Det er, indrømmet, ikke en typisk forårsspise, men jeg havde lige nogen rødbeder i grøntsagskassen, noget oksekød i køleskabet og inden jeg havde fået set mig om var jeg i gang med at lave borscht, russisk rødbedesuppe, der kan staves på lige så mange måder som den kan laves.
Retten stammer oprindeligt fra Ukraine, men den er også en del af det jødiske køkken og har rejst gennem tiden op igennem især Østeuropa.
Hvordan man laver sin borscht er i dag afhængig af personlig smag. I gamle dage handlede det mere eller mindre om at tømme grøntsagskassen og det var da også i den ånd jeg satte suppen over.
Jeg har en meget løs opskrift i min kogenotesbog som jeg kalder Platonisk Rødbedesuppe. Det gør jeg ud fra den græske filosof Platons dogme om begrebsrealisme, i det her tilfælde påstanden om, at selve ideen om f.eks. rødbedesuppe altid vil være mere ideel end den virkelige rødbedesuppe, der lander i gryden og i sidste ende i den dybe tallerkenen.
Den perfekte rødbedesuppe findes altså alligevel kun som en tanke og når man har erkendt det og hele den materielle verdens illusoriske tilsnit helt generelt, så er man ganske fri til at lege som man vil i køkkenet med begrebet borscht. Noget skal man jo have til aftensmad selv om man tænker store tanker.
Opskriften er kommet til verden mere eller mindre som et patchwork-kludetæppe eller en collage, hvor man fouragerer lidt rundt, i det her tilfælde på nettet, læser en hulens masse opskrifter på rødbedesuppe, låner lidt hist, låner lidt her, finder på noget tredje selv og pludselig står man meget noget, der både er nyt, gammelt og personligt på én gang.
Den anden dag kom det til at se sådan her ud:
Jeg ristede først nogle korianderfrø i gryden for at få smagen frem inden jeg gav dem et par stød i morteren. Den citrusagtige smag gør noget godt sammen med rødbeder. Så kom jeg dem tilbage i gryden sammen med noget olie og fyldte efter med et hakket løg, hakket bladselleri, et par finthakkede fed hvidløg og en rød chili uden kerner. Jeg ville faktisk gerne have smidt en chipotle ned, men jeg opdagede til min skræk at jeg er løbet ganske tør for denne fantastiske røgede chili.
Bagefter kom okseklumperne ved og blev forseglet i varmen, så de ikke smed al deres saft og kraft fra sig. Fire rødbeder havde jeg, og de blev alle sammen revet direkte ned i gryden på rivejern og fulgt af en gulerod og en kartoffel i tern til lige at jævne. Oksefond gjorde hele blandingen mere suppeagtig og jeg supplerede med lidt tomatpure, en velvoksen teskefuld røget paprika og et bundt frisk timian som jeg lige bandt en snor om, så jeg kunne fiske den op igen når den havde udtjent sin værnepligt.
Så lod jeg hele herligheden passe sig selv ved svag varme i et par timer. Efter den tid var kødet trevlet og stadig saftigt. Jeg fiskede klumperne op en for en og blendede suppen inden jeg hældte dem tilbage igen.
Så var der serveret af denne rødviolette herlighed, der kun blev smukkere af at blive dekoreret med en ordentlig klat hvid peberrodssauce.
Platon ville garanteret have spist med lige så stor fornøjelse som mig.
Eller Lenin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar