Forårsfornemmelser

Jeg er lige begyndt at læse en vanvittig interessant bog, der hedder The Particular Sadness of  Lemon Cake (skrevet af Aimee Binder). Den handler om Rose, der kort før sin 9-års fødselsdag finder ud af, at hendes smagsapparat ikke bare kan smage selve maden, men også hvilken sindsstemning den har frembragt maden var i.

Hun opdager det på den triste måde, fordi hun kan smage i den her fødselsdagscitronkage med chokoladecreme, at hendes mor er ulykkelig.

At kagen smager hult.

Det er både en gave og en forbandelse at kunne smage den slags.

Som sagt er jeg ikke kommet langt i bogen endnu, men jeg er vanvittigt fascineret af ideen,  og kom straks til at tænke på Laura Esquivels sanselige mexicanske bog Hjerter i Chili og den fantastiske scene, hvor hovedpersonen Tita de la Garza må se ulykkeligt til, mens hendes livs kærlighed Pedro gifter sig med hendes storesøster Rosaura fordi pigernes mor har bestemt, at den yngste datter i familien aldrig må blive gift.

Det tilfalder Tita den tunge opgave at lave parrets bryllupskage. Men da hun rører den sammen, falder en tåre ned i dejen og denne ene tåre forgifter hele kagen. Alle, der spiser af den til brylluppet bliver overvældet af ufattelig tristesse, husker pludselig tabt kærlighed og for andre bliver oplevelsen så stærk, at de kaster op.

I resten af bogen erklærer hun sin forbudte kærlighed til Pedro i den mad hun sætter på bordet og han svarer igen ved at fortære den med en vellyst han aldrig udviser sin påtvungne kone, som han jo kun har taget for at være tæt på Tita.

Hvad nu hvis man virkelig kunne smage hvad den der har lavet mad til en spekulerede på mens de gjorde det.

Man kunne måske gå ind på en McDonalds og bestille en McFeastmenu og pludselig høre tankerne hos en desperat 22-årig, der tænker, at om bare sytten skift mere er der nok penge til at tage på roadtrip til USA.

Man kunne komme hjem og spise sin mors grydestegte kylling og pludselig vide, at selv om hun hele tiden hakker, så savner hun faktisk én, når man ikke er der og bekymrer sig.

Eller gå på café i Paris og fatte det fulde omfang af hvor foragtet man er over sin udtale af omelette avec de jambon, s´il vous plait.

Mad er en kunstform, der i den grad kan kommunikere. Forskellen er måske bare, at i modsætning til f.eks. litteratur eller billedkunst så er det noget vi for de flestes vedkommende enten er nødt til at udføre hver eneste dag. Eller i det mindste forholde os til. Vi kan velsagtens overleve et pænt længere stykke tid uden kunst end mad. Trods alt.

Michelinstjernebehængte kokke gør det på et overlegent niveau og akkurat som ved meget stor litteratur, så forudsætter det et kendskab, at man kender det sprog, der bliver kommunikeret med.

Men tænk nu hvis andre også kunne smage en selv i den mad man laver.

Jeg tænker ikke her på den personlige stil. Men hvad nu hvis man kunne smage nervøsiteten i den Lemon Meringue Pie man havde lavet den aften chefen skulle komme til middag. Hvad nu hvis man kunne smage omsorgen i den græskarsuppe man lavede til en ven med ondt i hjertet.

Eller hvad nu hvis man var hemmeligt forelsket i nogen og bagte dem et stykke chokoladekage. Ville de så kunne smage det?

Måske kan man ikke smage de finere finesser, men jeg påstå, at man godt kan smage omsorg og kærlighed i hjemmelavet mad, som nogen har gidet at lave fra bunden.

Så næste gang, kære læser, du sætter dig til bords. Så tag et ekstra øjeblik ud og smag på maden. Smag og brug et lille bitte øjeblik på at mærke kokken. Mangler der salt, mangler der kærlighed, kram eller måske bare et drys parmesan?

Selv fejrede jeg foråret på behørig vis. Der var smukke havaborrer (det lyder meget pænere på engelsk, hvor det hedder seabass) hos fiskehandleren og jeg købte to fileter inden jeg inviterede en ven til forårsfest.

Man behøver ikke pille meget ved foråret, bare at fejre alt det grønne. Så jeg stegte fileterne med salt og peber i lidt olie og smør.

Serverede dem med nye babykartofler jeg lige rullede lidt rundt i lidt olivenolie, citronsaft og nyhakket dild som jeg engang har lært det af en polsk veninde.

En skål med nykogt broccoli fandt også vej til bordet.

Men stjernen i forestillingen var selvfølgelig den übergrønne salsa verde jeg havde ladet stå og trække hele eftermiddagen. Der er utallige opskrifter på salsa verde, men hovedreglen er egentlig bare, som navnet mere end antyder, at der skal ting i som er grønne.

Min version indbefatter: 1 bundt hakket bredbladet persille, 1 bundt hakket basilikum, 1 bundt hakket mynte, en håndfuld hakkede kapers, en håndfuld hakkede cornichoner, 2 finthakkede fed hvidløg (den eneste ikke-grønne ingrediens) og så et ordentlig skud af en lækker fed grønlig olivenolie. Min var den gode fra Firenze.

Det kan laves lige inden man skal spise, men det bliver bedst hvis det får lov til at stå lidt, så alle de grønne ting lige kan nå at hilse på hinanden og udveksle lidt smalltalk.

Og så var der middag. Og hvis min gæst smagte efter hvordan kokken havde det, så var det nok noget med at jeg er glad fordi det er forår og krokusserne smiler lyslilla henne i parken og at jeg hører en del opera for tiden som gør mig ganske let om hjertet.