Chick lit

En kylling. En uge. En udfordring.

Jeg har tidligere brokket mig over hvordan mit lokale supermarked har fjernet de økologiske kyllingelår fra varesortimentet og dermed fjernede en af mine yndlingsløsninger på hvordan man laver en lækker middag i en fart uden for meget bøvl.

I stedet henviste den såkaldte slagter mig til at jeg jo stadig kan købe økologiske kyllinger. Ikke en optimal løsning til en husholdning på én.

Men den anden dag faldt jeg alligevel i fælden, fordi jeg vitterligt havde lyst til kylling og der selvfølgelig ikke var en poussin (en slags bonsai-kylling) i sigte.

Der røg en velvoksen økokylling op i kurven og udfordringen gik så ud på at leve af kylling stort set resten af ugen uden at kede mig selv ihjel.

Jeg lagde selvfølgelig ud med det store slagnummer, hele grunden til jeg absolut måtte have kylling, min livret over dem alle: Grydestegt kylling med brun sauce, nye kartofler og hjemmelavet argurkesalat, serveret med mormorsalat on the side

Dagen efter fik jeg rugbrødsmadder med koldt kyllingekød, Hellmans mayo, agurkesalat, salt og peber til frokost.

Men der var stadig et bjerg af kylling tilbage.

Om aftenen var der dømt thaisuppe med alt godt fra grøntsagskassen. Økologisk kyllingefond, gulerødder, fintsnittet savojkål, agurkestykker uden kerner og skræl, majs og kyllingekød i trevler blev blandet i sammen med lidt fish sauce, saften fra en lime, et par kaffir-lime blade, citrongræs, lidt thailandsk Tom Yum-pasta og en håndfuld risnudler.

Kyllingen var ikke til at kende igen.

Så var det blevet frokost næste dag og jeg havde egentlig lyst til at lave det klassiske britiske sandwichfyld, der går under betegnelsen Coronation Chicken, fordi det var en ret, der blev opfundet til dronning Elizabeth IIs kroning. Den skulle reflektere lidt af hvert fra det engang så store imperium, så foruden koldt kyllingekød består den af mayonnaise rørt op med karrypasta og rosiner. Når der skal være fest (og det var der selvfølgelig til kroningen) bliver der pyntet ekstra op med mangochuntey og et par ristede mandelflager. Men ak, jeg havde ikke mango-chutney i huset og trofaste læsere af bloggen vil vide, at der er nedlagt totalt forbud mod anskaffelse af nye chutneyer. Så jeg fandt en slags mellemløsning og rørte kyllingekød op med chilimarmelade, lidt mayo og lagde det mellem to skiver ristet brød sammen med lidt sprød salat.

Så var jeg nødt til at holde en lille pause fra den kylling.

Efter en dags pause kom den sidste gæsteoptræden i en gang biksemad og nu skal der virkelig, virkelig gå lang tid inden jeg skal have kylling igen.

Når jeg ikke spiser kylling, læser og læser og læser jeg i håb om at reducere det store bogbjerg, der synes at celledele og fordoble sig i mit soveværelse hver nat. Så snart jeg vender ryggen til, kommer der flere bøger til.

Forklaringen er, at jeg har det med bøger som mange kvinder har det med sko: Jeg kan ikke se en boghandel uden jeg lige skal ind i den. Og jeg kan kun med opbydelsen af al min viljestyrke forlade den igen uden mindst en bog under armen.

En af mine yndlingsting ved London er at boghandlerne holder åbent om søndagen. Det er den dag, hvor man virkelig har tid til at drysse rundt og pludselig forelske sig i en ny bog eller bare have en kort bladreaffære inden man lægger den tilbage på bordet.

Desværre er det hårde tider for bogbranchen og det kan man se i mange af butikkerne. Da jeg var i min lokale Waterstones i Camden var de f.eks. begyndt at sælge chokolade ved disken.

Det er principielt intet i vejen med kombinationen chokolade og bøger, og da især ikke når det er Green & Black økologisk chokolade med karamelsplinter. Men alligevel virker det bare en lille smule…forkert.

”Skal De have karameller med deres Kafka? After Eight med Deres Austen?”

Som hvis man kunne købe undertøj i en skobutik.

Denne gang var der ingen slendrian. Jeg vidste præcis hvad jeg gik efter. Sagen var nemlig den, at jeg var kommet til side 350 eller deromkring i Justin Cronins The Passage, der er en slags Steven King-agtig vision om hvad der sker på Jorden efter en virus har udslettet det meste af planetens befolkning eller forvandlet dem frådende uhyrer. Det lyder mere tacky end det egentlig er.

Men denne bog var jeg altså kommet til at lægge fra mig i distraktion i en sort London-taxi, fordi jeg havde travlt med at sms´e fordi jeg var på vej i teateret og som sædvanlig lidt for sent på den.

Af den grund var jeg tilbage i en bogbutik i går for at købe en bog jeg egentlig havde og det er jo ikke på den måde man reducerer sit bogbjerg.

Et besøg hos en boghandlerkæde som f.eks. Waterstones her i London er i øvrigt et interessant studium i illusionen om frit valg. Man går ind, parat til hvad som helst. Parat til at blive forført hen i et mørkt hjørne, hvor man pludselig falder over en Dickens-roman, en obskur kogebog man ikke kan leve foruden eller en roman der vil ændre ens liv (det kan romaner nemlig snildt).

Men sandheden er, at de ting der ligger fremme på bordene i hvad der ligner tilfældige bunker betaler meget høj husleje. Forlagene ved, at det der ligger fremme sælger fordi folk er for dovne eller travle til lige at løbe igennem alle hyldemeterne, så de betaler sig til den gode hylde- eller bordplads.

På den måde minder det lidt om når Google snyder på vægten og viser de sponsorerede links først. Prøv f.eks. bare at søg på et specifikt hotel i Dublin og opdag hvor mange sponsorerede hotelbookingsider man skal trawle sig igennem inden man egentlig finder hotellets egen hjemmeside som var den man skrev ind i søgefeltet.

Bordet med kriminalromaner er næsten helt igennem betalt af forlagene og på den måde er det egentlig så som så med de spontane opdagelser. Medmindre man handler antikvarisk eller går i Daunts boghandel i Marylebone, hvor alle bøgerne er sorteret efter land uden smålig skelen til om det er rejse- fag- eller skønlitteratur. Heldigvis er der stadig bastioner som Foyles på Charing Cross Road, der holder fanen højt og tager bøger alvorligt.

Jeg glemmer aldrig den allerførste gang jeg satte foden inden for i en britisk boghandel. Fyldt med romantiske forventninger til at bevæge mig ind i et helligt tempel for ord, hvor alle ekspedienterne lignede Anthony Hopkins i Remains of the Day eller i det mindste opførte og talte som ham.

Det var på en weekendtur til London, min allerførste gang i byen og intetanende stak jeg hovedet inden for i en Books ect. Nøgleordet her var etc.

Ekspedienten, der ikke var en dag over 20, så på mig som om jeg var fra det ydre rum, da jeg spurgte efter The Wasteland af T.S. Eliot.

Det lange digt er, efter min mening, noget af det smukkeste, der nogen sinde er skrevet på noget sprog jeg forstår. Uanset hvornår, hvor eller hvordan jeg læser det, berører det mig dybt. Som et maleri eller et stykke musik man kan vende tilbage og altid få en klump i halsen over.

Alene begyndelsen: April is the cruellest month.

Jeg er hooked fra linje 1.

”What?”, sagde han på arbejderklasseaccent, hvor man snupper konsonanterne af og siger ”Wå”, så det rimer skrå.

”T.S. Eliot. Han har fået Nobelprisen”, sagde jeg rystet.

Ekspedienten slog ud med armene. Han havde aldrig hørt om manden.

”Den slags har vi ikke her”, mente han.

Jeg kan kun sammenligne min skuffelse med den jeg forestiller mig jeg vil føle, hvis jeg en dag kom til Peru og ikke kunne købe mig en hængekøje, ikke kunne opdrive en tagine i Marrakesh eller en hotdog på Times Square i New York.

Heldigvis vidste han slet ikke hvad han talte om. Den stod der jo alligevel på hylden i et slankt gråt bind langt væk fra bestsellerhylden og de bloddryppende bogforsider, der lokkede med mord og død.

Den kom med mig hjem den dag i London, og jeg har den altid hos mig. Den ligger lige nu et sted i bogbjerget og gemmer sig og venter på at springe ud og overraske mig med sin mystiske skønhed.

Måske til april.