Nogen gange har man som journalist surrealistiske dage og i går var en af slagsen for mig.
Inden for få timer oplevede jeg: at interviewe Cher og Christina Aguilera, interviewe en hacker fra Anonymous, at tale svensk med en demonstrant foran retten i Horseferry Road og så ende hjemme i mit eget køkken og lave hjemmelavet rødkål.
Jeg tænker, at det holder ens sind meget fleksibelt at have den slags dage.
Interviewet med Cher og frk. Aguilera var i anledningen af den nye film Burlesque, der handler om en ung pige (gæt hvem af de to), der realiserer alle sine drømme og rejser til Los Angeles, hvor hun bliver burlesque-danser.
Burlesque er en slags fræk, drillende dans, der ikke er striptease, men måske ikke ligger milevidt fra at henvende sig til det samme publikumssegment.
Andre drømmer måske om at blive filmstjerner, advokater, hjertekirurger eller blive opdagelsesrejsende. Men okay, vi er alle forskellige.
Interviewene foregik på Claridges, der er et af Londons suverænt dyreste og mest hæderkronede hoteller. Jeg mener, hvor har man efterhånden en elevatorboy, der betjener knapperne for folk, der ikke selv kan finde ud af at trykke på 5 for femte sal? Det har man selvfølgelig på Claridges, hvor der også forefindes en lille sofa i elevatoren, hvis man nu skulle blive virkelig træt i benene af at stå der og vente uden overhovedet at kunne trykke på bare den mindste knap selv.
De her filminterviews foregår næsten altid efter samme model. Man bliver gennet ind i et hotelrum sammen med 5-6 andre journalister, hvor man oftest sidder omkring et rundt bord og venter på stjernen. Ventetiden er ofte proportional med stjernens status, men det er såmænd hyggeligt nok at småsludre lidt med kolleger fra Rusland, Ungarn, Norge o.s.v.
La Cher gjorde sin entré ikke særlig forsinket og opførte sig ubeklageligt og særdeles høfligt og interesseret i forhold til så mange andre. Og hun var egentlig ret ærlig omkring det faktum, at hun overhovedet ikke bryder sig om at blive gammel.
”Jeg hader det!”, sagde hun og erklærede at alt det der med at blive gammel og viis var en gang bullshit.
”Jeg har ikke lært noget nyt om mig som jeg ikke allerede vidste dengang jeg var 40”, erklærede hun uden at fortrække en mine.
Jeg skal ikke kunne sige om var fordi hun var så cool med sin mangel på selvudvikling, eller om det var på grund of Botox, men jeg hælder mod den sidste forklaring.
Så var det tid til Christina Aguilera, hvis personlige PR-person kom ind i lokalet lidt som de der motorcykelbetjente, der altid kører foran en officiel kortege lokalet og strengt mindede os om, at ”der må ikke stilles personlige spørgsmål!”
Det er jo et ret vidt begreb.
Er ”hvordan var det for dig at være med i filmen” et personligt spørgsmål?
Er ”hvad er dine videre karriereplaner” et personligt spørgsmål?
Man kan argumentere for at de fleste spørgsmål, der ikke lige befatter sig med relativt objektive emner som hvad er klokken (afhænger af hvor man er i verden), løber Zambezi-floden egentlig gennem Zambia (ja) eller har nogen set hvor jeg lagde mine nøgler (formentlig ikke) er personlige spørgsmål.
Hvorom alting er, så endte interviewet med alle mulige personlige ting, så som hvad hendes 2-årig søn skal have i julegave, (Det skal selvfølgelig ikke røbes på denne blog. Ville ikke drømme om at ødelægge julen i Casa Aguilera), at hun går igennem en ”fase af personlig udvikling” (læs: skilsmisse) og at hun betragter Cher som ”en naturkraft”.
Oven på alt det drama skyndte jeg mig ned foran Westminster Magistrates Court, hvor 100 demonstranter stod og råbte til dommeren at han skulle sætte Julian Assange på fri fod. Måske hørte han det, for han fik faktisk lov til at komme ud mod kaution.
Men svenskerne tog det lidt som ham der overlægen fra Riget og appellerede på den sure måde. Så nu må vi vente og se til torsdag, mens den svenske anklager finder et tag, hvorfra hun kan stå og råbe Jävla WikiLeaks.
En af demonstranterne fra Stop the War (vistnok mest den i Afghanistan for tiden) var en skotte, der havde tilbragt en del af sin ungdom i Sverige og han var så stolt af, at han kunne sige ”Jeg prater lite gran”, selv om jeg ikke er helt klar på hvorvidt han opfattede, at Danmark egentlig er et andet land end Sverige.
Fik også talt med en hacker fra gruppen Anonymous, der lovede, at der er mere ballade på vej fra gruppen.
Han sammenlignede blandt andet WikiLeaks-dokumenterne med de regnskaber, der blev offentliggjort, da det britiske parlament blev næsten ødelagt af bilagsskandalen, der viste at de fleste politikere havde stukket snabelen meget dybt ned i statskassen og fået betalt både oprensning af voldgrav og andehuse til flere tusinde kroner.
”Hvad var der sket, hvis de mennesker, der lod papirerne lække var blevet straffet?”
Værd at tænke over.
Det, der slog mig mest var, at bortset fra det sædvanlige venstreorienterede, USA-hadende slæng, der føler, at der nærmest er mødepligt de fleste protester over det meste, var der faktisk også bare helt almindelige mennesker, der bare var fortørnede over at ytringsfriheden bliver forsøgt knægtet på den måde.
Tilbage på matriklen var der ganske enkelt ikke andet at stille op med aftenen end at lave ribbenssteg og rødkål. Jeg skal til julesammeskudsfrokost i aften med resten af det danske korrespondentkorps i London og det er mit bidrag.
Jeg kommer fra et barndomshjem, hvor rødkål er noget, der kommer ud af et glas, hvor der gerne står noget med Herregårds- på etiketten og ikke et ondt ord om det. Når man har børn, gæster og 117 julegaver, der skal købes, ænder der skal steges og alt det andet, så er der bare nogen ting, der skal komme på glas.
Det er først som voksen at jeg opdagede at det er nemt at lave rødkål selv, og at det smager betydeligt bedre. Selv om jeg med skam må melde at jeg ikke tror jeg har konverteret resten af familien endnu.
Jeg sjusser mig frem, men i går tog jeg et rødkålshoved og snittede det fint. Smed det i wokken med en klat smør (juleaften ville jeg nok bruge andefedt, men det havde jeg ikke lige i huset) så smider jeg noget mørkt puddersukker ved og et par skefulde honning. Normalt bruger jeg akacie-honning, men jeg har tilfældigvis lige taget hul på et glas skotsk blomsterhonning jeg fik af en veninde, så det kom i med sin storslåede stærke honningsmag. Så justerede jeg med et ordentligt skvæt balsamico – og her ville det være spild at bruge den dyre. Min sidste lille finesse er et par skefulde orangeblomstervand. Det var et indfald jeg fik for et par år siden fordi jeg lige havde flasken fremme i forbindelse med noget bagning og det giver sådan en lille delikat undertone, der er en fjern slægtning af ideen om at bruge appelsiner med rødkål.
Wokken skal være på mellemsvag varme og så kan man ellers give sig kast med alt muligt andet, mens kålen står og passer sig selv.
Jeg fik lavet en ribbenssteg og jeg kunne ikke modstå at tage en skive rugbrød selv til aftensmad med den varme ribbenssteg og rødkål. Så sorry til mine kolleger i aften. Hvis der ikke er nok, så ved i hvorfor.
Jeg trængte til det oven på den surrealistiske dag. Men det betyder vel egentlig bare, at jeg har lært noget nyt om mig selv, og hvis man skal tro Cher skal jeg også skynde mig, hvis jeg skal nå at få den sidste lærdom med inden jeg fylder 40.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar