torsdag den 22. marts 2012

India de Luxe


Det var den allersidste aften i Indien og vores ven Raj havde inviteret os hjem i sin families et-værelses lejlighed til hjemmelavet middag.
Da bilen holdt uden for opgangen bad han os lige at vente fem minutter i bilen, for der var lige noget han skulle ordne.
Så sad vi der og gloede på gadelivet , hvilket jo aldrig er nogen kedelig fornøjelse i Mumbais halvbarske kvarterer, og tænkte, at han måske lige skulle rydde det værste rod af vejen. Eller sådan noget.
Endelig kom han og hentede os og ledte os hen til lejligheden, hvor hele familien på otte mennesker stod linet op i deres stiveste puds. Da vi gik ind af døren gav han tegn til en af sine niecer om at tænde propellen i loftet, og så skete det: Pludselig var luften flimrende rød. En regn af sødligt parfumerede friske røde rosenblade dryssede ned over os som en velsignelse.
Raj var gået i forvejen for strategisk at placere rosenbladene på propellen og nu blev de kastet rundt i lokalet som konfetti til et bryllup. Aldrig er jeg blevet modtaget så overdådigt og dramatisk til nogen middag.
Det var som at stå midt i en Bollywoodfilm og jeg var sikker på, at pludselig ville nogen bryde ud i dans.
Og ud kom posen med resten af blomsterbladene og børnene smed dem op i luften og lod dem sne ned over os.
Og det var inden vi overhovedet havde sat os til bords.
Her ventede der et festmåltid tilberedt af Rajs bror, der er kok og var specielt indkaldt til lejligheden. Hjemmelavede chapatis, grøntsagscurry, kylling i krydret kokossauce, sødt duftende basmatiris og kyllingestykker stegt med grøn peber og cashewnødder.
Det var en banket. Det var en fest og et måltid jeg aldrig glemmer.
Det er ingen sag at gå på restaurant i Indien. Men efter min tur er det den hjemmelavede mad jeg husker. Den der er blevet håndlavet og kærligt serveret for at markere, at man sætter pris på at få gæster.
I Delhi besøgte vi en fotojournalist, der havde skabt en fantastisk oase af en tagterrasse i den statelige bydel Defense Colony, der engang var området hvor den indiske hærs befalingsmænd blev indkvarteret.
Vi spiste sent i den varme nat med stearinlysene tændt og lydene fra Delhis trafik i det fjerne, mens vi udvekslede røverhistorier fra reportagerejser og konverserede høfligt over middagen, der også lige havde deltagelse af en enkelt diplomat og et par journalister.
De store palmer i krukker gad dårligt nok vifte i den milde brise og det hele blev godmodigt overvåget af den indiske elefantgud Ganesha, der symboliserer en god begyndelse på det hele og derfor ofte at finde ved døråbninger og indgange til huse.
Der var endda indisk vin (som er meget kraftig) til maden, der bestod af kylling i spids chilibaseret sauce, paneer (en slags hjemmelavet ost) i curry med ærter. Der var okraer og oksekød.
Når man rejser på den måde, er det ikke luksus at gå ind på en tilfældig restaurant. Det er at få lov til at komme indenfor i et rigtigt hjem og få indblik i en anden måde at leve på.
Men der er luksus og så er der fuldstændig vild, ubegribeligt overdreven overdådighed som Maharajaerne udøvede den.
Jeg ved det, for selvfølgelig var der ingen chance for at jeg ville komme hjem uden et par kogebøger. Begge en slags niche-produkter for nørder som mig.
Den første er stor og farvestrålende og på ingen måde subtil: The Bollywood Cook Book er præcist hvad den giver sig ud for: Lidt Bollywood-lir om de allerstørste stjerner, der gladelig deler ud af deres opskrifter, der ved nærmere læsning ofte stammer fra deres yndlingsrestauranter eller personlige kok. Der er vist ikke mange filmmennesker, der kan finde på selv at gå i køkkenet.
Den anden bog handler om Maharajaerne og deres køkken og det er så svimlende, at nogen burde skrive et eventyr om det. Måske gør jeg det en dag. For det er fascinerende læsning.
Maharajaernes tid ligger omkring 1483-1858 og det må siges, at være en årrække, hvor der bestemt ikke blev sparet på noget som helst på den kulinariske front.
Hør bare her hvordan man forberedte det kød, der skulle ende i maharajaens mave: Får, geder og fjerkræ fik en speciel kost, der bestod af aromatiske krydderurter, sølv, guld(!), perler, safran blandet med sukker og parfumeret græs for at få kødet til at smage bedst muligt. Køer blev til gengæld fodret på en måde, der nærmest får selv Kobe-køer til at ligne vanrøgtede stude. Maharajaens kvæg fik serveret en daglig kost bestående af  bomuldsfrø, sukkerrør, muskatnød (som på det tidspunkt var helt ufatteligt kostbart) kokosnød, kanel, linser, agerhøneæg, bambusblade og parfumeret græs. Det var jo nærmest en omvandrende curry allerede inden det møgforkælede slagtedyr endte i gryden.
Og nu vi er ved gryderne, så var det slet ikke tilfældigt i hvilken slags maden blev tilberedt. Det var nærmest en hel videnskab i sig selv.
Eksempelvis mente kokkene ved maharajaens hof at vide, at ris kogt i en kobbergryde sørgede for, at man slap af med uheldig luft i maven og desuden fjernede enhver sygdom relateret til milten. Tilbereder man derimod risen i en gryde af det pureste guld kan man desuden fjerne forgiftninger og i den grad øge den drivkraft, der gør at man kan udføre virile mirakler i haremmet efter middagen.
Så nu er tippet hermed givet videre. Ud med den japanske riskoger og ind med guldgryderne.
Selv de kongelige grøntsager fik særbehandling. Maharajaens særlige yndlinge blev altid dyrket på et lille stykke jord tæt på paladset køkken og det siger sig selv, at almindeligt vand jo slet ikke var godt nok til disse planter.
Nej, de blev selvfølgelig dryppet med rosenparfumeret vand og moskus for at sikre ekstra smag. Det kan man jo så tænke lidt over næste gang man står i Føtex med en hollandsk drivhustomat, der altid har set så meget som en stribe naturlig sollys.
Jeg kan ikke vente med at kaste mig over en de mange fantastiske opskrifter dette skatkammer af en kogebog byder på. Jeg har allerede udset mig en kyllingeret, der skal i ikke færre end tre marinader og pakkes ind i brød.
Som en af mine andre indiske venner sagde, så handler det om at beslutte sig for at gøre det en dag og ringe til sine venner og sige, at nu laver man kongemad med fuldstændige urimelige mængder af ghee, og at man virkelig har planer om at gå linen ud og det kommer aldrig til at ske igen, så det er bare med at stille og få oplevelsen den ene gang.
Det er sådan noget, der kommer til at tage en hel dag, men jeg kan faktisk godt lide at gøre mig umage med noget somme tider.
Akkurat som søde Raj gjorde sig med os, da vi spiste middag den sidste aften i Indien.
Vi kørte næsten direkte i lufthavnen bagefter. Og da jeg sad der på række 37 i noget, der vel nærmest er så fjernt fra luksus som man kan komme medmindre man flyver business tog jeg mine beskidte vandrestøvler af.
Og lige der på min fod sad der et lille krøllet, indtørret rosenblad. For at mindre mig om, at der stadig findes eventyr og overdådighed i denne fantastiske verden.

onsdag den 29. februar 2012

Down to Earth


Highgate Cemetery er en af mine favoritsteder i London. Jeg skammer mig faktisk en smule over at sige, at jeg boede omkring 12 minutter derfra i bus i flere år, inden jeg opdagede denne gudsbenådede lille plet i London.
Og det var alt sammen på grund af Marx.
På et tidspunkt, da finanskrisens første fangearme havde strakt sig til Europa, var der en vaks redaktør, der fik en af de der redaktørideer som redaktører sommetider får og tænkte, at det kunne da være sjovt, hvis man nu tog til Highgate og besøgte Karl Marx’ s grav og talte med alle de mennesker, der nu ville valfarte der for at markere, at den gamle havde fået ret med en del års forsinkelse og kapitalismen havde spillet helt og aldeles fallit.
Der var en tidlige østtysk matematiklærer, der hårdt presset indrømmede, at tjo…Det kunne da måske godt være, at Marx – på en måde – måske havde haft fat i noget. Og der var et ungt par fra Frankrig, der troede at den store buste af den skæggede mand var Freud, der ganske rigtig boede og døde i London. Og selv om busten stod på en søjle den berømte psykoanalytiker sikkert ville have bifaldet som fallisk i sin udformning, så udtalte han næppe citatet ”Arbejdere i alle lande, foren jer” ofte nok til at det skulle sættes på et mindesmærke.
Ikke den store reportagefangst.

Men jeg fandt noget andet den dag. En ubestridelig kærlighed til den mest fantastiske, frønnede og fascinerende kirkegård jeg nogensinde har været på.
Og med i det regnestykke er endda de dødes by i Havana.
Så snart man træder ind på High Gate Cemetary, hvad enten det er den frit tilgængelige østlige del eller vestdelen, hvor man kun får adgang med en guide, er det som at hoppe lige ind i en gotisk spøgelseshistorie. Stedet minder om menneskeligt forfald, om at vi er i live her og nu og jeg opfinder altid en nye historier når jeg går her og kigger på gravsten. Digter liv som folk kunne have haft.
Jeg vender tilbage med jævne mellemrum. I sne og ved efterårstid når duften af muld og rådnede blade ligger som en stribe af forfald i under en blå septemberhimmel og orangegule blade. Jeg kommer om foråret når lyslilla krokus pipler op af jorden og der kommer liv i det århundredgamle cedertræ i midten af vestkirkegården.

Og derfor besluttede jeg forleden søndag, hvor jeg skulle besøge kirkegården med en kær ven, at jeg ville lave et måltid, der passede til lejligheden.
Det lyder måske makabert. Men jeg besluttede mig selvfølgelig for at lave Jordsuppe.
Af ingredienser, der vokser tæt på jorden.

Mens jeg stod og udvalgte mig de helt rigtige råvarer kom jeg til at tænke på en passage i en Patrick Süskinds bog Parfumen, som jeg slugte da den udkom i 1985. Den handler om Grenuille, der har en så fænomenal lugtesans, at det både er en velsignelse og en forbandelse. Siden har jeg læst den mange gange og beundret hvordan man så suverænt kan beskrive dufte og aromaer.
På et tidspunkt i bogen kommen en sygdomssvækket Grenuille i hænderne på en ”videnskabsmand”, der har udviklet en hjemmestrikket teori om, at ubalance i kroppens væsker kan kureres med udtræk af forskellige planter og at jo tættere på jorden planterne er, jo mere nedbøjet og deprimeret bliver man. Violer er onde. Appelsinblomster er gode.

Men i mit køkken var det jordnære godt denne dag. Jeg ristede jordskokker og Scorzone-rødder i ovnen. De blev dryppet med lidt olivenolie og drysset med trøffelsalt fra Firenze. Scorzonerødder er en bitch at skrælle. De klistrer nærmest som harpiks og man skal bruge dem lynhurtigt eller lægge dem i vand med citron. Ellers bliver de misfarvede. Men de giver igen for al balladen med en særlig sødlig og rund smag som man kommer til at holde helt af.
Sammen med rødderne en bakke champignoner, der var dukket op midt i min grøntsagskasse. Efter en rum tid i ovnen dekanterede jeg herligheden over i en gryde sammen med en god kyllingefond og lidt varmt vand. Lavede stavblenderfinten og smagte til med salt og peber. Et skvæt hvid trøffelolie til serveringen og så var forretten klar.

Men ak. Min ven er journalist som mig selv og pludselig var der opstået en situation, så vi var nødt til at mødes til Afternoon Tea et helt andet sted. Og da jeg skulle tage toget derhen, så opstod der en ny situation, der gjorde at også jeg var nødt til at vende om og tage hjem til computeren og arbejde.
Sådan er det bare nogen gange at have den slags job.
Så kirkegården har vi til gode. Men vi endte hjemme i mit køkken om aftenen.
Hvor der både var suppe til forret og italiensk tomatsauce med shortribs, der var kogt med så længe, at jeg kunne trevle dem ned i saucen med de bare hænder. Og det gjorde jeg så, inden jeg tilsatte kogt proptrækkermakaroni jeg havde købt i Napoli i forsommeren.
Vi skal nok nå det med den kirkegård en anden gang.

Men man skal passe på med at udskyde alt.

I den her uge læste jeg til min store forfærdelse, at Skye Glyngell, der er min yndlingskok i hele verden har forladt den bedste restaurant jeg nogensinde har været på  hele mit liv. Perfektion varer desværre ikke ved.
Jeg har tidligere skrevet om Petersham Nurseries på denne blog. Men lad mig sige, at det sted var ligesom den bedste kærlighedsaffære man nogen sinde kunne håbe på at få. Generøs, quirky på den helt rigtige måde, overraskende, forførende, afslappet, passioneret og smuk på en gang. Man følte sig hjemme, henført og mættet på samme tid. At træde ind af døren til drivhuset med de forskellige vakkelvorne borde, umage stole og tjenere i gummistøvler var som at forelske sig stormende hver eneste gang. Og når man satte sig til bordet og fik Skyes mad. Ja, så var det en oplevelse for alle sanser. Jeg kunne personligt aldrig spise hendes mad i stilhed. Det var altid noget med mmm. Eller bare Åh. Eller Ah. Eller. Oh my God. Lyde som man normalt gemmer til en del mere private lejligheder.
Man synes på en måde aldrig at man havde fået helt nok af hendes vidunderlige mad, men på den anden side var man mæt i mave, hjerte og sjæl når man rejste sig fra bordet. Det var mageløst. Det var det virkelig.
Men katastrofen begyndte desværre med anerkendelse. For sidste år fik Skye Glyngell en Michelin-stjerne.
Selv om det i første omgang betød anerkendelse og flere kunder, så tiltrak det pludselig en anden slags gæster. Dem, der læser Michelin-guiden som en slags to-do-liste og ikke forstod et klap af at hvad Skye gik ud på.
De klagede over at der ikke var hvide duge på bordene (i et drivhus!) De brokkede sig over, at betjeningen var afslappet og de mente ikke maden var hvad man kunne forvente.
Mine damer og herrer. De mange klager gjorde til sidst kokken så ked af det, at hun besluttede sig for at hendes liv var for kort til det pjat. Hun sagde op.
Og hvad hun skal nu, ved ingen. Jeg ringede ud til Petersham så snart jeg læste de triste nyheder for at høre om det var muligt at bestille bord. Til den sidste nadver.
Men ak. Skye var allerede væk.
Jeg er nærmest utrøstelig.
Tilbage er minderne. Om den sidste frokost derude som jeg spiste sammen med min mor. Om dengang jeg holdt pigefrokost der til min fødselsdag. Om andre frokoster med andre mennesker, hvor samtalen og den smukke mad gjorde mit liv en smule rigere og lettere om hjertet.

Og jeg er stadig forarget helt ind i sjælen over folk, der kunne finde på at spise hos Skye og virkelig have noget at klage over. En dug, der ikke var på bordet?

Sjovt nok talte jeg samme dag med en af mine venner, der netop er på vej ud af et ulykkeligt forhold, der blandt andet gik galt fordi kæresten hele tiden ville lave ham om. Den måde han spillede klaver på. De skjorter han gik med. Den måde han skrev emails på. Og så videre. Og så videre.

Og det virkelig underlige er det der med hvordan vi forelsker os i nogen og så nærmest som en slags menneskelig refleks begynder at forsøge at lave dem om i samme øjeblik man bliver kærester. Det har jeg aldrig helt forstået. Man forelskede sig vel i dem PRÆCIST som de var? Hvorfor så lave om på noget man åbenlyst var faldet for? Det virker jo helt ulogisk.

Og på samme måde med Skye. Hun var jo perfekt som hun var.
Og folk der ikke kunne se det, det kan da bare tage hen på en af Gordon Ramsays mange klonrestauranter, hvor man kan skære sig på de stivede duges foldere og hvor tjenerene forsøger at slå verdensrekord i arrogance per menukortuddeling og hvor kokken himself sjældent kommer, fordi han har så travlt med at være i fjernsynet. Hvor sauceprikkerne er målt op på millimeter og placeret med usvigelig akkuratesse på tallerkenen. Men hvor man må kigge langt efter sjælen.

Hvad skulle de mennesker ude ved Skye? Og seriøst, hvad havde de at klage over andet end deres egen manglende evne til at se genialiteten lige foran dem der på tallerkenen?

Nå. Næste gang bloggen rør på sig, kommer det nok til at handle om indisk mad. For denne blogforfatter er på vej dertil lige om lidt. Det bliver vel nærmest en slags indisk go-away.

lørdag den 18. februar 2012

A Bloody Brunch



Ikke at der som sådan er noget i vejen med at fylde 41. Alternativet er jo værre, kan man sige. Men det er sådan en underlig alder. Sidste år festede jeg igennem med en fest for hvert årti. Hvad stiller man lige op med den underlige skæve alder?
Man holder selvfølgelig en slags lille fejring på et skævt tidspunkt, og da det alligevel er mit ubetingede yndlingsmåltid, så inviterede jeg overstadigt og en smule optimistisk 15 mennesker til fødselsdagsbrunch her i min lillebitte one bedroom flat kl.11.30-agtigt.
Man skal jo aldrig gøre alt efter bogen, så jeg sørgede for at forene det dekadente med en underlig fiksering jeg næsten altid får på den her tid af året: Blodappelsiner.
Traditionelt laves en Mimosa af lige dele champagne og appelsinjuice, men som jeg ser det, er der ingen som helst grund til at den friskpressede saft ikke kan stamme fra Citrus Sinensis, eller som italienerne vil kalde det Arancia Rossa plukket fra appelsinlunde ved foden af Siciliens vulkan Vesuv, hvor jordforhold og en smule nattefrost sørger for at de har den smukkeste dybe pink farve, der passer perfekt med boblende champagne.
Eller rettere sagt. Jeg vidste jo ikke med sikkerhed, at det ville blive godt, og havde ikke lige tid eller lejlighed til at prøve det efter inden den store dag oprandt. Jeg var bare nødt til at tro på, at mit instinkt var korrekt og bestilte fire kilo blodappelsiner hos min økologiske grøntkasseleverandør. Ene og alene i troen på at det ville være fantastisk. Et af mine yderst sjældne tilfælde af Think Pink.
Aftenen inden bagte jeg en gigantisk portion amerikanske minipandekager som jeg serverede med hjemmelavet blåbærsirup, som det er så let at lave, at det er en skandale at man ikke gøre det oftere: En bakke blåbær til tre skefulde sukker og den revne skal af en usprøjtet citron, der bare skal stå og blive lidt kærlige overfor hinanden ved svag varme. Mulitplicer efter behov og antal gæster.
Jeg fik også lige slået en amerikansk gulerodskage sammen. Det er en opskrift, der er så nem, at man nærmest kan udføre den i søvne og den har fulgt mig i mange år. Jeg har sommetider forsøgt at være den utro med mere fancy versioner som eksempelvis Jamie Olivers, men jeg vender igen og igen tilbage til den her. Fordi den virker.
Der skal en hel liter gulerødder i og ingen rosiner. Den eneste forsiring jeg tillader mig på dette perfekte mesterværk er at jeg ikke begrænser mig til en slags nødder, men bruger halvt valnødder, halvt hasselnødder til at putte i kagen.
Men helt perfekt er kagen nu ikke. For jeg lavede den første gang til min 25 års fødselsdag og hver gang den står foran mig og strutter med sit hvide flødeosteovertræk kommer jeg altid til at tænke på den der fødselsdagsfrokost jeg havde inviteret min familie og et par få udvalgte venner til.
For min mor og en af mine veninder synes åbenbart, at det var en fantastisk morsom ide at give mig kanel. For ligesom at fejre at jeg ikke havde nogen kæreste. Hvilket jeg lige på det tidspunkt faktisk var lidt ked af at jeg ikke havde.
Det var den fintfølende pendant til de meterhøje peberkværne man ser i Polle fra Snave-reklamer, da de jagtede mig rundt i huset med krydderiglas fyldt med kanel, der endte i mit hår.
Jeg var ikke lige der med det, at jeg synes det var sjovt (faktisk føltes det lige i den uge ret tragisk) og der gik næsten en uges hårvask inden jeg var holdt op med at lugte af kanelsnegle og nederlag i den romantiske afdeling.
Men gulerodskagen, der i øvrigt indeholder kanel, er faktisk ret fantastisk.
For de mere sunde lavede jeg gigantisk skål frugtsalat med mango, passionsfrugter, papaya og friske hindbær.

Ja, jeg har lige fået en ny fantastisk Zwilling-kniv, så det var ingen sag at partere fem mangoer. Det var nærmest en sensuel nydelse at lade kniven glide gennem det bløde, solgule kød. 

Hvis det ikke lige var fordi jeg havde så travlt på dagen, ville jeg nærmest være gået ind i en slags Mangoagtig trance-tilstand som jeg stod der i mit køkken. På en lille måde kan jeg egentlig godt forstå hvordan der er sammenhæng mellem Samurai-krigere, deres sværd og zen. Der er en ro ved et skæreredskab, der virker. Der opfylder sin rolle til perfektion.
Nu jeg var i gang, skar jeg også lige fem fennikler i tynde skiver, blandede dem med et bundt forårsløg i tynde skiver, grillet haloumi revet i tilfældige stykker og trevler af en ovnristet rød peberfrugt. Herligheden blev vendt - og man aner et tema her - i en blodappelsinolie jeg fik pådraget mig under min tur til Californien sidste år. Og for at gøre det hele færdigt, åbnede jeg to granatæbler med min store kniv og gav dem smæk med en trægrydeske på den dominatix-agtige måde så de dybtrøde juveler dryssede ned over salaten og gav den mere end et anstrøg af Alladins hule.
Og så var der bacon og scrambled eggs som jeg ikke tryllede det store med. Det virker jo i forvejen, så jeg begrænsede mig til smide salt, peber og et bundt purløg i æggene og så tage dem af panden mens de stadig var saftige. 
Brød, humus, et par oste, chorizo, italiensk salami med fennel og lidt parmaskinke fyldte resten af bordpladsen ud.
Køkkenet lignede noget, der fik min veninde til at spontant udbryde: I Guder! Du laver jo mad som en mand! (Det betyder vistnok at man er så optaget af at lave mad, at man ikke rydder op løbende mens man lige står og steger bacon og snupper opvasken midt i at man er ved at scramble æg). Det har jeg det okay med.
Men vi nåede det hele. To søde veninder og en slutspurt ved den elektriske citruspresser senere var alt klart til gæsterne. Champagnen var på køl i haven. Der skal jo være nogen fordele ved at have fødselsdag i februar.
Der var også kaffe og te og den slags, men ærligt talt var der forsvindende lille afsætning på det.
Folk startede med Bloody Mimosas og det var sådan de fortsatte. Først røg de to flasker Perrier-Jouët som jeg havde købt fordi jeg synes flaskerne er så smukke. Den franske producent er bedst kendt for de art nouveau anemoner, der slynger sig op af flaskerne på deres Belle Epoque, som jeg så længselsfuldt efter i butikken. Men en tudse for en flaske var alligevel mere end jeg kunne bringe mig til at betale. Så det endte med en mere gangbar version, der gik fantastisk i symbiose med den røde appelsinsaft. På en lidt Vesuv-agtig måde inden jeg lige lærte at lade champagnen falde til ro inden den mødte de mange c-vitaminer.
Senere gik vi over til prosecco, og da den var sluppet op måtte de pink flasker med boblende rose jeg havde stående til overs fra en fest sidste sommer springe til.  
Det var og blev en slags lyserød fest.
De sidste gæster, altså af dem der skulle gå, forsvandt ud af døren ved 18-tiden og det er aldeles hæderligt for en brunch. Og så kom der nogen andre gæster og så drak vi noget mere vin og gik hen på en tyrkisk restaurant og spiste noget mere mad. Og gik hjem og så en meget alvorlig svensk film. Om en mand, der drak for meget og havde en kone, der var en fremragende fotograf.
Ikke skyggen af kanel. Og dagen efter var der rester.
På den måde er det egentlig okay at blive 41.

fredag den 30. december 2011

Opsamlingsheat 2011

Ja, jeg ved det godt.  Jeg har svigtet jer, mine søde og trofaste bloglæsere. Og der er ingen undskyldning eller 37 gode undskyldninger, alt efter hvordan man gør det op. Men nu har jeg jo aldrig været typen til at sidde og fifle med Excell-ark.
Så her er et lille overblik over nogen af de ting jeg egentlig burde have skrevet om, men så kom der lige noget liv i vejen. Med mange forsikringer om at bloggen bliver mindre udsultet i 2012. Bon Appetit.

Tom Kerridge er en mand, jeg længe har haft kig på. Han er en af den slags kokke man virkelig kan betro sit liv, hvis man ellers skal tro på det gamle ordsprog om at man aldrig skal stole på en tynd kok. Han er rund og mild og god og han laver mad så man får tårer i øjnene. Jeg har set ham suse igennem programmet The Great British Menu på BBC og haft lyst til at slikke tv-skærmen når hans mad er tonet frem på skærmen, lidt på samme måde som små børn altid suttede på den store plasticsoftice, der stod uden for den burgerbar jeg arbejdede på, da jeg gik i gymnasiet. Åh, hvor ville man gerne bryde igennem til en anden dimension, hvor man lige kunne smage det der skønne.
Men en solrig lørdag i november var det virkelighed. Jeg sad bænket ved bardisken i The Hand and Flower, den lille pub i Marlow, hvor Tom Kerridge forkæler sine gæster og stirrede sultent på menukortet, mens jeg diskret spejdede efter Heston Blumenthal, der efter sigende er en stamgæst (han har en svaghed for Tom Kerridges pommes fritter, der er stegt i andefedt).
Til forret fik jeg en variation over den britiske pub-klassiker Scotch Egg, et farseret æg til husbehov, hønseæg og en fars, der ikke kunne drømme om at lægge sig ud med nogen. Hos Tom Kerridge var det forvandlet til en spansk drøm, hvor en fars af brandade, altså salt torsk blandet med kartoffelmos lå omkring et delikat og perfekt kogt vagtelæg på et leje af rød pebersauce og med en skive sprødstegt chorizo oven på. Så var man i gang.
Menuen var med vilje finurlig, så jeg valgte min hovedret med omhu: Okseben med gulerod. Og det var præcist hvad der kom ind på en tallerken.
Bortset fra, at det var det selvfølgelig ikke helt.
Der lå en oksebenknogle, der var tømt for sit oprindelige indhold og i stedet fyldt med kød så trevlet mørt og saftigt at det var mere ko end koen måske havde været i live.
Ved siden af lå en én stor gulerod. Det var de eneste to elementer på tallerkenen. Et ben og en gulerod. Og det er noget af det mest sofistikerede mad jeg har smagt i mit liv.
Jeg kan dårligt beskrive den gulerod uden at hente ord fra en dårlig kærlighedsroman. Den lå bare der og så lidt klodset ud, men så snart jeg fik en lille bid i munden var jeg solgt til stanglakrids. Jeg kan ikke forestille mig at jeg nogen sinde i mit liv vil smage en bedre gulerod. Jeg kan berette, at den var stegt i smør med anis og at nogen i køkkenet havde gjort det med kærlighed i mere end halvanden time, men det kan ikke give begreb om den smag, der hoppede ind og kyssede mig inden i munden. Jeg var salig. Jeg var henført. Den naturlige sødme fra guleroden, den lidt lakridsagtige anis  gik op i en højere enhed som om de to havde raslet rundt alene hver for sig i køkkenet og pludselig havde mødt deres livs kærlighed. Det var intet mindre end sensationelt.
Oven på det var der dessert. Den mest intense chokoladekage jeg har smagt i lang tid med en vægtfylde så tung, at hvis der havde været bare fem gram mere mørk chokolade i, så havde den nok forvandlet sig til et af universets sorte huller, der ville føre den intetanende gæst til en anden dimension på planeten Valhrona. Kun den kølige klat saltkaramel-is var med til at sørge for at jordforbindelsen holdt.
Det er fuldt fortjent at Tom Kerridge har to Michelinstjerner. 
Og sjovt nok var det selvfølgelig samme weekend jeg endte med at få hvad der må siges at være suverænt det værste måltid i hele 2011.
Min ledsager og jeg fortsatte videre til Wales og søndag ved frokosttid befandt vi os ved Tintern Abbey, en lille flække på grænsen mellem England og Wales, hvor vi gik ind på den ene lokale restaurant, eller hvad man nu skal kalde det, og bestilte hvad der på kortet så ud til at være en nogenlunde okay frokost. En pie lavet med svinekød og lokal cider.
At pien var rystende dårlig, skilt sauce med ubestemmelige klatter i med et låg af købt butterdej var jo så hvad det var. Men det var selve serveringen, eller monteringen om man vil, der virkelig sagde alt om køkkenets tilgang til mad.
På tallerkenen var der – foruden den famøse pie – en bagt kartoffel, gule indfarvede ris, revet rødbede, en skive appelsin, en lille pakke smør, en klat coleslaw, en håndfuld intetsigende iceberg og så endelig mit største kulinariske hadeobjekt (bortset fra peberbeholdere med pulver i) en hollandsk drivhustomat.
Jeg kunne skrive lange essays om hvorfor den hollandske drivhustomat på alle måder er en fornærmelse mod menneskeheden. Men lad mig her nøjes med at sige, at der ikke er NOGEN undskyldning for at servere den slags og at jeg personligt synes der er både større smag og fornøjelse i at indtage et glas vand fra hanen.
Ak. Et køkken, der viser så lidt indlevelse og forståelse af sammensætningen af fødevarer fortjener faktisk ikke at have retten til at hælde deres mareridtsvisioner ud på tallerkener og tage penge for det. Man skal vel nærmest til en vis restaurant i Manchester (se tidligere blogindlæg om det værste og det bedste) for at finde et tilsvarende lavt niveau.

Og så var det lige hjem og vende og videre til San Fransisco.

At spise i Californien er altid en blandet fornøjelse. Det ypperste og det mest banale junkfood lever lykkeligt side om side. Den største gastronomiske oplevelse på turen var et besøg på den fantastiske italienske restaurant Delfina, der ligger i Mission en aften, hvor det regnede så heftigt, at jeg lige så stille sad og dryppede en lille pøl på restaurantens gulv, da jeg endelig kom ind i tørvejr. Men det var værd at trodse elementerne for et besøg på denne lille perle, hvor betjeningen er både mere end høflig og særdeles vidende.
Jeg fik en salat med panchetta sprødstegte tern, valnødder og helt friske blade, der smagte som om de lige var plukket i en køkkenhave en halv time forinden.
Bagefter var der ravioli fyldt med okseshortribs i trevler, gremolata og overhældt med en glinsende mættet oksejus som man nærmest havde lyst til at indhalere.
Og jeg blev pludselig endnu lykkeligere end jeg egentlig var i forvejen ved tanken om at jeg har en pakke shortribs til at ligge i fryseren.
Finalen var en smuk syrlig panna cotta lavet på kærnemælk, pyntet med sharonfrugt og skyllet ned med en sommerengsagtig blomstrende muskatvin.
Som en ekstra bonus lå restauranten lige ved siden af det lækreste lille gourmetsupermarked, hvor jeg fik en time til at gå bagefter med at gå rundt og finde lækkerier som fennikelpollen (som jeg stadig ikke helt har fundet anvendelse for) og chipotle (røget chili som jeg var løbet tør for) og et par forskellige krydderiblandinger.

San Fransisco var også stedet, hvor jeg anskaffede mig en af de mere interessante kogebøger jeg har købt i nyere tid: The Spice Bible.
Her kan man slå alle krydderier, der findes i verden op, og læse om deres form, oprindelse og anvendelse. Og oven i det er der opskrifter efter hvert afsnit. Lige nu ligger den på natbordet.
Jeg fik også listet et par andre kogebøger i kufferten, blandt andet et genialt lille værk om amerikansk street food, der indeholder en opskrift på noget så fuldstændigt hjertestopsagtigt som baconmarmelade. Det bliver jeg nok nødt til at  prøve på et eller andet tidspunkt. Men nok ikke i januar, hvor der er dømt thaimad og andre sunde ting.

Ellers var der nok lidt for meget fast food og lidt for lidt gourmet langs the highway. Men jeg kom hjem med lidt af en fiksering på rye bread, for hvis der er noget amerikanerne kan, så er det at bygge en velproportioneret sandwich.

Og det var en af de første ting jeg rekonstruerede da jeg kom tilbage i mit eget køkken som jeg vaklede ud i på de mærkeligste tider af døgnet på grund af jetlag.
To skiver rye (som ikke er rugbrød som man skulle tro, men et lyst brød med et symbolsk kvantum af rugmel i og kommen) med sennepsmayo fra Hellmans, salatblade, fede skiver af hvidt kyllingebryst, en skive Emmenthaler og agurkepickles. Yum.

To brød fik jeg mig vist knoklet igennem for det var ude af kroppen og jetlagget havde fortaget sig.  Jeg tror rye-brødet får lov til at blive i 2011.

Til alle jer søde læsere. Må I få et appetitligt og forrygende 2012. Må det blive fyldt med glæder, fantastiske måltider indtaget i selskab af mennesker, der får jer til at smile.

Vi ses.
Jeg lover det.

mandag den 5. september 2011

Mole Poblano para un

Når jeg virkelig har bekymringer, har jeg tendens til at lave chutney.
Der er et eller andet udrensende ved at tage frugter, der er i overskud og stå i den skrappe damp af eddike, sukker og chili i timevis, mens man forvandler overskudsfrugt til noget nyt og brugbart, der kan fyldes i krukker og foræres væk.
Det føles en lille bitte smule som at sende sine bekymringer ud af huset i en ny og smukkere form, hvor de i det mindste kan bruges som tilbehør til en curry eller i en sandwich.
Hvis jeg til gengæld har hjertesorg af den mere melankolske slags, er valget straks mere kompliceret.
Når man er tung om hjertet kan man forsøge at dulme og række ud efter den bløde, hvide mad: Kartoffelmos med smør, risengrød, nybagt franskbrød med sprød skorpe, tandsmør og hjemmelavet rabarbermarmelade. Eller man kan gå den søde vej: Varm kakao, chokolademousse og næsten hvad som helst med flødeskum.
Det virker i et kort stykke tid nærmest som Valium og man bliver selv sådan lidt blød og træt i det. Eftergivende og bleg som et stykke toastbrød.
Men i virkeligheden sender man vel egentlig bare tristessen til spisefrikvarter inden den vender tilbage med fornyet appetit og man har et hul i maven igen.
Derfor er det meget, meget bedre at lave mexicansk mad.
Det er farvestrålende, det er et chilibefængt trut med en stor trompet lige i hovedet på alt det, der gør en trist. Et dryp limesaft lige midt i selvmedlidenheden.
Det minder en om fester, storfamilier, generøsitet og at der jo på en eller anden måde altid er kærlighed nok, akkurat som der altid er mad nok, når man er sammen med dem man holder af.  
På en eller anden tacky måde som et mexicansk orkester, der står og spiller serenader ved ens bord, mens man på den ene side ikke kan vente til de er gået igen og på den anden side ikke kan lade være med at smile, fordi musikken er så glad, så er det næsten umuligt at være sur når man spiser mexicansk mad.
Jeg havde en krukke Mole Poblano fra The Cool Chile Co. stående i skabet, og det blev udgangspunktet for min aftensmad.
Mole Poblana er vel det nærmeste Mexico kommer en nationalret. Det er en kompleks og kompliceret sauce, der indeholder over 20 forskellige ingredienser, men de mest vigtige er selvfølgelig chili (i forskellige afskygninger som pasilla, mulato, ancho, og røgede chipotle), mandler, sesamfrø, nelliker, kanel, anis og chokolade. Den har en dyb mørkebrun farve, og da jeg var i Mexico for nogen år siden smagte jeg det for første gang hældt over kylling på en restaurant i skyggen af store træer og med udsigt til den store pyramide anlagt af Aztekerne i Teotihuacan uden for Mexico City.
Der er nogen, der mener at det faktisk var Aztekerne, der opfandt Mole Poblano og serverede det for spanieren Hernán Cortés, der som tak mere eller mindre smadrede Azteker-riget med militær magt, grådighed efter guld og lod resten af befolkningen gå til af sygdomme bragt med fra skibene. Banale lidelser som forkølelse og influenza var de rene dræbersygdomme for de indfødte, hvis immunforsvar aldrig havde set noget lignende. (Gad vide om det er hvad der sker for mænd når de bliver forkølede?)
Militært blev Aztekerne tværet ud, fordi spanierne slog deres modstandere ihjel. Aztekerne var vant til at slås for at vinde, men at holde så mange modstandere som muligt i live, så de kunne bruges som slaver og de daglige ofringer af et levende menneske til solguden de mente der var påkrævet for at solen overhovedet ville stå op næste dag. Den strategi var dødbringende overfor Cortés og hans mænd.
Men arkæologer med forstand på de dele siger, at det ville have forfærdet Aztekerne at bruge chokolade i maden på den måde, og at der i alle optegnelserne fra den tid ikke er en eneste opskrift, der indeholder chokolade- og chilisauce.
En anden historie er, at det var nonner i Santa Rosa-klosteret i Puebla de los Angeles, der i 1600-tallet fik pludseligt besøg af en ærkebiskop og hurtigt måtte rode en sauce sammen for at have noget at servere over den kalkun de lige havde slagtet. De bad til en engel om inspiration, rodede gennem køkkenets spisekammer og Mole Poblana var en kendsgerning. Det faktum, at saucen smager en lille smule himmelsk, kan godt underbygge historien og traditionelt serveres Mole Poblano faktisk stadig mest sammen med kalkun.
Hvorom alt er, har retten nu udviklet sig til at være noget ganske særligt i Mexico. Det er en ret, der kommer på bordet når der virkelig skal være fest, når der er noget at fejre med dans og rigelige mængder af tequila. Og så bliver den selvfølgelig håndlavet helt fra grunden af mexicanske kvinder med stenmortere og store overarme, med alle ingredienser og ingen af de genveje, som jeg benyttede mig af.
Jeg skruede ganske enkelt låget af, blandede den lidt stive pasta op med et skvæt varmt vand og en smule olie. Så smurte jeg det på en håndfuld små kyllingefileter og smed dem ind i ovnen for at passe sig selv.
I mens lavede jeg en helt simpel guacamole med et finthakket rødløg (normalt bruger jeg forårsløg, men det havde jeg ikke lige i køkkenet), avocado, limesaft, salt og hakket frisk koriander.
Jeg varmede en stor fuldkornstortilla og lagde guacamole i bunden, så smed jeg de gennemstegte kyllingefileter med Mole Poblano oven på.
Så kom salsaen. Helt enkel med finthakket orange blød, sød mango, røde tomater, grøn koriander og en fedladen rød chili befriet for de fleste af sine kerner og hakket i bittesmå stykker.
Farverne var allerede begyndt at få mig i bedre humør, og da jeg til slut dekorerede med et par dryp af mørkerødt chipotle-ketchup , var jeg nødt til at overgive mig og erkende, at jeg faktisk ikke længere var helt så trist som inden jeg gik i køkkenet.
Så var det bare at folde vidunderet sammen og stikke i munden.
Viva Mexico.
Der er altid håb. Og mexicansk mad.

fredag den 2. september 2011

Books for Cooks

Det er den mest fantastiske septemberfredagseftermiddag i London med knaldende blå himmel og solskin over byen. En af de dage, hvor man godt kan blive en lille smule forelsket i efteråret.
Mens jeg sidder og skriver dette, står der en smuk lille dueblå oval skål foran mig med vaniljeyoghurt under et tæppe af rubinrøde kysagtige saftige hindbær som jeg lige har købt på Portobello Road. De er stadig solvarme. Over dem ligger et drys af lilla og lysegrønne pistacienødder som jeg lige givet et par halvhjertede stød i morteren.
Smukt uden på og inden i.
Ved siden af ligger Sophie Dahls nye kogebog From Season to Season, der forførte mig med billeder af en persisk linsesuppe med citron, rabarber rice pudding og chokolademarengs.
Jeg har lige været på besøg i en af mine yndlingsbogbutikker i London, Books for Cooks , der som navnet mere end antyder, specialiserer sig i kogebøger.
Butikken, der ligger i Blenheim Crescent lige ved siden af Portobello Road er en perle for alle der elsker mad. Her er alt hvad hjertet kan begære af kulinarisk litteratur og til overflod et køkken i den bagerste del, hvor der tit er kogebogsforfattere forbi for at demonstrere retter fra deres nye bøger.
Hylderne bugner af den ene mere fantastiske bog end den anden, den personlige betjening er i top og så snart man kommer ind sådan et sted, skammer man sig en lille smule over at man nogen sinde har brugt Amazon til at købe kogebøger.
For det er så vigtigt at de små uafhængige boghandlere, hvor der er vid, personlighed og charme får lov til at overleve. Lidt længere nede af samme vej er The Travel Bookshop lige lukket ”untill further notice” og det er et stort tab.
For når man går ind i en butik får man meget, meget mere end man nogen sinde kunne få på en webside. Man får lov til at bladre, at stå med hænderne i bogen, dufte til den og gå rundt med den i hånden og veje om det nu er den rigtige beslutning man er ved at træffe.
Man bliver også præsenteret for alle mulige bøger og ting man ikke vidste.
Eksempelvis faldt jeg over The Mustard Book, en hel bog dedikeret bare til sennep og med et sjovt kapitel om hvordan man kunne bruge sennep i desserter. Pærer med sennepsring, anyone? Og det sjove citat: I love mustard, even on my custard.
Jeg fandt en bog med den pudsige titel The Spaghetti Tree og i vinduet stod en bog med den sjove titel Eat, pray, Eat. Jeg faldt i staver over den latinamerikanske sektion, jeg flirtede med tanken om at tage Simon Hopkins med hjem, men vores spirende romance strandede på, at de første to opskrifter jeg faldt over handlede om kippers og komave.
Så det blev Sophie Dahl, der nu ligger her og lige om lidt skal hen på hylden til den ikke lille samling af kogebøger jeg har i forvejen.
Man kunne skrive flere blogindlæg om min samling af kogebøger, men fordi jeg i dag har været i en smal boghandel, kom jeg til at tænke på alle de underlige og lidt nørdede kogebøger jeg kun har anskaffet mig fordi jeg netop blev forført af en stemning, en impuls og stod i en butik.
Vi er så langt fra mainstream og Nigella og Jamie som man kan komme når jeg i flæng nævner:
Vanilla. En hel kogebog dedikeret ene og alene til brugen af vanilje. Ikke bare i desserter, men også i gryderetter med mere eller mindre succes. Købt secondhand i New York inklusive pletter på siden med opskrift på vaniljeis.
The Little Hastings Fish Cook Book. Impulskøb på en weekendtur til kysten og med opskrifter på rokke med kaperssauce, havørred i øl, hummer-hotdogs og inklusiv lokale fiske-skrøner. Jeg har ikke prøvet en eneste opskrift derfra endnu, men hvis jeg nogen sinde skulle befinde mig i en hummer-hotdog emergency, giver det mig ro at vide, at jeg ved hvor jeg skal lede efter en opskrift.
Food for Pharaohs. Købt i museumsbutikken på British Museum, der har en af verdens bedste ægyptiske samlinger uden for Cairo. Bogen er smukt illustreret med papyrus-tegninger og byder på anvisninger om hvordan man tilbereder en historisk korrekt Lamme og artiskok-tagine eller figenis, selv om jeg i det sidste tilfælde nok mangler en forklaring på om der var kummefrysere i Cairo på faraos tid.
Og mens vi er ved det historiske, faldt jeg i sidste uge pladask for en kogebog med opskrifter fra Titanic. Skrevet af en grandniece til en af de violinister, der gik ned med skibet (ikke at det egentlig har nogen relevans for hendes kulinariske gennemslagskraft). Stylingen er så gammeldags og kedelig, at den minder om de der opskriftskort man kunne få med tre karbonader (sjællændere læs: krebinetter) i Føtex anno 1978 pyntet med en tomat skåret ud i krone. Men den var alligevel lidt sjov, fordi der både var retter fra første og tredje klasse. På tredje klasse kunne man f.eks. få curry med chutney, mens førsteklassespassagererne måtte mæske sig i kyllingefileter og bygsuppe. Der er også klassiske opskrifter på scones og kuvertbrød, så jeg skal nok få bogen brugt. Før eller siden. Der er ingen Alaska Surprise at finde i desssert-sektionen, men til gengæld en total banal opskrift på frugtsalat. Men okay, måske var det sofistikeret i begyndelsen af 1900-tallet.
Hvis der er to ting jeg elsker, er det mad og litteratur og heldigvis smelter de to ting somme tider sammen i skøn forening. Det gør de blandt andet i bogen Food to Die For, der er delvist skrevet af Patricia Cornwell og baserer sig på opskrifter nævnt i bøgerne om den amerikanske retsmediciner Kay Scarpetta.
Her finder man interessante opskrifter på blandt andet Crab Cakes (fra Unnatural Exposure) og Key Lime Pie (The Last Precinct) selvom det måske er en smule usundt for appetitten, at der er kapitler med navne som Body of Evidence, The Body Farm og Killer Ingredients.
En anden bog, der også tager litteraturen med ud i køkkenet er Literary Feasts, der med omhyggelig research har forsøgt at genskabe retter fra store klassiske værker. Lær eksempelvis at lave doughnuts af Tom Sawyer, Walisisk kanin af Jane Eyre og brandnældesuppe af Anna Karenina.
Og det er begge bøger jeg nok aldrig ville have købt, hvis jeg ikke lige var faldet over dem i en butik, i en rodekasse eller havde for meget tid til at drysse rundt.
Og nu har jeg spist alle mine hindbær og det er blevet fredag aften og tid til at tage til fest. Uden så meget som en kogebog i sigte.

tirsdag den 30. august 2011

Something fishy


Grøntsagskassen ankom med et bundt intet mindre end intenst sortlilla bønner. De lå der og lignede næsten små stave af lakrids på den allersmukkeste måde og jeg var ganske enkelt nødt til at gøre noget ekstraordinært med dem.
Der var ikke andet for end at lave en slags Salade Nicoise. Eller måske skulle man for eksempel kalde det en Salade Cagnes sur Mer (det er en forstad til Nice jeg lige fandt på google) for jeg kunne ikke nære mig for lige at tilføje og lægge til som det nu passer mig. Så strengt taget var det ikke en salat fra Nice. Men det var tæt på.
Jeg lagde en bund af blandede salatblade og dekorerede med sorte skinnende oliven, små vagtelæg skåret i halve. Det er en bitch at pille dem, men de er så smukke, at man næsten glemmer det i samme sekund de ligger der og gør sig til på tallerkenen. Et par smagfulde tomater fra stilken, store kapersbær, strimler af ovnristet og håndflået rød peber (jeg foretrækker ramiro, men det er jeg ikke religiøs med).
Og så var der bønnerne. Jeg smed dem i kogende vand med lidt salt og gav dem lige præcis sådan at de var sprøde, men ikke knirkende. Men ak, da jeg hev dem op af vandet var de funky franske bønner forvandlet til helt almindeligt mørkegrønne grøntsager . Men de smagte nu ret fabelagtigt alligevel.
Så lavede jeg mig en vinaigrette, der blev en slags europæisk bastard med italiensk olivenolie, italiensk æblebalsamico og Colman´s mustard, der efter min mening slår alle andre sennepsmærker inklusiv de franske jeg kender, af banen.
Til sidst dekorerede jeg med store faste stykker af god tun.
Her er jeg til gengæld ret fanatisk. Tun i vand er, efter min mening det rene tidsspilde. Det er mangel på smag, mangel på umage. Man kan lige så godt lade være, hvis man ikke gider investere i god tun i olie. Mine foretrukne mærker er Ortiz eller Charles Basset, der begge bruger olivenolie og virkelig god og fast tunfisk, men jeg har ikke noget principielt imod solsikkeolie eksempelvis.
Det smukke ved en Nicoise er, at den forener to af mine yndlingsting: Tun og kapers.
Jeg elsker kapers. Det er bær, der vokser på en busk, især på Sicilien, men allerede antikkens grækere kendte til dem og brugte dem som et middel mod luft i maven.
Man kan enten få dem i eddike på glas som de fleste kender dem, eller saltede som det er traditionelt på Sicilien. Nogen opskrifter anbefaler, at man lige lægger sin kapers i blød i mælk for at tage toppen af enten den sure eddikesmag eller saltet, men jeg holder af kapers lige som de er.
Faktisk er det den ene ting, der ganske enkelt altid er i mit køleskab. Det sker, at jeg har glemt at købe mælk, at der ikke er mere smør og sommetider er bestanden af Hellmans mayo endda faretruende lav. Men kapers. Det er ikke noget jeg er løbet tør for på den her side af at jeg opdagede de fandtes.
Jeg kan finde på at gå ind i supermarkeder i fremmede lande, ene og alene for at tjekke om deres kapers ser bedre ud end dem jeg kender,  og om jeg skal have nogen med hjem.
For en ikke kapers-entusiast kan det måske lyde aparte, men jeg kan faktisk finde på at lave mad, hvis eneste formål er at få lov til at anvende en absurd mængde kapers.
Jeg laver gerne en Wiener-schnitzel til mig selv i en håndevending, alene for at få glæden ved at overdænge den med revet peberrod, citron og kapers i skefuldevis.
Af samme grund elsker jeg Pariserbøf. Fint med æggeblomme, løg, peberrod og rødbeder. Put det bare på, men det er kapers, der for mig redder den ret hjem.
Og hvad ville en tartarmad være uden de små grønne knopper? Kedelig og intetsigende. En bøf er kun en bøf, når det kommer til stykket. Men hvis den ikke får modspil, bliver den lige så interessant som en hjernedød udsmider på et provinsdiscotek. Det er kapersbærrene, der giver den raffinement.
Fisk og kapers et naturligvis et oplagt kærestepar. Der er næsten ikke den fisk, der ikke står sig bedre med lidt kapers on the side i en eller anden form. En hvid fast fisk som eksempelvis havaborre, eller seabass som den hedder lidt mere forførende på disse kanter med en kaperssmørsauce og nye kartofler synger til himlen.
Eller man kan kombinere tun og kapers på uendelige måder i tunsalater eller en af mine italienske sommerfavoritter Vitello Tonnato, der på alle måder er en ret, der rammer mit gastronomiske g-punkt.
Koldt kalvekød skåret i supertynde skiver og overhældt med kold tunsauce lavet med hårdkogte æg, bouillion og alskens andre rare ting og dekoreret med kapers.
Der er jo stort set intet man ikke kan elske ved den ret.
Sidst jeg lavede det for middagsgæster serverede jeg det med lidt fennikel braiseret i hvidvin, sprød grøn salat med ovnristede røde peberfrugter og så selvfølgelig kølig hvidvin.
Så er man nærmest i himlen. Hvor der helt, helt sikkert gror kapers.