Gastroarkæologi

Måske er det alderen, der trykker. Måske er det bare meningsløs sentimentalitet.

Men jeg kan ikke frasige mig, at jeg i denne uge i den grad har ikke så meget lænet mig op af klassikerne som jeg snarere har kastet mig i favnen på dem.

Det var dagen før min fødselsdag og jeg måtte helt bestemme hvad jeg havde lyst til at spise hjemme i min mors køkken. Det eneste jeg virkelig længes efter var risengrød.

Hvid, dampende risengrød lavet på fuldfed sødmælk med silkebløde riskorn, gylden smørklat og med et brunligt snevejr af sukker og kanel fra oldemors gamle sølvske, der har huller i til glæde for den dovne drysser. Selvfølgelig skyllet ned med rød saftevand. Jeg indtog den sammen med min niece, der elsker det lige så meget som mig og meget passende har døbt retten nissengrød.

Det var næsten et forvarsel om en af de skønne pakker, der lå til mig i posten dagen efter. Camilla Plums Mormormad, hvor den får på alle tangenter med gule ærter, citronfromage og alt hvad hjertet kan begære af de ting som man i min barndom serverede i forsamlingshuse.

Jeg erklærede bramfrit, at nu behøvede jeg aldrig mere ringe til min mor for at få opskrifter. Og det er jo klart, at den slags kulinarisk hybris straffes kontant og med det samme.

For knapt var jeg kommet tilbage til London før det eneste jeg ville have at spise var varm kartoffelsalat. Alle mulige versioner på nettet lokkede med sennep og alskens nymodens pjat, men jeg ville kun have min moars.

Så jeg måtte gribe knoglen til min egen private Ms. Hüttemeier og få bekræftet, at ja, det er faktisk bare lige lidt løg, eddike, vand og sukker som man varmer og vender sammen med skivede kartofler. Ikke mere pjat.

Jeg elsker, at der ligesom ikke kom måleenheder mellem min mor og jeg. Hun ved bare, at den slags er en smagssag og at man bedst selv ved hvornår det er for surt eller sødt.

Det var planen at den skulle serveres med ketchup og de frankfurtere jeg havde købt og gemt som en skat i fryseren. De kom helt fra den anden ende af London, fra den hemmelige tyske butik fordi briterne lider af den nationale brist, at de slet, slet ikke mestrer pølsemagningens kunst. De pladrer dem til med alt for meget salvie og laver dem for tykke, for løse i kødet og glemmer at røge dem. Der er meget i vejen.

Men ak. En husgæst var kommet mig i forkøbet, så det var en smule slukøret hen efter en pakke billige Herta pølser som jeg kunne pøse til med lidt curry-ketchup, mens jeg sad og nynnede Ach Du Lieber Augustin Alles Ist Weg Weg Weg.

Men kartoffelsalaten var fantastisk.

Min nostaligiske trip fik mig til at finde min gamle kogenotesbog frem.

Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at skrive en rigtig kogebog skal den være på forsiden. Som et uigendriveligt bevis for, at min interesse for at stå i køkkenet er en livslang kærlighedsaffære, der startede mens jeg stadig havde store runde formskriftsbogstaver og synes Lasagna Italiano fra Karolines kogebog var vanvittigt sofistikeret. Opskriften er skrevet direkte af på side 2 (side 1 er faldet ud).

Det var selvfølgelig også før den slags kom ud af æsker og man selv lavede sin bechamel sauce (hvilket ærligt talt ikke er svært).

Bogen er en af den slags Kinabøger man kunne få for en slik og den er rødlig og så slidt, plettet og elsket som kun en kogebog kan være det. Selv om det ikke var helt klart hvad dens formål var helt i begyndelsen.

På den måde kan man faktisk bagerst i bogen læse optegnelser fra et par træningspas fra den gang jeg gik til konkurrencesvømning og lige efter opskriften på syltede valnødder læse sig frem til, at jeg fredag d. 29. december 1985 simpelthen svømmede 4850 meter på bane med Ann og Eiffel, startende med 700 meters opvarmning (14 x 50 m medley minus fly, hvis nogen er interesserede).

Der er også et par adresser på folk jeg skulle sende postkort til mens jeg holdt Skt. Hans i Skagen et år. F.eks. en meget sød kæreste, der altid serverede makrelmadder når man kom fuld og sulten hjem fra byen, lærte mig at spille de første takter til Smoke Under Water på guitar og havde plakater med Kim Wilde på sit kollegieværelse.

Men resten er den skønneste gastro-arkæologi, hvor klassikere døgnfluer og minder står skrevet ind med snørklet skrift og i varierende grad er overplettede af  hyppig brug eller næsten jomfruelige, fordi der er ingen, der kan forklare hvorfor jeg en dag i Umeå rev ti minutter ud af mit liv for at oversætte og afskrive en opskrift på en aldrig lavet laksepie fra et svensk ugeblad.

Her er et billede af en sekskantet sort tallerken med grøn(!) frisk(!) pasta med sort kaviar(!) i flødesauce. Som 14-årig var jeg aldrig i nærheden af disse eksotiske ingredienser ej heller scenografien i form af geometrisk service, der omgav dem. Men det skulle ikke forhindre mig i at drømme om et sted derude i verden, hvor man ikke serverede karbonader (for sjællændere læs: krebinetter) med stuvede grønærter om onsdagen og hvor folk ikke troede Gazpacho var en slags forbinding.

Andre retter, der nok heller ikke bliver støvet af og hentet ud i køkkenet igen er vanvidsprojekter som: Bananmousse, Partysalat (osteterninger, ananas, blegselleri (kalder man det overhovedet blegselleri mere?), vindruer, Miracle whip og pølser i skiver) banankylling (1980erne var tydeligvis bananernes årti) Fyldt hvidkål med fiberfars. Intet, ikke engang dens møjsommeligt noterede kalorieindhold på 300 kcal, retfærdiggør denne ret. Tiden er løbet fra den. Godt for tiden. Samme gælder hytteostpate. Nej. Nej. Nej. Appelsinomelet. Ved ikke helt hvor den usunde fiksering på frugt stammer fra og må bare, helt i 80erånden lave en Michael Jackson: I blame it on the boogie.

Opskrifter jeg stadig bruger er blandt andet: brunsvigere, vandbakkelser, æbleskiver, min mors sensationelle kartoffelsalat, amerikansk gulerodskage, Tzvetelinas rødbedesalat, Amerikanske cookies, thaisuppe med kylling

Ting der holder endnu er: Waldorfsalat, Gerda fra Venøs kommenskringler, banankage, appelsinsalat med løg, hjemmelavet tartar-sauce, Jenses mors opskrift på Vitello tonnato

Ting jeg ikke helt forstår jeg troede jeg skulle bruge en opskrift på:

Tunfiskesandwich (hvor svært kan det være?)

Is med ananas og jordbær (klippet direkte ud af vistnok SøndagsBT, der oplyser: ”Af en dåse med ananas med 10 skiver, en lille bakke jordbær og et par citronmelisseblade får man nemt og hurtigt en flot og lækker dessert til fire personer”.  Herefter følger lang forklaring, der kan sammenkoges til: åbn dåse, rens jordbær hæld i glas med is, smid citronmelisse ovenpå. Sophistication on a plate.

Ting jeg åbenbart har været meget optaget af:

Apple Pie. Der er 8 forskellige opskrifter med kun ganske få variationer

Ting jeg stadig narrer mig selv ved at sige jeg vil lave en dag:

Hjemmelavede forårsruller fra bunden, Selleri og hasselnødde-dauphinoise, Italiensk jordbæris Gelato di Fragole.

Hvorfor får man egentlig aldrig mere: Ristaffel (Kødsauce med ris og 38 små skåle med forskelligt tilbehør),Forloren hare, Hasselbach-kartofler, Ymerfromage?

Opskrift med flest pletter på: Risklatter, Æblechutney, hyldebærsaft (også de smukkeste lilla pletter).

Er blevet helt sulten af alt det læsning. Må i køkkenet.