Der er ting man aldrig helt kommer til at forstå.
Og en af de ting er for mig briternes glæde ved retten jellied eel.
Det er, som navnet antyder, ål i en slags gennemsigtig gele, der er en ret, der især nydes i Londons East End, hvor den havde sin storhedstid i det 18. århundrede, da ålene var rigelige i Themsen.
Det var fattigmandsføde, der ofte blev serveret sammen med kartoffelmos til at spæde op og fylde en arbejdsmands mave helt op.
Jeg stødte nu ikke på retten i East End, men i Hastings i Sussex, hvor jeg tilbragte en del af weekenden med at stirre ud på havet, gå ture i blæsten og spise god mad.
Ved havnen var en af de traditionelle boder, der sælger fede lyserøde rejer i store pintglas, hjertemuslinger i eddike og så altså også ål i gele, som jeg sandt for dyden aldrig har følt mig fristet til at smage.
Faktisk tilstod fiskemanden, at han selv kun havde smagt denne delikatesse to gange og at det mildest talt ikke havde været en bragende succes. Første gang hadede han det. Anden gang kom kun i stand, fordi han ikke stolede på sine egne smagsløg.
Det kunne jo være, at jeg havde taget fejl første gang, forklarede han.
Men det havde han ikke.
Al ære og respekt til den tilgang, men jeg har det nu sådan, at jeg som en regel bare behøver at smage én gang for at vide om jeg kan lide noget.
Selve tanken er faktisk ikke så tillokkende. Ål kogt i vand og vineddike til ålen afgiver gelatine nok til at lave gele og til overflod smagt til med citron og muskatnød.
Det sælger ikke helt sig selv.
Den grålige farve af kogt ål med skind på i en nærmest gulliggrå gele er heller ikke den helt store visuelle fest, der får smagsløgene til at vibrere af spændt forventning på forhånd.
Ikke desto mindre mener jeg, at man skal forsøge at smage ting i det mindste én gang før man virkelig afskriver dem.
Havde jeg ikke gjort det, ville jeg f.eks. aldrig have fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide sushi. Eller at østers smager af havvand , at muslinger er fantastiske og at det fuldstændig holder at komme vineddike på sine pommes frites.
Nysgerrighed har bragt mig den nyttige viden.
Og på den konto har jeg smagt mange sjove og interessante ting så som kogt gedestuvning, krokodillehale-cocktail, tørret elefantkød, sorte syltede æg, klipfisk og banansuppe. Ingen af dem oplevelser jeg har lyst til at gentage.
Men i det mindste ved jeg hvad jeg siger nej til og ofte vinder nysgerrigheden over min indbyggede skepsis.
Faktisk er jeg meget lidt kræsen. Jeg bryder mig ikke specielt meget om fiskeæg (torskerogn undtaget men kaviar desværre indbefattet). Og jeg har det princip at jeg helst ikke spiser noget, der kigger tilbage på mig fra tallerkenen. Selv ikke rejer med deres små sorte øjne, der synes at stirre bebrejdende op fra mayonnaisen med blikket indstillet på uendeligt. Øjenløse (hovedløse) rejer glider til gengæld lige ned uden det mindste besvær.
Der er også ting jeg stadig samler mod til at prøve. Haggis og kallun er endnu ikke kommet over mine læber, men jeg arbejder på det.
Men bortset fra disse undtagelser, så er jeg faktisk næsten altid nysgerrig nok efter at opdage nye ingredienser eller smagssammensætninger til at prøve det hele, åbne munden og række tungen ud for at smage noget nyt.
I denne omgang var turen så kommet til ål i gele.
Efter at have berettet om sine egne trængsler med ål, var fiskemanden faktisk så sød at tilbyde mig selv og min ledsager en gratis smagsprøve af ålen så vi kunne smag hvad vi gik glip af.
Min ledsager kroede sig og sprang faktisk fysisk væk, da fiskemanden rakte ålen over disken og mumlede en forfærdelig historie om et tv-program, hvor nogen engang havde kastet et hestehoved i en sø og hevet det op igen fyldt med ål.
Ådselædere var vist nøgleordet i den beretning.
Men jeg havde bestemt, at den dag, hvor ål i gele ikke længere skulle være et mysterium for mig var kommet.
Når alt kommer til alt, er jeg vokset op med de små slimede bæster som en naturlig del af min barndom.
Da jeg var barn havde vi åleruser i søen i nærheden af vores sommerhus og det sjove var, at selv om man havde dem med op til huset i en spand, kunne de faktisk godt stadig forsøge at undslippe og slange sig ned gennem engen til søen igen, hvis ikke min far var hurtig nok til at skære hovedet af dem med sin dolk.
Min lillebror var rædselsslagen for dem og var i en årrække overbevist om, at den der slurpende lyd, der kommer når man lukker vand ud af et badekar faktisk var indvarslingen af en stor åls umiddelbare komme.
En ål, der vel at mærke i hans cirka 4-årige optik formentlig havde meget farlige hensigter med ham.
”Ålen kommer” var som en magisk formular til at få knægten op af badekarret med en hastighed og et bevægelsesmønster man ellers kun ser i gamle stumfilm med Charlie Chaplin.
Min mor stegte gerne ålene på panden efter at have vendt dem i mel og servede dem med stuvede kartofler helt efter forskrifterne, men den første jeg smagte var mudret og så var det slut med ål for mig.
Nu stod jeg her, flere årtier senere og sendte en kærlig tanke til min bror, mens jeg satte en lille trægaffel ned i et stykke gråt ålekød, lukkede øjnene og forsøgte at smage efter om det virkelig var så slemt.
Det var det.
Det smagte af hengemt fisk og sur vineddike og en lille smule af saltvand og slet ikke som noget jeg havde lyst til at spise mere af.
Faktisk var jeg nødt til at gå ind i kiosken ved siden af og købe mig en sodavand til at skylle den grimme smag ud af munden.
Men så ved jeg det og på en måde har jeg også smagt jellied eel tre gange: Første, sidste og eneste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar