Om landkrabber og litterære forbilleder

 

For nogen måneder siden var jeg i Harvey Nichols Foodhall i Knightsbridge sammen med en ven.

Det var en af den slags aftener, hvor man drysser rundt og ikke skal købe noget særligt. Vi skulle bare have lidt tid til at gå inden vi skulle spise indisk.

Jeg stod lidt og pillede ved en flaske Tabasco med Chipotle, bladrede formålsløst i en kogebog, kiggede på chokolader, franske bønner i glas og pludselig fik jeg øje på den:

Dåsen med krabbekød.

Der stod Royal Crab på og der var et billede af en stor rød krabbe, der var afbilledet med så imponerende kløer, at den så ud som om den kunne klippe søkabler over inden morgenmaden.

Den var simpelthen så flot og med et slag var jeg tilbage på Karbudjan i lasten.

Krabben med de gyldne klør er ikke mit yndlings Tintin-album (det er De syv krystalkugler), men det står stadig for mig som en af de mest magiske albums, der havde en næsten magisk dragende kraft da jeg læste det første gang som barn.

Der er ærkeskurken med det sjove navn Omar Ben Salaad. Jeg synes det var vildt sjovt han hed salat da jeg var ni år. Og så er der den fænomenale scene, hvor Kaptajn Haddock (min ubestridt største litterære helt) går amok på en flok skydende beduiner, der får en svada af skældsord så smuk at man nærmest får tårer i øjnene.

Perfid poesi af første kvalitet.

Det hænger måske sammen med at min far læste Tintin højt for mig, da jeg var lille og han synes altid Tintin var lidt af en tøsedreng. Vi holdt altid med kaptajnen, min far og jeg.

Og kaptajnen træder virkelig i karakter i ørkenen. Ikke kun mod beduinerne, men også da han i et febersyn (muligvis delirium) ser Tintin som en flaske champagne. Det er en af de fineste og første surrealistiske drømmesekvenser i europæisk tegneseriekunst.

Så jeg var jo nødt til at købe den dåse krabbekød, der stod der på hylden og spandt en gylden tråd direkte til barndommens land.

I kurven røg også en lille flaske balsamico, bare for en god ordens skyld. Så gik jeg op til kassen.

”Det bliver 28,50 pund” sagde damen.

Da var jeg nok lige nødt til at lave en slags ufrivillig åndedrætsøvelse.

Når man er kommet ud af butikken og på en eller anden måde får tingene sat tilbage i perspektiv går det op for en, at man jo bare kunnet have sagt: Nejmen, så tror jeg lige vi lader den stå, drejet pænt om på hælen og rystet på hovedet over de galninge i Harvey Nichols, der virkelig tror at nogen er så tåbelige at betale den slags afsindige priser for et stykke konserveret skaldyr.

Men i situationen faldt det mig ikke ind. Jeg stod bare og tænkte: Jeg har lige købt en dåse krabbekød til over 200 kroner.

Hvad kan jeg nogensinde gøre ved det krabbekød, så det er pengene værd?

Det må jeg sige har været et spørgsmål, der har ligget en lille smule i baghovedet hver gang jeg har fået et glimt af den magiske dåse inde bag de ca. 117 glas med chutneys og diverse beholdere med  hummerbisque, kikærter og siciliansk tomatpassata, der slås om den trange plads i mit skab.

Men jeg tror faktisk jeg har fået et par gode bud i den forløbne uge.

Det første bud stammer fra et projekt jeg har sat i værk for at udnytte mit gastronomiske bibliotek bedre.

 Jeg har besluttet mig for at mindst én gang om ugen skal jeg lave noget jeg ikke har lavet før og det skal være fra en ny kogebog hver uge indtil jeg er kommet igennem dem alle.

Muligvis har jeg sat mig selv på en umulig opgave som manden i Douglas Adams´ roman A Hitchikers Guide to the Galaxy, der så det som en livsopgave at fornærme alle mennesker på planeten i alfabetisk rækkefølge og blev sindssyg fordi der jo hele tiden kom nye mennesker til og han aldrig blev færdig.

På samme måder har min hylde med kogeboger en tendens til hele tiden at vokse sig større (jeg bruger her ordet hylde i løs definition som i en hel reol).

Men man skal jo starte et sted, så i ugen der gik fandt jeg den smukke Seasonal Food frem fra Marie Claire. Den er så lækkert stylet man skal beherske sig for ikke at rive nogen af siderne ud, rulle dem sammen og dyppe dem i vietnamesisk chilisauce inden man fortærer dem.

Jeg fandt en salat med krabbekød, grønne bønner, bønnespirer, peanuts, forårsløg, chili og en dressing lavet af limesaft, palmesukker og fish sauce.

Ved den her lejlighed brugte jeg en pakke sødt, hvidt krabbekød jeg havde købt i delikatessen i lufthavnen i Dublin på vej hjem fra reportagerejse, men opskriften er så god, at jeg godt tør fyre kongekrabben af på den.

Tror jeg nok.

I Dublin var jeg også på en af mine yndlingssteder Avoca, der er en blanding af den hyggeligste butik med fede køkkenting og kogebøger man nogensinde har set med tøjbutik og indretning og de lækreste håndvævede uldne tæpper Irland kan mønstre.

Og det siger ikke så lidt i en nation, der vistnok har flere får end mennesker.

I Avoka kan man også købe gummistøvler, notesbøger. Og legetøj og sæber og duftlys. Det lyder måske som en lidt bizar blanding, men tænk Isabella Smith møder Irland. På den fede måde.

I kælderen er der en delicafe, hvor man også kan købe gourmetsager og øverst oppe ligger der så en af Dublins bedste frokostrestauranter.

Den sidste dag jeg var i byen, havde jeg lidt tid til overs, inden jeg smuttede i lufthavnen og gik derop og fik en genial frokost bestående af en stor skål sprød grøn salat, en fed skive af det brune brød irerne laver til perfektion og en krabbesalat rørt op med dild og små stykker af skarpe grønne Granny Smith-æbler.

Jeg var salig. Den krabbe var ikke død forgæves.

Den ledte tankerne hen på den smukkeste sommeraften i sommerhuset, hvor jeg havde daset på stranden det meste af dagen sammen med et af mine yndlingsmennesker inden vi kørte på havnen og købte krabbekløer.

Vi kogte dem med dild i saltvand, slog dem åbne med en gemen hammer i mangel på sofistikerede redskaber og spiste dem på ristet brød med håndrørt mayonnaise, citronsaft, salt og peber.

Så måske er det sådan min kongekrabbe skal monteres den dag jeg finder dåseåbneren og slagter fedekalven i mit proppede køkken.

En anden ide fik jeg allersidst på ugen, da jeg var på Dishoom, en glimrende Bombay-stil cafe jeg har fået anbefalet af en af mine kloge veninder, der er god til at finde smarte steder.

Jeg mødtes med en kollega, der tid daglig bor i Moskva og bare havde bedt om at vi ikke skulle spise russisk.

Så der sad vi i kælderen og det føltes næsten lidt skæbnebestemt, da tjeneren fortalte at dagens special var softshell crabs i en kokosmælkbaseret curry.

Eftersom jeg aldrig havde smagt de små krabber med så blød skal at man bare spiser det hele før, lod jeg som sædvanlig nysgerrigheden råde.

Man skal lige vænne sig til hvordan kløerne knaser inde i munden, men det smager faktisk fortræffeligt i en indisk curry med den slags små bæster. Krabbekødet bliver mere saftigt og mere krabbeagtigt at blive tilberedt inde i sin egen skal.

Det er selvfølgelig også en mulighed at løfte de små stykker krabbekød ud af den gyldne dåse og lave den bedste, den mest luksuriøse krabbecurry verden endnu har set. En curry, der ville være værdig til at blive serveret for en Maharajah.

Der er bare lige et lille problem, der er opstået nu.

Jeg er faktisk lidt træt af krabbe.

Splitte mine bramsejl. Jeg tror den dåse får lov til at stå lidt endnu.

Nervepirrende næring

Klokken var 07.58 da jeg modtog mailen.

Fire minutter senere havde jeg lige tastet det sidste ciffer ind på mit kreditkort og hæfter nu for 1200£ hos Claridge´s.

Det er lige til at få svedige håndflader over inden morgenkaffen.

Men for de penge har jeg til gengæld erhvervet mig et bord til seks når Noma her til sommer rykker til London under OL.

Faktisk har jeg (ligesom det meste af resten af verden, åbenbart) meget længe haft lyst til at endelig tjekke Noma ud. Det er helt åndssvagt at jeg hvert år troligt møder frem til kåringen af Verden 50 Bedste Restauranter, der nu tre år i træk har hyldet René Redzepi som verdens bedste kok og så egentlig ikke har smagt Nomas mad.

Hvert år interviewer jeg René og hver år hilser jeg på de søde mennesker, der er rejst med ham fra København og hvert år lover jeg mig selv, at nu skal det også være. Det er ligesom ikke nok at bare have kogebogen til at stå der på hylden.

Men så glemmer jeg det. Så får jeg ikke lige booket eller også kommer det lidt bag på mig hvornår jeg lige er i København.

Så denne gang lod jeg, helt ukarakteristisk for mig om morgenen, for en gangs skyld være med at tøve. Og det var en god ting. Klokken 08.07 var alt væk, så vidt jeg kunne se. Rub og stub var booket.

Nu skal jeg endelig spise på Noma og jeg behøver ikke engang at komme ud og flyve for at gøre det.

Det er i øvrigt ikke så vildt nervepirrende som man skulle tro at være til uddelingen af titlerne som verdens 50 bedste restauranter.

Som journalist kan man nemlig godt skaffe sig adgang til listen inden den blive offentliggjort, bare man lover at ikke offentliggøre sin viden før det er officielt.

Det hjælper en del med hensyn til planlægningen på en avis. Men det fjerner jo den der sommerfuglekoloni man kunne have haft i maven, mens sprechtstallmeisteren langsommeligt tæller sig frem til nummer 3, 2 og 1.

Og skulle man være i tvivl, så ved man altid når nummer to er blevet udråbt, at der kun er Noma tilbage. Det ville selvfølgelig være utænkeligt at den ikke ville være på listen.

Listen er blevet lavet i 10 år og det alligevel lidt vildt at tænke på, at Noma nu har taget øverste plads tre gange på et årti. Kun overgået af den legendariske og nu lukkede El Bulli som jeg desværre aldrig nåede at spise på.

I år var der gudskelov kommet anstændige kanapeer tilbage på menuen, mange af dem med et fois gras-tema, hvilket man jo dårligt kan beklage sig over. Især ikke når en af sponsorerne er Veuve Cliqot og champagnen derfor flyder i nærmest vulgære mængder.

Selvfølgelig først efter fyraften, forstås.

I den her uge var det også en lille smule nervepirrende at være ude og spise. Jeg var af sted sammen med en kær ven på restauranten One Blenheim Place (på en sidegade til den berømte Abbey Road i London), der kørte med et sjovt koncept der hedder Flipping Wednesday. Ideen er at man spiser hvad man vil og når det så bliver tid til at præsentere regningen, trækker tjeneren en mønt frem og slår plat og krone.

Hvis man gætter rigtigt får man maden til halv pris.

Faktisk har man intet at tabe.

Og maden, der i forvejen var ret så enestående god, fik på den måde et ekstra lille krydderi af spænding.

Inden vi overhovedet var kommet til første ret, arriverede tjeneren med en lille amuse bouche (det betyder egentlig at underholde eller more munden – og det gjorde det i den grad) af den lækreste tuntartar jeg har smagt i et stykke tid.

Der var store lækre kammuslinger lukket med dej og bagt i ovnen i deres egen saft og med en blid sauce af hvidvin og persille lagt på en strand af spiseligt sand og dekoreret med sprødt tang i en sådan grad man næsten kunne høre bølgerne bruse.

Der var et stykke torsk jeg sent vil glemme. Krydret med et skatkammer af liflige aromaer fra Indien, lagt på et blødt leje af dal, lavet på de lækestre sorte belugalinser, garneret med en tomatsalsa, der var spids på den helt rigtige måde og pyntet på toppen med en af mine yndlingsting i hele verden: Squashblomster. Ved siden af lå en nærmest himmelråbende genial opfindelse: Indbagt raita-is.

Til dessert var der endnu en lille gratis overraskelse med amerikansk inspiration. En grillet marshmallow serveret med en chokoladesauce så intens at den kun kan være lavet på Valrhona.

Og så kom den rigtige dessert. Jeg havde bestilt en slags variation over Eton Mess. Jeg er en pige, der har svært ved at se hvad der kan gå galt med kombinationen af frugt og marengs. Denne variation kom med en is lavet på clotted cream, der er en britisk opfindelse af tyk fløde med en næsten smøragtig konsistens, der desværre ikke findes i Danmark.

Min bordherre fik interessante sorbetis, hvoraf min klare favorit var en med agurk og gin. En kombination, der holder hele vejen, et faktum som eksempelvis producenterne af verdens bedste gin Hendrick´s gin ved alt om.

Og så var det ved den tid at tjeneren kom med mønten.

Vi konfererede lidt og blev enige om at vi nok begge to skulle være bedre til at bruge vores hoveder. Så det blev heads.

Og mønten landede på tails.

Jeg er en elendig gambler. Det i en sådan grad, at jeg engang har opholdt mig tre dage i Las Vegas og spillet under 5 dollar op.

Men vi følte os nu meget heldige alligevel.

Vi betalte den fulde pris uden brok, og jeg besluttede mig for at traske hjem gennem Londons regnvåde, stille gader.

Det var spadseretur på en lille halvanden time og det føltes som en ekstra gave at bare få lov til at gå der og føle sig i live og mærke dråberne på sit ansigt og lade sig omslutte af mørket og de store træer, der kanter de pæne gader.

Og pludselig dukkede Phil Collins overraskende op på min iPod og sang: I wish it would rain down.

Og det var den mest passende afslutning på en perfekt aften jeg kan forestille mig.