Tilbragte sidste weekend i underskønne Firenze og oplevede for første gang Italien ved vintertide. Det var lidt af en åbenbaring. Sidste gang jeg var i den gamle stad, der var renæssancens absolutte hovedby var der halvanden times kø bare for at komme ind i den ikoniske domkirke Santa Maria del Fiore, der knejser over byen med sin røde kuppel.
I den her weekend kunne man bare gå lige ind og tænde et lys for dem, der var engang og lade roen sænke sig, mens man filosoferede over Medici-slægten, der opfandt Europas bankvæsen og brugte pengene til at gøre Firenze til en af verdens smukkeste byer.
Der var luft og plads på Uffizi Galleriet til at se Leonardo da Vincis kunst og Botticellis berømte maleri af Venus, der stiger af havet på sin muslingeskal og beundre udsigten over Arno-floden, der også løb gennem byen i 1486, da Botticelli satte penselstrøgene til en af kunsthistoriens mest berømte malerier.
Man kunne gå i de snævre julepyntede gader uden at konstant støde ind i mennesker fra Houston, Hannover og Hundested. Det var 10 grader, lige knap og nap varmt nok til at man kan overbevise sig selv om at man ikke er blevet vanvittig fordi man har lyst til italiensk is, selv om Nordeuropa kæmper med snemasserne.
Vi vandrede op til Ponte Vecchio, den gamle bro, der nu er fuld af guldsmedeforretninger i gyldent lys. I gamle dage lå her slagterbutikker, der foretrak denne placering fordi det var let at smide affald i floden.
Midt på broen står et meget strengt skilt fra det italienske politi om at man ikke må sætte sin lås fast på broen. Det medfører bødestraf. Til gengæld har folk så sat hængelåse op så det er en lyst på et stakit ved floden. Det ser meget fascinerende og smukt ud og handler selvfølgelig om Amore.
Jeg spurgte en ekspedient i en butik, der mente at det vistnok havde grebet om sig efter en berømt film, hvor to elskende mødes ved Arnos bredder og lover hinanden evig troskab og kærlighed og låser deres kærlighed eller løfte fast på den måde. En anden teori hendes kollega havde, var at det var soldater, der havde hængt dem der for at komme tilbage og låse dem op sammen med deres ventende piger når værnepligten endelig var overstået. Som en slags moderne kyskhedsbælte per efterkrav.
Under alle omstændigheder handler det om kærlighed.
Jeg ved ikke helt om jeg synes om ideen at kærlighed kan låses fast til et jernstakit selv om det har en af verdens smukkeste udsigter. Men jeg blev alligevel så optaget af ideen og symbolikken, at da jeg senere på weekenden fandt en halskæde med et vedhæng bestående af 12 nøgler af forskellig størrelse og udseende straks brød mit eget fortsæt om aldrig at købe smykker.
Det ville jo være forfærdelig trist at møde hængelåsen i sit liv og så stå der uden en nøgle, tænker jeg.
Det var på ingen måde en weekend for asketer. Det passer ligesom ikke med Italien. Hvor skandinaverne er minimalister, hælder den italienske folkesjæl typisk mod maksimalisme. Der er tider, hvor jeg tænker der er sket en eller anden kosmisk fejl siden jeg ikke er født i Italien, men så kommer jeg i tanker om Berlusconi og så er det såmænd nok som det skal være.
Men italienerne er folk, der sætter pris på kærlighed, familie og mad, og der var intet bedre sted at fejre mit imaginære sekundære statsborgerskab end på Mercato Centrale, Firenzes fødevaremarked, der er en slags mutation mellem en turistfælde og et rigtigt marked, hvor mad og råvarer bliver taget alvorligt. Her er platte butikker, der sælger trefarvet pasta formet som Sombreroer, Limoncello hældt på flasker formet som højhælede sko og vin i chiantiflasker af en størrelse, der ikke engang ville kunne slukke tørsten på en Barbie-dukke.
Men her er også bugnende rækker af parmaskinker, flere rigtige slagtere, der sælger kaninkød, vildsvin og hanekyllinger med hoved, hanekam og hele molevitten, boder, hvor raviolien bliver rullet frisk hver dag og ostehandlere, der fører fem forskellige slags Pecorinoer fordi en ost ikke bare er en ost. Den store specialitet her er trippo, komave og jeg kan lige så godt indrømme at lige på det punkt var jeg en kylling.
Her er delikatesser, der ville kunne få selv den største kynikers hjerte til at slå lidt hurtigere og jeg har personligt specialimporteret så meget, at jeg måske ville kunne leve uden at lide nogen sult eller nød i et par måneder uden at gå i supermarkedet efter noget som helst andet end banaliteter som mælk, brød og den slags.
Kom hjem med:
Silkeblød parmaskinke, der smelter på tungen, Pecorino-ost, små brødringe med fennelkerner, trøffelsalt, spaghetti med trøfler, store fede makaroni-stykker, tunfisk i gulddåser med en italiensk skipper uden på, en tube tunsauce til næste gang jeg skal lave Vitello Tonnato, hvid nougat, der er pakket ind i så smukt farvestrålende papir med fede basunengle, at de er lige til at hænge på juletræet, god olivenolie, olivenbladformede grønne pastastykker , 12 år gammel balsamico, saltede sicilianske kapers af god kvalitet, små chokolader med valnødder, et lille pan forte (hårdt julebrød fra Sienna), dobbeltkrøllede pastaskruer, tyndt skåret salami med fennelfrø, en lyseblå dåse med Virgine Amaretti i guldbogstaver uden på og amaretti-kager inden i, ost med trøfler, Vin Santo til næste gang jeg skal lave Tira Misu og en flaske fabelagtig vineddike lavet på hvidvin. Nåja og så de mest fantastiske biscotti købt hos en bager, der havde fået den geniale ide at fylde ikke bare hele mandler, men også revet appelsinskal i. Men der var kun fire og dem har jeg spist.
Man kan vel dårligt undre sig over at jeg var nødt til liiiige at købe en ekstra kuffert til det løse, mens det måske bliver sværere at forklare den turkise læderhåndtaske, den toscanske kogebog, der så fantastisk lækker ud og som ved nærmere eftersyn hjemme på det højloftede hotelværelse viste sig at være skrevet af en australsk kok (dog af italiensk afstamning og til mit forsvar med det meget autentisk klingende navn Grossi Florientino), en krimi, der foregår i Firenze, en notesbog med stift bind og Venus på forsiden og et bogmærke med samme motiv.
Hvis jeg ikke var halvt italiener i hjertet burde jeg vist være bare en smule beskæmmet over alle de indkøb. Heldigvis bliver de fleste smidt i kufferten igen og delt med familie og venner til jul og i det nye år.
Jeg har allerede aftalt med et par af tøserne at til januar skal vi gøre alvor af vores planer om at (gen)se Godfather I, II og III i ét stræk. Det kommer til at tage hele natten med og der vil blive serveret spaghetti med verdens bedste kødboller, rødvin og Tira Misu og måske endda Canoles for at hædre en af filmhistoriens største replikker:
”Don´t forget the canoles!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar