Det var den allersidste aften i Indien og vores ven Raj havde inviteret os hjem i sin families et-værelses lejlighed til hjemmelavet middag.
Da bilen holdt uden for opgangen bad han os lige at vente fem minutter i bilen, for der var lige noget han skulle ordne.
Så sad vi der og gloede på gadelivet , hvilket jo aldrig er nogen kedelig fornøjelse i Mumbais halvbarske kvarterer, og tænkte, at han måske lige skulle rydde det værste rod af vejen. Eller sådan noget.
Endelig kom han og hentede os og ledte os hen til lejligheden, hvor hele familien på otte mennesker stod linet op i deres stiveste puds. Da vi gik ind af døren gav han tegn til en af sine niecer om at tænde propellen i loftet, og så skete det: Pludselig var luften flimrende rød. En regn af sødligt parfumerede friske røde rosenblade dryssede ned over os som en velsignelse.
Raj var gået i forvejen for strategisk at placere rosenbladene på propellen og nu blev de kastet rundt i lokalet som konfetti til et bryllup. Aldrig er jeg blevet modtaget så overdådigt og dramatisk til nogen middag.
Det var som at stå midt i en Bollywoodfilm og jeg var sikker på, at pludselig ville nogen bryde ud i dans.
Og ud kom posen med resten af blomsterbladene og børnene smed dem op i luften og lod dem sne ned over os.
Og det var inden vi overhovedet havde sat os til bords.
Her ventede der et festmåltid tilberedt af Rajs bror, der er kok og var specielt indkaldt til lejligheden. Hjemmelavede chapatis, grøntsagscurry, kylling i krydret kokossauce, sødt duftende basmatiris og kyllingestykker stegt med grøn peber og cashewnødder.
Det var en banket. Det var en fest og et måltid jeg aldrig glemmer.
Det er ingen sag at gå på restaurant i Indien. Men efter min tur er det den hjemmelavede mad jeg husker. Den der er blevet håndlavet og kærligt serveret for at markere, at man sætter pris på at få gæster.
I Delhi besøgte vi en fotojournalist, der havde skabt en fantastisk oase af en tagterrasse i den statelige bydel Defense Colony, der engang var området hvor den indiske hærs befalingsmænd blev indkvarteret.
Vi spiste sent i den varme nat med stearinlysene tændt og lydene fra Delhis trafik i det fjerne, mens vi udvekslede røverhistorier fra reportagerejser og konverserede høfligt over middagen, der også lige havde deltagelse af en enkelt diplomat og et par journalister.
De store palmer i krukker gad dårligt nok vifte i den milde brise og det hele blev godmodigt overvåget af den indiske elefantgud Ganesha, der symboliserer en god begyndelse på det hele og derfor ofte at finde ved døråbninger og indgange til huse.
Der var endda indisk vin (som er meget kraftig) til maden, der bestod af kylling i spids chilibaseret sauce, paneer (en slags hjemmelavet ost) i curry med ærter. Der var okraer og oksekød.
Når man rejser på den måde, er det ikke luksus at gå ind på en tilfældig restaurant. Det er at få lov til at komme indenfor i et rigtigt hjem og få indblik i en anden måde at leve på.
Men der er luksus og så er der fuldstændig vild, ubegribeligt overdreven overdådighed som Maharajaerne udøvede den.
Jeg ved det, for selvfølgelig var der ingen chance for at jeg ville komme hjem uden et par kogebøger. Begge en slags niche-produkter for nørder som mig.
Den første er stor og farvestrålende og på ingen måde subtil: The Bollywood Cook Book er præcist hvad den giver sig ud for: Lidt Bollywood-lir om de allerstørste stjerner, der gladelig deler ud af deres opskrifter, der ved nærmere læsning ofte stammer fra deres yndlingsrestauranter eller personlige kok. Der er vist ikke mange filmmennesker, der kan finde på selv at gå i køkkenet.
Den anden bog handler om Maharajaerne og deres køkken og det er så svimlende, at nogen burde skrive et eventyr om det. Måske gør jeg det en dag. For det er fascinerende læsning.
Maharajaernes tid ligger omkring 1483-1858 og det må siges, at være en årrække, hvor der bestemt ikke blev sparet på noget som helst på den kulinariske front.
Hør bare her hvordan man forberedte det kød, der skulle ende i maharajaens mave: Får, geder og fjerkræ fik en speciel kost, der bestod af aromatiske krydderurter, sølv, guld(!), perler, safran blandet med sukker og parfumeret græs for at få kødet til at smage bedst muligt. Køer blev til gengæld fodret på en måde, der nærmest får selv Kobe-køer til at ligne vanrøgtede stude. Maharajaens kvæg fik serveret en daglig kost bestående af bomuldsfrø, sukkerrør, muskatnød (som på det tidspunkt var helt ufatteligt kostbart) kokosnød, kanel, linser, agerhøneæg, bambusblade og parfumeret græs. Det var jo nærmest en omvandrende curry allerede inden det møgforkælede slagtedyr endte i gryden.
Og nu vi er ved gryderne, så var det slet ikke tilfældigt i hvilken slags maden blev tilberedt. Det var nærmest en hel videnskab i sig selv.
Eksempelvis mente kokkene ved maharajaens hof at vide, at ris kogt i en kobbergryde sørgede for, at man slap af med uheldig luft i maven og desuden fjernede enhver sygdom relateret til milten. Tilbereder man derimod risen i en gryde af det pureste guld kan man desuden fjerne forgiftninger og i den grad øge den drivkraft, der gør at man kan udføre virile mirakler i haremmet efter middagen.
Så nu er tippet hermed givet videre. Ud med den japanske riskoger og ind med guldgryderne.
Selv de kongelige grøntsager fik særbehandling. Maharajaens særlige yndlinge blev altid dyrket på et lille stykke jord tæt på paladset køkken og det siger sig selv, at almindeligt vand jo slet ikke var godt nok til disse planter.
Nej, de blev selvfølgelig dryppet med rosenparfumeret vand og moskus for at sikre ekstra smag. Det kan man jo så tænke lidt over næste gang man står i Føtex med en hollandsk drivhustomat, der altid har set så meget som en stribe naturlig sollys.
Jeg kan ikke vente med at kaste mig over en de mange fantastiske opskrifter dette skatkammer af en kogebog byder på. Jeg har allerede udset mig en kyllingeret, der skal i ikke færre end tre marinader og pakkes ind i brød.
Som en af mine andre indiske venner sagde, så handler det om at beslutte sig for at gøre det en dag og ringe til sine venner og sige, at nu laver man kongemad med fuldstændige urimelige mængder af ghee, og at man virkelig har planer om at gå linen ud og det kommer aldrig til at ske igen, så det er bare med at stille og få oplevelsen den ene gang.
Det er sådan noget, der kommer til at tage en hel dag, men jeg kan faktisk godt lide at gøre mig umage med noget somme tider.
Akkurat som søde Raj gjorde sig med os, da vi spiste middag den sidste aften i Indien.
Vi kørte næsten direkte i lufthavnen bagefter. Og da jeg sad der på række 37 i noget, der vel nærmest er så fjernt fra luksus som man kan komme medmindre man flyver business tog jeg mine beskidte vandrestøvler af.
Og lige der på min fod sad der et lille krøllet, indtørret rosenblad. For at mindre mig om, at der stadig findes eventyr og overdådighed i denne fantastiske verden.
