Hyldest til hyld

Der er ikke noget, der er så skidt, at man ikke får det bedre af at drikke hyldesaft.

Det er et vidundermiddel jeg sværger til mod alt fra svær influenza til hjertesorg, mild ørepine og andre fortrædeligheder.

I denne uge har jeg været underdrejet af en umanerlig tarvelig halsbetændelse, og har nærmest fået varm hyldesaft intravenøst, mens jeg har haft et søvnbehov, der ville få selv en Grizzly i dvale til at virke overgearet som en studievært på prøve hos MTV.

Jeg har været så heldig at jeg er blevet plejet og passet af fantastiske venner, der har leveret varm tomatsuppe, kærlig omsorg, champagne og plads til at besvime på sofaen så man ikke får set bare ét gennemført skihop fra Garmich-Partenkirchen, men har mærkelig drømme om svævende skiløbere i mørke.

Faktisk er det ikke så slemt at være syg, bare der er nogen, der synes det er lidt synd, og at der vel at mærke er hyld i nærheden.

Da jeg i sin tid købte mit sommerhus, var en af mine første handlinger at plante masser af hyld i haven, så jeg kan nyde godt af denne gavmilde plante.

Om sommeren er der de elfensbensfarvede blomster, der dufter som jeg forestiller mig nektar må smage. Jeg bruger dem til saft, sirup, til en luftig panna cotta med vanilje eller vender klaserne i pandekagedej og steger dem på panden som jeg engang lærte det på Venø.

Jeg har stadig flasker på lager, der minder mig om den vidunderligt drivende sommerdag i juli jeg tilbragte på stranden hjemme ved sommerhuset sammen med min engelske fotografveninde. Sidst på dagen kørte vi ind på havnen efter friske krabbekløer på hjem langs læhegnet med Amy Winehouse i højtaleren og soltaget oppe parkerede vi ved en fuldfed busk og fyldte en hel plasticpose med de små hvide stjerner.

Når blomsterne forvandler sig til grønne knopper, giver hylden igen en gave. Hvad ikke mange ved er, at man kan klippe bærrene af på dette tidspunkt og sylte dem lidt som kapers i sukker og eddike.

Men det er når det bliver efterår og de sortlilla bær står på stilke, at hylden igen forvandler sig til noget nyt og livgivende. Det gælder om at nå bærrene inden fuglene kommer. Indsamle dem og koge dem ind med rigeligt med sukker og si dem i et klæde (her er gået et par pudevår til i min tid). Så kan man modstå alt, selv den strengeste vinter.

H.C. Andersen forstod hvor smuk hylden er og skrev et helt eventyr om det, der starter på fortryllende vis:

   Der var engang en lille Dreng, der var forkjølet; han havde gaaet og faaet vaade Fødder, Ingen kunde begribe, hvor han havde faaet dem fra, thi det var ganske tørt Veir. Nu klædte hans Moder ham af, bragte ham i Seng og lod Theemaskinen komme ind, for at lave ham en god Kop Hyldethee, for det varmer!

Manden havde ret.

Heksen Danni Druehyld fortæller derimod, at hyldetræer kan fjerne feber og at man risikerer at blive følelsesløs i rumpen, hvis man vover at tisse under en hyld.

Fra hyld til boghylde. Ikke videre elegant, men jeg er netop blevet feberfri.

Når jeg rejser hjem til London bliver det med en tungt læsset kuffert, der fyldt med dejlige boggaver jeg har høstet under juletræet.

Inden jul nåede jeg at læse den imponerende debutantroman Blacklands af Belinda Bauer, der handler om en 12-årig dreng, der skriver til en seriemorder i fængslet for at få ham til at afsløre hvad der skete da hans onkel blev myrdet og hvor han mon er begravet, så hans farmor endelig kan få fred. Det er en barsk og rørende bog, der fortæller hvordan et mord i en familie påvirker i generationer frem.

Under træet lå blandt andet Jussi Adlers Olsens Alfabethuset om to engelske piloter, der forsøger at undslippe en værre skæbne ved at udgive sig for at være sindssyge i  nazitidens Tyskland som jeg har nydt midt i febertågerne og brødrene Prices kogebog, der er lidt af en åbenbaring for en udenlandsdansker som mig. Jeg kunne ikke være mere enig i betragtningerne om, at kogebøger skal læses alle mulige steder (foruden i køkkenet) og lå selv og guffede side efter side i mig på en af de mange udtrækssovesofaer, der har lagt madras til mig over julen.

Men der er andre godter, der skal med i kufferten: Suzanne Brøggers nyeste essaysamling, Carsten Jensens Ud, hvis forord allerede har betaget mig, Hammer-søskendenes nyeste roman Alting har sin pris, Kaaberbøls Kadaverdoktoren og så det løse. Forudser allerede nu et anstrengt forhold til bagagevægten i lufthavnen, men det bliver et fantastisk læseår.