Curry Wurst, bitte

Alle har hemmelige laster og en af mine mere mærkværdige (og nu ikke længere så hemmelige) af slagsen er tysk junkfood af den næstværste skuffe.

Jeg elsker curry wurst.

Det er klart, at udøvelsen af den mørke kunst som indtagelse af curry wurst er, kræver visse ritualer. Det første bud er, at det skal og må finde sted i Tyskland og allerhelst ved et stop langs Autobahnen. Til nød ved en eller anden grænseshop så som Otto Duborg.

Men det er først og fremmest motorvejsnostalgien, der trækker.

Det minder mig om barndommens bilferier, hvor vi styrede direkte mod Jugoslavien i en lille bitte Fiat for at bo i telt i en måned, fordi det var billigere end at bo i Danmark. Minder mig om andre ferier med andre mennesker, hvor man på en eller anden måde altid kører igennem Tyskland og behandler dette interessante land som en slags korridor på vej mod mere eksotiske destinationer som Rom, Paris, Venezia og Grækenland.

Curry wurst er min måde at anerkende Tyskland på og jeg var nærmest lykkelig, da jeg i sidste uge fik mulighed for at tage en lille road trip fra Dover til Calais og hjem til Danmark.

For så ville vi komme igennem Tyskland og jeg kunne få lov til at dyrke min last. Faktisk gjorde jeg curry wurst til en betingelse for min deltagelse overhovedet i rejsen og jeg var så heldig, at bilens ejer er et særdeles venligtsindet menneske, der tager den slags utidige nykker med knusende ro.

Regel nummer to ved indtagelse af curry wurst er, at den selvfølgelig på ingen måde skal have noget, der bare kunne minde om gourmetagtig tilbehør. Det der virkelig gør måltidet komplet for mig er ikke frisklavede pommes frites eller noget som helst andet, er ligner nyligt tilberedte råvarer. Nej, det skal være den hvide, let syrlige kartoffelsalat, hevet direkte op af spanden med et slask og placeret på tallerkenen med nogenlunde samme fingerspidsfornemmelse som en mand med et trykluftsbor går til en brostensbelægning.

Curry Wurst er egentlig en bastard i sig selv. Opfundet af tyske Herta Hauwer i Berlin 1949, der brugte den klassiske tyske svinepølse, skar den i stykker og overhældte den med en blanding af ketchup, Worcester Sauce (angiveligt bragt til Berlin af britiske soldater) og curry-pulver. Det blev en kulinarisk klassiker af dimensioner.

I dag bliver der langet mere end 800 millioner portioner over disken i Tyskland og der er debat om hvor curry wursten har sit åndelige hjem. Er det i Berlin, hvor retten blev opfundet og man nu kan besøge Deutche Curry Wurst Museum? Eller et det i Düsseldorf, hvor Curry Im Hafen hævder at være Tysklands første regulære curry wurst-restaurant?

Vi kom ikke i nærheden af nogen af stederne i bilen. I stedet stoppede vi på et helt regulært sted, der hed et eller andet med hof i slutningen og hvor der var den helt rigtige cafeteriastemning. En lang disk og en mand, der stod parat til at smide et par pølser på panden og pøse dem til med curry sauce inden han stak skeen ned i spanden med kartoffelsalat.

Den tredje regel med curry wurst er, at der skal være en eller anden form for syltet agurk til. Jeg er klar over, at denne regel er kontroversiel, og ikke helt i overensstemmelse med den mere puristiske tilgang til retten.

Men for mig, så skal der lige være lidt grønt sammen med alt det hvide og røde. En lille syrlig påmindelse om, at alt ikke er lutter curry wurst her i livet.

Og her var det så, at denne, i øvrigt særdeles velassorterede, specielle rasteplads i Tyskland faldt en lille smule igennem. De havde både peberspray, store knive og knipler til salg i en montre når man lige kom ind. De havde fem slags halspastiller (tro mig, jeg købte fire af dem), Ken Follett på lydbog og pornoblade.

Men de havde ikke mere agurkesalat. Ikke så meget som en enkelt lille syltet agurk kunne man opdrive til lige at få sin curry wurst til at glide ned.

Og sådan er det jo tit. Intet er helt perfekt, selv ikke en curry wurst.

Men udsigten over motorvejen i mørke og bilerne, der gled forbi gjorde sammen med den træthed man føler i kroppen når man har brugt et tocifret antal timer i en bil, gjorde faktisk deres til at skabe den helt autentiske stemning.

Da jeg bugserede den sidste klat kartoffelsalat op på gaflen, vidste jeg at uanset hvor den road trip endte henne og hvor lang tid det ville tage at komme hjem, så havde rejsen allerede været en succes for mit vedkommende.

Nogen gange handler det ikke om at komme frem, men hvad man får at spise på vejen.

 Og så selvfølgelig at sørge for at give efter for sine hemmelige laster… bare engang i mellem.