Auberginenørderi

Det var midt på dagen og nok på den uforskammede side af 44 grader varmt. Solen var i ondt lune og bed i hver eneste lille stykke hud, der vovede at stikke uden for tøjet. Ethvert fornuftigt menneske ville befinde sig på en græsk ø, på en lille sandstrand med sin drømmeseng placeret i skyggen af et stort træ, en sukret iskaffe inden for rækkevidde og med det største filosofiske dilemma bestående i valget af om den næste badetur skulle være lige nu eller den kunne vente til man var færdig med næste kapitel i den kriminalromanen man blev med at få sand på siderne af.

Men her gik jeg rundt på gaderne i Kolonaki-bydelen i Athen sammen med min stakkels ledsager og tapsvedte, mens jeg flagrede rundt med min iPhone indstillet på GPS og et gulnet avisklip i hånden.

Vi var på skattejagt.

Vi var på skattejagt fordi jeg for ca. fire år siden læste en artikel i The Observers månedlige Food Magazine, der havde fået den geniale ide at stille en række fremtrædende madanmeldere, forfattere og andre kendere af god mad det enkle spørgsmål: Hvor kan man få den bedste….cheesecake, burger, kobe-bøf, østers, brunch og så videre. Jeg tror mindst der var 100 ting på listen, der var strøet med hvad der lød som fantastiske steder over hele verden.

Men der var kun en ting, der greb mig om hjertet i en sådan grad, at jeg ganske enkelt var nødt til at rive den ud og hænge den på min opslagstavle og vente på at jeg en skønne dag ville kunne få den oplevelse med og den handlede om hvor i verden man kan få den allerbedste aubergine serveret:

”The aubergines were slow-baked for six hours, brought to the table whole, and skinned in front of us. They took out the flesh, crisscrossed the aubergines with two knives and then added whipped cream with hazelnuts, lemon, sweet pepper, oil, feta cheese, salt and pepper. Incredible.”

Det er kok på Les Deux Salons, Wild Honey og Arbutus i London Anthony Demestre, der har skrevet dette stykke fremragende aubergine-erotica og derfor var ansvarlig for at jeg nu gik her i den stegende middagshede i et nydeligt beboelseskvarter og ledte efter Polemou nummer 22, hvor den her efterhånden i mit hoved sagnomspundne aubergine ville blive serveret.

Jeg ved godt, som min ledsager påpegede, at beskrivelsen jo egentlig er en opskrift så man sagtens kunne gøre det selv (forudsat man har seks timer til langsomt at riste en aubergine i ovnen). Men pointen var at jeg ville gå til moderkilden, til den oprindelige version af dette vidunder og smage hvordan det virkelig skulle laves inden jeg ville driste mig til at forsøge at genskabe det i mit eget køkken.

Det er som en hovedregel meget godt at vide hvad det er man skal lave, inden man går i gang. Jeg forsøgte f.eks. engang for mange år siden at lave chapati til en kæreste ud fra en opskrift og med meget lidt praktisk viden om hvad det var for nogen størrelser. Han hævder vistnok stadig at der var tale om et muligt mordforsøg og under alle omstændigheder et seriøst anslag mod hans helbred. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for vi taler ikke længere sammen.

Mens vi gik der med sveden dryppende ned af ryggen forbi skyggefulde huse, appelsintræer og indåndede den der særlige Athen-aroma, der kommer af titusindvis af scootere, svedende mennesker og tørrede krydderier, kom jeg igen i tanker om hvor undervurderet det græske køkken egentlig er.

De har masser af fantastiske råvarer som italienerne, masser af attitude som spanierne. Men det er ligesom næsten aldrig det græske køkken, der ender som nogens favorit. Grækerne er det på den måde gået lidt som Danmark til EM. De er bare kommet i dødsgruppen af fuldstændig overlegne nationer, så man glemmer at se på hvad de så rent faktisk kan.

Men der er tzaziki lavet af svalende græsk yoghurt, revet agurk, hvidløg, god olivenolie, der er yoghurt serveret til morgenmad med gylden, fed honning og cremede friske valnødder eller hjemmedyrkede pistacier, der er moussaka (igen med aubergine) der er souvlaki, grillet kød, der smager af røg, citronsaft og vild oregano, der vokser på bjergsiderne, der er butterbeans i tomatsauce med dild, friskplukkede figner med lyserødt kød, der skal suges ind i munden. Der er forbilledlig enkel græsk salat med de måske bedste tomater i verden, milde knasende rødløg, læskende lysegrønne agurker, skinnende sorte Kalmata-oliven og en stor fed klods hvid porøs feta. Gerne serveret med havudsigt.

Og der er grækernes mange fantastiske variationer over emnet tilbedelse og tilberedelse af auberginen.  En filosofi jeg kun kan tilslutte mig. De sortlilla ovale skønheder med det hvide eftergivende kød er en af mine all time yndlingsingredienser.

Og det gode ved Grækenland er at jeg denne gang jeg har fået genkendelsens glæde ved gamle ting, men også har opdaget nye dejlige ting. Så som at man kan købe kapersblade på glas og putte dem i tomatsalat.

Langt om længe var vi fremme ved Polemou 22, hvor man serverede verdens bedste auberginer. Det var en fin hvid bygning med et tårn der ragede op over Kolonaki halvvejs oppe af en stejl bakke. En bygning, der var fortvivlende tom.

Vinduerne var støvede og klistrede til med gule sedler om hvor man skulle ringe hen for at leje lokalerne. Det var længe siden græske tjenere med sans for teater havde bragt auberginer ind til noget som helst bord og serveret dem i dekadent stil.

For lige at være helt sikre stoppede vi en mand på gaden og spurgte om vi var det rigtige sted. Jo, svarede han med et suk. Men restauranten lukkede for et år siden.

Om det var den økonomiske krise ved vi jo strengt taget ikke, men auberginerne kunne det ikke have været. Det er jeg overbevist om.

Oven på dette slag kunne det ikke været tale om at gå, så vi prajede en taxi med en storrygende græsk taxichauffør, der kunne køre os tilbage til Syntagma-pladsen, hvorfra vi kunne gå hen til en anden græsk restaurant, der serverede Aubergine Aivalliotiki (flækket, sovset til i en fantastisk tomatsauce efter lagkageprincippet, dekoreret med hvid yoghurt og serveret kold). Det føltes som det eneste, der ville hjælpe en lille smule.

Jeg sad sådan lidt mut i taxien og skulle lige komme mig over det faktum, at jeg var kommet et år for sent, da min ledsager spurgte om hun egentlig måtte se det der famøse avisudklip.

Efter lidt roden rundt hev jeg det op af tasken. Hun studerede det en smule. Og sagde så.

”Hey, har du set nedenunder? Der står hvor man kan få de bedste cheeseburgers i hele verden. Det er i New York.”

”Hmm.”

Jeg tog klippet tilbage og studerede det.

Ganske rigtigt. De bedste cheeseburgers i verden kan fås på Little Owl restaurant i New York.

Og de vover bare på at lukke inden december.