Supermarkeds-ADHD

Hvis der egentlig er noget jeg hader, så er det planer.

Jeg får kalenderklaustofobi når jeg slår op på en uge i februar og ser at der er aftaler på hver eneste dag. Tanken om at have tjek på hvad der skal ske hvornår, hvordan i mere end de allergroveste træk frastøder mig.

Principielt vil jeg gerne overraskes hver eneste dag og i lang tid havde jeg faktisk følgende sætning stående på første side af hver eneste kalender jeg købte for at minde mig om værdien af det uplanlagte liv.

”En sand boheme er en for hvem selv huslejen kommer som en uforudset udgift”

Jeg er typen, der elsker at følge en pludselig indskydelse og tage til Venedig eller Canterbury eller ud i det blå med få timers varsel.

Mine kufferter kan jeg pakke i søvne og på fem minutter. Ene og alene af den grund, at jeg er vant til at pakke dem på fem minutter fordi al det planlægning virkelig keder mig. I det store og hele er alt jo godt, bare man husker de tre P´er: Penge, Pas, Pilletter. Resten kan man alligevel købe sig til, og jeg har faktisk købt noget af mit bedste undertøj, make-up og en ufattelig stor mængde hårbørster på farten.

Men hvis der er ét sted, hvor jeg virkelig har brug for planlægning, så er det når jeg køber ind. En tur til supermarkedet kan næsten udvikle sig til noget, der minder om en militær ekspedition, hvor alt er skrevet ned med en nidkærhed, der slet ikke ligner mig.

Ikke alene har jeg skrevet en indkøbsseddel med hvad jeg skal huske at købe i hvilken butik, jeg har endda ordnet det i nogenlunde den rækkefølge de diverse varegrupper forekommer i butikken. Grøntsager først, skyllemidler til sidst i Waitrose for eksempel. Aviser først og marmelade til sidst i Sainsburys o.s.v.

Forklaringen er enkel og jeg fik den bekræftet til fulde i dag, da jeg vovede mig ud uden den berømte dosmerseddel. Jeg lider af supermarkeds-ADHD.

De klassiske symptomer på sygdommen (hvis lange navn er Attention Decifit Hyperactivity Disorder) er problemer med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Det er med andre ord præcist hvad der sker for mig i supermarkeder, hvis jeg ikke har en indkøbsseddel.

Til daglig kan jeg læse vidneudsagn fra Julian Assanges sag, tale med min søster i telefon og researche på tal for Irlands økonomi, mens jeg lige tjekker Facebook inden for de samme tyve minutter uden at få sved på panden.

Det er heller ikke fordi jeg ikke nyder at drysse rundt på f.eks. Borough Market og falde for en flot havtaske eller en gyldent duftende Alfonso-mango og spontant bygge et helt måltid op omkring de to ting. Eller købe en askerullet gedeost, bare fordi den er smuk og ikke fordi man som sådan har en hel specifik plan med hvad der skal ske med den. Udover selvfølgelig at den skal spises.

Men hvis jeg træder ind i et supermarked nøgen og ubevæbnet med en plan, så sker der en slags nedsmeltning.

Jeg tror supermarkederne på en eller anden måde er designet til at forvirre folk. Til at købe mere end de havde planlagt, købe noget andet end de havde forestillet sig og i almindelighed blive så konfuse, at de i ren og skær desperation køber familiepakker med chokoladekiks, hundemad eller brieost selv om de kom ind efter ris, toiletpapir og chilier.

Der er bare for mange ting og for folk med supermarkeds-ADHD som jeg har det, er det uoverskueligt.

Den indre monolog jeg fører med mig selv, lyder nogenlunde sådan her:

Nu skal jeg huske at købe havregry…..Nej, se de fine skinnende shampoo-flasker.

Købte jeg egentlig brød i går?

Var der noget med nogle elpærer og skulle det være med stor sokk…..

Kød. Jeg skal huske kød til i aften når jeg får gæster til middag. Virkelig vigtigt.

Hvor gjorde jeg egentlig af den Toblerone jeg købte i sidste uge?

Man kunne også lave noget med rejer til forret. Nå, er der tilbud på yoghurt? Hvad var det egentlig for en smag jeg godt kunne lide, var det fersken… eller…

Men gider jeg egentlig lave mad? Vi kunne hente en indisk ting henne om hjørnet. Eller gå hen til den lokale shwarma-pusher. Men er det måske sabbat endnu? Er det noget med solopgang og solnedgang? Gad vide hvornår solen går ned?

Til sidst ender jeg ved kassen med friske hindbær, en bakke minifennikler, en buket blomster, en halv kylling fra rotisseriet og et net limefrugter. Uden nogen egentlig plan.

Da jeg har stået i kø i et stykke tid, går det op for mig, at jeg har glemt at købe aviser, så jeg zigzagger tilbage igennem hele butikken for at hente dem.

Går tilbage i køen og opdager så, at jeg har glemt at købe havregryn.

Står længe og leder efter de havregryn jeg ville have. De har dem ikke, men til gengæld kommer jeg så i tanker om jeg også skulle købe kaffe.

På vej hen efter kaffen bliver mit blik fanget af en kogebog jeg har overvejet at købe i et stykke tid på Amazon, men aldrig har haft mellem hænderne. Jeg bladrer lidt, fordyber mig i en opskrift på creme brulée med passionsfrugt og glemmer derefter alt om kaffen. Ender ved køen igen med den der grimme fornemmelse af, at jeg har glemt et eller andet.

Nåjo. Brød. Jeg henter brød og går for tredje gang hen til kassen, og på det her punkt er jeg ligeglad med at jeg kan se manden foran mig, i modsætning til mig, faktisk har husket at købe kaffe.

Nu vil jeg bare hjem. Jeg når selvfølgelig ikke den første dobbeltdækkerbus, der kører for næsen af mig. Men det er okay, for jeg smutter i en fart på den næste, der følger lige efter, dumper ned i sædet og åbner den bog jeg altid har på mig, fordi offentlige transportmidler aldrig er noget man bør give sig i kast med uden litteratur ved hånden.

Næste gang jeg kigger op, befinder jeg mig i et for mig helt og aldeles ukendt kvarter.

Jeg har i distraktion taget en nummer 182 bus i stedet for en 83er.

Og det regner.

På vej hen til det rigtige stoppested bliver jeg passeret af tre af de rigtige busser, der lige når at klemme sig ind i fartplanen inden denne linje observerer total trafiknedlæggelse i en lille halv time.

Der er kun mig, regnen, min bog og mine forvirrede indkøb på en villavej i det nordlige London et sted inden Hendon.

Da jeg endelig er hjemme, har sat blomster i vasen, må jeg erkende at jeg slet ikke har styr på aftenens middag.

Det ligner en take-away-løsning.

Men så er det alligevel, at de små grønne minifennikler appellerer til min bedre halvdel.

De vil altså gerne spises i aften, synger de.

Så jeg tager ud i byen til en eftermiddagsaftale og går i supermarkedet igen på vej hjem. Denne gang med indkøbsseddel. Der er kun tre ting på den, men det virker, og hjemme igen kan jeg med lidt hjælp fra hvad der allerede befinder sig i køleskabet skrue en nogenlunde hæderlig menu sammen.

Jeg skræller et bundt rødbeder, drysser dem med olivenolie, balsamico, havsalt og friskhakket aromatisk oregano og smider dem ind i ovnen ved 200 grader.

I et fad for sig lægger jeg de slanke lysegrønne fennikler. Så river jeg lidt citronskal over dem og smider en håndfuld kapers over. Oven på lægger jeg to kødfulde andebryster som jeg har snittet i diamantmønster på skindet og drysset med havsalt.

Herligheden passer sig selv, indtil rødbederne er møre. Dem tager jeg ud og lader køle ned til stuetemperatur inden jeg smuldrer feta over dem, drysser med finthakket forårsløg og efterjusterer med citronolivenolie.

Når ænderne er færdigstegte og med sprødt skind passer det med at fenniklerne har haft god tid til at ligge i et tykt lag af andefedt og blive braiseret. De er møre og saftige med mild anissmag.

Mens ovnen slider i det, anretter jeg en skål marokkansk humus med små buttede minigulerødder og friske broccoliskud som vi spiser til forret.

Til dessert er der friske hindbær med vaniljeyoghurt.

Og det tog virkelig ikke mere end to indkøbsture.

Chick lit

En kylling. En uge. En udfordring.

Jeg har tidligere brokket mig over hvordan mit lokale supermarked har fjernet de økologiske kyllingelår fra varesortimentet og dermed fjernede en af mine yndlingsløsninger på hvordan man laver en lækker middag i en fart uden for meget bøvl.

I stedet henviste den såkaldte slagter mig til at jeg jo stadig kan købe økologiske kyllinger. Ikke en optimal løsning til en husholdning på én.

Men den anden dag faldt jeg alligevel i fælden, fordi jeg vitterligt havde lyst til kylling og der selvfølgelig ikke var en poussin (en slags bonsai-kylling) i sigte.

Der røg en velvoksen økokylling op i kurven og udfordringen gik så ud på at leve af kylling stort set resten af ugen uden at kede mig selv ihjel.

Jeg lagde selvfølgelig ud med det store slagnummer, hele grunden til jeg absolut måtte have kylling, min livret over dem alle: Grydestegt kylling med brun sauce, nye kartofler og hjemmelavet argurkesalat, serveret med mormorsalat on the side

Dagen efter fik jeg rugbrødsmadder med koldt kyllingekød, Hellmans mayo, agurkesalat, salt og peber til frokost.

Men der var stadig et bjerg af kylling tilbage.

Om aftenen var der dømt thaisuppe med alt godt fra grøntsagskassen. Økologisk kyllingefond, gulerødder, fintsnittet savojkål, agurkestykker uden kerner og skræl, majs og kyllingekød i trevler blev blandet i sammen med lidt fish sauce, saften fra en lime, et par kaffir-lime blade, citrongræs, lidt thailandsk Tom Yum-pasta og en håndfuld risnudler.

Kyllingen var ikke til at kende igen.

Så var det blevet frokost næste dag og jeg havde egentlig lyst til at lave det klassiske britiske sandwichfyld, der går under betegnelsen Coronation Chicken, fordi det var en ret, der blev opfundet til dronning Elizabeth IIs kroning. Den skulle reflektere lidt af hvert fra det engang så store imperium, så foruden koldt kyllingekød består den af mayonnaise rørt op med karrypasta og rosiner. Når der skal være fest (og det var der selvfølgelig til kroningen) bliver der pyntet ekstra op med mangochuntey og et par ristede mandelflager. Men ak, jeg havde ikke mango-chutney i huset og trofaste læsere af bloggen vil vide, at der er nedlagt totalt forbud mod anskaffelse af nye chutneyer. Så jeg fandt en slags mellemløsning og rørte kyllingekød op med chilimarmelade, lidt mayo og lagde det mellem to skiver ristet brød sammen med lidt sprød salat.

Så var jeg nødt til at holde en lille pause fra den kylling.

Efter en dags pause kom den sidste gæsteoptræden i en gang biksemad og nu skal der virkelig, virkelig gå lang tid inden jeg skal have kylling igen.

Når jeg ikke spiser kylling, læser og læser og læser jeg i håb om at reducere det store bogbjerg, der synes at celledele og fordoble sig i mit soveværelse hver nat. Så snart jeg vender ryggen til, kommer der flere bøger til.

Forklaringen er, at jeg har det med bøger som mange kvinder har det med sko: Jeg kan ikke se en boghandel uden jeg lige skal ind i den. Og jeg kan kun med opbydelsen af al min viljestyrke forlade den igen uden mindst en bog under armen.

En af mine yndlingsting ved London er at boghandlerne holder åbent om søndagen. Det er den dag, hvor man virkelig har tid til at drysse rundt og pludselig forelske sig i en ny bog eller bare have en kort bladreaffære inden man lægger den tilbage på bordet.

Desværre er det hårde tider for bogbranchen og det kan man se i mange af butikkerne. Da jeg var i min lokale Waterstones i Camden var de f.eks. begyndt at sælge chokolade ved disken.

Det er principielt intet i vejen med kombinationen chokolade og bøger, og da især ikke når det er Green & Black økologisk chokolade med karamelsplinter. Men alligevel virker det bare en lille smule…forkert.

”Skal De have karameller med deres Kafka? After Eight med Deres Austen?”

Som hvis man kunne købe undertøj i en skobutik.

Denne gang var der ingen slendrian. Jeg vidste præcis hvad jeg gik efter. Sagen var nemlig den, at jeg var kommet til side 350 eller deromkring i Justin Cronins The Passage, der er en slags Steven King-agtig vision om hvad der sker på Jorden efter en virus har udslettet det meste af planetens befolkning eller forvandlet dem frådende uhyrer. Det lyder mere tacky end det egentlig er.

Men denne bog var jeg altså kommet til at lægge fra mig i distraktion i en sort London-taxi, fordi jeg havde travlt med at sms´e fordi jeg var på vej i teateret og som sædvanlig lidt for sent på den.

Af den grund var jeg tilbage i en bogbutik i går for at købe en bog jeg egentlig havde og det er jo ikke på den måde man reducerer sit bogbjerg.

Et besøg hos en boghandlerkæde som f.eks. Waterstones her i London er i øvrigt et interessant studium i illusionen om frit valg. Man går ind, parat til hvad som helst. Parat til at blive forført hen i et mørkt hjørne, hvor man pludselig falder over en Dickens-roman, en obskur kogebog man ikke kan leve foruden eller en roman der vil ændre ens liv (det kan romaner nemlig snildt).

Men sandheden er, at de ting der ligger fremme på bordene i hvad der ligner tilfældige bunker betaler meget høj husleje. Forlagene ved, at det der ligger fremme sælger fordi folk er for dovne eller travle til lige at løbe igennem alle hyldemeterne, så de betaler sig til den gode hylde- eller bordplads.

På den måde minder det lidt om når Google snyder på vægten og viser de sponsorerede links først. Prøv f.eks. bare at søg på et specifikt hotel i Dublin og opdag hvor mange sponsorerede hotelbookingsider man skal trawle sig igennem inden man egentlig finder hotellets egen hjemmeside som var den man skrev ind i søgefeltet.

Bordet med kriminalromaner er næsten helt igennem betalt af forlagene og på den måde er det egentlig så som så med de spontane opdagelser. Medmindre man handler antikvarisk eller går i Daunts boghandel i Marylebone, hvor alle bøgerne er sorteret efter land uden smålig skelen til om det er rejse- fag- eller skønlitteratur. Heldigvis er der stadig bastioner som Foyles på Charing Cross Road, der holder fanen højt og tager bøger alvorligt.

Jeg glemmer aldrig den allerførste gang jeg satte foden inden for i en britisk boghandel. Fyldt med romantiske forventninger til at bevæge mig ind i et helligt tempel for ord, hvor alle ekspedienterne lignede Anthony Hopkins i Remains of the Day eller i det mindste opførte og talte som ham.

Det var på en weekendtur til London, min allerførste gang i byen og intetanende stak jeg hovedet inden for i en Books ect. Nøgleordet her var etc.

Ekspedienten, der ikke var en dag over 20, så på mig som om jeg var fra det ydre rum, da jeg spurgte efter The Wasteland af T.S. Eliot.

Det lange digt er, efter min mening, noget af det smukkeste, der nogen sinde er skrevet på noget sprog jeg forstår. Uanset hvornår, hvor eller hvordan jeg læser det, berører det mig dybt. Som et maleri eller et stykke musik man kan vende tilbage og altid få en klump i halsen over.

Alene begyndelsen: April is the cruellest month.

Jeg er hooked fra linje 1.

”What?”, sagde han på arbejderklasseaccent, hvor man snupper konsonanterne af og siger ”Wå”, så det rimer skrå.

”T.S. Eliot. Han har fået Nobelprisen”, sagde jeg rystet.

Ekspedienten slog ud med armene. Han havde aldrig hørt om manden.

”Den slags har vi ikke her”, mente han.

Jeg kan kun sammenligne min skuffelse med den jeg forestiller mig jeg vil føle, hvis jeg en dag kom til Peru og ikke kunne købe mig en hængekøje, ikke kunne opdrive en tagine i Marrakesh eller en hotdog på Times Square i New York.

Heldigvis vidste han slet ikke hvad han talte om. Den stod der jo alligevel på hylden i et slankt gråt bind langt væk fra bestsellerhylden og de bloddryppende bogforsider, der lokkede med mord og død.

Den kom med mig hjem den dag i London, og jeg har den altid hos mig. Den ligger lige nu et sted i bogbjerget og gemmer sig og venter på at springe ud og overraske mig med sin mystiske skønhed.

Måske til april.

Gastroarkæologi

Måske er det alderen, der trykker. Måske er det bare meningsløs sentimentalitet.

Men jeg kan ikke frasige mig, at jeg i denne uge i den grad har ikke så meget lænet mig op af klassikerne som jeg snarere har kastet mig i favnen på dem.

Det var dagen før min fødselsdag og jeg måtte helt bestemme hvad jeg havde lyst til at spise hjemme i min mors køkken. Det eneste jeg virkelig længes efter var risengrød.

Hvid, dampende risengrød lavet på fuldfed sødmælk med silkebløde riskorn, gylden smørklat og med et brunligt snevejr af sukker og kanel fra oldemors gamle sølvske, der har huller i til glæde for den dovne drysser. Selvfølgelig skyllet ned med rød saftevand. Jeg indtog den sammen med min niece, der elsker det lige så meget som mig og meget passende har døbt retten nissengrød.

Det var næsten et forvarsel om en af de skønne pakker, der lå til mig i posten dagen efter. Camilla Plums Mormormad, hvor den får på alle tangenter med gule ærter, citronfromage og alt hvad hjertet kan begære af de ting som man i min barndom serverede i forsamlingshuse.

Jeg erklærede bramfrit, at nu behøvede jeg aldrig mere ringe til min mor for at få opskrifter. Og det er jo klart, at den slags kulinarisk hybris straffes kontant og med det samme.

For knapt var jeg kommet tilbage til London før det eneste jeg ville have at spise var varm kartoffelsalat. Alle mulige versioner på nettet lokkede med sennep og alskens nymodens pjat, men jeg ville kun have min moars.

Så jeg måtte gribe knoglen til min egen private Ms. Hüttemeier og få bekræftet, at ja, det er faktisk bare lige lidt løg, eddike, vand og sukker som man varmer og vender sammen med skivede kartofler. Ikke mere pjat.

Jeg elsker, at der ligesom ikke kom måleenheder mellem min mor og jeg. Hun ved bare, at den slags er en smagssag og at man bedst selv ved hvornår det er for surt eller sødt.

Det var planen at den skulle serveres med ketchup og de frankfurtere jeg havde købt og gemt som en skat i fryseren. De kom helt fra den anden ende af London, fra den hemmelige tyske butik fordi briterne lider af den nationale brist, at de slet, slet ikke mestrer pølsemagningens kunst. De pladrer dem til med alt for meget salvie og laver dem for tykke, for løse i kødet og glemmer at røge dem. Der er meget i vejen.

Men ak. En husgæst var kommet mig i forkøbet, så det var en smule slukøret hen efter en pakke billige Herta pølser som jeg kunne pøse til med lidt curry-ketchup, mens jeg sad og nynnede Ach Du Lieber Augustin Alles Ist Weg Weg Weg.

Men kartoffelsalaten var fantastisk.

Min nostaligiske trip fik mig til at finde min gamle kogenotesbog frem.

Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at skrive en rigtig kogebog skal den være på forsiden. Som et uigendriveligt bevis for, at min interesse for at stå i køkkenet er en livslang kærlighedsaffære, der startede mens jeg stadig havde store runde formskriftsbogstaver og synes Lasagna Italiano fra Karolines kogebog var vanvittigt sofistikeret. Opskriften er skrevet direkte af på side 2 (side 1 er faldet ud).

Det var selvfølgelig også før den slags kom ud af æsker og man selv lavede sin bechamel sauce (hvilket ærligt talt ikke er svært).

Bogen er en af den slags Kinabøger man kunne få for en slik og den er rødlig og så slidt, plettet og elsket som kun en kogebog kan være det. Selv om det ikke var helt klart hvad dens formål var helt i begyndelsen.

På den måde kan man faktisk bagerst i bogen læse optegnelser fra et par træningspas fra den gang jeg gik til konkurrencesvømning og lige efter opskriften på syltede valnødder læse sig frem til, at jeg fredag d. 29. december 1985 simpelthen svømmede 4850 meter på bane med Ann og Eiffel, startende med 700 meters opvarmning (14 x 50 m medley minus fly, hvis nogen er interesserede).

Der er også et par adresser på folk jeg skulle sende postkort til mens jeg holdt Skt. Hans i Skagen et år. F.eks. en meget sød kæreste, der altid serverede makrelmadder når man kom fuld og sulten hjem fra byen, lærte mig at spille de første takter til Smoke Under Water på guitar og havde plakater med Kim Wilde på sit kollegieværelse.

Men resten er den skønneste gastro-arkæologi, hvor klassikere døgnfluer og minder står skrevet ind med snørklet skrift og i varierende grad er overplettede af  hyppig brug eller næsten jomfruelige, fordi der er ingen, der kan forklare hvorfor jeg en dag i Umeå rev ti minutter ud af mit liv for at oversætte og afskrive en opskrift på en aldrig lavet laksepie fra et svensk ugeblad.

Her er et billede af en sekskantet sort tallerken med grøn(!) frisk(!) pasta med sort kaviar(!) i flødesauce. Som 14-årig var jeg aldrig i nærheden af disse eksotiske ingredienser ej heller scenografien i form af geometrisk service, der omgav dem. Men det skulle ikke forhindre mig i at drømme om et sted derude i verden, hvor man ikke serverede karbonader (for sjællændere læs: krebinetter) med stuvede grønærter om onsdagen og hvor folk ikke troede Gazpacho var en slags forbinding.

Andre retter, der nok heller ikke bliver støvet af og hentet ud i køkkenet igen er vanvidsprojekter som: Bananmousse, Partysalat (osteterninger, ananas, blegselleri (kalder man det overhovedet blegselleri mere?), vindruer, Miracle whip og pølser i skiver) banankylling (1980erne var tydeligvis bananernes årti) Fyldt hvidkål med fiberfars. Intet, ikke engang dens møjsommeligt noterede kalorieindhold på 300 kcal, retfærdiggør denne ret. Tiden er løbet fra den. Godt for tiden. Samme gælder hytteostpate. Nej. Nej. Nej. Appelsinomelet. Ved ikke helt hvor den usunde fiksering på frugt stammer fra og må bare, helt i 80erånden lave en Michael Jackson: I blame it on the boogie.

Opskrifter jeg stadig bruger er blandt andet: brunsvigere, vandbakkelser, æbleskiver, min mors sensationelle kartoffelsalat, amerikansk gulerodskage, Tzvetelinas rødbedesalat, Amerikanske cookies, thaisuppe med kylling

Ting der holder endnu er: Waldorfsalat, Gerda fra Venøs kommenskringler, banankage, appelsinsalat med løg, hjemmelavet tartar-sauce, Jenses mors opskrift på Vitello tonnato

Ting jeg ikke helt forstår jeg troede jeg skulle bruge en opskrift på:

Tunfiskesandwich (hvor svært kan det være?)

Is med ananas og jordbær (klippet direkte ud af vistnok SøndagsBT, der oplyser: ”Af en dåse med ananas med 10 skiver, en lille bakke jordbær og et par citronmelisseblade får man nemt og hurtigt en flot og lækker dessert til fire personer”.  Herefter følger lang forklaring, der kan sammenkoges til: åbn dåse, rens jordbær hæld i glas med is, smid citronmelisse ovenpå. Sophistication on a plate.

Ting jeg åbenbart har været meget optaget af:

Apple Pie. Der er 8 forskellige opskrifter med kun ganske få variationer

Ting jeg stadig narrer mig selv ved at sige jeg vil lave en dag:

Hjemmelavede forårsruller fra bunden, Selleri og hasselnødde-dauphinoise, Italiensk jordbæris Gelato di Fragole.

Hvorfor får man egentlig aldrig mere: Ristaffel (Kødsauce med ris og 38 små skåle med forskelligt tilbehør),Forloren hare, Hasselbach-kartofler, Ymerfromage?

Opskrift med flest pletter på: Risklatter, Æblechutney, hyldebærsaft (også de smukkeste lilla pletter).

Er blevet helt sulten af alt det læsning. Må i køkkenet.