Pigen man kunne drikke

Det kan godt være, at man gik her og troede, at The Girl from Ipanema var en sang. En ganske succesfuld og melodisk afslappende en af slagsen, der vistnok sikrede både komponist Antioni Carlos Jobim og tekstforfatter Vinicius de Morces en sikker indtægt for resten af livet og den 15-årige pige Heloísa, der inspirerede sangen berømmelse, der stadig er gældende i Brasilien selv om sangen blev skrevet i 1962.

Men det er faktisk også en drink.

Det fandt jeg ud af i lørdags, da jeg sad i den ærefrygtindgydende cocktail-bar på The Langham Hotel.

For lige at placere The Langham i verdensbilledet, så har det femstjernede hotel eksisteret siden 1865 og det er blandt andet her den fabelagtige kok Michel Roux Jr. og hans far Albert Roux driver restaurant sammen. The Palm Court, hotellets te-salon kan blære sig med at være stedet, hvor den traditionelle Five o’ Clock Tea blev opfundet for mere end 140 år siden.

Men den her eftermiddag befandt jeg mig ryggesløst i The Artisian, der er en cocktail-bar for viderekomne, sammen med en ven, der havde adskillige ting at fejre.

Der var mange ting at falde på halen over: Lokalet, der var smagfuldt indrettet med et lille nik til kineserier, den særdeles velassorterede bar, der med vægten på rom sørger for virkelig at have varen til et meget kræsent publikum.

Man kan eksempelvis købe sig et shot vodka lavet af vand, der er opsamlet 1000 fod under en uddød vulkan i New Zealand eller sippe lidt af  en Havana Club Maximo Anejo (300£ flasken).

Eller man kunne lade sig imponere over bartendernes –og her bruger jeg betegnelsen løseligt – uniformer, der bestod af skinnende brokadeveste, lyslilla slips og upåklagelige manerer. Der er også en vis stil over et etablissement, der serverer alt på håndbroderede stofservietter med et smukt svunget a i skråskrift.

Alt sammen var meget fint, men der, hvor The Artisan virkelig rykkede, var på menukortet. Da tjeneren kom hen efter fem minutter, var jeg først lige kommet frem til side to, fordi jeg sad og faldt i staver over de poetiske beskrivelser og sjove navne til drinks.

Diamond Swizzle, Silver Needle Swizzle, BBC Cocktail, Tea Punch, Alice in Wonderland (opfundet selvfølgelig for at fejre udgivelsen af bogen i 1865) Best Kept Secret, Diamond Life. Navnene alene kunne få en til at sukke en smule og stirre ud på London gennem vinduet og lade sig transportere til fjerne og eksotiske steder.

Jeg sad og læste den ene poetiske beskrivelse efter den anden og historier om drinks som barkortet forsikrede ikke bare var blandet af bartendere, men faktisk designet af højtærede kunsthåndværker-mixologer.

Til overflod kunne man, hvis man var i vildrede om hvad man skulle vælge, orientere sig på et diagram alt efter om man længes efter noget forfriskende, let, delikat eller mere rigt i smagen og på den måde finde den perfekte drink til hvad humør man end var i.

Til sidst valgte jeg en Girl from Ipanema, fordi jeg altid har haft en hemmelig svaghed for bossanova. Noget skulle det jo være, jeg kunne ikke blive siddende der i en halv time og læse om rom fra Cuba, Den Dominkanske Republik, Barbados og Jamaica i evigheder. Jeg var jo faktisk kommet for at få en drink.

Efter meget gøren og laden og rysten af sølvcocktail-mixere ankom herligheden til bordet. Og den var smuk. Både af udseende og smag. Det var i al sin geniale enkelthed Cachaca Beijo Flor hældt over en kugle citronsorbet og serveret ved bordet med en stor muslingeskal fyldt med pulveriseret pistacienød, som man så kunne dosere efter behov med en lille sølvske.

Konceptet med drinks og sorbetis holder hele vejen hjem efter min mening. Jeg var engang ude og besøge Beefeater Gins destilleri i London og der blev jeg præsenteret for en guddommelighed med Beefeater 24 gin, vaniljelikør og citronsorbet.

Siden da er en ikke ubetragtelig del af min tankevirksomhed gået med at opfinde en lejlighed, hvor jeg kan komme til at servere noget lignende. Det er ligesom alligevel lidt over the the top på en onsdag aften i det nordlige London.

En skønne sommerdag, måske ude i mit sommerhus, mens man sidder og ømmer sig over at have fået alt for meget sol nede ved stranden i løbet af dagen og venter på at grillens gløder får den rigtige orange farve, så man kan smide et par velvoksne bøffer på. Så kunne det måske lige passe.

Cachaca, der vel er den brasilianske nationaldrik, er i øvrigt lidt ligesom rom i den forstand at det også er lavet på sukkerrør, men hvor rom er lavet på raffineret sukker, er cachaca lavet på den rå version. Beijo Flor er ikke, som man måske ved første øjekast kunne tro en blomst. Det er den lille fugl, der spiser dem: Kolibri på portugisisk.

Ja, jeg er en nørd når jeg slår den slags ting op, men jeg har forliget mig med tanken om det.

Jeg har en flaske stående i mit barskab og normalt plejer jeg at lave en ret heldig sommerdrik med cachaca, passionsfrugtsirup, citronssirup, knust is og lidt mynteblade, hvis der virkelig skal være fest. Hvis jeg selv skal sige det, så virker den.

Men okay. Jeg er ikke miksologist og jeg måtte se mig slået i lørdags af pigen fra Ipanema.

Hun smagte vidunderligt, og den eneste ting jeg egentlig havde at udsætte var, at den (hun?) formentlig ville have smagt endnu bedre, hvis jeg rent faktisk havde drukket den på Ipanema Beach mens solen var ved at gå ned og man kunne sætte fødderne i det varme sand og se ud på bølgerne. Og menneskene på stranden.

Men man kan jo ikke få det hele. I hvert tilfælde ikke på én gang.

Til gengæld var det desværre ikke noget problem at få en barregning. Inden jeg havde set mig om var drinken væk og jeg var 15£ fattigere.

Det var alle pengene værd, men det er nok ikke et sted man skal gå hen for at lægge bunden til en glad aften i byen.

Med mindre ens far er oligark og det er min ikke.