Man skal selvfølgelig altid passe på med at selvdiagnosticere, men jeg tror vist ikke der er nogen tvivl om, at jeg lider af en sygdom, man vel kan kalde Wagamama-autisme, fordi den har det med at manifestere sig på den japanske restaurant-kæde, der er fordelt rundt omkring på utallige steder i London.
Det fungerer på den måde, at jeg kommer så tit, at jeg kender menuen ud og ind og at jeg altid bestiller det samme. Ellers bliver jeg utryg ved situationen på den der Dustin Hofman-måde fra Rainman, hvor jeg er lige ved at stave til V-E-R-N og lave en scene, hvis der er nogen der laver noget om.
En sjælden gang har jeg forsøgt at eksperimentere med deres specialtilbud, men det ender altid ulykkeligt med at jeg alligevel sidder og ønsker at jeg havde holdt mig til programmet og bestilt den sædvanlige nummer 100 (Chicken Gyoza) og en nummer 44 (Ginger Chicken Noodles) og en stor æblejuice med lime. Det virker for mig og min medautist, der er kommet der så tit sammen med mig, at vi kan bestille for hinanden i søvne. (en nummer 100, en 66 og danskvand uden is, men med skruelåget på).
Jeg kan ikke lade være med at tænke på science-fiction-forfatter Douglas Adams, der fortalte om hvordan menneskeheden havde bygget den mest komplicerede computer, der nogen sinde var set i universet og da den endelig stod færdig spurgte de den om én eneste ting: Hvad er meningen med livet?
Computeren regnede og regnede og regnede på det i så mange generationer, at man nærmest havde glemt hvad man havde spurgt om, da svaret endelig kom.
Det var 42.
På en måde er det underligt med dette anstrøg af autisme, for jeg er normalt en eksperimenterende, grænsesøgende, videbegærlig spiser af alle mulige ting. Jeg er den, der i det mindste forsøger at smage på noget nyt som f.eks. lakrids med habanerochilier som jeg købte af ren og skær nysgerrighed her i weekenden.
Men når det bliver fredag aften og jeg har kværnet den rituelle halvanden eller to kilometer i poolen, så vil jeg bare have dampbad, tryghed, nudler og biograffilm når jeg står op af vandet. Og det får jeg så som en regel. I nævnte rækkefølge.
Man kan gå på restaurant på rigtig mange måder. Det kan være en højtidelig affære som det eksempel altid har været og er, hvis jeg er i selskab med mine forældre.
Det kan være uformelt sammen med venner, funktionelt på forretningsrejser, når man sidder alene med en bog som et værn mellem en selv og omverdenen. Det kan være nydende og sensuelt sammen med det rigtige selskab.
Det kan være professionelt. Og det kan tilfredsstille forskellige behov.
Der er tusindvis af steder, hvor man kan få stillet sin sult i London. Steder, hvor man kan blive overrasket, begejstret, skuffet alt efter humør og kokkens formåen.
Somme tider finder man nye steder. Andre gange har man bare brug for at finde tilbage til steder, der har gjort en glad, opfyldt et bestemt behov på et bestemt tidspunkt. Og så er det bare med at finde listen frem over steder, der virker.
For mig er der etablissementer jeg bliver ved med at vende tilbage til igen og igen, fordi de gør et eller andet for mig. Listen er personlig og reflekterer ikke nødvendigvis det ypperste en af verdens gastronomiske hovedstæder kan opbyde inden for kulinarisk kunst. Og det smukke ved den er, at den ikke er fuldendt. Jeg bliver ved med at opdage nye steder og er så heldig at folk ved, at jeg interesserer mig så meget for mad, at det stort set altid er umagen værd at foreslå et nyt spisested til mig.
Den bedste restaurant i hele verden er for mig Petersham Nurseries, der har den australske Skye Glyngell som kok. Jeg har tidligere omtalt stedet her på bloggen (se det værste og det bedste) og vil egentlig bare tilføje, at hvis en restaurant nogensinde skulle reflektere det perfekte kærlighedsforhold, så ville det være Petersham.
Man nærmer sig andægtigt. Det er smukt, poetisk, jordbundet, eksotisk, overraskende, generøst, quirky, intelligent, afslappet og passioneret på samme tid. Jeg er aldrig ankommet uden forventningens store glæde og har aldrig nogen sinde forladt stedet uden at være tilfredsstillet i sjæl og krop, let om hjertet og i en tilstand af at have lagt alle forbehold til side og hengivet mig til nydelsen.
Sidst jeg var på besøg der fik jeg grillede peberfrugter til forret, havtaske med hjertemuslinger i tomatsauce med aioli, der havde det ekstra twist, at der var hakkede ristede mandler i til at give det struktur. Det var himmelsk.
Til dessert var der en fuldfed, cremet og blød italiensk skimmelost med rødvinskogte figener. Det var en fest, der kun fortsatte på spadsereturen langs floden derfra, hvor man kunne dufte de første hyldeblomster.
Jeg elsker mexicansk mad, men foretrækker at gå langt uden om den sædvanligvis tunge britiske texmex-fortolkning der har for vane at indhylle tortillas i tæppe af smeltet cheddarost af en konsistens man formentlig ville kunne indkapsle atomreaktorer i. I stedet smutter jeg gerne ned i kælderen til den britiske Masterchef-vinder Thomasina Meiers Wahacha, hvor man kan købe mexikansk streetfood til rimelige priser. Til frokost kan man købe en blød hvid bolle med trevlet, krydret svinekøb, løg i lage og den bedste frisklavede guacamole jeg har smagt uden for Mexicos grænser. Hvis jeg er der om aftenen, ryger der næsten altid en tamarind-Margarita ned fordi jeg elsker den sur-søde smag.
Til mere dagligdags mexicansk brug kan jeg finde på at smutte ind forbi fastfood-kæden Chilango og købe mig en burrito med steak eller trevlet svinekød. Den bliver serveret som en fed rulle i stanniol og det er en kunst at spise den med dens fyld af kød, korianderris, bønner, salsa, creme fraiche, revet ost og guacamole uden at spilde en dråbe ned af sig.
Når det gælder thaimad er Eatthai Busaba i Soho det eneste sted for mig. Man kan aldrig bestille bord der, og der er altid kø ud på gaden for at få pladser ved de store fælles borde. Men maden er himmelsk og altid ventetiden værd. Jeg elsker at spise deres stegte tigerrejer til forret, nudler med kinesisk broccoli og røget kylling til hovedret og skylle efter med en Guava Collins.
Hvis jeg virkelig trænger til noget hurtigt og let hjemme i Golders Green, er det næsten altid Dizengoff, den jødiske swarma-bar/restaurant, der må holde for. Jeg kommer der så tit, at jeg nærmest rutinemæssigt diskuterer metafysiske spørgsmål med personalet og kokken bare spørger om jeg skal have det sædvanlige inden han smider kyllingefilet Dizengoff (opkaldt efter et kvarter i Tel Aviv, der igen er opkaldt efter en tidligere borgmester i samme by) på grillen, efterfulgte af et laffa (fladbrød) og øser auberginesalat op i en lille beholder for sig.
Skal det være lidt sundere elsker jeg at spise hos Ottolenghi, der blandt andet bor i Islington og serverer små lækre tallerkener med mad, der er sat sammen i smagskombinationer man aldrig ville have forestillet sig skønheden af.
Sidst jeg var forbi, fik jeg havaborre med hyldeblomstevinagrette og kartoffelgalette, auberginesalat med ristede hasselnødder, yoghurt, mynte og granatæblekerner og endelig friske asparges med andeæg og mayonnaise lavet på verjus. Sommetider er det bare nok at smutte forbi og hente en stor salatboks, tage den med hjem og fortære den i nydelse.
Den virkelige fare ved Ottolenghi er hans vanvittigt gode kager. Det er en kamp at undgå den legendariske chokoladekage med Baileycreme eller hans uovertrufne passionsfrugtmarengspie.
I Charlotte Street ligger den italienske El Pescatore, der er kendt for sin spaghetti med hummerkød og friske cherrytomater. Længere nede af samme gade ligger den japanske Roka, der har lagt tallerken til en intet mindre end genial tuntartar og i kælderen serverer den bedste Mojito jeg nogen sinde har fået. Og jeg har endda været i Cuba flere gange.
For indisk mad er der The Bombay Bicycle Club, der er venlig nok til at udbringe hvor jeg bor og så har jeg for nylig, takket været en god ven, været på den Michelin-stjernede Tamarind, der serverer en mango-lassi, der er så god, at man nærmest er nødt til at blive ved med at smage på den hele tiden, fordi man ganske enkelt ikke kan fatte, at den virkelig er så god.
Det er ikke længe siden en god kollega introducerede mig for det kinesisk mirakel, der er Yautcha i Soho. Aldrig har jeg fået så interessant kina-mad med så meget smag, finesse og udsøgt betjening. Baozi-boller med vildt var et højdepunkt, der allerede har fået mig til at drømme om hvornår jeg kan komme tilbage igen.
Men dette er i virkeligheden bare et lille udpluk af mine såkaldte fall-back places. De steder, hvor jeg ved jeg kan få en fremragende oplevelse og den mad på bordet jeg lige er i humør til.
Der er mange flere på listen, i og uden for London. Steder, der kun venter på at blive opdaget og blive føjet til de faste favoritter.
Jeg bliver ved med at være en slags underlig blanding af opdagelsesrejsende og autist. Måske er det bare sådan det må være, når man er trygheds- og oplevelsesnarkoman på samme tid.
Jeg er bare sådan en, der bestiller en nummer 44 og har chililakrids i tasken, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af hvordan det lige smager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar