Det er ikke fordi vi ikke elsker hinanden, mit køkken og jeg.
Men det føles som om vi har været så længe væk fra hinanden, at der nærmest har været tale om en tvangsfjernelse.
Det er selvfølgelig aldrig med vilje, den slags, men der har været rejser, festivitas, sene aftener med take-away, andre sene aftener med restauranter og mere fest.
I weekenden var jeg med en ven på besøg på den legendariske River Cottage, kendt fra tv og drevet af den formidable kok, entertainer og korsfarer for anstændig mad Hugh Fernley-Whittingstall.
Han begyndte sin kulinariske karriere hos en af Londons bedste italienske restauranter The River Cafe, men var efter eget udsagn for rodet og for udisciplineret til det store køkken.
Efter nogle år flyttede han til Devon og besluttede sig for at leve af bæredygtige og helst hjemmedyrket mad på sit eget lille landsted ved en lille flod: River Cottage. Det er der kommet en række tv-programmer ud af og River Cottage er i dag en millionforretning, der har masser af ansatte og middagservering, der er helt sat i system.
Der er to måder at spise River Cottage-mad på. Man kan dukke op i The River Cottage Canteen i Axminister, Devon, hvor der er frokost og middagsservering i et lyst, højloftet lokale med rå vægge og menuen skrevet ned på en stor tavle.
Foran i butikken er der deli, hvor man kan købe chutney (ja, der røg et enkelt glas ned i tasken, indrømmet), lækkert brød, lokale oste, skinke, pies, salater, kager, vin og så selvfølgelig alle de kogebøger og dvder, der hører til River Cottage-konceptet.
Den første dag ankom vi i kantinen til frokost og fik serveret en ganske fin, om end lidt tør bruschetta med bredbønner og en mild smuldret gedeost og en burger, der bestod af River Cottage-kød og blev reddet fra at være helt fantasiløs af en glimrende sommercoleslaw med Nigella-frø og hvidløgsmayonnaise.
Til dessert delte vi en Raspberry Fumble, der vist var en variation over Raspberry Fool-konceptet. Mild cremet yoghurt rørt op med pisket fløde med friske saftige hindbær og et drys af hasselnøddekiksekrummer.
Aftenen efter var det den store begivenhed. Selve besøget på River Cottage-farmen.
Man ankommer til en parkeringsplads og bliver så hentet på en ladvogn af en traktor og kørt ned af bakken til den lille hvide farm med den fine køkkenhave.
Det meste af maden var hele turen til Dorset værd.
Måltidet gik i gang med en krabbebisque, der var rig, men ikke for fed fordi smagen blev afbalanceret af tomat og anis fra den fennikel, der var tilsat under tilberedningen. Den orange suppe var drysset generøst med hvidt krabbekød i flager og blev serveret med godt hjemmelavet surbrød.
Hovedretten var højdepunktet. Oksekød stegt så mørt, at det faldt fra hinanden og samlet igen i en ballotine, vendt med estragon og serveret med jus, ovnstegte rødbeder, kapers og en våd polenta er ret tæt på at være min ide om en perfekt hovedret.
Desserten var en sommervariation over den trifli briterne elsker så højt. Denne her indeholdt stikkelsbær, hyldeblomst, flødeskum og en gul vaniljecreme lagt i lag med hasselnøddekrummer.
Bagefter var der oste. En hjemmelavet ricotta var særlig interessant, men ellers var der en blød Dorset brie og en blåskimmel, der passede perfekt til de syltede valnødder, der blev sat på bordet sammen med chutney.
På alle måder en kulinarisk triumf. Men alligevel ikke en hel perfekt aften.
Vi sad i et telt og trækken gjorde det virkelig koldt og servicen var til tider mere end uopmærksom. Brødet til ostene på vores langbord måtte vi gå ind og spørge efter og der var flere gange, hvor ting blev glemt eller kom for sent.
Hovedretten kom eksempelvis først da vi havde siddet ved bordet i næsten halvanden time. Hvilket betød, at vi måtte skynde os op til vores taxi ved 23-tiden og ikke nåede kaffe og petit fours.
Og der var heller ikke meget rundvisning på selve farmen og tale om hvordan det hele fungerer, selv om man selvfølgelig var velkommen til at vandre op og kigge lidt på grisene med sit glas med velomsthyldeblomstechampagne i hånden. Hvilket vi gjorde.
Nu er jeg glad tilbage i mit eget køkken og hvor har jeg savnet det.
Jeg har rejst så meget at jeg har to kufferter kørende i soveværelset. Nogen gange flytter jeg så lidt tøj fra den ene til vasketøjskurven og pakker den anden. Som jeg skal i morgen igen.
Men for en enkelt aften er jeg guest star i mit eget køkken.
Jeg har smidt et fire kyllingeunderlår i ovnen og drysset dem gavmildt med den særlige version af sommertimian, der har større blade med en helt særlig sødlig parfumeret og alligevel spids duft. Bagefter har jeg klemt en halv citron ud over dem, dryppet med olivenolie og krydret med groft salt. For at presse citronen til det sidste rev jeg skallen ud over kyllingerne.
Ved siden af dem har jeg lagt et bundt nye friske gulerødder, der også har fået timian over sig sammen med olivenolie og en ganske lille smule honning.
Jeg serverer det med sprød grøn salat, der lige har fået et lys af en vinagrette.
Til forret er der bruschetta på skiver af mørkt brød hjembragt fra River Cottage og dekoreret med de grønne bredbønner, der var i grøntsagskassen. Jeg har taget dem ud af deres lidt hårde omsvøb og blandet dem op med feta, finthakkede forårsløg, en anelse finthakket mynte, kværnet peber og olivenolie med citron og nu mangler jeg bare at min middagsgæst banker på lige om lidt.
Jeg elsker at tusse rundt. I morgen er det slut igen, når jeg igen er på farten og må rejse til den landsdel, der har mindst grøntsager af alle steder jeg nogen sinde har besøgt.
Skotland er et sted, hvor man godt kan få skørbug, tror jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar