Supermarkeds-ADHD

Hvis der egentlig er noget jeg hader, så er det planer.

Jeg får kalenderklaustofobi når jeg slår op på en uge i februar og ser at der er aftaler på hver eneste dag. Tanken om at have tjek på hvad der skal ske hvornår, hvordan i mere end de allergroveste træk frastøder mig.

Principielt vil jeg gerne overraskes hver eneste dag og i lang tid havde jeg faktisk følgende sætning stående på første side af hver eneste kalender jeg købte for at minde mig om værdien af det uplanlagte liv.

”En sand boheme er en for hvem selv huslejen kommer som en uforudset udgift”

Jeg er typen, der elsker at følge en pludselig indskydelse og tage til Venedig eller Canterbury eller ud i det blå med få timers varsel.

Mine kufferter kan jeg pakke i søvne og på fem minutter. Ene og alene af den grund, at jeg er vant til at pakke dem på fem minutter fordi al det planlægning virkelig keder mig. I det store og hele er alt jo godt, bare man husker de tre P´er: Penge, Pas, Pilletter. Resten kan man alligevel købe sig til, og jeg har faktisk købt noget af mit bedste undertøj, make-up og en ufattelig stor mængde hårbørster på farten.

Men hvis der er ét sted, hvor jeg virkelig har brug for planlægning, så er det når jeg køber ind. En tur til supermarkedet kan næsten udvikle sig til noget, der minder om en militær ekspedition, hvor alt er skrevet ned med en nidkærhed, der slet ikke ligner mig.

Ikke alene har jeg skrevet en indkøbsseddel med hvad jeg skal huske at købe i hvilken butik, jeg har endda ordnet det i nogenlunde den rækkefølge de diverse varegrupper forekommer i butikken. Grøntsager først, skyllemidler til sidst i Waitrose for eksempel. Aviser først og marmelade til sidst i Sainsburys o.s.v.

Forklaringen er enkel og jeg fik den bekræftet til fulde i dag, da jeg vovede mig ud uden den berømte dosmerseddel. Jeg lider af supermarkeds-ADHD.

De klassiske symptomer på sygdommen (hvis lange navn er Attention Decifit Hyperactivity Disorder) er problemer med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Det er med andre ord præcist hvad der sker for mig i supermarkeder, hvis jeg ikke har en indkøbsseddel.

Til daglig kan jeg læse vidneudsagn fra Julian Assanges sag, tale med min søster i telefon og researche på tal for Irlands økonomi, mens jeg lige tjekker Facebook inden for de samme tyve minutter uden at få sved på panden.

Det er heller ikke fordi jeg ikke nyder at drysse rundt på f.eks. Borough Market og falde for en flot havtaske eller en gyldent duftende Alfonso-mango og spontant bygge et helt måltid op omkring de to ting. Eller købe en askerullet gedeost, bare fordi den er smuk og ikke fordi man som sådan har en hel specifik plan med hvad der skal ske med den. Udover selvfølgelig at den skal spises.

Men hvis jeg træder ind i et supermarked nøgen og ubevæbnet med en plan, så sker der en slags nedsmeltning.

Jeg tror supermarkederne på en eller anden måde er designet til at forvirre folk. Til at købe mere end de havde planlagt, købe noget andet end de havde forestillet sig og i almindelighed blive så konfuse, at de i ren og skær desperation køber familiepakker med chokoladekiks, hundemad eller brieost selv om de kom ind efter ris, toiletpapir og chilier.

Der er bare for mange ting og for folk med supermarkeds-ADHD som jeg har det, er det uoverskueligt.

Den indre monolog jeg fører med mig selv, lyder nogenlunde sådan her:

Nu skal jeg huske at købe havregry…..Nej, se de fine skinnende shampoo-flasker.

Købte jeg egentlig brød i går?

Var der noget med nogle elpærer og skulle det være med stor sokk…..

Kød. Jeg skal huske kød til i aften når jeg får gæster til middag. Virkelig vigtigt.

Hvor gjorde jeg egentlig af den Toblerone jeg købte i sidste uge?

Man kunne også lave noget med rejer til forret. Nå, er der tilbud på yoghurt? Hvad var det egentlig for en smag jeg godt kunne lide, var det fersken… eller…

Men gider jeg egentlig lave mad? Vi kunne hente en indisk ting henne om hjørnet. Eller gå hen til den lokale shwarma-pusher. Men er det måske sabbat endnu? Er det noget med solopgang og solnedgang? Gad vide hvornår solen går ned?

Til sidst ender jeg ved kassen med friske hindbær, en bakke minifennikler, en buket blomster, en halv kylling fra rotisseriet og et net limefrugter. Uden nogen egentlig plan.

Da jeg har stået i kø i et stykke tid, går det op for mig, at jeg har glemt at købe aviser, så jeg zigzagger tilbage igennem hele butikken for at hente dem.

Går tilbage i køen og opdager så, at jeg har glemt at købe havregryn.

Står længe og leder efter de havregryn jeg ville have. De har dem ikke, men til gengæld kommer jeg så i tanker om jeg også skulle købe kaffe.

På vej hen efter kaffen bliver mit blik fanget af en kogebog jeg har overvejet at købe i et stykke tid på Amazon, men aldrig har haft mellem hænderne. Jeg bladrer lidt, fordyber mig i en opskrift på creme brulée med passionsfrugt og glemmer derefter alt om kaffen. Ender ved køen igen med den der grimme fornemmelse af, at jeg har glemt et eller andet.

Nåjo. Brød. Jeg henter brød og går for tredje gang hen til kassen, og på det her punkt er jeg ligeglad med at jeg kan se manden foran mig, i modsætning til mig, faktisk har husket at købe kaffe.

Nu vil jeg bare hjem. Jeg når selvfølgelig ikke den første dobbeltdækkerbus, der kører for næsen af mig. Men det er okay, for jeg smutter i en fart på den næste, der følger lige efter, dumper ned i sædet og åbner den bog jeg altid har på mig, fordi offentlige transportmidler aldrig er noget man bør give sig i kast med uden litteratur ved hånden.

Næste gang jeg kigger op, befinder jeg mig i et for mig helt og aldeles ukendt kvarter.

Jeg har i distraktion taget en nummer 182 bus i stedet for en 83er.

Og det regner.

På vej hen til det rigtige stoppested bliver jeg passeret af tre af de rigtige busser, der lige når at klemme sig ind i fartplanen inden denne linje observerer total trafiknedlæggelse i en lille halv time.

Der er kun mig, regnen, min bog og mine forvirrede indkøb på en villavej i det nordlige London et sted inden Hendon.

Da jeg endelig er hjemme, har sat blomster i vasen, må jeg erkende at jeg slet ikke har styr på aftenens middag.

Det ligner en take-away-løsning.

Men så er det alligevel, at de små grønne minifennikler appellerer til min bedre halvdel.

De vil altså gerne spises i aften, synger de.

Så jeg tager ud i byen til en eftermiddagsaftale og går i supermarkedet igen på vej hjem. Denne gang med indkøbsseddel. Der er kun tre ting på den, men det virker, og hjemme igen kan jeg med lidt hjælp fra hvad der allerede befinder sig i køleskabet skrue en nogenlunde hæderlig menu sammen.

Jeg skræller et bundt rødbeder, drysser dem med olivenolie, balsamico, havsalt og friskhakket aromatisk oregano og smider dem ind i ovnen ved 200 grader.

I et fad for sig lægger jeg de slanke lysegrønne fennikler. Så river jeg lidt citronskal over dem og smider en håndfuld kapers over. Oven på lægger jeg to kødfulde andebryster som jeg har snittet i diamantmønster på skindet og drysset med havsalt.

Herligheden passer sig selv, indtil rødbederne er møre. Dem tager jeg ud og lader køle ned til stuetemperatur inden jeg smuldrer feta over dem, drysser med finthakket forårsløg og efterjusterer med citronolivenolie.

Når ænderne er færdigstegte og med sprødt skind passer det med at fenniklerne har haft god tid til at ligge i et tykt lag af andefedt og blive braiseret. De er møre og saftige med mild anissmag.

Mens ovnen slider i det, anretter jeg en skål marokkansk humus med små buttede minigulerødder og friske broccoliskud som vi spiser til forret.

Til dessert er der friske hindbær med vaniljeyoghurt.

Og det tog virkelig ikke mere end to indkøbsture.