Grøntsagskassen, mit smertebarn
Min kulinariske uge burde begynde hver fredag, når den søde Joe fra Abel & Cole (briternes svar på De fire årstider) banker forsigtigt på min gadedør og efterlader en økologisk grøntsagskasse ombundet med snor og bugnende af struttende sunde grøntsager og frugt.
Det burde virkelig være en kilde til evig glæde og overraskelse og ikke mindst en ordentlig portion af lettere anstrengende selvtilfredshed at jeg hver uge får leveret hånddyrkede artiskokker, små bundter af asparges (i sæsonen, forstås) og bananer, der har levet et godt og uegennyttigt liv inden jeg købte dem til overpris, hvad jeg selvfølgelig gerne gør for at støtte landbruget i Mozambique.
Man kan se reklamefilmen for sig med et stykke af Mozarts mere tilgængelige værker som underlægning og et gyldent lys, mens undertegnede nænsomt hiver en selleriknold, der er dyrket af en farmer ved navn Robert Harris tæt ved Bristol op af kassen og giver den et godt hjem. Se hvordan jorden drysser malerisk af i slow motion, zoom ind på den smilende kok, der nu føler sig inspireret i overflod til at brødføde en familie med fire sultne sjæle.
Sandheden er desværre mere brutal.
Jeg køber den mindste grøntsagskasse på markedet (gourmet til 1-2 personer) hver anden uge og den mindste frugt- og grøntsagskasse (igen til 1-2 personer) hver anden uge. Jeg tænker, at ingen forestiller sig at single mennesker spiser grøntsager, og hvis de gør, så går de nok aldrig ud.
Sandheden er at jeg er ved at gå til i grøntsager. Jeg er altid sådan lidt i underskud med at få dem spist og skubber en slags skyldpukkel af økologiske grøntsager foran mig.
Problemet begynder allerede fredag, for når jeg er hjemme i London holder jeg meget af at bruge min fredag aften med at svømme, gå ud og spise og gå i biffen. Allerede der begynder den dårlige samvittighed.
De grøntsager, der var knasende friske fredag morgen ser allerede lettere bebrejdende på mig 24 timer senere. Økologi er sundt, men det holder bare ikke så længe som alle de sprøjtede ting.
Normalt skynder jeg mig at genoprette balancen med at invitere nogen til middag lørdag, men det er altså nogen gange næsten pligtspisning, når jeg serverer et lillebitte stykke kylling med tre forskellige grøntsager.
Det irriterer mig også fordi det næsten er begyndt at hæmme mine indkøb. Jeg kan sagtens vågne op med en overdreven trang til at lave gullash til aftensmad for eksempel, men hvad skal man stille op med den kålrabi eller det savojkålhoved, der bare ligger der og stirrer på én i den forbindelse?
Og overdommeren i hovedet (der ved den slags lejligheder faktisk ligner Laura fra Matador lidt) ryster opgivende på hovedet af mig, hvis jeg virkelig tillader mig at købe et par passionsfrugter. Jeg har dog fire madæbler og tre løg derhjemme. Skulle jeg ikke spise dem først? Fy!
Skal jeg ud et par aftener i løbet af ugen, hvilket ikke er et ukendt fænomen, så går regnskabet slet ikke op og jeg ender med brødebetynget igen at lægge slatne gulerødder ud til egernet. Det sker med så jævne mellemrum at egernet faktisk ofte lige kommer hen og banker på vinduet, hvis jeg har glemt det. Det er sat præcedens.
Fordelen er selvfølgelig når det virker, at jeg får mine vitaminer og jeg får ny inspiration ved at tvinge mig selv til at bruge grøntsager, der ikke normalt lander i kurven i supermarkedet.
Men når det er sagt, så vil jeg gerne lige spørge hvad det er med squash?
Seriøst kan jeg ikke huske nogen grøntsagskasse jeg nogen sinde har fået, der ikke indeholdt mindst tre squash. Al respekt for denne villigt voksende grøntsag, men helt ærligt? Hvor mange ting kan man lave med squash uden at drive sig selv til vanvid?
Forer de kasserne med squash?
Jeg har et par ting, der virker for mig:
1. Små pandekager med reven squash, feta, forårsløg, røget paprika og æg
2. Squashkage med kardemomme
3. Quiche med squash stegt i basilikumolie og hvidløg
4. Grillede helt tynde skiver på den lange led med feta og masser af sort peber som tilbehør til lammekoteletter
5. Ovnstegte squash med champignoner i en salat med frisk mynte og feta
6. Minipizzaer med tynde, lange skiver og haloumi (allerede nu er det ved at gentage sig selv lidt)
7. Tzaziki i en snæver vending med squash i stedet for agurk og med frisk oregano
8. Ratatouille, (men det er længe siden jeg har smagt en god en)
9. Grillet i tynde skiver og rullet om en blanding af en skarp gedeost, lidt chili og persille blandet op med et skvæt olivenolie
10. Fuglemad. Opgiv, skær i skiver og server i haven
Men når det er hver eneste uge man skal passe squash ind i programmet, er det ikke nok. Og det hjælper heller ikke at variere ved at kalde det courgette. Har prøvet.
Squash er og bliver bare en pligtgrøntsag for mig. Lidt som den der onkel eller tante man altid bør tale med bryllupper og andre familiefester. Man gør sit bedste og hver gang forsøger man sig med en ny og spændende tilgang, men man ser aldrig helt frem til det.
Det mest bizarre er, at jeg nærmest skal flyve og fare London rundt hvis jeg skal finde squashblomster, som jeg elsker at fylde med ost og stege som jeg engang har set det blive gjort i en park i Mexico City.
Man hiver lige den orange støvdrager ud, fylder blomsterposen med mascarpone og lidt skarpere reven ost, salt, peber og friskhakket merian. Så dypper man blomsterne i en tempuraagtig dej lavet med danskvand og steger dem i rigeligt med olie.
Men squashblomster er der næsten ingen til at opdrive af, selv ikke på Londons mest velassorterede markeder. Det eneste sted jeg nogen sinde har set dem her i byen ligger en 35 minutters busrejse væk og så er det ikke engang sikkert de har dem, selv i sæsonen.
Så mit forslag til den del af frugt- og grøntindustrien, der insisterer på at oversvømme vores husholdninger med skyldsquash. Fint, så gør det. Men gør det tidligt og tag dem mens de er i blomst, mens de er små og delikate. Både transport og dyrkning vil blive langt billigere. Og i mit køkken skyld forvandle sig til noget syndigt og dét er straks langt mere interessant.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar