Ja,ja. Undskyldninger kan jeg finde nok frem af. Der har været Murdoch-skandale, en lille bitte smule sommerferie og så optøjer i London og bloggen lider nu af forsømmelsessygdomme i en sådan grad, at der måske er optræk til gastronomisk skørbug.
Den gode nyhed er, at jeg er nu tilbage med fornyet appetit på London og alt det løse.
Det føles allerede som et år siden jeg var på ferie i den lille sorte hytte jeg egentlig tænker på som mit hjem (selv om jeg ikke er der så tit).
Jeg var blandt andet hjemme for at fejre min 40 ½ års fødselsdag med de sødeste mennesker man kan forestille sig. Solen skinnede næsten hver dag og jeg dryssede rundt det meste af ugen og købte ind og lavede mad i god ro og orden til festlighederne.
På en typisk dag stod jeg op, når jeg vågnede med den der totalt veludhvilede fornemmelse i kroppen man får, når man sover for åbent vindue og kan dufte græs, hav og høre de store trækroner vifte i brisen.
Så spadserede jeg de fire minutter ned til stranden og tog en dukkert.
Det er så livgivende, at jeg somme tider spørger mig selv hvorfor det egentlig ikke er, at jeg bor i nærheden af havet.
Efter morgenmaden gik jeg så i gang med et større hobbyprojekt, der har sine rødder i min rigtige fødselsdag. Dengang forærede gode venner mig nemlig en ismaskine og jeg bestemte på stedet at den skulle bruges til at lave dessert til den store fest.
Princippet var, at jeg helst skulle lave noget man ikke kunne købe bedre i butikkerne.
I løbet af ugen nåede jeg derfor at lave:
Jordbæris. Det første og mindst vellykkede projekt. Jeg havde ikke helt styr på hvordan konsistensen skulle være inden den røg i fryseren, men jeg lærte og havde heldigvis en kyndig iskonsulent jeg kunne ringe til i en snæver vending.
Citronsorbet. Det var inspireret af en nylig tur til Amalfikysten, hvor jeg igen forelskede mig i sur-sødlige forfriskende smag.
Jeg brugte i øvrigt sorbeten til en slags velkomstdrink med gin, vaniljelikør og Sprite.
Og så var jeg ved at have tjek på det og fik på tre dage smidt følgende i fryseren: Passionsfrugtis, Vaniljeis med store stykker Rittersport med marzipan, Kaffeis med mørk chokolade og makroner og endelig for en kær ven, der altid er i underskud med netop denne vare: Chokolademynteis, lavet på Rittersport med mynte (den lokale Brugs havde ingen After Eight) og med en smule friskplukket mynte fra forhaven og et par dråber grøn frugtfarve for at give det rigtige autentiske look.
Min egen klare favorit var kaffeisen.
Så var det bare at smide vafler, jordbærsyltetøj og isskeen på bordet og lade folk gøre deres egen ting.
Festen var faktisk et større projekt, hvor folk var inviteret til eftermiddagskaffe, hvor jeg serverede hjemmelavede brownies med valnødder, Pavlovaer (store marengsreder) med flødeskum, hindbær og passionsfrugt, hjemmebagte rosmarinappelsinsmåkager og vandmelon til de sunde.
Så var der havbad til de, der havde lyst. Det er vel nærmest overflødigt at sige, at jeg var imellem dem.
Og bagefter var det så bare lige at servere aftensmaden, der blandt andet bestod af en slags mutation mellem pulled pork og porchetta som jeg havde fundet i en Nigella-kogebog og modificeret lidt.
Man tager en flæskesteg og ridser skindet i tern og skærer den næsten halvvejs op fra bagsiden midt på. Så lader man kniven skære helt ud til siden, så stegen nærmest får to låger man kan åbne. I åbningen fylder man en blanding af: tørret fennikel, fennikelfrø, løg, nelliker, hvidløg, peber, salt som man lige har ladet få lidt tid på panden. Det, der er til overs gnider man ind i sværen.
Så marinerer man det i mindst 24 timer.
På dagen, hvor det skal spises, giver man det 3-4 timer i ovnen ved ca. 180 grader, og hvis det ser ud til at branke lidt er det fint, hvis det branker for meget, lægger man stanniol over.
Til sidst sætter man grillen til for at gøre sværen sprød.
Så tager man kødet ud af ovnen, hiver sværen af, skærer den i små stykker og putter i en skål for sig. Kødet falder næsten fra hinanden uden hjælp, men hvis det skal gå lidt hurtigt, kan man rive det fra hinanden med en gaffel, lidt på samme måde som en Peking-and.
Jeg serverede dem med gode let varmede chiabatta-boller, karamelliserede løg, sprød hovedsalat, Miracle Whip, sværen on the side og hjemmelavet salsa verde, så folk kunne bygge deres egen sandwich.
I mens stod min bror tappert ved grillen og ekspederede grillpølser og et gigantisk antal kyllingevinger.
På bordet var der også mangosalsa med koriander og chili, kartoffelsalat, bønnesalat med pinjekerner, soltørrede tomater og vinagrette, grøn salat og det løse.
Og så tændte vi bål i haven og jeg vidste egentlig ikke helt hvad der var blevet af aftenen, da klokken pludselig var blevet tre om natten og vi sad med den voksne flaske Bowmore Enigma-whisky og duggen faldt så tungt, at et mindre feststemt menneske formentlig ville have kaldt for decideret regn.
Det er sjovt med den whisky. Det er en Islay og derfor er den meget salt og røget. Første gang jeg smagte den, tænkte jeg at det var som at bide i en våd sweater, der er en hund, der har sovet ovenpå. Men nu elsker jeg den.
Dagen efter var der morgenmad og så mange rester jeg vist kunne have holdt en fest mere uden at nogen skulle gå sultne derfra.
Jeg ved ikke helt om jeg nogen sinde kan lave så meget is igen. Nogen sinde. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan komme i tanker om en bedre måde at tilbringe sin ferie end at drysse rundt i solen og bade og lave mad til dem man holder af.
Og jeg sidder her lettere salig (og savlende) og minder mig selv om hvor heldig jeg var at jeg var en del af det dejlige døgn ;-) - fatter ikke helt det med hvordan f.... den flæskesteg var skåret, men det skal prøves, skal det...evt. mens en velkomstdrink ( eller 3 ) skylles ned
SvarSletDejligt med blog igen ;-))