Det kan vel næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Noma igen i år vandt den prestigefyldte førsteplads på San Pelligrinos liste over de 50 bedste restauranter i verden. Foran de to spanske resturanter El Celler de Can Roca og Mugaritz og stakkels Heston Blumental, der med sin Fat Duck i Bray var sendt ned på en femteplads.
Jeg sad selvfølgelig på plads i Londons Guildhall som jeg lykkeligt har gjort i de sidste fire år for at følge den nervepirrende nedtælling, mens jeg kneb mig i armen over at jeg faktisk får penge for at gøre lige præcis det.
Det er fedt at være til stede ved sådanne lejligheder.
At stå ude i gården og forsøge at fange René Redzepi, der altid meget sødt og føjeligt stiller op til interview og siger fine ting.
Det sjovt at fange de indflydelsesrige og nogen gange selvhøjtidelige madanmeldere, som eksempelvis The Evening Standards Charles Campion, der et år betroede mig, at han faktisk ikke brød sig om Nomas mad eller The Observers Jay Rayner, der sagde, at René havde nosser når han serverede tatar, der skulle spises med fingrene i en tostjernet Michelin-restaurant og at det var for dårligt, at El Bulli var taget af listen, bare fordi den storslåede spanske restaurant lukker senere i år.
At overhøre en af mine yndlingskogebogsforfattere og tidligere Masterchef-vinder Tomasina Meyers give interviews og lytte til hvad hun mener om at moderne mexicansk gastronomi er kommet på listen.
Det er i sandhed som at være til Oscar-uddeling for en, der interesserer sig så meget for mad som denne skribent.
Det er stort at sidde i det højloftede lokale og spotte de store kokke, der er fløjet ind fra alle verdenshjørnet og få ny inspiration til hvor man skal spise i det kommende år med det ene billede efter det andet af alskens lækre anretninger. Der var legender som Pierre Gagnaire og Momofukus David Chiang, der havde fløjet ind fra New York og selv de to excentriske herrer Trevor Gulliver og Fergus Henderson, der ejer og driver den ærkebritiske restaurant St. Johns var mødt op iført sygekassebriller og store smil.
Sidste år, da Noma vandt for første gang var det selvfølgelig ekstra spektakulært.
Ikke mindst fordi festen bagefter bød på champagne i store mængder, de bedste kanapeer jeg har smagt i mit liv og specialfremstillede grænseafprøvende cocktails fra bl.a. Noma (med fyrrenålesmag så vidt jeg husker) og The Fat Duck.
Ak, det lyder misundelsesværdigt. Men der er også en anden sandhed om disse arrangementer.
Og det er at man jo skal levere nogen linjer. At man er nødt til at droppe åbningsreceptionen og kanapeerne og sidde med computeren balancerende på skødet inde i den store hal, mens man ihærdigt forsøger at ignorere at en eller anden tekniker tester lydanlægget til dets yderste formåen, mens man leverer til både nettet og den trykte avis, der har tidlig deadline.
Og hvordan man styrter op på scenen når kåringen er overstået for at få en ny frisk kommentar og får den ringet ind til nettet og får serviceret radioavisen.
Der er faktisk ikke plads til virkelig at læne sig tilbage og nyde aftenen.
Men når det hele er overstået, så er der ikke noget man hellere vil end have en drink og lidt at spise. Og det man skal have at spise skal ligesom ikke være en rugbrød med leverpostej.
Det ville være som at have været ude og finde trøfler hele dagen og så gå hjem og æde en markchampignon. Det er bare ikke hvad man har brug for.
Heldigvis var Veuve Clicquot en af aftenens hovedsponsorer, så det var ikke gode drikkevarer, der var mangel på.
Men efterhånden var klokken altså blevet noget med 22 og ikke så meget som en krumme aftensmad havde jeg fået, fordi jeg havde siddet der og skrevet.
Og her var det så, at det i al sin gru gik op for mine to kolleger og jeg, at det eneste der var at proppe i munden efter vi havde siddet og set på hvad man vel nærmest kan betegne som regulær madporno, var Serrano Skinke.
Indrømmet, det var formentlig verdens bedste serrano-skinke som annonceret lavet på de fineste spanske griselår og lagret i fem år. Det smagte godt. Men det gør alt jo når man halvsvimmel af sult står og klynger sig til et champagneglas.
Min kollega handlede resolut og førte os ud i London-natten til en taxi, der kørte os hen til St. Johns Bread & Wine, der er en udløber af den højt berømmede St. Johns (der i øvrigt ligger nummer 41 på listen).
Her måtte vi kunne få stillet sulten og få noget mad, der var aftenen værdig.
Men ak. Sådan kom det ikke til at gå. Vi vidste godt, at vi havde kørt den meget, meget tæt til deadline ved at dukke op sådan cirka klokken 22.50 for en restaurant, der egentlig lukker klokken 22 på hverdage.
De var ved at skure køkkenet ned og der var ikke noget at gøre.
Vi kunne få præcis hvad de lovede i navnet: Brød og vin. Og så med en ostetallerken eller to oven i købet, mens vi kunne sidde og se misundelige til de dampende tallerkener, der ankom til folk, der faktisk havde bestilt deres mad mens kokken stadig var på arbejde.
Det smagte oven på Nomas internationale sejr for anden gang i træk en lille smule af antiklimaks.
Men det var faktisk okay. Selskabet var upåklageligt. Osten var fin. Vinen helt perfekt til aftenen og bortset fra den måske lidt for høje regning, så var det ikke en dårlig måde at falde ned oven på en bevæget aften.
Desværre bliver jeg nok nødt til snart vende tilbage til St. Johns overfor Spitalfields Market. Det menukort så fantastisk ud. Men på den anden side, det gør alt jo når man er så lækkersulten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar