Of all dogs, the hotdog is the noblest. It feeds the the
hand that bites it.
Charles W.
Hver gang jeg kommer til Danmark, så er der én ting jeg
længes efter og det er en hotdog.
Det er den kulinariske version af en mor, der står med et
kippende papirsflag, fornuftige sko og en Fjällræven i ankomsthallen i Kastrup.
Det er en krammer og velkommen hjem på en meget jordnær, ukunstlet måde.
Det er så dansk som det overhovedet kan blive.
Bortset fra, at det er det selvfølgelig ikke. Hotdoggen er
opfundet af en tysker og navngivet af en amerikansk journalist omkring 1900.
Det er bare vores version, der blevet et symbol på en slags
nationalfølelse. Det i en sådan grad, at det var dette kulinariske vidunder af
røde pølser smidt ind i et hotdogbrød, der blev gratis uddelt under OL i danskerlandsbyen
i Sankt Katherine´s Dock.
Man kunne selvfølgelig mene, at det ville have været på sin
plads at sætte René Redzepi ind med pindemadder af søpindsvinetestikler med
havtorn for at slå et slag for dansk gastronomi.
Men valget faldt altså på den folkelige hotdog i stedet for,
ganske vist i en modificeret version, der åbenbart skulle undgå at fornærme de
britiske ganer. De knaldende nationalrøde pølser var skiftet ud med kogte brune
og der var ikke så meget som et råt løg i sigte.
Det var volumen og det fungerede. Mange glade briter, danske
turister og andre kom forbi og forlod med det indtryk, at den danske hotdog er
en lidt lunken og slatten, men i det store og hele ret velsmagende affære.
Det var lidt skuffende i forhold til ur-hotdoggen, altså den
originale hotdog, prototypen man fik første gang man forsøgte at ramme munden
med det lidt snaskede missil. Den, der kommer til at sætte standarden for alle
de hotdogs man i et langt liv kommer til at sætte til livs hvis man er et
kødædende væsen med en impulskontrol under middel.
Min ur-hotdog kommer fra en rigtig pølsevogn. Og den bliver
nok købt en kold eftermiddag i november på vej hjem fra byen, hvor man har
kolde fingre og måske også lidt ondt i håndleddet fordi man kom til at låne for
mange bøger på biblioteket og nu er posen for tung. Man er ganske enkelt er for sulten til at
vente på aftensmaden og så kommer pølsevognen til syne med sit gule lys. Et
fyrtårn for en sulten i havsnød.
Den ristede pølse (for jeg foretrækker ristede pølser) har
ligget længe nok på den firkantede pande til at få helt sprødt skind, men ikke
længe nok til at få rynker. Der er altid ketchup, sennep og remoulade på. En
rutineret pølsemand ved at sennep skal altid være i midten så den ikke brænder
i mundvigen. Der er begge slags løg på og der er rigeligt med agurkesalat. Og
der er altid en kold Cocio til.
Man får alligevel snask ud over det hele og man ender altid
med få revet 14 ¾ meget tynde servietter ud af metalbeholderen og føle at man
har ketchup mellem pege- og langfingeren, sennep på jakkeopslaget, rå løgånde
og en lille smule dårlig samvittighed.
Sådan er det bare.
Der er ikke rødkål på som der er i Østjylland hvis man uden
lokalkendskab kommer til at sige ”med det hele”.
Der er heller ikke potatismos eller rejesalat på som den
vores nordiske naboer insisterer på. Rejesalat? Hver gang jeg hører det, så
tænker jeg på en fuld svensker, der lavede et væddemål om hvorvidt man kunne
starte en national kulinarisk tradition, der er endnu mere absurd end kaviar på
tube. Og vandt.
Men sandheden er, at jeg på ene side er purist og på den
anden er parat til at glad og troløst vælte mig ud i andre versioner af
sandheden om hotdogs.
Jeg elsker at købe en rigtig New Yorker-hotdog (eller to)
med knaldende gul sennep og sauerkraut og oksekødspølse mens jeg står og skuer
ud over Times Square.
Den smager mindst lige så godt som min danske ur-hotdog. Det
er bare noget andet.
I London har jeg fundet et fantastisk sted på South Bank,
der laver verdenshotdogs.
The Engine er streetfood når det er bedst. I den ombyggede
brandbil, der holder ved Themsen kan man eksempelvis få en amerikansk
inspireret hotdog med hjemmelavet løgmarmelade og barbecue-sauce, eller en
japansk komplet med wasabi-mayonnaise og drysset med tørret tang. Indehaveren
har forstået noget grundlæggende om hotdog: Man kan lege med meget så længe de basale
ingredienser er på plads. Hans pølser er ægte frankfurtere, importeret fra
Tyskland med den rigtige slags kød, den perfekte røgning og ingen af de absurde
ingredienser så som salvie som briterne ødelægger deres pølser med.
Og når jeg er i København er jeg begyndt at af og til smutte
ind forbi den toptunede pølsemand overfor hovedbanegården ved siden af Andersen
Bakery. Her er to slags pølser, svin eller okse og håndlavede hotdogs med
hjemmerørt remoulade, håndstegte løg og ikke et øje tørt når den økologiske
cacaomælk til en formue bliver langet over disken.
Nogen gange er man bare i humør til en hotdog på speed. En,
hvor der er blevet gjort sig lidt umage. Andre dage må man smutte over på
Rådhuspladsen, fordi det er kun kun den originale version, der kan ramme lige
det hotdogformede hul man har i maven og gøre det hele godt igen.
Mit forhold til pølsevogne er langt, men til gengæld ikke
særligt komplekst.
Historien går i min familie, at jeg var så lille at jeg
stadig sad i barnevogn, da min bedstefar hørte de første ord jeg nogensinde
havde ytret i hans nærvær.
Han havde fået den vane at tage mig ud på en gåtur i
barnevognen og luske forbi den lokale pølsevogn og snuppe sig en hotdog.
Jeg blev spist af med en lille rød pølse, nænsomt fisket op
af det halvvarme vand og pakket ind i et serviethåndtag og overrakt af hvad jeg
formoder må være en storsmilende pølsemand, parat til at dikke ungen under
hagen.
Jeg så på pølsen, så på min bedstefar. Og var det jeg ytrede
mig.
”Ha ketchup på”, forlangte jeg.
Man ved vel hvordan man vil have sin pølse.
