Forårsføde og Fesenjan

Er der noget smukkere end syngende lysegrønne hestebønner, der bliver smuttet ud af deres skal og ned i en knaldende blå marokkansk keramikskål på en forårsdag?

Selvfølgelig er der det. Jeg kan på stedet komme i tanker om adskillige ting. Men det er nu meget pænt.

Det er så uretfærdigt at broad beans hedder hestebønner på dansk, synes jeg. Det leder tanken hen på en grøntsag, der nærmest kun kan bruges til dyreføde og det er gøre de små fede forårsgrønne perler stor uret.

Og det skal jeg være den sidste til at gøre. Jeg elsker dem højt. Så jeg tror bare jeg fra nu kalder dem bredbønner. Det virker mere rigtigt.

Ved den her lejlighed fik jeg en frokostgæst, der trængte til at tænke på noget andet end forulykket kærlighed. Det gør på en måde altid lige lidt mere ondt om foråret, så jeg tænkte at jeg ville lade håbets grønne farve gå igennem måltidet.

Jeg blandede bredbønnerne med et bundt fintskåret forårsløg, smuldrede lidt god økologisk feta ned til dem, hakkede en halv pose ruccola jeg alligevel havde til at ligge i køleskabet med og sluttede af med en dressing af nedtonet salsa verde jeg egentlig havde lavet et par dage i forvejen til en anden lejlighed. Nedtonet, fordi jeg ikke havde kunnet finde mine små sylteagurker og fordi jeg for første gang i hele mit voksenliv var løbet tør for kapers. Så det blev bare olie og finthakket mynte, basilikum og bredbladet persille blandet med hakkede kapersbær (som er en slags meget store kapers, men altså ikke helt det samme).

Så lavede jeg saltimbocca (der på italiensk betyder hop-op-i-munden) af to tynde kalvefileter som havde investeret i hos Wholefoods i Kensington. Jeg bruger ordet investere med vilje her, for det er måske, næst efter Harrods, Londons dyreste supermarked. Den butik er ikke billig. Til gengæld er varerne for det meste økologiske og de har de ting man sjældent kan få andre steder. Så som kalv.

 Jeg hæftede et stykke iberico-skinke på hver af fileterne med en tandstik. Strengt taget er det jo parma man bruger i Italien, men jeg havde iberico med hjem fra Spanien. Så puttede jeg et par små salvie-blade ind under skinkedynen og stegte kødet på panden sammen med et par ekstra salvieblade.

Salvie er en underlig krydderurt. Jeg hørte engang en kok kalde det krydderihyldens bølle. Forstået på den måde, at hvis der er et selskab af krydderier inviteret med i en ret, så er det stensikkert, at salvie nok skal blive hørt. Den mobber de andre, den tager over og tager magten. Den kyser dem simpelthen.

Briterne elsker at putte salvie i deres pølser og i kødfyldet på deres kalkuner til jul. Personligt mener jeg det er en stor fejl. Men jeg elsker det i saltimbocca, på hjemmebagt foccacia og i en salat jeg laver med ovnristede græskar og tranebær.

Da kødet var færdigt smed jeg lige en slat Marsala på panden til at få den sidste kraft med og hældte saucen ud over kødet.

Så kom jeg lidt hvidløgsolie på panden og en skålfuld sølvbedeblade, som klappede i og klappede sammen ganske hurtigt.

Og så var der serveret.

Til dessert serverede jeg en slags Not At All Eton Mess, der var vagt inspireret af originalen, der består af marengs, flødeskum og jordbær.

Jeg tog i stedet et bundt rabarber (det er sæson for de forcerede her på disse kanter) og puttede dem i en gryde ved svag varme sammen med noget palmesukker. Jeg er fuldstændig overbevist om at man sagtens kunne bruge almindeligt sukker eller farin, men jeg er lige ved at forsøge at tømme mit skab for eksotiske ingredienser inden de overskrider deres sidste salgsdato. Der lå en appelsin i frugtskålen, så jeg rev lige lidt af skallen ned, for rabarber og appelsin er gode venner.

Man lader det være sammen i gryden til rabarberne er så bløde som man kunne tænke sig og det smager fortrinligt (forudsat at man elsker rabarber, forstås)

Så var det ellers bare lige at lægge en marengsrede på tallerkenen fylde lysegul custard (en slags creme) med sorte vaniljeprikker i hullet og så ellers overhælde med de pinkfarvede juveler. Det var måske ikke ligefrem en Michelin-style tallerken.

Faktisk var den lidt grim og rodet, men den var sød, blød og sprød på én gang, og hvis det ikke kan hele et forårsforsagt hjerte en lille bitte smule, så ved jeg ikke hvad der kan.

Og et par dage senere befandt jeg mig så på en persisk restaurant sammen med en helt anden ven, der synes at jeg var den der trængte til lidt hjertehealing.

På den måde er der somme tider den smukkeste balance i ting.

Jeg fik en ret, der udtalt på dansk er lidt sjov: Fesenjan.

Men, hvor smagte det fantastisk. Det var helt og aldeles persisk med kylling (traditionelt bruger man ofte fasaner i Iran, men kylling var fint), der er langtidsstuvet i en sauce, der blandt andet består af valnødder og granatæblesirup.

Fesenjan er bestemt ikke fesen. Det er den perfekte balance mellem sødt og surt og saft og den kraft, der kommer af at kyllingen er stuvet med benet.

Senere læste jeg mig til, at det er en traditionel persisk ret, der også indeholder muskatnød, peber og safran og normalt serveres ved ganske særlige lejligheder.

Så hvorfor ikke en højhellig torsdag i Islington?

Min blev serveret med safranris og komplimenter i en sådan grad, at jeg nærmest svævede hjem et par centimeter over jorden.

Det bliver et smukt forår.