Hoved eller hale?

”Øh, undskyld, kan du ikke lige sige det igen?”, sagde min veninde og så på mig med det der blik.

Det var lørdag eftermiddag et sted i nærheden af Islington i en fantastisk gammeldags købmandsbutik med skakternet gulv og stort set uden emballage.

Tørvarer som ris, mel, sukker og spelt var i store beholdere, hvorfra man selv skovlede det op i brune papirsposer. Vineddike, vin og æblejuice var på store dunke, så man selv kunne tappe af i sine medbragte flasker og selv flydende vaskemiddel var i genbrugsbeholdere for miljøets skyld.

Jeg havde i min begejstring over at have lokaliseret noget perlebyg sagt den sætning, der fik hende til at standse op.

”Ja, men det passer perfekt, for jeg har lige købt en oksehale på nettet”, gentog jeg.

Hun rystede på hovedet.

”Jeg kender ikke andre end dig, der siger den slags ting.”

Det blev måske ikke bedre af, at vi faktisk lige havde rejst os fra en stor frokost på den interessante maurisk-spanske inspirerede restaurant Moro i Exmouth Market.

Tre overdådige retter med vin var det blevet til i den næsten stopfyldte restaurant, der blandt andet udmærker sig ved at have ikke bare en fantastisk interessant menu, men også de smukkeste kakler på toilettet, der mindede mig lidt om Zanzibar.

Først fik vi krabbekød rørt op med olivenolie, tomat, citron og lidt chili serveret på ristet hjemmebagt brød med en forfriskende håndfuld ruccola ved siden af til at tage toppen af den mest insisterende sødme fra krabben.

Så fik jeg flæskesteg bagt i stenovnen med krydderier og blød spinat, der var vendt med pinjekerner, rosiner og syltede løg, mens min veninde fik kylling med blomkål og syltede appelsiner. Interessante nye kombinationer, der fungerede smukt.

Endelig sluttede jeg af med en slags citronfromageting lavet på yoghurt og drysset som en fortælling i Tusind og en nat med dybrøde glinsende granatæblekerner og lysende forårsgrønne pistacie-splinter.

Nu slentrede vi rundt på den der uplanlagte måde man tit glemmer når man er voksen og altid er på vej et eller andet sted hen fordi man er så vigtig. Kiggede på smykker, så på nogen mennesker, der spillede bordfodbold på en cafe, tjekkede hvem der sad i køen henne ved tatovøren, gik i bogbutik, gik tilbage i bogbutik fordi jeg havde glemt at købe noget, kiggede på blåbærtærter som ingen af os kunne spise. Fandt den her fantastiske købmand.

Og så var det så, at jeg fortalte det med oksehalen og fik min veninde til at ryste på hovedet.

Måske var det bare selve ideen om at jeg allerede i tankerne var henne ved et helt andet måltid. Ellers også var det tanken om at man faktisk kan sidde og surfe på nettet og komme i tanker om at man lige mangler en oksehale i sit liv.

Men sådan er jeg nok bare skruet sammen.

Så jeg hældte mine perlebyg op i posen og så gik vi videre for at handle ind til aftensmad som vi lavede hjemme hos mig senere.

Jeg havde lyst til at brodere en smule videre på den arabiske indflydelse, så da det blev tid til aftensmad vendte jeg et par lammekoteletter i sumak inden jeg smed dem på grillpanden.

Sumak er et krydderipulver, der smager af Mellemøsten så snart det rammer munden. Summaq, som var det oprindelige navn, betyder rød på arabisk og det er præcist farven på de pulveriserede bær, der smager en lille smule som citron og som man f.eks. kan drysse ud over humus med fordel.

Det smager også skønt hvis man blander det op med lidt olie og pensler kylling med det inden man sætter den ovnen.

Jeg serverede lammet med en salat af sprøde blade jeg havde købt ved købmanden, grillede skiver af hvid, salt cypriotisk haloumi jeg havde revet i små stykker, små både af balsamicovendte rødbeder, en fileteret appelsin og forårsløg i skrå skiver.

Til dressingen ristede jeg lidt korianderfrø på panden og knuste dem i min store oliventræsmorter. Så blandede jeg dem med saften fra en lime, olivenolie og en lille smule salt og balsamico. Det skar igennem de sødlige rødbeder og den salte ost.

Mens jeg regerede bagte min veninde løg i ovnen og lavede spinat med hvidløg og så spiste vi meget fint for anden gang den dag.

Min oksehale blev leveret i dag. Jeg havde tænkt på det som en portion oksehale. Men det var en hel en af slagsen. Ganske vist skåret i bidder, men alligevel.

Den vejer 1,4 kilo i vakuumpakket tilstand og jeg har gået lidt rundt om den, kigget lidt på den og fantaseret om hvad jeg skal stille op med den.

Det er altså meget kød på en gang i en enlig husholdning.

Nogen gange laver jeg bare en slags variation over Osso Buco, men jeg tror det bliver en lidt mere fransk inspireret stuvning af den slags, der skal have lov til at stå til kødet kun lige netop klynger sig i bløde trevler til benet og saucen er tyktflydende af al den gelatine, der er blevet afgivet.

Der skal rødvin gulerødder, tomater, selleri og krydderurter i, mens den står der og forvandler sig. Løg, hvidløg. Måske lægger jeg en bund med noget italiensk bacon jeg har liggende. Måske ryger der et skvæt cognac ned i gryden. Måske noget appelsinskal som jeg læste man kunne putte i en artikel for nylig.

Jeg bliver vist nødt til at invitere nogen til middag snart.

Men det kan jeg jo også nemt, for nu har jeg jo de perlebyg, der skal serveres til.