Det værste og det bedste

Forleden var jeg i Manchester og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at tjekke om den virkelig fandtes endnu. Det gjorde den.

Midt i finanskrisen, hvor bedre etablissementer bukker under for mangel på kunder, så eksisterer verdens værste restaurant endnu, og der er ingen logisk forklaring på at lige præcis denne skamplet på branchen stadig kan holde sig i live.

Jeg fandt den ved et tilfælde under en Labour-konference i byen. Ved den slags lejligheder arbejder man fra tidlig morgen til sen aften enten med at rapporter eller gå til politiske møder for at samle historier eller finde kilder.

Der er måske 3.000 delegerede og journalister i byen, så de bedste restauranter er booket for længst af de, der har sekretærer til den slags. Almindelige mennesker må efter deadline lede hvileløst rundt i gaderne efter det ypperste det engelske provinskøkken kan opbyde.

Restauranten her, som jeg frekventerede sammen med en kollega lå i en kælder og havde et menukort på størrelse med en dårlig lægeroman. Angiveligt var den italiensk.

Det havde været en lang dag og det eneste jeg egentlig havde lyst til var en helt simpel pizza måske med ost, parmaskinke og lidt frisk basilikum.

Men lige den kombination var ingen steder at se på det plasticbeklædte spisekort, der virkede endeløst og uinspirerende som et fotoalbum fyldt med mennesker som man ikke kender til fester man aldrig har været til.

Frisk basilikum? Tjeneren rystede på hovedet over den slags eksotiske forespørgsler og så i en italiensk restaurant. Han luntede opgivende ud i det halvåbne køkken og kom resigneret tilbage med det ventede svar.

Ingen basilikum at få.

Ikke noget godt tegn i et italiensk køkken overhovedet, men vi var for trætte til at røre os ud af flækken.

Inden forretterne blev serveret, ankom en slags fladt hvidt brød med en klat af ubestemmelig herkomst til bordet. Af alle køkkener vil jeg sige, at jeg kender det italienske bedre end de fleste, men her kom jeg til kort.

Jeg prikkede i det. Var det en slags lokal ost jeg ikke havde haft lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med? Jeg smagte forsigtigt på det. Det smagte som plantemargarine med hvidløgspulver i, hvilket ikke harmonerer med noget jeg umiddelbart kunne bestemme til nogen italiensk region. Da jeg på den anden side heller ikke kunne bringe mig selv til at tage mere i munden, måtte jeg overgive mig og spørge tjeneren.

”Hvidløgsdressing”, sagde han og så på mig som om jeg var debil.

Derfra gik det ned af bakke.

I mellemtiden var det blevet tid til forretterne. Jeg havde bestilt bruschetta ud fra en naiv overbevisning om, at det er en ret som det er ualmindeligt svært at fucke up. Det er basalt set ristet (godt) italiensk brød med en slags fyld, der oftest består af tomater, olivenolie og måske friske krydderurter. Hvad kan gå galt?

Meget kan gå galt, når man befinder sig i en påstået italiensk kælderrestaurant i Manchester. Brødet var brændt sort og fyldet havde stået flere dage i køleskabet, så det ikke alene var hvinende koldt, men også så bittert, at det var uspiseligt.

Det er børnelærdom for rigtige italienere, at den sikreste vej til at berøve en tomat for en hvilken som helst smag den var begavet med fra naturens hånd er at proppe den i køleskabet.

Alligevel var jeg mere heldig med min forret end min kollega. Hun havde bestilt husets paté, der ankom på en tallerken i en fed skive, der havde en så stærk afsmag af kemisk opvaskevand, at jeg decideret fik brækfornemmelser ved at smage en lille firkant.

Af alle de dårlige steder jeg har spist, og jeg har trods alt rejst en del i både den engelske og skotske provins, så har jeg aldrig før nogen sinde siddet ved et bord og mærket brækrefleksen i halsen. Men det gjorde jeg her.

Tjeneren fjernede vores næsten fyldte tallerkener uden at fortrække en mine eller stille et spørgsmål om hvorvidt maden havde smagt og vi blev enige om at den slags ting skete nok hele tiden siden han ikke studsede over det.

Hovedretten kunne næsten kun blive bedre. Skulle man tro.

Jeg havde bestilt en pizza med skinke og min kollega havde bestilt ”kokkens fantasi” pasta. For kokkens fantasi læs: den spisende kundes mareridt.

Hendes sauce havde en konsistens som tapetklister, der kun i sin uappetitlighed blev overgået af dens farve, der mindede lidt om de meget orange Fantaer man fik i rillede flasker da jeg var barn i 1970erne og ingen mente, at man tog skade af lidt e-numre.

Jeg smagte af ren og skær nysgerrighed og sympati og kunne blandt andet identificere brændte løg, tomatpuré og en absurd mængde salt og fløde. Ravioliernes indhold var gråligt og de lignede noget, der var hældt direkte ud af dåsen.

Min skinkepizza fortalte alt om restaurantens holdning til råvarer. ”Skinken” bestod af fedtede klumper af spam direkte fra dåsen. De klumper på størrelse med Yatzy-terninger som kokken ikke havde strøet over min pizza med rund hånd havde han, for en god ordens skyld hældt i min kollegas sauce.

Det måltid stod ikke til at redde. Da tjeneren kom og hentede de endnu fyldte tallerkener udviste han gennemført mangel på situationsfornemmelse ved at vove at spørge om vi havde lyst til dessert. Nej, det havde vi ikke.

Tværtimod havde jeg stor lyst til at gå ud i køkkenet, tage kokken i kraven og spørge om han virkelig var italiener. Og hvis han var, om hans mor ikke ville dø af skam over det han vovede at ikke bare kalde mad, men også tage gode penge for.

Det var så gennemført i sin rædselsfuldhed, i sin totale misforståelse af hvad det italienske køkken står for, så gennemsyret af mangel på respekt for råvarer og foragt for sine kunder, at jeg kun kan udråbe det til den værste restaurant jeg i mit liv har besøgt.

Jeg ved virkelig ikke hvordan den har overlevet og jeg ved slet ikke hvordan den kan findes i det samme univers som min yndlingsrestaurant i hele verden, Petersham Nurseries.

Ned af en lille jordsti, tæt ved floden og inde i et drivhus, findes der er forunderligt land med blomster og borde, hvor Skye Glyngell regerer.

Det er Petersham Nurseries. Stedet, hvor man spiser i et stort gammelt drivhus med jordgulv. Hvor tjenerne har gummistøvler på, hvor bord, stole og glas er charmerende umage og hvor der altid er smukke blomster på bordene.

Det sted bør fredes af Unesco på stedet.

Det var en af den slags opgaver, hvor man har lyst til at med jævne mellemrum gå ud på toilettet og se sig selv alvorligt i spejlet og sige: "Og jeg får faktisk penge for det her" i et mislykket forsøg på at tørre det store smil af.

Kogebogen Et år i mit køkken udkom i Danmark og jeg var sendt af sted for at interviewe Skye, der efter blandt andet at have fungeret som privat kok for personligheder som Madonna og Sting nu havde slået sig ned som køkkenchef for restauranten i Petersham, der kun serverer til frokost.

Her går hun rundt i køkkenhaven og samler helt friske grøntsager, friske æg fra hønsegården og tryller rundt. Efter interviewet inviterede hun på frokost , og for mig var det en åbenbaring.

Igennem de tre retter lignede jeg Meg Ryan i den berømte scene i Katz Deli fra When Harry Met Sally. Og det var ikke fordi jeg fakede orgasme. Det var bare fordi maden var så fuldstændig blændende fantastisk.

Den gjorde ting inden i munden som  jeg knapt havde et sprog for. Jeg sad bare sådan og brummede og sagde mmmmmmmmmmm og nogen gange Oh My God og tænkte allerede på hvornår jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg kan godt skrive om maden, om stedet. Men der er ikke opfundet adjektiver, der er retfærdige overfor denne kvindes køkken.

Der er smagssammensætninger, farver og små eksploderende overraskelser, der ikke gør sig til. De er bare hvad de er.

Jeg kan skrive, at jeg fik en sprød krokette med saltet torsk og en smørgul hjemmerørt hvidløgsmayonnaise, der fik mig til at overveje at emigrere til en spansk fiskerlandsby på stedet.

Jeg kan skrive, at jeg fik vagtel med perlebyg og måtte lægge bånd på mig selv for ikke tage tallerkenen op til ansigtet og slikke hver eneste lille bid af med tungen. Det forekom mig for dyrebart bare at tage tilbage til køkkenet.

Jeg kan skrive, at jeg spiste mandarinsorbet, men hvordan skal jeg kunne fange fornemmelsen af en orange sky, der puffer inde i munden i saft og får en til at føle en vemodig længsel og en slags melankolsk lykke, der minder om forelskelse.

Men det er bare ord.

Og man må undre sig over, at det, der findes i Manchester og Petersham begge går under betegnelsen restaurant.

I sidste uge skete der det både fantastiske og sørgelige, at Skye velfortjent fik en Michelin-stjerne for sin eminente kogekunst.

Fantastisk fordi det er så velfortjent. Sørgeligt, fordi det nu formentlig bliver endnu sværere at få et bord.

Jeg kan kun gratulere mig selv for at jeg lige præcis fik bestilt et frokostbord dagen inden nyheden kom ud.

Jeg glæder mig allerede vanvittigt meget.