Store julekagebagedag

Min mormor døde for mange år siden, men jeg kommer altid til at tænke sådan på og savne hende, når jeg laver småkager.

Hun bagte verdens bedste finskbrød, der nærmest smeltede inde i munden så snart de kom i kontakt med tungen og somme tider fik man lov til at hjælpe med at drysse dem med finthakkede mandler og sukker som hun havde hamstret hele året ved at tage den gratis pensionistbus fra Holstebro og hele vejen ned til Otto Duborg ved den tyske grænse.

Min mormor var hvad man vist godt kan kalde påholdende uden at være uretfærdig overfor hende. Det var vel delvist et produkt af krigen med dens rationeringer. Mormor var typen, der eksempelvis slukkede lyset inde i stuen, hvis hun gik på toilet for at spare på strømmen, gemte og glattede klare fryseposer, kørte efter det, når der var tilbud på smør i Føtex og fodrede sin puddel Pylle med madrester fra kantinen som hun tog med hjem fra arbejde i brugte kvartliters mælkekartoner.

Men der var ét punkt, hvor der faktisk sjældent var nogen smalle steder, og det gjaldt de kiks min bror og jeg holdt meget af at gå og spise som snack, når vi blev passet hos hende. Det var sådan nogen små fine hvidlige firkanter, der kom ud af en meget fin pakke med en plettet hund som jeg kunne stave mig frem til hed Bob. De smagte egentlig ikke af så meget, men de knasede så fint, når man bed i dem. Faktisk var de så gode, at jeg næste gang jeg var med min mor ude og handle plagede om vi ikke også kunne få nogen Bob kiks.

Nøj, hvor blev min mor sur.

Siden den dag havde Pylle sine hundekiks helt for sig selv. Jeg var, sammen med min bror, egentlig ret bitter på min mor over sådan at have ødelagt en for os glimrende ordning. Men så sagde hun ordet benmel og så kunne vi egentlig godt se hendes pointe.

Da min mormor blev ældre var det de berømte, ja tør man næsten sige mytiske Hillary Clinton-kager, der gjorde deres indtog. Hun fandt vistnok opskriften fra den daværende FLOTUS i et Søndags BT (som hun var en trofast læser af) og fortalte mig glædesstrålende, at småkagerne havde været intet mindre end en triumf.

”Ja,”, sagde hun.

”De var fantastiske, men der er ikke flere. For jeg har spist dem alle sammen.”

Og det var enden på Hillary Clinton-kagerne. Jeg kom aldrig til at smage dem, men de levede deres eget liv i vores familiemytologi som de småkager man så bare aldrig kommer til at smage.

Min far kan stadig grine af den historie og jeg tror faktisk aldrig jeg nogen sinde har fortalt ham, at jeg har bagt småkager uden han lige skal spørge om det var Hillary Clinton-kager?

Det er det aldrig.

Min mor bagte til gengæld fabelagtige vaniljekranse og pebernødder fra en bog, der er bundet ind i et stykke stribet stof, der er brændemærket af at engang have været for tæt på en kogeplade. I den står de bedste opskrifter sirligt skrevet ind med hendes pæne skrift og nogen gange har hun hjælpsomt skrevet: (God!) oven over en opskrift.

Jeg mobber hende lidt med det, for jeg tænker at man vel ikke ville skrive en opskrift ned i hånden med mindre den var god, men sandheden er at jeg elsker at bladre i den bog. Det er som at bladre igennem min barndoms middage, skovture og frokoster.

Her står den legendariske opskrift på kartoffelsalaten, hvis lige ikke findes, her er min oldefar Nofs opskrift på gammeldags vafler, her er opskriften på stegte marinerede sild (og minderne om den evige rivalisering om det var hende eller min bedstemor, der havde den bedste opskrift – og her må jeg selvfølgelig klart dømme til min mors fordel) og opskriften på kokuskugler (der skal serveres med små plasticpinde med et negerdamehoved på ellers er det ikke rigtigt) og ikke mindst den giftgrønne kagekone vi fik til min 8-års fødselsdag, der havde så meget frugtfarve i, at Anette H. prompte brækkede sig. På den grønne måde.

Det er ikke en af de opskrifter, der står (God!) ved.

Min mor er så stor en inspiration, at jeg som 14-årige startede min egen bog med opskrifter i, der på side ét åbner med en omhyggelig afskrevet afhandling udi kunsten at lave lasagne. Men det er en helt anden blog.

Pointen er, at jeg også har mine egne julekagebagetraditioner.

Traditionelt er der tre småkager, der skal laves til jul hos mig.

Først og fremmest er der de psykedeliske småkager som jeg laver sammen med mine gudbørn i sommerhuset.

Det er en helt almindelig uskadelig vaniljedej med æg, sukker, vaniljesukker, mel og bagepulver, ikke noget at skrive hjem om som sådan. De er småkagernes svar på Americas Next Top Model (ANTM). Det handler ikke om at der skal være dybde. Der skal være glimmer.

Jeg har 130 forskellige kageformer og forsøger at købe nye hvert år. Egern, elge, blæksprutter, mumier og Anubis (fra British Museums gavebod) julemænd, orme, heste, sommerfugle og hajer, dinosaurer, hjerter og ænder er blandt de gyldne hits, men hvert nyt år har sine favoritter.

Når småkagerne har fået deres otte minutter i ovnen bliver der stillet glasur og glimmer frem på bordet. Der skal som minimum helst være rød, lyserød, blå, lyseblå, gul, grøn, sort, brun, orange og lilla.

Pynten kan bestå af sølvkugler, kandiserede miniappelsinskriver, blåt sølvglimmer, delfinkonfetti, karamelkugler, lyserøde Barbiekugler, chokoladekaffebønner, krymmel i pastelfarver og krymmel i junglegrønne nuancer.

Vi går ikke efter katalog-look her. Det skal være high fashion, editorial og edgy, som Tyra plejer at sige i ANTM.

Mine gudbørn får de hvinende søde, overbelæssede kunstværker med hjem til at fordele mellem deres forhåbentligt ovenud taknemmelige bedsteforældre.

Normalt bager jeg også en slags amerikanske cookies. (Og nej, den amerikanske udenrigsminister har ikke haft det mindste at gøre med opskriften.)

Cookie-opskrifter er ret standard og nemme at finde på nettet. Mit personlige twist er at jeg altid bruger pecan-nødder og som chokolade bruger jeg konsekvent Marabous appelsinkrokant og jeg er (med undskyldning til mormor) mildest talt ikke påholdende med det. Hemmeligheden er at det skal være store gedigne stykker i stedet for skravlede krummer.

Men ak. I år er min jul flyttet til Sjælland og jeg kommer ikke i mit sommerhus og bager med gudbørnene.

Og i anledningen af den finansielle krise, nedskæringer og almen mangel på tid, har jeg i år skåret helt ind til benet og kun lavet én eneste opskrift.

Hårdt presset til at selektere blandt det bedste af det bedste, vender jeg altid tilbage til kongen over alle småkager, som er mine italiensk inspirerede små sprøde småkager med revet appelsinskræl og rosmarin. Det lyder måske som en mærkelig kombination, men det er en blanding, der for mig er smagen af jul, familie og mine egne traditioner.

Jeg faldt over opskriften engang jeg sad og bladrede planløst i en af mine mors kogebøger og jeg kunne med det samme bare smage oppe i hovedet hvor fantastisk det her ville være og gav mig straks til at lave dem.

Siden da har jeg ikke set mig tilbage på småkagefronten. Hillary eller ej.

Jeg ville bare ønske, at min mormor kunne smage dem.