En himmerigsmundfuld til en engel

Jeg har fået en engel ind i mit liv. Hun kommer en gang om ugen og gør ting ved min lejlighed, så jeg kan have et liv, hvor jeg ikke synes jeg skal gøre rent hver gang jeg har fri.

Hun omorganiserer mit kaos til noget, der ser overskueligt ud, vasker gulv og frigør i det hele taget ufattelig meget energi, fordi jeg nu ikke længere skal bruge så meget mental energi på at tænke på, at jeg burde gøre rent, at planlægge at gøre rent, at mule over at jeg gør rent o.s.v.

Hun smider de 97 plasticposer jeg havde gemt under køkkenvasken ud fordi jeg aldrig får brug for dem, hun fortæller mig, at man virkelig ikke skal smide sin memory stick i baglommen og så smide sine jeans til vask og ryster kærligt på hovedet over at ét menneske kan rode lige så meget som de fem der bor hjemme hos hende.

Dealen er at hun får nogen timer for sig selv til at tulle rundt i lejligheden, mens jeg træner og så kommer jeg hjem og laver frokost til os inden jeg sender hende ud i verden igen og sidder stille og nyder duften af citronrengøringsmiddel.

I lørdags lavede jeg Steak Sandwich til hende. Ikke en vildt kompliceret ret, men helt klart værd at servere, så længe man gider gøre sig umage.

Det er briterne, der så vidt jeg ved, har opfundet The Steak Sandwich. Den er et fremragende koncept, der i bund og grund består af en stegt bøf lagt mellem brød. En slags burger men med en steak i stedet for hakkebøf.

Det er med vilje, at jeg ikke kalder det en bøfsandwich, for det er en ganske anden ting, som man vil vide, hvis man som jeg er opvokset i Vestjylland. Det er nemlig en god gammeldags hakkebøf, der har ligget i varm brun sovs henne på grillbaren i nogen timer inden den bliver smidt ind i en blød hvid bolle med ingen form for kerner eller frø sammen med ketchup, sennep, remoulade, bløde løg, agurkesalat og mere brun sovs. En klassiker efter et besøg i svømmehallen i 1970erne, og slet ikke det samme jeg havde i sinde her.

Nå, men tilbage til udgangspunktet, The Steak Sandwich. Briterne foretrækker den med en klat peberrodssauce og måske, hvis man er på en gastropub, en håndfuld ruccola stoppet ind i et giabattabrød sammen med bøffen.

Men jeg laver den selvfølgelig på min egen måde. En slags bastard, der er en blanding af det britiske koncept med min danske køkkentradition i form af ideen om en god gammeldags mellemmad med roastbeef.

Man tager en rigtig god Sirloin steak. Jeg hørte for nylig den fortryllende historie at navnet stammer fra engang den meget madglade kong Henry XIII fik et stykke loin (altså oksens lænd) på en kro i Preston og blev så begejstret, at han straks adlede det og dermed gav det navnet Sir Loin. Men ak. Lidt research kan ødelægge enhver god historie og desværre passer det ikke. Der var aldrig sådan en konge, selv om der måske burde have været og sir stammer fra det franske sur (under). Øv.

Men i hvert tilfælde. Sirloin af god kvalitet. Jeg foretrækker Angus. Det er en smagssag om man vil drysse salt og peber på før eller efter stegningen. Jeg gør det efter, men jeg gnider en smule olivenolie på, inden jeg smider bøffen på grillpanden, der er gloende varm. Den skal ikke have lang tid, bøffen. Den skal stadig være pink og saftig inden i, og når man tager den af, skal den have tid til at hvile lidt, så safterne kan trække sig tilbage ind i kødet. En bøf er nok til to sandwiches.

En god italiensk bolle til hver bliver bøffens sidste hvilested. Det kunne også være flute eller hvad der nu lige er for hånden. Hovedsagen er at brødet skal være af en god kvalitet, der kan matche bøffen. Det skal heller ikke være for blødt og eftergivende, men skal kunne holde en bøf og indhold på plads.

Indersiden af bollerne smører jeg med den geniale opfindelse, der er Cervera findelt piccalilly. Det er en slags remouladepure, der ikke er blandet op med mayo. Jeg skal helst altid have et glas af det i huset, ellers kan det godt føles lidt utrygt. Jeg køber min hos Søstrene Greene og har aldrig set det andre steder selv om jeg kigger ihærdigt hver gang jeg kommer i nærheden af butikker med krukker og glas .

En håndfuld salat på over- og undersiden af hver bolle sikrer, at der er lidt grøntsager tilstede. Jeg foretrækker personligt en blanding med lidt ruccola, fordi den pebrede smag passer fint til bøffen, men her er der plads til det personlige præg.

Nu er det tid til at skære bøffen i skiver og fordele den nogenlunde retfærdigt mellem de to boller. Så går jeg tilbage til det britiske og læsser en generøs portion Onion Marmalade fra The Truckle Company ovenpå. Den er mørkebrun og dyb i smagen og er den bedste løgmarmelade jeg nogen sinde har smagt.

Egentlig er det ment som en slags variation af de ristede løg hjemmefra, men jeg havde faktisk også en bøtte med lidt af den ægte vare stående, så denne her gang kom der et ekstra drys rigtige ristede løg oven på for lidt mere knas. Men det behøver man strengt taget ikke.

Til sidst klemmer man hele herligheden sammen, skærer den over midt på, så den er lettere at spise håndholdt og serverer med noget koldt at drikke. Englen drikker ikke øl, så hun fik en ingefærsodavand til sin himmerigsmundfuld.