Down to Earth

Highgate Cemetery er en af mine favoritsteder i London. Jeg skammer mig faktisk en smule over at sige, at jeg boede omkring 12 minutter derfra i bus i flere år, inden jeg opdagede denne gudsbenådede lille plet i London.

Og det var alt sammen på grund af Marx.

På et tidspunkt, da finanskrisens første fangearme havde strakt sig til Europa, var der en vaks redaktør, der fik en af de der redaktørideer som redaktører sommetider får og tænkte, at det kunne da være sjovt, hvis man nu tog til Highgate og besøgte Karl Marx’ s grav og talte med alle de mennesker, der nu ville valfarte der for at markere, at den gamle havde fået ret med en del års forsinkelse og kapitalismen havde spillet helt og aldeles fallit.

Der var en tidlige østtysk matematiklærer, der hårdt presset indrømmede, at tjo…Det kunne da måske godt være, at Marx – på en måde – måske havde haft fat i noget. Og der var et ungt par fra Frankrig, der troede at den store buste af den skæggede mand var Freud, der ganske rigtig boede og døde i London. Og selv om busten stod på en søjle den berømte psykoanalytiker sikkert ville have bifaldet som fallisk i sin udformning, så udtalte han næppe citatet ”Arbejdere i alle lande, foren jer” ofte nok til at det skulle sættes på et mindesmærke.

Ikke den store reportagefangst.

Men jeg fandt noget andet den dag. En ubestridelig kærlighed til den mest fantastiske, frønnede og fascinerende kirkegård jeg nogensinde har været på.

Og med i det regnestykke er endda de dødes by i Havana.

Så snart man træder ind på High Gate Cemetary, hvad enten det er den frit tilgængelige østlige del eller vestdelen, hvor man kun får adgang med en guide, er det som at hoppe lige ind i en gotisk spøgelseshistorie. Stedet minder om menneskeligt forfald, om at vi er i live her og nu og jeg opfinder altid en nye historier når jeg går her og kigger på gravsten. Digter liv som folk kunne have haft.

Jeg vender tilbage med jævne mellemrum. I sne og ved efterårstid når duften af muld og rådnede blade ligger som en stribe af forfald i under en blå septemberhimmel og orangegule blade. Jeg kommer om foråret når lyslilla krokus pipler op af jorden og der kommer liv i det århundredgamle cedertræ i midten af vestkirkegården.

Og derfor besluttede jeg forleden søndag, hvor jeg skulle besøge kirkegården med en kær ven, at jeg ville lave et måltid, der passede til lejligheden.

Det lyder måske makabert. Men jeg besluttede mig selvfølgelig for at lave Jordsuppe.

Af ingredienser, der vokser tæt på jorden.

Mens jeg stod og udvalgte mig de helt rigtige råvarer kom jeg til at tænke på en passage i en Patrick Süskinds bog Parfumen, som jeg slugte da den udkom i 1985. Den handler om Grenuille, der har en så fænomenal lugtesans, at det både er en velsignelse og en forbandelse. Siden har jeg læst den mange gange og beundret hvordan man så suverænt kan beskrive dufte og aromaer.

På et tidspunkt i bogen kommen en sygdomssvækket Grenuille i hænderne på en ”videnskabsmand”, der har udviklet en hjemmestrikket teori om, at ubalance i kroppens væsker kan kureres med udtræk af forskellige planter og at jo tættere på jorden planterne er, jo mere nedbøjet og deprimeret bliver man. Violer er onde. Appelsinblomster er gode.

Men i mit køkken var det jordnære godt denne dag. Jeg ristede jordskokker og Scorzone-rødder i ovnen. De blev dryppet med lidt olivenolie og drysset med trøffelsalt fra Firenze. Scorzonerødder er en bitch at skrælle. De klistrer nærmest som harpiks og man skal bruge dem lynhurtigt eller lægge dem i vand med citron. Ellers bliver de misfarvede. Men de giver igen for al balladen med en særlig sødlig og rund smag som man kommer til at holde helt af.

Sammen med rødderne en bakke champignoner, der var dukket op midt i min grøntsagskasse. Efter en rum tid i ovnen dekanterede jeg herligheden over i en gryde sammen med en god kyllingefond og lidt varmt vand. Lavede stavblenderfinten og smagte til med salt og peber. Et skvæt hvid trøffelolie til serveringen og så var forretten klar.

Men ak. Min ven er journalist som mig selv og pludselig var der opstået en situation, så vi var nødt til at mødes til Afternoon Tea et helt andet sted. Og da jeg skulle tage toget derhen, så opstod der en ny situation, der gjorde at også jeg var nødt til at vende om og tage hjem til computeren og arbejde.

Sådan er det bare nogen gange at have den slags job.

Så kirkegården har vi til gode. Men vi endte hjemme i mit køkken om aftenen.

Hvor der både var suppe til forret og italiensk tomatsauce med shortribs, der var kogt med så længe, at jeg kunne trevle dem ned i saucen med de bare hænder. Og det gjorde jeg så, inden jeg tilsatte kogt proptrækkermakaroni jeg havde købt i Napoli i forsommeren.

Vi skal nok nå det med den kirkegård en anden gang.

Men man skal passe på med at udskyde alt.

I den her uge læste jeg til min store forfærdelse, at Skye Glyngell, der er min yndlingskok i hele verden har forladt den bedste restaurant jeg nogensinde har været på  hele mit liv. Perfektion varer desværre ikke ved.

Jeg har tidligere skrevet om Petersham Nurseries på denne blog. Men lad mig sige, at det sted var ligesom den bedste kærlighedsaffære man nogen sinde kunne håbe på at få. Generøs, quirky på den helt rigtige måde, overraskende, forførende, afslappet, passioneret og smuk på en gang. Man følte sig hjemme, henført og mættet på samme tid. At træde ind af døren til drivhuset med de forskellige vakkelvorne borde, umage stole og tjenere i gummistøvler var som at forelske sig stormende hver eneste gang. Og når man satte sig til bordet og fik Skyes mad. Ja, så var det en oplevelse for alle sanser. Jeg kunne personligt aldrig spise hendes mad i stilhed. Det var altid noget med mmm. Eller bare Åh. Eller Ah. Eller. Oh my God. Lyde som man normalt gemmer til en del mere private lejligheder.

Man synes på en måde aldrig at man havde fået helt nok af hendes vidunderlige mad, men på den anden side var man mæt i mave, hjerte og sjæl når man rejste sig fra bordet. Det var mageløst. Det var det virkelig.

Men katastrofen begyndte desværre med anerkendelse. For sidste år fik Skye Glyngell en Michelin-stjerne.

Selv om det i første omgang betød anerkendelse og flere kunder, så tiltrak det pludselig en anden slags gæster. Dem, der læser Michelin-guiden som en slags to-do-liste og ikke forstod et klap af at hvad Skye gik ud på.

De klagede over at der ikke var hvide duge på bordene (i et drivhus!) De brokkede sig over, at betjeningen var afslappet og de mente ikke maden var hvad man kunne forvente.

Mine damer og herrer. De mange klager gjorde til sidst kokken så ked af det, at hun besluttede sig for at hendes liv var for kort til det pjat. Hun sagde op.

Og hvad hun skal nu, ved ingen. Jeg ringede ud til Petersham så snart jeg læste de triste nyheder for at høre om det var muligt at bestille bord. Til den sidste nadver.

Men ak. Skye var allerede væk.

Jeg er nærmest utrøstelig.

Tilbage er minderne. Om den sidste frokost derude som jeg spiste sammen med min mor. Om dengang jeg holdt pigefrokost der til min fødselsdag. Om andre frokoster med andre mennesker, hvor samtalen og den smukke mad gjorde mit liv en smule rigere og lettere om hjertet.

Og jeg er stadig forarget helt ind i sjælen over folk, der kunne finde på at spise hos Skye og virkelig have noget at klage over. En dug, der ikke var på bordet?

Sjovt nok talte jeg samme dag med en af mine venner, der netop er på vej ud af et ulykkeligt forhold, der blandt andet gik galt fordi kæresten hele tiden ville lave ham om. Den måde han spillede klaver på. De skjorter han gik med. Den måde han skrev emails på. Og så videre. Og så videre.

Og det virkelig underlige er det der med hvordan vi forelsker os i nogen og så nærmest som en slags menneskelig refleks begynder at forsøge at lave dem om i samme øjeblik man bliver kærester. Det har jeg aldrig helt forstået. Man forelskede sig vel i dem PRÆCIST som de var? Hvorfor så lave om på noget man åbenlyst var faldet for? Det virker jo helt ulogisk.

Og på samme måde med Skye. Hun var jo perfekt som hun var.

Og folk der ikke kunne se det, det kan da bare tage hen på en af Gordon Ramsays mange klonrestauranter, hvor man kan skære sig på de stivede duges foldere og hvor tjenerene forsøger at slå verdensrekord i arrogance per menukortuddeling og hvor kokken himself sjældent kommer, fordi han har så travlt med at være i fjernsynet. Hvor sauceprikkerne er målt op på millimeter og placeret med usvigelig akkuratesse på tallerkenen. Men hvor man må kigge langt efter sjælen.

Hvad skulle de mennesker ude ved Skye? Og seriøst, hvad havde de at klage over andet end deres egen manglende evne til at se genialiteten lige foran dem der på tallerkenen?

Nå. Næste gang bloggen rør på sig, kommer det nok til at handle om indisk mad. For denne blogforfatter er på vej dertil lige om lidt. Det bliver vel nærmest en slags indisk go-away.

A Bloody Brunch

Ikke at der som sådan er noget i vejen med at fylde 41. Alternativet er jo værre, kan man sige. Men det er sådan en underlig alder. Sidste år festede jeg igennem med en fest for hvert årti. Hvad stiller man lige op med den underlige skæve alder?

Man holder selvfølgelig en slags lille fejring på et skævt tidspunkt, og da det alligevel er mit ubetingede yndlingsmåltid, så inviterede jeg overstadigt og en smule optimistisk 15 mennesker til fødselsdagsbrunch her i min lillebitte one bedroom flat kl.11.30-agtigt.

Man skal jo aldrig gøre alt efter bogen, så jeg sørgede for at forene det dekadente med en underlig fiksering jeg næsten altid får på den her tid af året: Blodappelsiner.

Traditionelt laves en Mimosa af lige dele champagne og appelsinjuice, men som jeg ser det, er der ingen som helst grund til at den friskpressede saft ikke kan stamme fra Citrus Sinensis, eller som italienerne vil kalde det Arancia Rossa plukket fra appelsinlunde ved foden af Siciliens vulkan Vesuv, hvor jordforhold og en smule nattefrost sørger for at de har den smukkeste dybe pink farve, der passer perfekt med boblende champagne.

Eller rettere sagt. Jeg vidste jo ikke med sikkerhed, at det ville blive godt, og havde ikke lige tid eller lejlighed til at prøve det efter inden den store dag oprandt. Jeg var bare nødt til at tro på, at mit instinkt var korrekt og bestilte fire kilo blodappelsiner hos min økologiske grøntkasseleverandør. Ene og alene i troen på at det ville være fantastisk. Et af mine yderst sjældne tilfælde af Think Pink.

Aftenen inden bagte jeg en gigantisk portion amerikanske minipandekager som jeg serverede med hjemmelavet blåbærsirup, som det er så let at lave, at det er en skandale at man ikke gøre det oftere: En bakke blåbær til tre skefulde sukker og den revne skal af en usprøjtet citron, der bare skal stå og blive lidt kærlige overfor hinanden ved svag varme. Mulitplicer efter behov og antal gæster.

Jeg fik også lige slået en amerikansk gulerodskage sammen. Det er en opskrift, der er så nem, at man nærmest kan udføre den i søvne og den har fulgt mig i mange år. Jeg har sommetider forsøgt at være den utro med mere fancy versioner som eksempelvis Jamie Olivers, men jeg vender igen og igen tilbage til den her. Fordi den virker.

Der skal en hel liter gulerødder i og ingen rosiner. Den eneste forsiring jeg tillader mig på dette perfekte mesterværk er at jeg ikke begrænser mig til en slags nødder, men bruger halvt valnødder, halvt hasselnødder til at putte i kagen.

Men helt perfekt er kagen nu ikke. For jeg lavede den første gang til min 25 års fødselsdag og hver gang den står foran mig og strutter med sit hvide flødeosteovertræk kommer jeg altid til at tænke på den der fødselsdagsfrokost jeg havde inviteret min familie og et par få udvalgte venner til.

For min mor og en af mine veninder synes åbenbart, at det var en fantastisk morsom ide at give mig kanel. For ligesom at fejre at jeg ikke havde nogen kæreste. Hvilket jeg lige på det tidspunkt faktisk var lidt ked af at jeg ikke havde.

Det var den fintfølende pendant til de meterhøje peberkværne man ser i Polle fra Snave-reklamer, da de jagtede mig rundt i huset med krydderiglas fyldt med kanel, der endte i mit hår.

Jeg var ikke lige der med det, at jeg synes det var sjovt (faktisk føltes det lige i den uge ret tragisk) og der gik næsten en uges hårvask inden jeg var holdt op med at lugte af kanelsnegle og nederlag i den romantiske afdeling.

Men gulerodskagen, der i øvrigt indeholder kanel, er faktisk ret fantastisk.

For de mere sunde lavede jeg gigantisk skål frugtsalat med mango, passionsfrugter, papaya og friske hindbær.

Ja, jeg har lige fået en ny fantastisk Zwilling-kniv, så det var ingen sag at partere fem mangoer. Det var nærmest en sensuel nydelse at lade kniven glide gennem det bløde, solgule kød. 

Hvis det ikke lige var fordi jeg havde så travlt på dagen, ville jeg nærmest være gået ind i en slags Mangoagtig trance-tilstand som jeg stod der i mit køkken. På en lille måde kan jeg egentlig godt forstå hvordan der er sammenhæng mellem Samurai-krigere, deres sværd og zen. Der er en ro ved et skæreredskab, der virker. Der opfylder sin rolle til perfektion.

Nu jeg var i gang, skar jeg også lige fem fennikler i tynde skiver, blandede dem med et bundt forårsløg i tynde skiver, grillet haloumi revet i tilfældige stykker og trevler af en ovnristet rød peberfrugt. Herligheden blev vendt - og man aner et tema her - i en blodappelsinolie jeg fik pådraget mig under min tur til Californien sidste år. Og for at gøre det hele færdigt, åbnede jeg to granatæbler med min store kniv og gav dem smæk med en trægrydeske på den dominatix-agtige måde så de dybtrøde juveler dryssede ned over salaten og gav den mere end et anstrøg af Alladins hule.

Og så var der bacon og scrambled eggs som jeg ikke tryllede det store med. Det virker jo i forvejen, så jeg begrænsede mig til smide salt, peber og et bundt purløg i æggene og så tage dem af panden mens de stadig var saftige. 

Brød, humus, et par oste, chorizo, italiensk salami med fennel og lidt parmaskinke fyldte resten af bordpladsen ud.

Køkkenet lignede noget, der fik min veninde til at spontant udbryde: I Guder! Du laver jo mad som en mand! (Det betyder vistnok at man er så optaget af at lave mad, at man ikke rydder op løbende mens man lige står og steger bacon og snupper opvasken midt i at man er ved at scramble æg). Det har jeg det okay med.

Men vi nåede det hele. To søde veninder og en slutspurt ved den elektriske citruspresser senere var alt klart til gæsterne. Champagnen var på køl i haven. Der skal jo være nogen fordele ved at have fødselsdag i februar.

Der var også kaffe og te og den slags, men ærligt talt var der forsvindende lille afsætning på det.

Folk startede med Bloody Mimosas og det var sådan de fortsatte. Først røg de to flasker Perrier-Jouët som jeg havde købt fordi jeg synes flaskerne er så smukke. Den franske producent er bedst kendt for de art nouveau anemoner, der slynger sig op af flaskerne på deres Belle Epoque, som jeg så længselsfuldt efter i butikken. Men en tudse for en flaske var alligevel mere end jeg kunne bringe mig til at betale. Så det endte med en mere gangbar version, der gik fantastisk i symbiose med den røde appelsinsaft. På en lidt Vesuv-agtig måde inden jeg lige lærte at lade champagnen falde til ro inden den mødte de mange c-vitaminer.

Senere gik vi over til prosecco, og da den var sluppet op måtte de pink flasker med boblende rose jeg havde stående til overs fra en fest sidste sommer springe til.  

Det var og blev en slags lyserød fest.

De sidste gæster, altså af dem der skulle gå, forsvandt ud af døren ved 18-tiden og det er aldeles hæderligt for en brunch. Og så kom der nogen andre gæster og så drak vi noget mere vin og gik hen på en tyrkisk restaurant og spiste noget mere mad. Og gik hjem og så en meget alvorlig svensk film. Om en mand, der drak for meget og havde en kone, der var en fremragende fotograf.

Ikke skyggen af kanel. Og dagen efter var der rester.

På den måde er det egentlig okay at blive 41.