Lige pludselig kan man få en prik.
Et behov, der må og skal opfyldes her og nu. Ellers går man til grunde eller mister i det mindste koncentrationen indtil det bliver mættet.
Sådan har jeg det bare engang imellem med baozi.
Jeg smagte dem første gang i en park i nærheden af zoologisk have i Tokyo inden jeg overhovedet vidste hvad det var.
Det var en råkold grå dag i marts, jeg var lidt småsyg og jeg havde brug for noget varmt at sidde med i tågen, mens jeg overvejede hvordan jeg overhovedet skulle få kræfter til at tage metroen tilbage til hotellet og lægge mig med feber.
Der stod der så en smuk gammelmor med langt glat sort hår og milde øjne i nærheden af et tempel og solgte disse ufarligt udseende bløde hvide puder af dampet brød. Det var lige hvad jeg havde brug for. Invalidemad.
Brødet var præcist så klægt, hvidligt og sødt som man kan få brug for når man synes verden er al for stor og man selv er en lille én. Sådan noget, der slet ikke har nogen struktur, men bare smelter og klæber sig fast til ganen, mens man pludselig når ind til overraskelsen inden i.
I det her tilfælde i Tokyo var det hakket svinekød med krydderier og det var en himmelsk mundfuld jeg stadig kan huske længe efter jeg har glemt dusinvis af dyrere og mere indviklede måltider.
Jeg kan huske tågen og følelsen af kulde i fingerspidserne, mens jeg pakkede bollen ud af tyndt hvidt silkepapir og mærkede den første hvinende søde mundfuld der senere blandede sig med den krydrede svinekød, der smagte lidt som fyldet i min barndoms fryseforårsruller, bare hundrede gange bedre.
Det var i dén grad hvad jeg havde brug for lige der.
Der gik faktisk et stykke tid inden trangen kom over mig igen. Jeg glemte næsten baoziens eksistens, blandt andet fordi jeg ikke naturligt drages mod det kinesiske køkken, men har tendens til at hælde mere mod thai, hvis jeg skal have asiatisk mad.
Men alligevel må de hvide boller, der blev opfundet af den kinesiske krigsherre Zhuge Liang for at formilde krigsguderne engang for omkring 1800 år siden, have klæbet sig fast til min underbevidsthed.
Pludselig vågnede jeg op en morgen og der var intet at gøre. Behovet for baozi var uafviseligt og da jeg stadig ikke vidste hvad de hed eller hvor jeg skulle skaffe nogen henne, var jeg nødt til at lave nogen selv.
Jeg kunne vagt huske, at jeg havde vistnok set en opskrift på noget lignende i en Jamie Oliver-kogbog. Det blev et projekt, et udstyrsstykke.
Først erhvervede jeg mig kogebogen (jeg huskede rigtigt), så investerede jeg i en rigtig bambusdamper og først da kunne jeg begynde at købe råvarerne.
Det tog faktisk det meste af en dag, men så havde jeg de smukkeste baozier. Okay, de var måske lidt kluntet formede i forhold til den japanske perfektion, men hovedsagen var, at de ramte helt plet og dækkede et behov.
Fyldet var en hakket svinekotelet marineret i chili og appelsinsaft med kinesisk femkrydderi, hvidløg, ingefær, hoisinsauce og dampet med kaffir limeblade.
Smagsmæssigt var det en triumf.
Det er flere år siden og jeg har i det mindste brugt min bambusdamper til alt muligt andet i mellemtiden, selvom jeg vistnok ikke har haft Jamie Oliverbogen fremme igen.
Men pludselig kom det over mig igen.
Jeg havde været til fødseldagsfest på en bar i Soho her i weekenden uden at få aftensmad og pludselig var det eneste jeg kunne tænke på de der kinesiske boller.
Det eneste jeg kunne gøre ,var at trække min hårdt plagede ledsager med ind i China Town en fredag aften lidt før midnat, mens jeg fablede om den her kinesiske specialitet.
Jeg var ikke klædt ud, men det kunne jeg lige så godt have været, og det kunne have været en voksen udgave af fastelavn.
Hvis jeg ingen boller får, så bliver der ballade.
At gå hjem uden at have fået de boller i maven var ikke en mulighed.
Og på den måde endte vi hos Young Cheng i Lisle Street. En helt almindelig beskeden Kina-restaurant uden nogen som helst fancy stillen sig an. Papirduge på bordene, ikke en udstoppet stofdrage i sigte og hvide plastic spisepinde.
Jeg fandt bollerne på spisekortet og for en god ordens skyld bestilte vi også et par dumplings og en lille forårsrulle. Men da baozierne kom, var de selvfølgelig hovedbegivenheden.
De var som de skulle være: Bløde, hvide og eftergivende med et krydret center af svinekødslunser med barbeque-smag.
Lige i det øjeblik ville jeg ikke have byttet det væk med noget måltid i verden og jeg tror faktisk også jeg fik omvendt min ledsager.
Og det er hvad en barzoi kan. Den kan fylde lige præcis det hul man har i maven, der længes efter en barzoi og på den måde er det faktisk en meget zen-agtig spise.
Det var en af den slags øjeblikke, hvor man knuselsker London fordi det kan lade sig gøre at sidde i ChinaTown en fredag aften ved midnatstid og få stillet en lyst, der på en gang er særdeles enkel, men ville have været ufattelig kompliceret at få stillet, hvis man nu boede et andet sted.
Da regningen kom sammen med en appelsin i både, var der faktisk ikke noget som helst at klage over i hele verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar