How (not) to feed a man

Ooops, I did it again

Jeg er for nem.

Hun stod bare der og smilede så sødt til mig og inden jeg overhovedet vidste af det, var jeg stoppet op. Og inden jeg kunne nå at få nogen som helst parader op, stod jeg med en lille kiks i munden med mangochutney med mynte.

Og derfra var jeg selvfølgelig i problemer.

Hårdt plagede læsere af denne blog ved godt, at jeg virkelig har lovet mig selv højt og helligt at rydde ud i forrådet inden jeg køber nye chutneyer og det er sådan set også gået fint nok. Langt hen af vejen eller hvad man nu siger.

Jeg har f.eks. helt tømt et glas med tomatchutney lavet af irske nonner og der er næsten heller ikke flere kapers tilbage.

Så havde jeg lige overnattende gæster i lejligheden, der var så søde og betænksomme at købe tre glas chutney til mig som tak. Så programmet var allerede i fare.

Og nu stod jeg så der. På første dag af The Real Food Festival, madmasse i Londons udstillingscenter Earls Court og lod mig lokke af en smuk indisk kvinde i sari, der fristede med bryllupschutney (ikke serveret med ægtemand, men dog alligevel ret velsmagende), særlige pickles til vildt og aubergine pickles (der er noget nær uundværligt til fish curry).

Okay. Så var jeg nødt til at liiige tage et enkelt glas med hjem. Bare et lille glas med vildt pickles. Det er ikke rigtig chutney, så det gælder ikke helt, gør det?

Men sådan går det jo alligevel aldrig. Simsalabim og et særligt tilbud senere stod jeg med en fin lille sort papirspose med tre glas chutney pakket ind i pink silkepapir.

Jeg havde vel opholdt mig i messecenteret i fem minutter.

Det er jo altid fantastisk at blive lukket ind i en hal, hvor den ene udstilling efter den anden beskæftiger sig med fantastiske råvarer hvad enten der tale om håndlavede ravioli eller walisisk yoghurt med passionsfrugt eller18 måneder gammel parmesanost.

Der er smagsprøver over det hele og på den måde kan det faktisk godt være lidt som at være barn igen og blive lukket ind i en slikbutik, hvor man bare har lyst til at pege på det hele og tage det hele med hjem.

Farverne, duftene, smagen og ikke mindst passionen hos udstillerne smitter en.

Der var kvinden, der havde specialiseret sig i curd, der er en slags creme lavet på smør og traditionelt på citronsaft som man f.eks. kan bruge i kager eller smøre på varmt ristet brød.  Men hun havde givet det hele et lille twist og eksempelvis serverede citron- og lavendel curd og havde andre varianter som eksempelvis lime og geranium.

Der var en familie fra Norfolk, der solgte solide pork pies, men havde fundet ud af at servere dem på en piedestal med bånd og sløjfer om, som var der tale om den mest sofistikerede bryllupskage.

En anden bod, der var sjov, var to fyre, der solgte små hårde og meget smagfulde salamier under det charmerende navn Serious Pig og med sloganet: All in the best possible taste. Ikke til at stå for.

Men den bod, der virkelig tiltrak min opmærksomhed var let og luftig som en cupcake og skrigende lyserød med et kæmpe hjerte på bagvæggen og gratis servering af en luksuriøs gulerodskage.

Så gennemført var det, at selv plasticgaflerne var pink.

Det var en reklame for kogebogen: How To Feed A Man, der faktisk ser ud til at være en smukt indpakket fin lille bog med pudsig grafik og fine opskrifter skrevet af en forfatter med det hærdebrede og solide navn Sasha Butterfly.

Jeg er sikker på at det nok skal blive en bestseller. Bogen er smuk og med den titel vil tusindvis af kvinder sikkert købe den i håb om at her har vi løsningen på alle tiders gåde. Hvad skal man dog give en mand at spise.

Skal man tro det her etablissement, så er svaret gulerodskage.

Standen i sig selv lignede en blanding af et prinsesseslot og en scene fra Sex And the City, men jeg må også sige, at det for mig at se i lang højere grad signalerede noget om hvordan man fodrer en kvinde.

Man skal jo passe på med stereotyper i disse dage, men små lyserøde plasticgafler og kage serveret i et orgie af pink minder mig mere om den slags teselskaber små piger med holder med deres bamser og dukker end en middag man inviterer en mand til.

Måske er det bare mig, der ikke er i kontakt med min feminine side, men hvis jeg virkelig skulle gøre en mand glad, så tror jeg nok jeg ville starte med et stykke godt kød og så arbejde videre derfra.

Jeg kunne ikke lade være med at trække Ms. Butterfly til side og spørge hende om det egentlig handlede om at fodre mænd med alt det lyserøde eller det måske bare var en eller anden kvindelig fantasileg?

Hun fnisede lidt, slog med det lange blonde hår, der stod så fint til den lyserøde t-shirt.

Og så gjorde jeg faktisk noget lidt tarveligt, åbenbart.

Jeg spurgte hende om hun havde hørt om Erica Jong.

Hun rystede på hovedet. Så jeg forklarede at Erica Jong var en fremtrædende feminist og forfatter, der især var blevet kendt i 1970erne. Så vidt var sommerfuglen med.

Og så forklarede jeg, at jeg havde læst i et interview for nylig, at hun efter alle disse år som kvindeligt forbillede og ikon og med al den erfaring med mænd hun nu havde, var blevet spurgt om hun havde nogen råd til hvad man som kvinde egentlig skal stille op med de mænd?

Hvortil hun svarede, og dermed destillerede al sin kvindelige visdom ned til en sætning:

”Feed them and fuck them”.

Ms. Butterfly grinede lidt nervøst og så sig sådan lidt uroligt omkring, da jeg leverede the punchline. Jeg havde egentlig fortalt det i bedste mening, fordi jeg mener det er da et godt råd at have med sig, hvis man skal slå sig op på at man har tjek på hvordan man fodrer en mand.

Det råd er så godt, at nogen burde tage sig tid til at brodere det på en pude.

Men det var helt tydeligt, at jeg ikke havde talt sommerfuglesprog.

”Gulerodskage?”, spurgte hun til sidst og rakte en blomstret papirtallerken over til mig.

Mere var der vel heller ikke at sige om den sag mellem os.

Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere lidt på hvordan forbindelsen mellem mad og kærlighed, der jo egentlig ikke er en hemmelighed, på en eller anden måde var meget stillet meget tydeligt til skue på messen.

Bryllupschutney. Brudekage-pork pies og gudhjælpemig om der ikke var flydende chokolade, der var pakket ind i særlige ”Love Packages” (held og lykke med at vaske lagnerne bagefter, siger jeg bare).

Er forbindelsen mellem mad og kærlighed bare så simpel? Er det derfor det kan være trist at spise alene? Og hvis man spiser dårlig mad, elsker man så ikke sig selv?

Eller er det mere sofistikeret end som sådan?

Det kan man jo filosofere over mens man indtager sit næste måltid. Med eller uden chutney.

Når jeg tænker på det, så kan jeg ikke lade være med at huske dengang jeg for første gang i mit liv smagte syltede valnødder med vanilje og appelsin og udbrød, at hvis jeg nogen sinde mødte en mand, der kunne sylte valnødder på den måde, så ville jeg gifte mig med ham på stedet.

Det var nærmest kun halvt for sjov.