Something fishy

Grøntsagskassen ankom med et bundt intet mindre end intenst sortlilla bønner. De lå der og lignede næsten små stave af lakrids på den allersmukkeste måde og jeg var ganske enkelt nødt til at gøre noget ekstraordinært med dem.

Der var ikke andet for end at lave en slags Salade Nicoise. Eller måske skulle man for eksempel kalde det en Salade Cagnes sur Mer (det er en forstad til Nice jeg lige fandt på google) for jeg kunne ikke nære mig for lige at tilføje og lægge til som det nu passer mig. Så strengt taget var det ikke en salat fra Nice. Men det var tæt på.

Jeg lagde en bund af blandede salatblade og dekorerede med sorte skinnende oliven, små vagtelæg skåret i halve. Det er en bitch at pille dem, men de er så smukke, at man næsten glemmer det i samme sekund de ligger der og gør sig til på tallerkenen. Et par smagfulde tomater fra stilken, store kapersbær, strimler af ovnristet og håndflået rød peber (jeg foretrækker ramiro, men det er jeg ikke religiøs med).

Og så var der bønnerne. Jeg smed dem i kogende vand med lidt salt og gav dem lige præcis sådan at de var sprøde, men ikke knirkende. Men ak, da jeg hev dem op af vandet var de funky franske bønner forvandlet til helt almindeligt mørkegrønne grøntsager . Men de smagte nu ret fabelagtigt alligevel.

Så lavede jeg mig en vinaigrette, der blev en slags europæisk bastard med italiensk olivenolie, italiensk æblebalsamico og Colman´s mustard, der efter min mening slår alle andre sennepsmærker inklusiv de franske jeg kender, af banen.

Til sidst dekorerede jeg med store faste stykker af god tun.

Her er jeg til gengæld ret fanatisk. Tun i vand er, efter min mening det rene tidsspilde. Det er mangel på smag, mangel på umage. Man kan lige så godt lade være, hvis man ikke gider investere i god tun i olie. Mine foretrukne mærker er Ortiz eller Charles Basset, der begge bruger olivenolie og virkelig god og fast tunfisk, men jeg har ikke noget principielt imod solsikkeolie eksempelvis.

Det smukke ved en Nicoise er, at den forener to af mine yndlingsting: Tun og kapers.

Jeg elsker kapers. Det er bær, der vokser på en busk, især på Sicilien, men allerede antikkens grækere kendte til dem og brugte dem som et middel mod luft i maven.

Man kan enten få dem i eddike på glas som de fleste kender dem, eller saltede som det er traditionelt på Sicilien. Nogen opskrifter anbefaler, at man lige lægger sin kapers i blød i mælk for at tage toppen af enten den sure eddikesmag eller saltet, men jeg holder af kapers lige som de er.

Faktisk er det den ene ting, der ganske enkelt altid er i mit køleskab. Det sker, at jeg har glemt at købe mælk, at der ikke er mere smør og sommetider er bestanden af Hellmans mayo endda faretruende lav. Men kapers. Det er ikke noget jeg er løbet tør for på den her side af at jeg opdagede de fandtes.

Jeg kan finde på at gå ind i supermarkeder i fremmede lande, ene og alene for at tjekke om deres kapers ser bedre ud end dem jeg kender,  og om jeg skal have nogen med hjem.

For en ikke kapers-entusiast kan det måske lyde aparte, men jeg kan faktisk finde på at lave mad, hvis eneste formål er at få lov til at anvende en absurd mængde kapers.

Jeg laver gerne en Wiener-schnitzel til mig selv i en håndevending, alene for at få glæden ved at overdænge den med revet peberrod, citron og kapers i skefuldevis.

Af samme grund elsker jeg Pariserbøf. Fint med æggeblomme, løg, peberrod og rødbeder. Put det bare på, men det er kapers, der for mig redder den ret hjem.

Og hvad ville en tartarmad være uden de små grønne knopper? Kedelig og intetsigende. En bøf er kun en bøf, når det kommer til stykket. Men hvis den ikke får modspil, bliver den lige så interessant som en hjernedød udsmider på et provinsdiscotek. Det er kapersbærrene, der giver den raffinement.

Fisk og kapers et naturligvis et oplagt kærestepar. Der er næsten ikke den fisk, der ikke står sig bedre med lidt kapers on the side i en eller anden form. En hvid fast fisk som eksempelvis havaborre, eller seabass som den hedder lidt mere forførende på disse kanter med en kaperssmørsauce og nye kartofler synger til himlen.

Eller man kan kombinere tun og kapers på uendelige måder i tunsalater eller en af mine italienske sommerfavoritter Vitello Tonnato, der på alle måder er en ret, der rammer mit gastronomiske g-punkt.

Koldt kalvekød skåret i supertynde skiver og overhældt med kold tunsauce lavet med hårdkogte æg, bouillion og alskens andre rare ting og dekoreret med kapers.

Der er jo stort set intet man ikke kan elske ved den ret.

Sidst jeg lavede det for middagsgæster serverede jeg det med lidt fennikel braiseret i hvidvin, sprød grøn salat med ovnristede røde peberfrugter og så selvfølgelig kølig hvidvin.

Så er man nærmest i himlen. Hvor der helt, helt sikkert gror kapers.

I scream, you scream, we all scream for icecream

Ja,ja. Undskyldninger kan jeg finde nok frem af. Der har været Murdoch-skandale, en lille bitte smule sommerferie og så optøjer i London og bloggen lider nu af forsømmelsessygdomme i en sådan grad, at der måske er optræk til gastronomisk skørbug.

Den gode nyhed er, at jeg er nu tilbage med fornyet appetit på London og alt det løse.

Det føles allerede som et år siden jeg var på ferie i den lille sorte hytte jeg egentlig tænker på som mit hjem (selv om jeg ikke er der så tit).

Jeg var blandt andet hjemme for at fejre min 40 ½ års fødselsdag med de sødeste mennesker man kan forestille sig. Solen skinnede næsten hver dag og jeg dryssede rundt det meste af ugen og købte ind og lavede mad i god ro og orden til festlighederne.

På en typisk dag stod jeg op, når jeg vågnede med den der totalt veludhvilede fornemmelse i kroppen man får, når man sover for åbent vindue og kan dufte græs, hav og høre de store trækroner vifte i brisen.

Så spadserede jeg de fire minutter ned til stranden og tog en dukkert.

Det er så livgivende, at jeg somme tider spørger mig selv hvorfor det egentlig ikke er, at jeg bor i nærheden af havet.

Efter morgenmaden gik jeg så i gang med et større hobbyprojekt, der har sine rødder i min rigtige fødselsdag. Dengang forærede gode venner mig nemlig en ismaskine og jeg bestemte på stedet at den skulle bruges til at lave dessert til den store fest.

Princippet var, at jeg helst skulle lave noget man ikke kunne købe bedre i butikkerne.

I løbet af ugen nåede jeg derfor at lave:

Jordbæris. Det første og mindst vellykkede projekt. Jeg havde ikke helt styr på hvordan konsistensen skulle være inden den røg i fryseren, men jeg lærte og havde heldigvis en kyndig iskonsulent jeg kunne ringe til i en snæver vending.

Citronsorbet. Det var inspireret af en nylig tur til Amalfikysten, hvor jeg igen forelskede mig i sur-sødlige forfriskende smag.

Jeg brugte i øvrigt sorbeten til en slags velkomstdrink med gin, vaniljelikør og Sprite.

Og så var jeg ved at have tjek på det og fik på tre dage smidt følgende i fryseren: Passionsfrugtis, Vaniljeis med store stykker Rittersport med marzipan, Kaffeis med mørk chokolade og makroner og endelig for en kær ven, der altid er i underskud med netop denne vare: Chokolademynteis, lavet på Rittersport med mynte (den lokale Brugs havde ingen After Eight) og med en smule friskplukket mynte fra forhaven og et par dråber grøn frugtfarve for at give det rigtige autentiske look.

Min egen klare favorit var kaffeisen.

Så var det bare at smide vafler, jordbærsyltetøj og isskeen på bordet og lade folk gøre deres egen ting.

Festen var faktisk et større projekt, hvor folk var inviteret til eftermiddagskaffe, hvor jeg serverede hjemmelavede brownies med valnødder, Pavlovaer (store marengsreder) med flødeskum, hindbær og passionsfrugt, hjemmebagte rosmarinappelsinsmåkager og vandmelon til de sunde.

Så var der havbad til de, der havde lyst. Det er vel nærmest overflødigt at sige, at jeg var imellem dem.

Og bagefter var det så bare lige at servere aftensmaden, der blandt andet bestod af  en slags mutation mellem pulled pork og porchetta som jeg havde fundet i en Nigella-kogebog og modificeret lidt.

Man tager en flæskesteg og ridser skindet i tern og skærer den næsten halvvejs op fra bagsiden midt på. Så lader man kniven skære helt ud til siden, så stegen nærmest får to låger man kan åbne. I åbningen fylder man en blanding af: tørret fennikel, fennikelfrø, løg, nelliker, hvidløg, peber, salt som man lige har ladet få lidt tid på panden. Det, der er til overs gnider man ind i sværen.

Så marinerer man det i mindst 24 timer.

På dagen, hvor det skal spises, giver man det 3-4 timer i ovnen ved ca. 180 grader, og hvis det ser ud til at branke lidt er det fint, hvis det branker for meget, lægger man stanniol over.

Til sidst sætter man grillen til for at gøre sværen sprød.

Så tager man kødet ud af ovnen, hiver sværen af, skærer den i små stykker og putter i en skål for sig. Kødet falder næsten fra hinanden uden hjælp, men hvis det skal gå lidt hurtigt, kan man rive det fra hinanden med en gaffel, lidt på samme måde som en Peking-and.

Jeg serverede dem med gode let varmede chiabatta-boller, karamelliserede løg, sprød hovedsalat, Miracle Whip, sværen on the side og hjemmelavet salsa verde, så folk kunne bygge deres egen sandwich.

I mens stod min bror tappert ved grillen og ekspederede grillpølser og et gigantisk antal kyllingevinger.

På bordet var der også mangosalsa med koriander og chili, kartoffelsalat, bønnesalat med pinjekerner, soltørrede tomater og vinagrette, grøn salat og det løse.

Og så tændte vi bål i haven og jeg vidste egentlig ikke helt hvad der var blevet af aftenen, da klokken pludselig var blevet tre om natten og vi sad med den voksne flaske Bowmore Enigma-whisky og duggen faldt så tungt, at et mindre feststemt menneske formentlig ville have kaldt for decideret regn.

Det er sjovt med den whisky. Det er en Islay og derfor er den meget salt og røget. Første gang jeg smagte den, tænkte jeg at det var som at bide i en våd sweater, der er en hund, der har sovet ovenpå. Men nu elsker jeg den.

Dagen efter var der morgenmad og så mange rester jeg vist kunne have holdt en fest mere uden at nogen skulle gå sultne derfra.

Jeg ved ikke helt om jeg nogen sinde kan lave så meget is igen. Nogen sinde. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan komme i tanker om en bedre måde at tilbringe sin ferie end at drysse rundt i solen og bade og lave mad til dem man holder af.