Something fishy

Grøntsagskassen ankom med et bundt intet mindre end intenst sortlilla bønner. De lå der og lignede næsten små stave af lakrids på den allersmukkeste måde og jeg var ganske enkelt nødt til at gøre noget ekstraordinært med dem.

Der var ikke andet for end at lave en slags Salade Nicoise. Eller måske skulle man for eksempel kalde det en Salade Cagnes sur Mer (det er en forstad til Nice jeg lige fandt på google) for jeg kunne ikke nære mig for lige at tilføje og lægge til som det nu passer mig. Så strengt taget var det ikke en salat fra Nice. Men det var tæt på.

Jeg lagde en bund af blandede salatblade og dekorerede med sorte skinnende oliven, små vagtelæg skåret i halve. Det er en bitch at pille dem, men de er så smukke, at man næsten glemmer det i samme sekund de ligger der og gør sig til på tallerkenen. Et par smagfulde tomater fra stilken, store kapersbær, strimler af ovnristet og håndflået rød peber (jeg foretrækker ramiro, men det er jeg ikke religiøs med).

Og så var der bønnerne. Jeg smed dem i kogende vand med lidt salt og gav dem lige præcis sådan at de var sprøde, men ikke knirkende. Men ak, da jeg hev dem op af vandet var de funky franske bønner forvandlet til helt almindeligt mørkegrønne grøntsager . Men de smagte nu ret fabelagtigt alligevel.

Så lavede jeg mig en vinaigrette, der blev en slags europæisk bastard med italiensk olivenolie, italiensk æblebalsamico og Colman´s mustard, der efter min mening slår alle andre sennepsmærker inklusiv de franske jeg kender, af banen.

Til sidst dekorerede jeg med store faste stykker af god tun.

Her er jeg til gengæld ret fanatisk. Tun i vand er, efter min mening det rene tidsspilde. Det er mangel på smag, mangel på umage. Man kan lige så godt lade være, hvis man ikke gider investere i god tun i olie. Mine foretrukne mærker er Ortiz eller Charles Basset, der begge bruger olivenolie og virkelig god og fast tunfisk, men jeg har ikke noget principielt imod solsikkeolie eksempelvis.

Det smukke ved en Nicoise er, at den forener to af mine yndlingsting: Tun og kapers.

Jeg elsker kapers. Det er bær, der vokser på en busk, især på Sicilien, men allerede antikkens grækere kendte til dem og brugte dem som et middel mod luft i maven.

Man kan enten få dem i eddike på glas som de fleste kender dem, eller saltede som det er traditionelt på Sicilien. Nogen opskrifter anbefaler, at man lige lægger sin kapers i blød i mælk for at tage toppen af enten den sure eddikesmag eller saltet, men jeg holder af kapers lige som de er.

Faktisk er det den ene ting, der ganske enkelt altid er i mit køleskab. Det sker, at jeg har glemt at købe mælk, at der ikke er mere smør og sommetider er bestanden af Hellmans mayo endda faretruende lav. Men kapers. Det er ikke noget jeg er løbet tør for på den her side af at jeg opdagede de fandtes.

Jeg kan finde på at gå ind i supermarkeder i fremmede lande, ene og alene for at tjekke om deres kapers ser bedre ud end dem jeg kender,  og om jeg skal have nogen med hjem.

For en ikke kapers-entusiast kan det måske lyde aparte, men jeg kan faktisk finde på at lave mad, hvis eneste formål er at få lov til at anvende en absurd mængde kapers.

Jeg laver gerne en Wiener-schnitzel til mig selv i en håndevending, alene for at få glæden ved at overdænge den med revet peberrod, citron og kapers i skefuldevis.

Af samme grund elsker jeg Pariserbøf. Fint med æggeblomme, løg, peberrod og rødbeder. Put det bare på, men det er kapers, der for mig redder den ret hjem.

Og hvad ville en tartarmad være uden de små grønne knopper? Kedelig og intetsigende. En bøf er kun en bøf, når det kommer til stykket. Men hvis den ikke får modspil, bliver den lige så interessant som en hjernedød udsmider på et provinsdiscotek. Det er kapersbærrene, der giver den raffinement.

Fisk og kapers et naturligvis et oplagt kærestepar. Der er næsten ikke den fisk, der ikke står sig bedre med lidt kapers on the side i en eller anden form. En hvid fast fisk som eksempelvis havaborre, eller seabass som den hedder lidt mere forførende på disse kanter med en kaperssmørsauce og nye kartofler synger til himlen.

Eller man kan kombinere tun og kapers på uendelige måder i tunsalater eller en af mine italienske sommerfavoritter Vitello Tonnato, der på alle måder er en ret, der rammer mit gastronomiske g-punkt.

Koldt kalvekød skåret i supertynde skiver og overhældt med kold tunsauce lavet med hårdkogte æg, bouillion og alskens andre rare ting og dekoreret med kapers.

Der er jo stort set intet man ikke kan elske ved den ret.

Sidst jeg lavede det for middagsgæster serverede jeg det med lidt fennikel braiseret i hvidvin, sprød grøn salat med ovnristede røde peberfrugter og så selvfølgelig kølig hvidvin.

Så er man nærmest i himlen. Hvor der helt, helt sikkert gror kapers.