Nervepirrende næring

Klokken var 07.58 da jeg modtog mailen.

Fire minutter senere havde jeg lige tastet det sidste ciffer ind på mit kreditkort og hæfter nu for 1200£ hos Claridge´s.

Det er lige til at få svedige håndflader over inden morgenkaffen.

Men for de penge har jeg til gengæld erhvervet mig et bord til seks når Noma her til sommer rykker til London under OL.

Faktisk har jeg (ligesom det meste af resten af verden, åbenbart) meget længe haft lyst til at endelig tjekke Noma ud. Det er helt åndssvagt at jeg hvert år troligt møder frem til kåringen af Verden 50 Bedste Restauranter, der nu tre år i træk har hyldet René Redzepi som verdens bedste kok og så egentlig ikke har smagt Nomas mad.

Hvert år interviewer jeg René og hver år hilser jeg på de søde mennesker, der er rejst med ham fra København og hvert år lover jeg mig selv, at nu skal det også være. Det er ligesom ikke nok at bare have kogebogen til at stå der på hylden.

Men så glemmer jeg det. Så får jeg ikke lige booket eller også kommer det lidt bag på mig hvornår jeg lige er i København.

Så denne gang lod jeg, helt ukarakteristisk for mig om morgenen, for en gangs skyld være med at tøve. Og det var en god ting. Klokken 08.07 var alt væk, så vidt jeg kunne se. Rub og stub var booket.

Nu skal jeg endelig spise på Noma og jeg behøver ikke engang at komme ud og flyve for at gøre det.

Det er i øvrigt ikke så vildt nervepirrende som man skulle tro at være til uddelingen af titlerne som verdens 50 bedste restauranter.

Som journalist kan man nemlig godt skaffe sig adgang til listen inden den blive offentliggjort, bare man lover at ikke offentliggøre sin viden før det er officielt.

Det hjælper en del med hensyn til planlægningen på en avis. Men det fjerner jo den der sommerfuglekoloni man kunne have haft i maven, mens sprechtstallmeisteren langsommeligt tæller sig frem til nummer 3, 2 og 1.

Og skulle man være i tvivl, så ved man altid når nummer to er blevet udråbt, at der kun er Noma tilbage. Det ville selvfølgelig være utænkeligt at den ikke ville være på listen.

Listen er blevet lavet i 10 år og det alligevel lidt vildt at tænke på, at Noma nu har taget øverste plads tre gange på et årti. Kun overgået af den legendariske og nu lukkede El Bulli som jeg desværre aldrig nåede at spise på.

I år var der gudskelov kommet anstændige kanapeer tilbage på menuen, mange af dem med et fois gras-tema, hvilket man jo dårligt kan beklage sig over. Især ikke når en af sponsorerne er Veuve Cliqot og champagnen derfor flyder i nærmest vulgære mængder.

Selvfølgelig først efter fyraften, forstås.

I den her uge var det også en lille smule nervepirrende at være ude og spise. Jeg var af sted sammen med en kær ven på restauranten One Blenheim Place (på en sidegade til den berømte Abbey Road i London), der kørte med et sjovt koncept der hedder Flipping Wednesday. Ideen er at man spiser hvad man vil og når det så bliver tid til at præsentere regningen, trækker tjeneren en mønt frem og slår plat og krone.

Hvis man gætter rigtigt får man maden til halv pris.

Faktisk har man intet at tabe.

Og maden, der i forvejen var ret så enestående god, fik på den måde et ekstra lille krydderi af spænding.

Inden vi overhovedet var kommet til første ret, arriverede tjeneren med en lille amuse bouche (det betyder egentlig at underholde eller more munden – og det gjorde det i den grad) af den lækreste tuntartar jeg har smagt i et stykke tid.

Der var store lækre kammuslinger lukket med dej og bagt i ovnen i deres egen saft og med en blid sauce af hvidvin og persille lagt på en strand af spiseligt sand og dekoreret med sprødt tang i en sådan grad man næsten kunne høre bølgerne bruse.

Der var et stykke torsk jeg sent vil glemme. Krydret med et skatkammer af liflige aromaer fra Indien, lagt på et blødt leje af dal, lavet på de lækestre sorte belugalinser, garneret med en tomatsalsa, der var spids på den helt rigtige måde og pyntet på toppen med en af mine yndlingsting i hele verden: Squashblomster. Ved siden af lå en nærmest himmelråbende genial opfindelse: Indbagt raita-is.

Til dessert var der endnu en lille gratis overraskelse med amerikansk inspiration. En grillet marshmallow serveret med en chokoladesauce så intens at den kun kan være lavet på Valrhona.

Og så kom den rigtige dessert. Jeg havde bestilt en slags variation over Eton Mess. Jeg er en pige, der har svært ved at se hvad der kan gå galt med kombinationen af frugt og marengs. Denne variation kom med en is lavet på clotted cream, der er en britisk opfindelse af tyk fløde med en næsten smøragtig konsistens, der desværre ikke findes i Danmark.

Min bordherre fik interessante sorbetis, hvoraf min klare favorit var en med agurk og gin. En kombination, der holder hele vejen, et faktum som eksempelvis producenterne af verdens bedste gin Hendrick´s gin ved alt om.

Og så var det ved den tid at tjeneren kom med mønten.

Vi konfererede lidt og blev enige om at vi nok begge to skulle være bedre til at bruge vores hoveder. Så det blev heads.

Og mønten landede på tails.

Jeg er en elendig gambler. Det i en sådan grad, at jeg engang har opholdt mig tre dage i Las Vegas og spillet under 5 dollar op.

Men vi følte os nu meget heldige alligevel.

Vi betalte den fulde pris uden brok, og jeg besluttede mig for at traske hjem gennem Londons regnvåde, stille gader.

Det var spadseretur på en lille halvanden time og det føltes som en ekstra gave at bare få lov til at gå der og føle sig i live og mærke dråberne på sit ansigt og lade sig omslutte af mørket og de store træer, der kanter de pæne gader.

Og pludselig dukkede Phil Collins overraskende op på min iPod og sang: I wish it would rain down.

Og det var den mest passende afslutning på en perfekt aften jeg kan forestille mig.