Ting, der ikke burde passe sammen

Der er ting man med en halv tanke ved aldrig kommer til at passe sammen: Fisk og ost (jeg har det fra Italien, hvor der vistnok er bødestraf for lige netop dén forseelse), guacamole og sweet chili sauce som jeg engang fik serveret i den samme skål af en underfrankeret, men meget overrislet kok i Belfast (jeg græmmer mig stadig ved tanken) eller grillet ananas oven på en rødspætte som et spiseetablissement, der skal forblive unavngivet engang satte foran mig et sted i Cornwall for nogen år siden.

Jeg har heller aldrig nogen sinde glemt, at jeg engang gik til svømning med en pige, der spiste bananmadder med mayo, salt og peber. Selvfølgelig var jeg nødt til at prøve det af ren og skær nysgerrighed, og selv om jeg bestemt måtte medgive at det ikke var uspiseligt, så er det heller aldrig blevet en klassiker i min kulinariske værktøjskasse.

I visse byer i Østjylland skal man også vare sig for at bestille en hotdog med det hele, medmindre man har mod på at få et læs rødkål oven på de rå og ristede. Igen, det kan vel spises, men ifølge min personlige smag, ikke med fordel.

Så er der selvfølgelig også de parløb, hvor man bare tager sig til panden og tænker, jamen selvfølgelig, det er jo helt oplagt.

Der må f. eks. engang have været et kvikt hoved, der fandt ud af at hælde nogen rejer indenbords i en avokado, en opvakt kolonial brite, der tænkte, at hvorfor ikke lige tjekke hvad der egentlig sker, hvis man hælder sin medicinske behandling mod malaria kinin (i form af tonic) i sin gin. En lyksalig dag var der formentlig et eller andet geni, der tænkte at hollandaisen lige skulle piftes op med en dusk estragon vedkommende havde stående i vindueskarmen alligevel og dermed opfandt bearnaisen.

Og så er der de der underlige ægteskaber, hvor man tænker hm… Kan det virke?

I teorien kan det måske virke og så smager man, og så viser det sig at være ganske fantastisk. Det er ting man måske mest opdager, hvis man er nysgerrig og fordomsfri og er parat til at eksperimentere lidt mere i køkkenet.

Okay, så jeg er ikke nogen Heston Blumental, selv om jeg må sige, at jeg virkelig nød mit indtil videre eneste besøg på The Fat Duck. Men jeg har mine egne sære favoritter.

Relativt sent i livet har jeg opdaget glæden ved bagels med rosiner og rosmarin. Ja, jeg ved det umiddelbart lyder helt absurd, men det er så godt, at jeg jævnligt stiger på bus nummer 328, der faktisk for 1,50 £ lokker med at køre sine passagerer via Chelsea helt til slutdestinationen World´s End, bare med henblik på at få en af de bagels.

Jeg står af  bussen inden det kommer så vidt, nemlig i Kensington, hvor jeg køber dem i Whole Foods. Hvis de har altså har dem. Det er altid et risikofyldt moment ved turen, men det må forventes når man sidder i en rød dobbeltdækker med kurs mod det sted, hvor der, ifølge gamle søkort, kun hersker underlige monstre og drager.

Nu vi har fat i rosmarinen, så går den fantastisk sammen med mine søde, sprøde julesmåkager, hvor jeg blander smagen op med revet appelsinskal.

Jeg har også opdaget glæden ved saltkarameller og efter jeg har spottet denne heldige kombination har jeg fundet alle mulige fantastiske steder at lade den få afløb. Salt, karamel og chokolade fungerer så urimeligt godt sammen at jeg fejrede det for ikke så lang tid siden ved at lave en kæmpe bradepande fyldt med chokoladebrownie med saltede peanuts, chokoladeknapper og masser af chunky peanutbutter marmoreret ind i overfladen.  Det var fantastisk da det var nybagt og efter et par dage var det som at spise hjemmelavede Snickers.

På et af mine yndlingssbøfsteder her i London, den argentinske kæde Gaucho, lavede de en fortryllende sommer fantastiske hindbær-basilikum Collins som jeg kunne have levet af alene, hvis ikke lige bøfferne havde været så forbasket gode.

Jeg har selv opfundet en tærte med jordbær og basilikum som jeg er ret stolt af og så elsker jeg den lidt mærkværdige blanding af kirsebær og lakrids som jeg finder i en af mine yndlingsmarmelader. Jeg ved godt, at jeg her udfordrer en smule, men tro mig: Det fungerer sublimt på et stykke ristet brød med lidt gedeost under eller ej.

Men den blanding som jeg er mest stolt af selv at have opdaget lyder lige så mærkelig som den er god: Tomater med vaniljesalt.

Det er en af den slags lykkelige ting, der sikkert aldrig kunne ske i et velorganiseret køkken, hvor alt er på sin rette plads.

Men, kan man så spørge, hvor kan man med rette rubricere noget så mærkelig som vaniljesalt alligevel? Står det ved krydderierne? Saltet? Sammen med bagetingene?

Dåsen stammer fra det walisiske Halen Mon, der producerer sine salte på Isle of Anglesey og vel er saltens Rolls Royce. Halen Mon kan blandt andet skrive både El Bulli og Heston Blumental (hov, der var han igen) på kundelisten.

Til daglig bruger jeg glad Maldon Sea Salt, men til fint bruger jeg sommetider Halen Mon, der også har leveret en lille beholder med røget salt til mit køkken.

Vaniljesaltet fandt jeg, helt uventet, på en hylde i en filial af en amerikansk overskudskæde på Isle of Man, hvor det var til salg for en slik sammen med nogen poser med oversete julemandsskumfiduser. Billigt til salg fordi sikkert ingen på Isle of Man havde den mindste ide om hvad man stiller om med noget så mærkeligt som vaniljesalt. Men jeg var klar til at slå til. Hvad kan jeg sige til mit forsvar, andet end at de færreste kulinariske fristelser møder mig uforberedt?

Den stod længe i mit skab og kunne ikke rigtig overbevise mig om at den skulle bruges til fisk som den ellers sagde den gerne ville på bagsiden af krukken. Men en skønne dag skulle jeg ovnriste nogen tomater af en så dubiøs kvalitet, at jeg ikke havde noget at miste og så stod krukken vaniljesalt og bød sig til, fordi jeg var kommet til at skubbe til et glas med abrikosmarmelade, fordi jeg skulle finde nogen kapers.

En lykkelig indskydelse og nogen timer senere kunne jeg fiske en ny kombination ud af ovnen: Vaniljesalttomater.

De var himmelske, hvis jeg selv skal sige det. Jeg spiser dem som tilbehør til varm mad, smider dem i en grøn bitter salat eller parrer dem med lidt avokado. Smagen er ret overvældende og eksploderer sådan lidt mærkeligt inde i munden. Men på en god måde.

Hvis man ikke lige kan komme i nærheden af Halen Mon kan man sikkert lave sit eget vaniljesalt ved at proppe vaniljekorn i salt og måske lade den brugte vaniljestang ligge nede i saltet akkurat som man kan gøre det med sukker. Det er umagen værd og bedre end at sidde og stikke i dødkedelige drivhustomater. Som jeg hader med en passion, der sikkert er en bedre sag værdig.

Jeg tænker, at på den facon er kærlighed helt som køkkenkunst. De ting man tror passer perfekt sammen, duer måske slet ikke eller også er det bare kedeligt og forudsigeligt som en sammenkrøllet indkøbsseddel efterladt i en Føtexindkøbsvogn på en regnvejrsdag i november.

Bedst som man troede man kendte alle opskrifterne forfra og bagfra opstår der en lykkelig kombination som man slet ikke vidste fandtes før den kom og var ganske aldeles himmelsk.

Men det kræver selvfølgelig at man tør eksperimentere og prøve noget nyt. Selv uden for køkkenets grænser.