Yorkshire Pudding con amore

Ugen begyndte sådan lidt omvendt med Sunday Roast på en mandag.

Jeg var blevet inviteret i byen på Simpsons on the Strand, der er en hæderkronet institution, der ligger lige ved siden af en anden af Londons højt agtede dinosaurer The Savoy.

Simpsons er et af den slags steder, hvor man sidder i båse med mørke træpaneler og gulvtæppet er så mønstret, at det ville kræve retstekniske undersøgelser for at vide om der var blevet spildt på det. Et sted, hvor de stadig har en pianist, der sørger diskret for musik til maden og hvor man sagtens kunne forestille sig Agatha Christie spiste middag med sin mand, når de en sjælden gang besøgte London i pendulfart mellem hans arkæologiske udgravninger i Irak og sommerhuset i Devon.

Okse- og lammestege bliver holdt varme under store sølvkupler indtil tjenerne kommer hen til bordet, skærer dem ud og serverer dem med roast potatoes, savojkål, briternes version af brun sauce, peberrodssauce og så de berømte yorkshire puddings.

Min var gigantisk og lige præcis så luftig og lækker som den skal være.

Yorkshirepudding er lige så vigtig for briternes Sunday Roast som rødkål er det for vores flæskesteg og det er egentlig ikke meget mere end pandekagedej (æg, mælk, mel, smør) der er smidt ned i en bageform med varmt fedt i og sat i ovnen sammen med den svulstige oksesteg. Og vupti står man med en slags luftig vandbakkelse til at spise til maden. En vandbakkelse, der vel at mærke ifølge The Royal Society of Chemistry skal være mindst 4 inches (10,2 centimeter) høj for at kvalificere til at kalde sig Yorkshire Pudding.

Det smager fantastisk.

Man skulle så tro, at det var oplagt at det var en af de ting jeg ville smage sidst på ugen, da jeg, efter en sviptur til Irland, befandt mig i York, byen der gav navn til Yorkshire og formodentlig også den berømte pudding.

Jeg var til en vikingefestival som jeg skal skrive senere om til rejsesektionen på avisen og jeg var meget interesseret i lære lidt om det lokale køkken nu jeg alligevel var på de kanter.

Det var svært, især fordi det var en af den slags meget planlagte ture, hvor hele programmet skrider hvis nogen skal på toilet. Det er der ikke afsat tid til.

Ud over Yorkshire Pudding er Yorkshire egentlig kun kendt for forcerede rabarber, fortalte vores guide os.

Jeg holder ualmindeligt meget af rabarber, men det var alligevel for tidligt på året, og der var ikke så meget som en lille bitte Yorkshire Pudding i sigte.

I stedet var der lagt op typisk britisk provins-cuisine, da vi fik frokost den første dag. Det er der, hvor der ikke er nogen lokale ingredienser i sigte, og hvor det lyder så fint på menukortet, men når maden kommer, bliver man uundgåeligt skuffet.

Lidt på samme måde som hvis man lavede den fedeste biograftrailer med dramatisk musik og ham der amerikaneren med den dybe stemme: They were alone at sea. Human against Nature. This time it is personal.

Og så bagefter viste en OBS-reklame med tips fra Søsportens Sikkerhedsråd.

Jeg havde bestilt en skalotteløgstærte med balsamicoreduktion, gedeost og salat. Der kom et stykke butterdej med seje løg, noget brunt sirup og et stykke friturestegt gedeost på størrelse med en tommelfingernegl oven på. Salaten var lige ud af posen og pladret til med noget olieeddikedims fra en flaske.

Måske havde de glemt opskriften på vinagrette? Jeg bringer den gerne her: Olie, balsamico, lidt god Dijon-sennep og en lille bitte smule varmt vand rystes sammen.

Var det så svært?

Man har bare lyst til at på en eller anden måde græde, for potentialet er der. Det handler bare om, at man gider at gøre sig umage i stedet for bare at køre den på automatpilot. Umage.

Så næste dag var det ikke med stor begejstring, at jeg læste i programmet, at vi var på vej mod en restaurant med speciale i ”middelhavskøkkenet” til en smagsmenu på fire retter.

York does tapas, tænkte jeg bare og græmmede mig en lille smule.

Jeg tog fejl.

Allerede da vi trådte ind i restauranten blev jeg let om hjertet. I stueetagen lå en ostebutik, hvis udvalg ville have været London værdig. Her var fuldfede mozarellaer, Pecorino fra Sardinien og store gyldne hjul af parmesan.

Her var Illy kaffe, italienske vine og Leone-pastiller fra Torino. Chokolade, pasta, olivenolie og hyldemeter med balsamico, tørrede porchini-svampe og saltede kapers fra Sicilien. Come to mama.

Betjeningen var… interessant. For eksempel kunne vi ikke få at vide hvad den fire retters menu helt præcist bestod af før den stod på bordet.

Men det var både ventetiden og mysteriet værd. Først var der et skærebræt med silketynd parmaskinke, vildtsalami og bresaola med hjemmelavet brød.

Så kom en lille tallerken hjemmelavet pasta med en kødsauce lavet på vildt. Den var så reduceret og så mør og blød, at det var som et mandhaftigt kys. Pastaen var så god som sad man på et trattoria uden for Rom. Det havde sin forklaring.

Den italienske kok importerede ikke bare italiensk mel til at lave sin egen pasta på den helt rigtige måde. Nej, italienske æg måtte der til og såmænd også specialimporteret italiensk mineralvand, forklarede tjeneren med et skuldertræk, der på Yorshiresprog sagde alt om at man også kan gå for vidt i sin fanatisme.

Jeg havde personligt lyst til at storme ud i køkkenet og tage den kok i min favn.

Jeg skal ikke kunne sige om jeg virkelig ville have kunnet smage forskel på et æg fra Italien eller Yorkshire, men bare det at han gjorde sig den ulejlighed at tage sin pasta så alvorligt imponerede mig.

Næste ret var kanin. Så mør, at den faldt fra benet i en sauce, der var fuld af smag og saft. Ved siden af kaninen stod et lille koket tårn af kartofler dauphinoise.

Og det var det. Kød, sauce og kartofler. Men lavet con amore.

Der var et problem med betjeningen. Vi var seks ved bordet, men ved en fejl kom der først fire hovedretter og efter en ventetid på et par minutter kom de to sidste kuverter og en undskyldende tjener, som jeg senere fandt ud af var medejer og gift med kokken.

”Beklager. Kokken vil have al maden tilbage og lave den om, fordi den ikke kom samtidig”, annoncerede hun.

Vi forsikrede om, at det gik fint an, vi havde ikke tid i programmet o.s.v. og fik lov til at spise.

Da hun kom tilbage for at hente tallerkenerne bad jeg hende fortælle kokken, at det havde været udsøgt.

”Jeg ville gerne, men det tør jeg ikke. Jeg er bandlyst fra køkkenet lige nu. Persona non grata”, sagde hun med et lille skævt smil.

En kok med temperament er en rigtig kok. En for hvem det man sætter på bordet rent faktisk betyder noget. Noget, der er mere end hvordan man får sin månedsløn hjem. En, der sætter en ære i at levere det bedste, investerer sig selv.

Så var der oste. Jeg faldt pladask for en ny af slagsen. En testun al Barolo, der er en lidt hård ost, der er rullet i skallen fra Barolo-druer.

Og som en undskyldning for ventetiden på kaninen kom der hjemmebagt kirsebærtærte og kaffe på bordet til sidst. En tærte, hvis lige formentlig ikke er set siden Agent Cooper ankom til Twin Peaks.

Det var måske ikke en rigtig Yorkshire Pudding, men det var mere end nok til at få det helt salige smil frem hos mig.