu sidder jeg her og ser Jamie Oliver fumle med en mikroovn og forklare at hakket oksekød virkelig er økonomisk i brug, mens han steger det hårdt på en Jamie Oliver-pande.

På den knarly måde.

Det er vel en slags kulinarisk koldt brusebad, tænker jeg.

Auberginenørderi

Det var midt på dagen og nok på den uforskammede side af 44 grader varmt. Solen var i ondt lune og bed i hver eneste lille stykke hud, der vovede at stikke uden for tøjet. Ethvert fornuftigt menneske ville befinde sig på en græsk ø, på en lille sandstrand med sin drømmeseng placeret i skyggen af et stort træ, en sukret iskaffe inden for rækkevidde og med det største filosofiske dilemma bestående i valget af om den næste badetur skulle være lige nu eller den kunne vente til man var færdig med næste kapitel i den kriminalromanen man blev med at få sand på siderne af.

Men her gik jeg rundt på gaderne i Kolonaki-bydelen i Athen sammen med min stakkels ledsager og tapsvedte, mens jeg flagrede rundt med min iPhone indstillet på GPS og et gulnet avisklip i hånden.

Vi var på skattejagt.

Vi var på skattejagt fordi jeg for ca. fire år siden læste en artikel i The Observers månedlige Food Magazine, der havde fået den geniale ide at stille en række fremtrædende madanmeldere, forfattere og andre kendere af god mad det enkle spørgsmål: Hvor kan man få den bedste….cheesecake, burger, kobe-bøf, østers, brunch og så videre. Jeg tror mindst der var 100 ting på listen, der var strøet med hvad der lød som fantastiske steder over hele verden.

Men der var kun en ting, der greb mig om hjertet i en sådan grad, at jeg ganske enkelt var nødt til at rive den ud og hænge den på min opslagstavle og vente på at jeg en skønne dag ville kunne få den oplevelse med og den handlede om hvor i verden man kan få den allerbedste aubergine serveret:

”The aubergines were slow-baked for six hours, brought to the table whole, and skinned in front of us. They took out the flesh, crisscrossed the aubergines with two knives and then added whipped cream with hazelnuts, lemon, sweet pepper, oil, feta cheese, salt and pepper. Incredible.”

Det er kok på Les Deux Salons, Wild Honey og Arbutus i London Anthony Demestre, der har skrevet dette stykke fremragende aubergine-erotica og derfor var ansvarlig for at jeg nu gik her i den stegende middagshede i et nydeligt beboelseskvarter og ledte efter Polemou nummer 22, hvor den her efterhånden i mit hoved sagnomspundne aubergine ville blive serveret.

Jeg ved godt, som min ledsager påpegede, at beskrivelsen jo egentlig er en opskrift så man sagtens kunne gøre det selv (forudsat man har seks timer til langsomt at riste en aubergine i ovnen). Men pointen var at jeg ville gå til moderkilden, til den oprindelige version af dette vidunder og smage hvordan det virkelig skulle laves inden jeg ville driste mig til at forsøge at genskabe det i mit eget køkken.

Det er som en hovedregel meget godt at vide hvad det er man skal lave, inden man går i gang. Jeg forsøgte f.eks. engang for mange år siden at lave chapati til en kæreste ud fra en opskrift og med meget lidt praktisk viden om hvad det var for nogen størrelser. Han hævder vistnok stadig at der var tale om et muligt mordforsøg og under alle omstændigheder et seriøst anslag mod hans helbred. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for vi taler ikke længere sammen.

Mens vi gik der med sveden dryppende ned af ryggen forbi skyggefulde huse, appelsintræer og indåndede den der særlige Athen-aroma, der kommer af titusindvis af scootere, svedende mennesker og tørrede krydderier, kom jeg igen i tanker om hvor undervurderet det græske køkken egentlig er.

De har masser af fantastiske råvarer som italienerne, masser af attitude som spanierne. Men det er ligesom næsten aldrig det græske køkken, der ender som nogens favorit. Grækerne er det på den måde gået lidt som Danmark til EM. De er bare kommet i dødsgruppen af fuldstændig overlegne nationer, så man glemmer at se på hvad de så rent faktisk kan.

Men der er tzaziki lavet af svalende græsk yoghurt, revet agurk, hvidløg, god olivenolie, der er yoghurt serveret til morgenmad med gylden, fed honning og cremede friske valnødder eller hjemmedyrkede pistacier, der er moussaka (igen med aubergine) der er souvlaki, grillet kød, der smager af røg, citronsaft og vild oregano, der vokser på bjergsiderne, der er butterbeans i tomatsauce med dild, friskplukkede figner med lyserødt kød, der skal suges ind i munden. Der er forbilledlig enkel græsk salat med de måske bedste tomater i verden, milde knasende rødløg, læskende lysegrønne agurker, skinnende sorte Kalmata-oliven og en stor fed klods hvid porøs feta. Gerne serveret med havudsigt.

Og der er grækernes mange fantastiske variationer over emnet tilbedelse og tilberedelse af auberginen.  En filosofi jeg kun kan tilslutte mig. De sortlilla ovale skønheder med det hvide eftergivende kød er en af mine all time yndlingsingredienser.

Og det gode ved Grækenland er at jeg denne gang jeg har fået genkendelsens glæde ved gamle ting, men også har opdaget nye dejlige ting. Så som at man kan købe kapersblade på glas og putte dem i tomatsalat.

Langt om længe var vi fremme ved Polemou 22, hvor man serverede verdens bedste auberginer. Det var en fin hvid bygning med et tårn der ragede op over Kolonaki halvvejs oppe af en stejl bakke. En bygning, der var fortvivlende tom.

Vinduerne var støvede og klistrede til med gule sedler om hvor man skulle ringe hen for at leje lokalerne. Det var længe siden græske tjenere med sans for teater havde bragt auberginer ind til noget som helst bord og serveret dem i dekadent stil.

For lige at være helt sikre stoppede vi en mand på gaden og spurgte om vi var det rigtige sted. Jo, svarede han med et suk. Men restauranten lukkede for et år siden.

Om det var den økonomiske krise ved vi jo strengt taget ikke, men auberginerne kunne det ikke have været. Det er jeg overbevist om.

Oven på dette slag kunne det ikke været tale om at gå, så vi prajede en taxi med en storrygende græsk taxichauffør, der kunne køre os tilbage til Syntagma-pladsen, hvorfra vi kunne gå hen til en anden græsk restaurant, der serverede Aubergine Aivalliotiki (flækket, sovset til i en fantastisk tomatsauce efter lagkageprincippet, dekoreret med hvid yoghurt og serveret kold). Det føltes som det eneste, der ville hjælpe en lille smule.

Jeg sad sådan lidt mut i taxien og skulle lige komme mig over det faktum, at jeg var kommet et år for sent, da min ledsager spurgte om hun egentlig måtte se det der famøse avisudklip.

Efter lidt roden rundt hev jeg det op af tasken. Hun studerede det en smule. Og sagde så.

”Hey, har du set nedenunder? Der står hvor man kan få de bedste cheeseburgers i hele verden. Det er i New York.”

”Hmm.”

Jeg tog klippet tilbage og studerede det.

Ganske rigtigt. De bedste cheeseburgers i verden kan fås på Little Owl restaurant i New York.

Og de vover bare på at lukke inden december.

Om landkrabber og litterære forbilleder

 

For nogen måneder siden var jeg i Harvey Nichols Foodhall i Knightsbridge sammen med en ven.

Det var en af den slags aftener, hvor man drysser rundt og ikke skal købe noget særligt. Vi skulle bare have lidt tid til at gå inden vi skulle spise indisk.

Jeg stod lidt og pillede ved en flaske Tabasco med Chipotle, bladrede formålsløst i en kogebog, kiggede på chokolader, franske bønner i glas og pludselig fik jeg øje på den:

Dåsen med krabbekød.

Der stod Royal Crab på og der var et billede af en stor rød krabbe, der var afbilledet med så imponerende kløer, at den så ud som om den kunne klippe søkabler over inden morgenmaden.

Den var simpelthen så flot og med et slag var jeg tilbage på Karbudjan i lasten.

Krabben med de gyldne klør er ikke mit yndlings Tintin-album (det er De syv krystalkugler), men det står stadig for mig som en af de mest magiske albums, der havde en næsten magisk dragende kraft da jeg læste det første gang som barn.

Der er ærkeskurken med det sjove navn Omar Ben Salaad. Jeg synes det var vildt sjovt han hed salat da jeg var ni år. Og så er der den fænomenale scene, hvor Kaptajn Haddock (min ubestridt største litterære helt) går amok på en flok skydende beduiner, der får en svada af skældsord så smuk at man nærmest får tårer i øjnene.

Perfid poesi af første kvalitet.

Det hænger måske sammen med at min far læste Tintin højt for mig, da jeg var lille og han synes altid Tintin var lidt af en tøsedreng. Vi holdt altid med kaptajnen, min far og jeg.

Og kaptajnen træder virkelig i karakter i ørkenen. Ikke kun mod beduinerne, men også da han i et febersyn (muligvis delirium) ser Tintin som en flaske champagne. Det er en af de fineste og første surrealistiske drømmesekvenser i europæisk tegneseriekunst.

Så jeg var jo nødt til at købe den dåse krabbekød, der stod der på hylden og spandt en gylden tråd direkte til barndommens land.

I kurven røg også en lille flaske balsamico, bare for en god ordens skyld. Så gik jeg op til kassen.

”Det bliver 28,50 pund” sagde damen.

Da var jeg nok lige nødt til at lave en slags ufrivillig åndedrætsøvelse.

Når man er kommet ud af butikken og på en eller anden måde får tingene sat tilbage i perspektiv går det op for en, at man jo bare kunnet have sagt: Nejmen, så tror jeg lige vi lader den stå, drejet pænt om på hælen og rystet på hovedet over de galninge i Harvey Nichols, der virkelig tror at nogen er så tåbelige at betale den slags afsindige priser for et stykke konserveret skaldyr.

Men i situationen faldt det mig ikke ind. Jeg stod bare og tænkte: Jeg har lige købt en dåse krabbekød til over 200 kroner.

Hvad kan jeg nogensinde gøre ved det krabbekød, så det er pengene værd?

Det må jeg sige har været et spørgsmål, der har ligget en lille smule i baghovedet hver gang jeg har fået et glimt af den magiske dåse inde bag de ca. 117 glas med chutneys og diverse beholdere med  hummerbisque, kikærter og siciliansk tomatpassata, der slås om den trange plads i mit skab.

Men jeg tror faktisk jeg har fået et par gode bud i den forløbne uge.

Det første bud stammer fra et projekt jeg har sat i værk for at udnytte mit gastronomiske bibliotek bedre.

 Jeg har besluttet mig for at mindst én gang om ugen skal jeg lave noget jeg ikke har lavet før og det skal være fra en ny kogebog hver uge indtil jeg er kommet igennem dem alle.

Muligvis har jeg sat mig selv på en umulig opgave som manden i Douglas Adams´ roman A Hitchikers Guide to the Galaxy, der så det som en livsopgave at fornærme alle mennesker på planeten i alfabetisk rækkefølge og blev sindssyg fordi der jo hele tiden kom nye mennesker til og han aldrig blev færdig.

På samme måder har min hylde med kogeboger en tendens til hele tiden at vokse sig større (jeg bruger her ordet hylde i løs definition som i en hel reol).

Men man skal jo starte et sted, så i ugen der gik fandt jeg den smukke Seasonal Food frem fra Marie Claire. Den er så lækkert stylet man skal beherske sig for ikke at rive nogen af siderne ud, rulle dem sammen og dyppe dem i vietnamesisk chilisauce inden man fortærer dem.

Jeg fandt en salat med krabbekød, grønne bønner, bønnespirer, peanuts, forårsløg, chili og en dressing lavet af limesaft, palmesukker og fish sauce.

Ved den her lejlighed brugte jeg en pakke sødt, hvidt krabbekød jeg havde købt i delikatessen i lufthavnen i Dublin på vej hjem fra reportagerejse, men opskriften er så god, at jeg godt tør fyre kongekrabben af på den.

Tror jeg nok.

I Dublin var jeg også på en af mine yndlingssteder Avoca, der er en blanding af den hyggeligste butik med fede køkkenting og kogebøger man nogensinde har set med tøjbutik og indretning og de lækreste håndvævede uldne tæpper Irland kan mønstre.

Og det siger ikke så lidt i en nation, der vistnok har flere får end mennesker.

I Avoka kan man også købe gummistøvler, notesbøger. Og legetøj og sæber og duftlys. Det lyder måske som en lidt bizar blanding, men tænk Isabella Smith møder Irland. På den fede måde.

I kælderen er der en delicafe, hvor man også kan købe gourmetsager og øverst oppe ligger der så en af Dublins bedste frokostrestauranter.

Den sidste dag jeg var i byen, havde jeg lidt tid til overs, inden jeg smuttede i lufthavnen og gik derop og fik en genial frokost bestående af en stor skål sprød grøn salat, en fed skive af det brune brød irerne laver til perfektion og en krabbesalat rørt op med dild og små stykker af skarpe grønne Granny Smith-æbler.

Jeg var salig. Den krabbe var ikke død forgæves.

Den ledte tankerne hen på den smukkeste sommeraften i sommerhuset, hvor jeg havde daset på stranden det meste af dagen sammen med et af mine yndlingsmennesker inden vi kørte på havnen og købte krabbekløer.

Vi kogte dem med dild i saltvand, slog dem åbne med en gemen hammer i mangel på sofistikerede redskaber og spiste dem på ristet brød med håndrørt mayonnaise, citronsaft, salt og peber.

Så måske er det sådan min kongekrabbe skal monteres den dag jeg finder dåseåbneren og slagter fedekalven i mit proppede køkken.

En anden ide fik jeg allersidst på ugen, da jeg var på Dishoom, en glimrende Bombay-stil cafe jeg har fået anbefalet af en af mine kloge veninder, der er god til at finde smarte steder.

Jeg mødtes med en kollega, der tid daglig bor i Moskva og bare havde bedt om at vi ikke skulle spise russisk.

Så der sad vi i kælderen og det føltes næsten lidt skæbnebestemt, da tjeneren fortalte at dagens special var softshell crabs i en kokosmælkbaseret curry.

Eftersom jeg aldrig havde smagt de små krabber med så blød skal at man bare spiser det hele før, lod jeg som sædvanlig nysgerrigheden råde.

Man skal lige vænne sig til hvordan kløerne knaser inde i munden, men det smager faktisk fortræffeligt i en indisk curry med den slags små bæster. Krabbekødet bliver mere saftigt og mere krabbeagtigt at blive tilberedt inde i sin egen skal.

Det er selvfølgelig også en mulighed at løfte de små stykker krabbekød ud af den gyldne dåse og lave den bedste, den mest luksuriøse krabbecurry verden endnu har set. En curry, der ville være værdig til at blive serveret for en Maharajah.

Der er bare lige et lille problem, der er opstået nu.

Jeg er faktisk lidt træt af krabbe.

Splitte mine bramsejl. Jeg tror den dåse får lov til at stå lidt endnu.

Nervepirrende næring

Klokken var 07.58 da jeg modtog mailen.

Fire minutter senere havde jeg lige tastet det sidste ciffer ind på mit kreditkort og hæfter nu for 1200£ hos Claridge´s.

Det er lige til at få svedige håndflader over inden morgenkaffen.

Men for de penge har jeg til gengæld erhvervet mig et bord til seks når Noma her til sommer rykker til London under OL.

Faktisk har jeg (ligesom det meste af resten af verden, åbenbart) meget længe haft lyst til at endelig tjekke Noma ud. Det er helt åndssvagt at jeg hvert år troligt møder frem til kåringen af Verden 50 Bedste Restauranter, der nu tre år i træk har hyldet René Redzepi som verdens bedste kok og så egentlig ikke har smagt Nomas mad.

Hvert år interviewer jeg René og hver år hilser jeg på de søde mennesker, der er rejst med ham fra København og hvert år lover jeg mig selv, at nu skal det også være. Det er ligesom ikke nok at bare have kogebogen til at stå der på hylden.

Men så glemmer jeg det. Så får jeg ikke lige booket eller også kommer det lidt bag på mig hvornår jeg lige er i København.

Så denne gang lod jeg, helt ukarakteristisk for mig om morgenen, for en gangs skyld være med at tøve. Og det var en god ting. Klokken 08.07 var alt væk, så vidt jeg kunne se. Rub og stub var booket.

Nu skal jeg endelig spise på Noma og jeg behøver ikke engang at komme ud og flyve for at gøre det.

Det er i øvrigt ikke så vildt nervepirrende som man skulle tro at være til uddelingen af titlerne som verdens 50 bedste restauranter.

Som journalist kan man nemlig godt skaffe sig adgang til listen inden den blive offentliggjort, bare man lover at ikke offentliggøre sin viden før det er officielt.

Det hjælper en del med hensyn til planlægningen på en avis. Men det fjerner jo den der sommerfuglekoloni man kunne have haft i maven, mens sprechtstallmeisteren langsommeligt tæller sig frem til nummer 3, 2 og 1.

Og skulle man være i tvivl, så ved man altid når nummer to er blevet udråbt, at der kun er Noma tilbage. Det ville selvfølgelig være utænkeligt at den ikke ville være på listen.

Listen er blevet lavet i 10 år og det alligevel lidt vildt at tænke på, at Noma nu har taget øverste plads tre gange på et årti. Kun overgået af den legendariske og nu lukkede El Bulli som jeg desværre aldrig nåede at spise på.

I år var der gudskelov kommet anstændige kanapeer tilbage på menuen, mange af dem med et fois gras-tema, hvilket man jo dårligt kan beklage sig over. Især ikke når en af sponsorerne er Veuve Cliqot og champagnen derfor flyder i nærmest vulgære mængder.

Selvfølgelig først efter fyraften, forstås.

I den her uge var det også en lille smule nervepirrende at være ude og spise. Jeg var af sted sammen med en kær ven på restauranten One Blenheim Place (på en sidegade til den berømte Abbey Road i London), der kørte med et sjovt koncept der hedder Flipping Wednesday. Ideen er at man spiser hvad man vil og når det så bliver tid til at præsentere regningen, trækker tjeneren en mønt frem og slår plat og krone.

Hvis man gætter rigtigt får man maden til halv pris.

Faktisk har man intet at tabe.

Og maden, der i forvejen var ret så enestående god, fik på den måde et ekstra lille krydderi af spænding.

Inden vi overhovedet var kommet til første ret, arriverede tjeneren med en lille amuse bouche (det betyder egentlig at underholde eller more munden – og det gjorde det i den grad) af den lækreste tuntartar jeg har smagt i et stykke tid.

Der var store lækre kammuslinger lukket med dej og bagt i ovnen i deres egen saft og med en blid sauce af hvidvin og persille lagt på en strand af spiseligt sand og dekoreret med sprødt tang i en sådan grad man næsten kunne høre bølgerne bruse.

Der var et stykke torsk jeg sent vil glemme. Krydret med et skatkammer af liflige aromaer fra Indien, lagt på et blødt leje af dal, lavet på de lækestre sorte belugalinser, garneret med en tomatsalsa, der var spids på den helt rigtige måde og pyntet på toppen med en af mine yndlingsting i hele verden: Squashblomster. Ved siden af lå en nærmest himmelråbende genial opfindelse: Indbagt raita-is.

Til dessert var der endnu en lille gratis overraskelse med amerikansk inspiration. En grillet marshmallow serveret med en chokoladesauce så intens at den kun kan være lavet på Valrhona.

Og så kom den rigtige dessert. Jeg havde bestilt en slags variation over Eton Mess. Jeg er en pige, der har svært ved at se hvad der kan gå galt med kombinationen af frugt og marengs. Denne variation kom med en is lavet på clotted cream, der er en britisk opfindelse af tyk fløde med en næsten smøragtig konsistens, der desværre ikke findes i Danmark.

Min bordherre fik interessante sorbetis, hvoraf min klare favorit var en med agurk og gin. En kombination, der holder hele vejen, et faktum som eksempelvis producenterne af verdens bedste gin Hendrick´s gin ved alt om.

Og så var det ved den tid at tjeneren kom med mønten.

Vi konfererede lidt og blev enige om at vi nok begge to skulle være bedre til at bruge vores hoveder. Så det blev heads.

Og mønten landede på tails.

Jeg er en elendig gambler. Det i en sådan grad, at jeg engang har opholdt mig tre dage i Las Vegas og spillet under 5 dollar op.

Men vi følte os nu meget heldige alligevel.

Vi betalte den fulde pris uden brok, og jeg besluttede mig for at traske hjem gennem Londons regnvåde, stille gader.

Det var spadseretur på en lille halvanden time og det føltes som en ekstra gave at bare få lov til at gå der og føle sig i live og mærke dråberne på sit ansigt og lade sig omslutte af mørket og de store træer, der kanter de pæne gader.

Og pludselig dukkede Phil Collins overraskende op på min iPod og sang: I wish it would rain down.

Og det var den mest passende afslutning på en perfekt aften jeg kan forestille mig.

Forårsføde og Fesenjan

Er der noget smukkere end syngende lysegrønne hestebønner, der bliver smuttet ud af deres skal og ned i en knaldende blå marokkansk keramikskål på en forårsdag?

Selvfølgelig er der det. Jeg kan på stedet komme i tanker om adskillige ting. Men det er nu meget pænt.

Det er så uretfærdigt at broad beans hedder hestebønner på dansk, synes jeg. Det leder tanken hen på en grøntsag, der nærmest kun kan bruges til dyreføde og det er gøre de små fede forårsgrønne perler stor uret.

Og det skal jeg være den sidste til at gøre. Jeg elsker dem højt. Så jeg tror bare jeg fra nu kalder dem bredbønner. Det virker mere rigtigt.

Ved den her lejlighed fik jeg en frokostgæst, der trængte til at tænke på noget andet end forulykket kærlighed. Det gør på en måde altid lige lidt mere ondt om foråret, så jeg tænkte at jeg ville lade håbets grønne farve gå igennem måltidet.

Jeg blandede bredbønnerne med et bundt fintskåret forårsløg, smuldrede lidt god økologisk feta ned til dem, hakkede en halv pose ruccola jeg alligevel havde til at ligge i køleskabet med og sluttede af med en dressing af nedtonet salsa verde jeg egentlig havde lavet et par dage i forvejen til en anden lejlighed. Nedtonet, fordi jeg ikke havde kunnet finde mine små sylteagurker og fordi jeg for første gang i hele mit voksenliv var løbet tør for kapers. Så det blev bare olie og finthakket mynte, basilikum og bredbladet persille blandet med hakkede kapersbær (som er en slags meget store kapers, men altså ikke helt det samme).

Så lavede jeg saltimbocca (der på italiensk betyder hop-op-i-munden) af to tynde kalvefileter som havde investeret i hos Wholefoods i Kensington. Jeg bruger ordet investere med vilje her, for det er måske, næst efter Harrods, Londons dyreste supermarked. Den butik er ikke billig. Til gengæld er varerne for det meste økologiske og de har de ting man sjældent kan få andre steder. Så som kalv.

 Jeg hæftede et stykke iberico-skinke på hver af fileterne med en tandstik. Strengt taget er det jo parma man bruger i Italien, men jeg havde iberico med hjem fra Spanien. Så puttede jeg et par små salvie-blade ind under skinkedynen og stegte kødet på panden sammen med et par ekstra salvieblade.

Salvie er en underlig krydderurt. Jeg hørte engang en kok kalde det krydderihyldens bølle. Forstået på den måde, at hvis der er et selskab af krydderier inviteret med i en ret, så er det stensikkert, at salvie nok skal blive hørt. Den mobber de andre, den tager over og tager magten. Den kyser dem simpelthen.

Briterne elsker at putte salvie i deres pølser og i kødfyldet på deres kalkuner til jul. Personligt mener jeg det er en stor fejl. Men jeg elsker det i saltimbocca, på hjemmebagt foccacia og i en salat jeg laver med ovnristede græskar og tranebær.

Da kødet var færdigt smed jeg lige en slat Marsala på panden til at få den sidste kraft med og hældte saucen ud over kødet.

Så kom jeg lidt hvidløgsolie på panden og en skålfuld sølvbedeblade, som klappede i og klappede sammen ganske hurtigt.

Og så var der serveret.

Til dessert serverede jeg en slags Not At All Eton Mess, der var vagt inspireret af originalen, der består af marengs, flødeskum og jordbær.

Jeg tog i stedet et bundt rabarber (det er sæson for de forcerede her på disse kanter) og puttede dem i en gryde ved svag varme sammen med noget palmesukker. Jeg er fuldstændig overbevist om at man sagtens kunne bruge almindeligt sukker eller farin, men jeg er lige ved at forsøge at tømme mit skab for eksotiske ingredienser inden de overskrider deres sidste salgsdato. Der lå en appelsin i frugtskålen, så jeg rev lige lidt af skallen ned, for rabarber og appelsin er gode venner.

Man lader det være sammen i gryden til rabarberne er så bløde som man kunne tænke sig og det smager fortrinligt (forudsat at man elsker rabarber, forstås)

Så var det ellers bare lige at lægge en marengsrede på tallerkenen fylde lysegul custard (en slags creme) med sorte vaniljeprikker i hullet og så ellers overhælde med de pinkfarvede juveler. Det var måske ikke ligefrem en Michelin-style tallerken.

Faktisk var den lidt grim og rodet, men den var sød, blød og sprød på én gang, og hvis det ikke kan hele et forårsforsagt hjerte en lille bitte smule, så ved jeg ikke hvad der kan.

Og et par dage senere befandt jeg mig så på en persisk restaurant sammen med en helt anden ven, der synes at jeg var den der trængte til lidt hjertehealing.

På den måde er der somme tider den smukkeste balance i ting.

Jeg fik en ret, der udtalt på dansk er lidt sjov: Fesenjan.

Men, hvor smagte det fantastisk. Det var helt og aldeles persisk med kylling (traditionelt bruger man ofte fasaner i Iran, men kylling var fint), der er langtidsstuvet i en sauce, der blandt andet består af valnødder og granatæblesirup.

Fesenjan er bestemt ikke fesen. Det er den perfekte balance mellem sødt og surt og saft og den kraft, der kommer af at kyllingen er stuvet med benet.

Senere læste jeg mig til, at det er en traditionel persisk ret, der også indeholder muskatnød, peber og safran og normalt serveres ved ganske særlige lejligheder.

Så hvorfor ikke en højhellig torsdag i Islington?

Min blev serveret med safranris og komplimenter i en sådan grad, at jeg nærmest svævede hjem et par centimeter over jorden.

Det bliver et smukt forår.

Pastilla, peber og præstationsangst

Jeg har ikke nogen hængekøje og jeg har ikke nogen tagine.

Fordi jeg har fået den fikse ide, at jeg ikke må købe nogen af delene før jeg kan købe dem det rigtige sted.

Hængekøjen skal en dag hjembringes triumferende fra Peru (hvor jeg aldrig har været endnu), og jeg havde sådan set altid forestillet mig, at min tagine helst skulle købes i Marokko.

Og det traf sig sådan at jeg for nylig faktisk var i Marokko og var mere end parat til at investere i hvad der essentielt er et keramikfad med en slags låg med skorsten, der er helt perfekt til, ja man tror det vel næppe, retten tagine, der er en slags stuvning, der ofte indeholder enten kylling eller lam, marokkanske oliven, tørrede frugter som for eksempel abrikoser og krydderier som spidskommen og kanel, der har lært hinanden at kende på den langsomme og nænsomme måde. Somme tider er der også den særlige delikatesse syltede salte citroner, der spises med skal og det hele.

Hvad jeg elsker ved Marokko især er den blå keramik og de store svulmende orange appelsiner. De hvide huse og den helt særlige turkise farve vandet har ud for kysten .

Vi havde en eneste dag i landet efter vi havde taget færgen fra spidsen af Spanien og gik rundt i basarens kringlede små gader med en kun lettere enerverende guide, da jeg endelig fandt den helt rigtige butik.

Der stod den ultimative tagine. Den jeg havde drømt om hele den del af mit liv jeg havde været vidende om at taginer fandtes. Den var hvid og blå på den helt rigtige måde. De fine mønstre slyngede sig op om det slanke kegleformede låg.

Men ak. Man kan ikke lave tagine i en blå tagine. Det er noget med farvestofferne i glasuren, der ikke tåler den intense varme. Jeg havde simpelthen med min stort set aldrig svigtende evne for håbløse sager forelsket mig i en serveringstagine. De alvorlige taginer, dem man bruger til madlavning kan man åbenbart kun få i en kedelig brunglaseret version.

Så jeg kunne vælge mellem at købe en snydetagine som ikke kunne bruges til det, der er taginens sande formål. Eller en grim 1970er-keramisk brunlig kreation, der ledte tanken hen på hessiantapet og ryatæpper.

Så ak. Jeg fik ingen tagine den dag. Det var så nedslående at jeg var nødt til at købe cirka otte kilo fade og skåle i den rigtige blå for at muntre mig selv en smule op.

Til frokost var der Pastilla, der er en sjov marokkansk konstruktion af en slags pie, der traditionelt indeholder duekød, men i det her tilfælde en lidt mere turistvenlig kylling, ristede knuste mandler, kanel og sukker.

Det er et af det marokkanske køkkens kendetegn, at det søde og det salte bliver blandet helt uden skelen til hvad man møder op med at forudindtagede konventioner.

Og det var så højdepunktet i en frokost, der i øvrigt også bød på en lidt træt tagine med couscous og en Fanta i en farve, der rent teknisk vistnok betegnes som radioaktiv orange.

Hver gang jeg hører ordet couscous, tænker jeg altid på Sebastians sang Rue Fontaine fra albummet 80´ernes boheme, der udkom da jeg var vel 12-13 år.

Jeg knuselskede det album og voldhørte det på det lokale bibliotek, hvor man efter skoletid kunne få lov til at sidde ved en pladespiller med høretelefoner på hvis man ikke selv havde penge nok til at købe LPer.

Så vidt jeg husker, så går sangen nogenlunde sådan her:

Man kan få damer og couscous på Rue Fontaine/Hovedet drejer rundt på Place Pigalle/Og de må stå der så længe de er pæne/Og lægger krop til myten om det franske knald.

Der er vel ikke noget at sige til man som et lille Guds nor i Vestjylland på 13 år er fuldstændig overbevist om at couscous nok er noget at det mest uartige man nogen sinde kan få i den her verden.

Det kan jo kun lede en i skuffelse, når man endelig opdager at der altså ikke er tale om noget mere pikant end små stykker semulje, der ofte smager af ikke forfærdeligt meget.

Men når skuffelsen er slugt, så er der jo ikke andet tilbage end at lave couscous så den smager af noget. Mit fif er at jeg altid, altid lægger min couscous i blød i god kyllingefond. Så blander jeg den med grofthakkede, ristede mandler, frisk koriander , en håndfuld skivede forårsløg og hakkede orange tørrede abrikoser. Mere skal der ikke til at få den semulje til at synge. På en Rue Fontaine-agtig måde.

Jeg serverer den ofte sammen med en sammenkogt ret af kylling, der ikke bliver tilberedt i tagine, men som er meget marokkansk i sit udgangspunkt og indeholder løg, hvidløg, kanel, tomater, safran, honning, orangeblomstvand og mandler.

Igen det søde med det salte.

I basaren købte jeg selvfølgelig også orangeblomstervand, lakridsrod og harissa og den søde krydderihandler smed galant en gurkemejerod med i handelen fordi jeg havde spurgt hvad man skulle bruge den til.

Og fra det salte til en lidt mere pebret historie.

Lad mig starte med at sige, at ja, jeg kender min peber. Jeg ved, at den bedste peber i verden gror i Indien (hvor verdens eneste peberbørs i øvrigt også befinder sig). Jeg ved, at peber engang var så kostbart, at man byggede imperier op i søgen efter peberplanter. At Colombus faktisk var på udkig efter de små sorte perler, da han sådan nærmest lidt tilfældigt styrede sit skib ind i Amerikas kyst.

Så når vi siger at noget er pebret og mener at det er dyrt, at så er der en grund til det. Engang var det kun konger og adelige, der havde råd til at drysse deres mad med peber.

Det er heller ikke undsluppet min opmærksomhed at Brasilien sælger den den billigste peber, at Vietnam er verdens største peberproducent. Og at priserne på grund af klimatiske forhold i de senere år er steget med omkring 30 procent.

Alt det ved jeg.

Hvad jeg ikke forstår er hvorfor, hvorfor, hvorfor ingen italienske restauranter har opdaget, at peber nu trods alt er blevet en relativ almindeligt tilgængelig vare?

Jeg mener, hvorfor tør man ikke betro kunderne den helt elementære og ret enkle opgave at kværne deres eget peber på italienske restauranter?

Det var en af de ting jeg funderede over, da jeg sad en meget sen aften på Carluccios i Heathrow Airport  i den her uge og spiste aftensmad efter en dag, der var begyndt klokken fire om morgenen og nu bevægede sig hen mod noget med klokken 23.

Jeg nævner det bare lige for at sige at i al fairness, så var min tolerancetærskel lige på det tidspunkt, der hvor den nok havde svært ved at nå op i knæhøjde.

Ikke desto mindre, hvad er det for en forestilling, der skal opføres hver eneste gang man får serveret en ret?

Ønsker De peber?

Ja tak, det vil man da vældig gerne have.

Herefter følger en rum ventetid, mens maden står og bliver kold og tjeneren lokaliserer en peberkværn. Hvorfor det overhovedet kan tage tid at finde den er ofte svært at gennemskue, for en italiensk peberkværn er ofte på størrelse med en velvoksen totempæl. Og man er vel næppe heller den første, der på en lang aften gerne vil have peber.

Kværnen frembæres herefter med højtidelig mine som var der tale om kronjuvelerne og der kværnes over maden, som var der tale om guldstøv.

Jeg hader at skulle sige det. Selv om jeg er et menneske, der virkelig holder af peber og gerne prædiker om værdien af friskkværnet, så ER det altså kun peber.

Og så var der også lige den anden detalje som var at i løbet af mit måltid kom der tre forskellige mennesker hen og afbrød min aftensmad for at spørge om jeg kunne lide den?

Øh ja. Jeg sidder lige og spiser. Fair nok, spørg da så den ene gang hovedkvarteret har sendt ud i et memo, at der skal spørges om man er glad. Men tre gange? Tre forskellige mennesker – og selvfølgelig når man lige har taget en bid og har munden fuld af mad?

Første gang tænker man. Okay, de forsøger at være servicemindede. Tredje gang er man overbevist om at kokken må have et selvværd på størrelse med et peberkorn. Jeg mener man sidder ned, man spiser hans mad, man betaler for det. Men stadig har han brug for bekræftelse? Find en anden branche, makker.

Jeg mener, hvor meget præstationsangst kan én kok have?

Men hey. Jeg havde heller ikke fået så meget søvn. Eller aftensmad. Og så bliver man nok lidt pikeret. Over peber og den slags.