Glædelig jul og honningkagehusspetakler

Glædelig jul og godt nytår til alle mine vidunderlige læsere,

Bloggen holder lidt juleferie, men indtil den er overstået, kommer der her en gammel klassiker, der i sin tid er blevet trykt i Berlingske Tidende.

I samme øjeblik jeg samlede den glittede julebog op fra et bord i en boghandel i London, var jeg solgt. Dér sidst i bogen mellem opskrifter på julekager og fyldte kalkuner, tonede det frem i al sin herlighed: Med krymmelblagte chokoladeknapper på taget, små bolchestribede slikstokke i forhaven og et væld af juvelfarvede vingummiindsatser i vinduerne. Det var det ultmiative honningkagehus og jeg var ganske enkelt nødt til at eje den bog, så jeg kunne fabrikere sådan et hus.

Jeg så allerede for mig, hvordan mine højtelskede gudbørn ville juble af benovelse,når jeg frembragte dette perfekte hus, parat til at blive pyntet på vores årlige julekagebagedag hjemme i Danmark.

Skæbnen ville at jeg først endte i sommerhuset med mine indkøb meget sendt om aftenen inden den store dag, og da jeg slog op i opskriften for lige at tjekke, at jeg havde fået det hele med, gik det op for mig, at honningkagehuse kan man ikke sådan bage på dagen. De skal stå og klistre samnen, inden man pynter.

Godt så. Klokken var halv et, og der var ikke andet at gøre end at gå i gang. Det gik for så vidt helt efter planen, et langt stykke af vejen.

Den virkelige katastrofe ramte for alvor, da jeg skulle i gang med at blande den klæbende tykke glasur, der skulle holde sammen på hele værdet. Det store patentglas, der efter min mening havde været spækket med flormelis, viste sig at indeholde kartoffelmel. Min reelle beholdning af flormelis når nærmere på omkring tre forkrøblede spiseskefulde, og der var mildest talt ingen udsigter til at få den forøget på den forkerte side af klokken to om natten i et sommerhusområde.

Jeg gjorde mit bedste, gjorde jeg. Jeg improviserede, klippede små trægrillspyd til som stivere og lænede væggene op af dåser, og da jeg endelig trimlede i seng, var jeg stadig fuld af forhåbninger om verdens mest fantastiske honningkagehus med designergavl.

Næste morgen kunne jeg, mod al forventning, konstatere, at huset stadig holdt sammmen.

Glad gik jeg i gang med at lave morgenmad. Satte vand over til til te og begyndte at koge æg. Det følger nu et husholdningstip, som jeg gladelig giver gratis fra mig: Kog aldrig æg i et lille rum med et honningkagehus. Da jeg kom ind i køkkenet igen, var det som et tyrkisk dampbad med honningkageinfusion. Det var nærmest blevet til en stor svampet struktur, der led af alvorlige tilfælde af hvad en bygningsinspektør ville kalde K5-skader. Den strunke tagryg var sunket sammen og selve bygningen lignede en tegning af Salvador Dali.

Selv om jeg stormede ud med huset til den køligere og dampfri havestue, kunne jeg godt se, at nogen stor bygherre blev jeg nok ikke. Honningkagehuset var fortabt og det kom til at stå upåagtet hen i et hjørne, mens mine gudbørn og jeg lavede småkager. Lige indtil min veninde og børnenes mor fik øje på det og fik hele historien om husets kranke skæbne.

En times tid senere var småkagerne færdige, og vi sad i stuen og slappede af med varm kakao, da en yderst skarp stank bredte sig fra køkkenet.

”Guuuud”, lød det fra min veninde, der løb ud og slukkede ovnen.

I et forsøg på at redde mit projekt havde hun tænkt sig at forsigtigt tørre honningkagehusstykkerne i ovnen og havde derefter glemt alt om dem.

De var tørre. Faktisk var de så tørre, at de var kulsorte og aldeles uspiselige. Det er det eneste hus, jeg nogen sinde har hørt om, der er gået fra vandskade til brandskade til skraldespand på mindre end et døgn.

Men i år har jeg bestemt, at det skal blive bedre. Jeg fandt nemlig lige den her bog på Amazon, der hedder 100 honningkagehuset, og den indeholder simpelthen det mest bedårende ridderslot, der bare tigger om at blive lavet.

Jeg mener, hvad kan der ligesom gå galt?