A Bloody Brunch

Ikke at der som sådan er noget i vejen med at fylde 41. Alternativet er jo værre, kan man sige. Men det er sådan en underlig alder. Sidste år festede jeg igennem med en fest for hvert årti. Hvad stiller man lige op med den underlige skæve alder?

Man holder selvfølgelig en slags lille fejring på et skævt tidspunkt, og da det alligevel er mit ubetingede yndlingsmåltid, så inviterede jeg overstadigt og en smule optimistisk 15 mennesker til fødselsdagsbrunch her i min lillebitte one bedroom flat kl.11.30-agtigt.

Man skal jo aldrig gøre alt efter bogen, så jeg sørgede for at forene det dekadente med en underlig fiksering jeg næsten altid får på den her tid af året: Blodappelsiner.

Traditionelt laves en Mimosa af lige dele champagne og appelsinjuice, men som jeg ser det, er der ingen som helst grund til at den friskpressede saft ikke kan stamme fra Citrus Sinensis, eller som italienerne vil kalde det Arancia Rossa plukket fra appelsinlunde ved foden af Siciliens vulkan Vesuv, hvor jordforhold og en smule nattefrost sørger for at de har den smukkeste dybe pink farve, der passer perfekt med boblende champagne.

Eller rettere sagt. Jeg vidste jo ikke med sikkerhed, at det ville blive godt, og havde ikke lige tid eller lejlighed til at prøve det efter inden den store dag oprandt. Jeg var bare nødt til at tro på, at mit instinkt var korrekt og bestilte fire kilo blodappelsiner hos min økologiske grøntkasseleverandør. Ene og alene i troen på at det ville være fantastisk. Et af mine yderst sjældne tilfælde af Think Pink.

Aftenen inden bagte jeg en gigantisk portion amerikanske minipandekager som jeg serverede med hjemmelavet blåbærsirup, som det er så let at lave, at det er en skandale at man ikke gøre det oftere: En bakke blåbær til tre skefulde sukker og den revne skal af en usprøjtet citron, der bare skal stå og blive lidt kærlige overfor hinanden ved svag varme. Mulitplicer efter behov og antal gæster.

Jeg fik også lige slået en amerikansk gulerodskage sammen. Det er en opskrift, der er så nem, at man nærmest kan udføre den i søvne og den har fulgt mig i mange år. Jeg har sommetider forsøgt at være den utro med mere fancy versioner som eksempelvis Jamie Olivers, men jeg vender igen og igen tilbage til den her. Fordi den virker.

Der skal en hel liter gulerødder i og ingen rosiner. Den eneste forsiring jeg tillader mig på dette perfekte mesterværk er at jeg ikke begrænser mig til en slags nødder, men bruger halvt valnødder, halvt hasselnødder til at putte i kagen.

Men helt perfekt er kagen nu ikke. For jeg lavede den første gang til min 25 års fødselsdag og hver gang den står foran mig og strutter med sit hvide flødeosteovertræk kommer jeg altid til at tænke på den der fødselsdagsfrokost jeg havde inviteret min familie og et par få udvalgte venner til.

For min mor og en af mine veninder synes åbenbart, at det var en fantastisk morsom ide at give mig kanel. For ligesom at fejre at jeg ikke havde nogen kæreste. Hvilket jeg lige på det tidspunkt faktisk var lidt ked af at jeg ikke havde.

Det var den fintfølende pendant til de meterhøje peberkværne man ser i Polle fra Snave-reklamer, da de jagtede mig rundt i huset med krydderiglas fyldt med kanel, der endte i mit hår.

Jeg var ikke lige der med det, at jeg synes det var sjovt (faktisk føltes det lige i den uge ret tragisk) og der gik næsten en uges hårvask inden jeg var holdt op med at lugte af kanelsnegle og nederlag i den romantiske afdeling.

Men gulerodskagen, der i øvrigt indeholder kanel, er faktisk ret fantastisk.

For de mere sunde lavede jeg gigantisk skål frugtsalat med mango, passionsfrugter, papaya og friske hindbær.

Ja, jeg har lige fået en ny fantastisk Zwilling-kniv, så det var ingen sag at partere fem mangoer. Det var nærmest en sensuel nydelse at lade kniven glide gennem det bløde, solgule kød. 

Hvis det ikke lige var fordi jeg havde så travlt på dagen, ville jeg nærmest være gået ind i en slags Mangoagtig trance-tilstand som jeg stod der i mit køkken. På en lille måde kan jeg egentlig godt forstå hvordan der er sammenhæng mellem Samurai-krigere, deres sværd og zen. Der er en ro ved et skæreredskab, der virker. Der opfylder sin rolle til perfektion.

Nu jeg var i gang, skar jeg også lige fem fennikler i tynde skiver, blandede dem med et bundt forårsløg i tynde skiver, grillet haloumi revet i tilfældige stykker og trevler af en ovnristet rød peberfrugt. Herligheden blev vendt - og man aner et tema her - i en blodappelsinolie jeg fik pådraget mig under min tur til Californien sidste år. Og for at gøre det hele færdigt, åbnede jeg to granatæbler med min store kniv og gav dem smæk med en trægrydeske på den dominatix-agtige måde så de dybtrøde juveler dryssede ned over salaten og gav den mere end et anstrøg af Alladins hule.

Og så var der bacon og scrambled eggs som jeg ikke tryllede det store med. Det virker jo i forvejen, så jeg begrænsede mig til smide salt, peber og et bundt purløg i æggene og så tage dem af panden mens de stadig var saftige. 

Brød, humus, et par oste, chorizo, italiensk salami med fennel og lidt parmaskinke fyldte resten af bordpladsen ud.

Køkkenet lignede noget, der fik min veninde til at spontant udbryde: I Guder! Du laver jo mad som en mand! (Det betyder vistnok at man er så optaget af at lave mad, at man ikke rydder op løbende mens man lige står og steger bacon og snupper opvasken midt i at man er ved at scramble æg). Det har jeg det okay med.

Men vi nåede det hele. To søde veninder og en slutspurt ved den elektriske citruspresser senere var alt klart til gæsterne. Champagnen var på køl i haven. Der skal jo være nogen fordele ved at have fødselsdag i februar.

Der var også kaffe og te og den slags, men ærligt talt var der forsvindende lille afsætning på det.

Folk startede med Bloody Mimosas og det var sådan de fortsatte. Først røg de to flasker Perrier-Jouët som jeg havde købt fordi jeg synes flaskerne er så smukke. Den franske producent er bedst kendt for de art nouveau anemoner, der slynger sig op af flaskerne på deres Belle Epoque, som jeg så længselsfuldt efter i butikken. Men en tudse for en flaske var alligevel mere end jeg kunne bringe mig til at betale. Så det endte med en mere gangbar version, der gik fantastisk i symbiose med den røde appelsinsaft. På en lidt Vesuv-agtig måde inden jeg lige lærte at lade champagnen falde til ro inden den mødte de mange c-vitaminer.

Senere gik vi over til prosecco, og da den var sluppet op måtte de pink flasker med boblende rose jeg havde stående til overs fra en fest sidste sommer springe til.  

Det var og blev en slags lyserød fest.

De sidste gæster, altså af dem der skulle gå, forsvandt ud af døren ved 18-tiden og det er aldeles hæderligt for en brunch. Og så kom der nogen andre gæster og så drak vi noget mere vin og gik hen på en tyrkisk restaurant og spiste noget mere mad. Og gik hjem og så en meget alvorlig svensk film. Om en mand, der drak for meget og havde en kone, der var en fremragende fotograf.

Ikke skyggen af kanel. Og dagen efter var der rester.

På den måde er det egentlig okay at blive 41.