fredag den 20. april 2012

Forårsføde og Fesenjan

Er der noget smukkere end syngende lysegrønne hestebønner, der bliver smuttet ud af deres skal og ned i en knaldende blå marokkansk keramikskål på en forårsdag?
Selvfølgelig er der det. Jeg kan på stedet komme i tanker om adskillige ting. Men det er nu meget pænt.
Det er så uretfærdigt at broad beans hedder hestebønner på dansk, synes jeg. Det leder tanken hen på en grøntsag, der nærmest kun kan bruges til dyreføde og det er gøre de små fede forårsgrønne perler stor uret.
Og det skal jeg være den sidste til at gøre. Jeg elsker dem højt. Så jeg tror bare jeg fra nu kalder dem bredbønner. Det virker mere rigtigt.
Ved den her lejlighed fik jeg en frokostgæst, der trængte til at tænke på noget andet end forulykket kærlighed. Det gør på en måde altid lige lidt mere ondt om foråret, så jeg tænkte at jeg ville lade håbets grønne farve gå igennem måltidet.
Jeg blandede bredbønnerne med et bundt fintskåret forårsløg, smuldrede lidt god økologisk feta ned til dem, hakkede en halv pose ruccola jeg alligevel havde til at ligge i køleskabet med og sluttede af med en dressing af nedtonet salsa verde jeg egentlig havde lavet et par dage i forvejen til en anden lejlighed. Nedtonet, fordi jeg ikke havde kunnet finde mine små sylteagurker og fordi jeg for første gang i hele mit voksenliv var løbet tør for kapers. Så det blev bare olie og finthakket mynte, basilikum og bredbladet persille blandet med hakkede kapersbær (som er en slags meget store kapers, men altså ikke helt det samme).
Så lavede jeg saltimbocca (der på italiensk betyder hop-op-i-munden) af to tynde kalvefileter som havde investeret i hos Wholefoods i Kensington. Jeg bruger ordet investere med vilje her, for det er måske, næst efter Harrods, Londons dyreste supermarked. Den butik er ikke billig. Til gengæld er varerne for det meste økologiske og de har de ting man sjældent kan få andre steder. Så som kalv.
 Jeg hæftede et stykke iberico-skinke på hver af fileterne med en tandstik. Strengt taget er det jo parma man bruger i Italien, men jeg havde iberico med hjem fra Spanien. Så puttede jeg et par små salvie-blade ind under skinkedynen og stegte kødet på panden sammen med et par ekstra salvieblade.
Salvie er en underlig krydderurt. Jeg hørte engang en kok kalde det krydderihyldens bølle. Forstået på den måde, at hvis der er et selskab af krydderier inviteret med i en ret, så er det stensikkert, at salvie nok skal blive hørt. Den mobber de andre, den tager over og tager magten. Den kyser dem simpelthen.
Briterne elsker at putte salvie i deres pølser og i kødfyldet på deres kalkuner til jul. Personligt mener jeg det er en stor fejl. Men jeg elsker det i saltimbocca, på hjemmebagt foccacia og i en salat jeg laver med ovnristede græskar og tranebær.
Da kødet var færdigt smed jeg lige en slat Marsala på panden til at få den sidste kraft med og hældte saucen ud over kødet.
Så kom jeg lidt hvidløgsolie på panden og en skålfuld sølvbedeblade, som klappede i og klappede sammen ganske hurtigt.
Og så var der serveret.
Til dessert serverede jeg en slags Not At All Eton Mess, der var vagt inspireret af originalen, der består af marengs, flødeskum og jordbær.
Jeg tog i stedet et bundt rabarber (det er sæson for de forcerede her på disse kanter) og puttede dem i en gryde ved svag varme sammen med noget palmesukker. Jeg er fuldstændig overbevist om at man sagtens kunne bruge almindeligt sukker eller farin, men jeg er lige ved at forsøge at tømme mit skab for eksotiske ingredienser inden de overskrider deres sidste salgsdato. Der lå en appelsin i frugtskålen, så jeg rev lige lidt af skallen ned, for rabarber og appelsin er gode venner.
Man lader det være sammen i gryden til rabarberne er så bløde som man kunne tænke sig og det smager fortrinligt (forudsat at man elsker rabarber, forstås)
Så var det ellers bare lige at lægge en marengsrede på tallerkenen fylde lysegul custard (en slags creme) med sorte vaniljeprikker i hullet og så ellers overhælde med de pinkfarvede juveler. Det var måske ikke ligefrem en Michelin-style tallerken.
Faktisk var den lidt grim og rodet, men den var sød, blød og sprød på én gang, og hvis det ikke kan hele et forårsforsagt hjerte en lille bitte smule, så ved jeg ikke hvad der kan.
Og et par dage senere befandt jeg mig så på en persisk restaurant sammen med en helt anden ven, der synes at jeg var den der trængte til lidt hjertehealing.
På den måde er der somme tider den smukkeste balance i ting.
Jeg fik en ret, der udtalt på dansk er lidt sjov: Fesenjan.
Men, hvor smagte det fantastisk. Det var helt og aldeles persisk med kylling (traditionelt bruger man ofte fasaner i Iran, men kylling var fint), der er langtidsstuvet i en sauce, der blandt andet består af valnødder og granatæblesirup.
Fesenjan er bestemt ikke fesen. Det er den perfekte balance mellem sødt og surt og saft og den kraft, der kommer af at kyllingen er stuvet med benet.
Senere læste jeg mig til, at det er en traditionel persisk ret, der også indeholder muskatnød, peber og safran og normalt serveres ved ganske særlige lejligheder.
Så hvorfor ikke en højhellig torsdag i Islington?
Min blev serveret med safranris og komplimenter i en sådan grad, at jeg nærmest svævede hjem et par centimeter over jorden.
Det bliver et smukt forår.

søndag den 15. april 2012

Pastilla, peber og præstationsangst


Jeg har ikke nogen hængekøje og jeg har ikke nogen tagine.
Fordi jeg har fået den fikse ide, at jeg ikke må købe nogen af delene før jeg kan købe dem det rigtige sted.
Hængekøjen skal en dag hjembringes triumferende fra Peru (hvor jeg aldrig har været endnu), og jeg havde sådan set altid forestillet mig, at min tagine helst skulle købes i Marokko.
Og det traf sig sådan at jeg for nylig faktisk var i Marokko og var mere end parat til at investere i hvad der essentielt er et keramikfad med en slags låg med skorsten, der er helt perfekt til, ja man tror det vel næppe, retten tagine, der er en slags stuvning, der ofte indeholder enten kylling eller lam, marokkanske oliven, tørrede frugter som for eksempel abrikoser og krydderier som spidskommen og kanel, der har lært hinanden at kende på den langsomme og nænsomme måde. Somme tider er der også den særlige delikatesse syltede salte citroner, der spises med skal og det hele.
Hvad jeg elsker ved Marokko især er den blå keramik og de store svulmende orange appelsiner. De hvide huse og den helt særlige turkise farve vandet har ud for kysten .
Vi havde en eneste dag i landet efter vi havde taget færgen fra spidsen af Spanien og gik rundt i basarens kringlede små gader med en kun lettere enerverende guide, da jeg endelig fandt den helt rigtige butik.
Der stod den ultimative tagine. Den jeg havde drømt om hele den del af mit liv jeg havde været vidende om at taginer fandtes. Den var hvid og blå på den helt rigtige måde. De fine mønstre slyngede sig op om det slanke kegleformede låg.
Men ak. Man kan ikke lave tagine i en blå tagine. Det er noget med farvestofferne i glasuren, der ikke tåler den intense varme. Jeg havde simpelthen med min stort set aldrig svigtende evne for håbløse sager forelsket mig i en serveringstagine. De alvorlige taginer, dem man bruger til madlavning kan man åbenbart kun få i en kedelig brunglaseret version.
Så jeg kunne vælge mellem at købe en snydetagine som ikke kunne bruges til det, der er taginens sande formål. Eller en grim 1970er-keramisk brunlig kreation, der ledte tanken hen på hessiantapet og ryatæpper.
Så ak. Jeg fik ingen tagine den dag. Det var så nedslående at jeg var nødt til at købe cirka otte kilo fade og skåle i den rigtige blå for at muntre mig selv en smule op.
Til frokost var der Pastilla, der er en sjov marokkansk konstruktion af en slags pie, der traditionelt indeholder duekød, men i det her tilfælde en lidt mere turistvenlig kylling, ristede knuste mandler, kanel og sukker.
Det er et af det marokkanske køkkens kendetegn, at det søde og det salte bliver blandet helt uden skelen til hvad man møder op med at forudindtagede konventioner.
Og det var så højdepunktet i en frokost, der i øvrigt også bød på en lidt træt tagine med couscous og en Fanta i en farve, der rent teknisk vistnok betegnes som radioaktiv orange.
Hver gang jeg hører ordet couscous, tænker jeg altid på Sebastians sang Rue Fontaine fra albummet 80´ernes boheme, der udkom da jeg var vel 12-13 år.
Jeg knuselskede det album og voldhørte det på det lokale bibliotek, hvor man efter skoletid kunne få lov til at sidde ved en pladespiller med høretelefoner på hvis man ikke selv havde penge nok til at købe LPer.
Så vidt jeg husker, så går sangen nogenlunde sådan her:
Man kan få damer og couscous på Rue Fontaine/Hovedet drejer rundt på Place Pigalle/Og de må stå der så længe de er pæne/Og lægger krop til myten om det franske knald.
Der er vel ikke noget at sige til man som et lille Guds nor i Vestjylland på 13 år er fuldstændig overbevist om at couscous nok er noget at det mest uartige man nogen sinde kan få i den her verden.
Det kan jo kun lede en i skuffelse, når man endelig opdager at der altså ikke er tale om noget mere pikant end små stykker semulje, der ofte smager af ikke forfærdeligt meget.
Men når skuffelsen er slugt, så er der jo ikke andet tilbage end at lave couscous så den smager af noget. Mit fif er at jeg altid, altid lægger min couscous i blød i god kyllingefond. Så blander jeg den med grofthakkede, ristede mandler, frisk koriander , en håndfuld skivede forårsløg og hakkede orange tørrede abrikoser. Mere skal der ikke til at få den semulje til at synge. På en Rue Fontaine-agtig måde.
Jeg serverer den ofte sammen med en sammenkogt ret af kylling, der ikke bliver tilberedt i tagine, men som er meget marokkansk i sit udgangspunkt og indeholder løg, hvidløg, kanel, tomater, safran, honning, orangeblomstvand og mandler.
Igen det søde med det salte.
I basaren købte jeg selvfølgelig også orangeblomstervand, lakridsrod og harissa og den søde krydderihandler smed galant en gurkemejerod med i handelen fordi jeg havde spurgt hvad man skulle bruge den til.
Og fra det salte til en lidt mere pebret historie.
Lad mig starte med at sige, at ja, jeg kender min peber. Jeg ved, at den bedste peber i verden gror i Indien (hvor verdens eneste peberbørs i øvrigt også befinder sig). Jeg ved, at peber engang var så kostbart, at man byggede imperier op i søgen efter peberplanter. At Colombus faktisk var på udkig efter de små sorte perler, da han sådan nærmest lidt tilfældigt styrede sit skib ind i Amerikas kyst.
Så når vi siger at noget er pebret og mener at det er dyrt, at så er der en grund til det. Engang var det kun konger og adelige, der havde råd til at drysse deres mad med peber.
Det er heller ikke undsluppet min opmærksomhed at Brasilien sælger den den billigste peber, at Vietnam er verdens største peberproducent. Og at priserne på grund af klimatiske forhold i de senere år er steget med omkring 30 procent.
Alt det ved jeg.
Hvad jeg ikke forstår er hvorfor, hvorfor, hvorfor ingen italienske restauranter har opdaget, at peber nu trods alt er blevet en relativ almindeligt tilgængelig vare?
Jeg mener, hvorfor tør man ikke betro kunderne den helt elementære og ret enkle opgave at kværne deres eget peber på italienske restauranter?
Det var en af de ting jeg funderede over, da jeg sad en meget sen aften på Carluccios i Heathrow Airport  i den her uge og spiste aftensmad efter en dag, der var begyndt klokken fire om morgenen og nu bevægede sig hen mod noget med klokken 23.
Jeg nævner det bare lige for at sige at i al fairness, så var min tolerancetærskel lige på det tidspunkt, der hvor den nok havde svært ved at nå op i knæhøjde.
Ikke desto mindre, hvad er det for en forestilling, der skal opføres hver eneste gang man får serveret en ret?
Ønsker De peber?
Ja tak, det vil man da vældig gerne have.
Herefter følger en rum ventetid, mens maden står og bliver kold og tjeneren lokaliserer en peberkværn. Hvorfor det overhovedet kan tage tid at finde den er ofte svært at gennemskue, for en italiensk peberkværn er ofte på størrelse med en velvoksen totempæl. Og man er vel næppe heller den første, der på en lang aften gerne vil have peber.
Kværnen frembæres herefter med højtidelig mine som var der tale om kronjuvelerne og der kværnes over maden, som var der tale om guldstøv.
Jeg hader at skulle sige det. Selv om jeg er et menneske, der virkelig holder af peber og gerne prædiker om værdien af friskkværnet, så ER det altså kun peber.
Og så var der også lige den anden detalje som var at i løbet af mit måltid kom der tre forskellige mennesker hen og afbrød min aftensmad for at spørge om jeg kunne lide den?
Øh ja. Jeg sidder lige og spiser. Fair nok, spørg da så den ene gang hovedkvarteret har sendt ud i et memo, at der skal spørges om man er glad. Men tre gange? Tre forskellige mennesker – og selvfølgelig når man lige har taget en bid og har munden fuld af mad?
Første gang tænker man. Okay, de forsøger at være servicemindede. Tredje gang er man overbevist om at kokken må have et selvværd på størrelse med et peberkorn. Jeg mener man sidder ned, man spiser hans mad, man betaler for det. Men stadig har han brug for bekræftelse? Find en anden branche, makker.
Jeg mener, hvor meget præstationsangst kan én kok have?
Men hey. Jeg havde heller ikke fået så meget søvn. Eller aftensmad. Og så bliver man nok lidt pikeret. Over peber og den slags.

søndag den 8. april 2012

Paella & Packing

Hun hed Immaculata.
Selvfølgelig gjorde hun da det.
Navneskiltet på hendes uniform forkyndte, at det kan man faktisk godt hedde i Spanien.
Immaculata arbejder i delikatessebutikken i lufthavnen i Malaga, hvor jeg for nylig havde den store uplanlagte glæde at tilbringe fem timer længere end jeg nogensinde havde forventet fordi den franske lufthavnskontrol var på strejke.
Geografisk giver det sikkert en slags mening. Rent praktisk gav det mig uendelig meget tid til at slentre rundt i delikatessen og rynke på næsen af platte tyreformede flasker med Sangria, svinedyr chokolade, krukker med ubestemmelig pate og azafran som spanierne kalder verdens dyreste krydderi pakket i orange æsker og med prismærker, der leder tanken hen på det pureste guld.
Men selvfølgelig lykkedes det mig til sidst at finde en ting jeg burde eje. Om ikke andet end af nysgerrighed. Krukken var ikke særlig stor, men den så særdeles religiøs ud med et billede af en fromt udseende Madonna-agtig figur og det forlokkende navn:  Ingenio Nuestra Senora del Carmen. Under det kunne man læse, at der var tale om Concentrado del jugo del la cana de azucar, calidad selecta, der ifølge det sparsomme spanske jeg engang lærte mig af en entusiastisk cubaner, vistnok betyder koncentreret sukkerrørssaft af udsøgt kvalitet.
Jamen, det var da klart at jeg lige præcist stod og manglede den specielle vare i min i forvejen bugnende beholdning af kulinariske skatte fra hele verden. Hvordan havde jeg nogen sinde kunnet overveje at lave mad uden denne særlige ingrediens?
Tilbage var så bare at finde ud af hvad man egentlig bruger koncentreret sukkerrørssaft til helt præcis. Og det var så her Immaculata (hvilken nogenlunde kan oversættes med ubesmittet og ofte bruges i forbindelse med Jomfru Maria) kom ind i billedet.
Jeg spurgte hende simpelthen hvad hun selv ville bruge Senora del Carmens kostbare væske til. Og med mange fagter og tegn og spansk på basalt niveau gav hun mig den mest interessante opskrift jeg har fået længe. Nok ikke mindst fordi jeg i forvejen har en svaghed for auberginer.
Det er noget med deres glatte sortlilla farve og det bløde absorberende og milde kød, der gemmer sig bag ved det blanke, der altid har tiltrukket mig.
Men altså. Ifølge Immaculata, så skærer man en aubergine i skiver. Om man gør det på langs eller tværs er ikke så vigtigt, men Immaculata foretrækker dem på tværs. Man lader dem ligge med lidt salt, så saften trækkes ud. Og så lægger man dem i blød i mælk. I mælk. Den har jeg ikke hørt før.
Når de har hygget sig der i 5-10 minutter, vender man dem i mel med lidt salt og peber og steger dem i god olivenolie. Det skal selvfølgelige være jomfrueligt og allerhelst fra Andalusien.
Og så er det at man lige drypper dem med Nuestra Senora del Carmens koncentrat, lige inden man serverer dem som forret. Ikke som tapas, her insisterede Immaculata. Det er en forret.
Skulle man ikke lige have haft lejlighed til at shoppe i Spanien, kan man vel i en snæver vending bruge honning eller sirup, vil jeg tro. Men jeg ville personligt ikke fortælle det til Immaculata.
Og nu vi er ved det ubesmittede, så er der få glæder, der er så rene og ukomplicerede som at tage sig årets første havbad. Den hvinende kulde, vægtløsheden og den rene og skære glæde ved at blive tumlet rundt i bølgerne og vide at man er i sit rette element.
Glæden blev ikke mindre af, at vi havde siddet og samlet mod på en restaurant direkte på stranden og med havudsigt over en ganske glimrende paella med en tomatsalat, der nok fortjener en omtale.
For den var præcis hvad den sagde på kortet: En tomatsalat.
I det her tilfælde var den lidt som den tjener der betjente os, lidt grov i kanterne og uden bare antydningen af finesse eller leflen for et internationalt publikum. Men dog særdeles oprigtig: Den var hvad den var.
Tomater skåret i grove tern af en stor kniv, salt. Lidt hvidløg og masser af olivenolie, der var blevet smattet rundt i saften af tomaterne. Færdig slut.
Og nåja. Det var ordentlige tomater. Ikke et hollandsk drivhus i sigte.
Den var guddommelig.
Paellaen var ganske fin.
Der var rejer, desværre dem med øjne. Jeg er ikke helt vild med mad, der kigger bebrejdende op på en fra tallerkenen, men så er det bare med at se lidt verdensfjernt ud over havet, mens man lige nipper hovedet af og befrier rejen for sit lyserøde panser. Der var lidt svinekød og der var en håndfuld muslinger, der havde fundet den sidste hvile oven på et leje af safrangult ris.
Senere, i Granada, byen der er opkaldt efter granatæblet, fik jeg en anden mere kødfuld paella, der foruden kylling også havde kaninkød.
Det smagte fint, men det er med paella som det er med alle retter, der er opstået ved at lave restemad og forfine over årtier. Man har sin egen måde at lave den på og det er den allerbedste.
I mit tilfælde skal en god paella helt sikkert indeholde kylling, rejer og muslinger og røde Ramiro peberfrugter. På de fleste dage holder jeg også af at smide noget chorizo i. Men det skal være stegt så det er sprødt og tørt som bacon, næsten.
Jeg laver altid en bund af løg og hvidløg og der skal god hvidvin, kyllingefond af særdeles høj kvalitet og rigtige safrantråde i. Og så skal man selvfølgelig sikre sig, at man bruger de rigtige paella-ris, Calaspara, der vokser ved floden Seguras bredder, og ikke f.eks. kommer til at bruge risotto-ris, der er mere udflydende og cremede og give den forkerte konsistens.
Jeg holder af at pynte min paella med tomatbåde (og jeg siger det gerne igen: ordentlige tomater gør hele forskellen her, det er nu engang en fiksering jeg har), bredbladet persille, citronbåde og salte sorte og lidt fedtede oliven.
Måske er det ikke helt autentisk, men det er det jo for mig. Sådan har jeg lavet det i årevis fordi det var sådan jeg lærte det af en af mine yndlingskrigskorrespondenter.
Og det smager perfekt.
Men alt får jo en ende. Og selv forsinkelsen i Malaga holdt endelig op og jeg kunne rejse hjem med min alt for tunge kuffert, der blandt andet var fyldt med Iberico-skinke, figen-balsamico, olivenolie fra Andalusien, vineddike fra Jerez, appelsinmarmelade fra Sevilla, en fed mørkerød chorizo-pølse, et brev med færdigblandet paella-krydderi (jeg er skeptisk, men nysgerrig) en dåse med fyldte peberfrugter, mandelsmåkager indpakket i silkepapir (de er givet væk) en pakke med pulver, der vistnok engang kan blive til den legendariske dessert Crema Catalán, et kilo paella-ris, den dyreste dåse tun jeg nogensinde har købt, og så selvfølgelig den forunderlige krukke med sukkerrørssaft af god kvalitet, garanteret af ingen mindre end Senor del Carmen og Immaculata, selvfølgelig.
Og så var der jo også den lillebitte og fuldstændig uimodståelige lilla tortilla-pande størrelse én person, der så på mig på den der bedende måde henne i det lokale supermarked. Jeg var nødt til at give den et godt hjem.
Det er jo altid godt at kende begrænsningens kunst.  
Det gælder for kuffertpakning så vel som paella.



torsdag den 22. marts 2012

India de Luxe


Det var den allersidste aften i Indien og vores ven Raj havde inviteret os hjem i sin families et-værelses lejlighed til hjemmelavet middag.
Da bilen holdt uden for opgangen bad han os lige at vente fem minutter i bilen, for der var lige noget han skulle ordne.
Så sad vi der og gloede på gadelivet , hvilket jo aldrig er nogen kedelig fornøjelse i Mumbais halvbarske kvarterer, og tænkte, at han måske lige skulle rydde det værste rod af vejen. Eller sådan noget.
Endelig kom han og hentede os og ledte os hen til lejligheden, hvor hele familien på otte mennesker stod linet op i deres stiveste puds. Da vi gik ind af døren gav han tegn til en af sine niecer om at tænde propellen i loftet, og så skete det: Pludselig var luften flimrende rød. En regn af sødligt parfumerede friske røde rosenblade dryssede ned over os som en velsignelse.
Raj var gået i forvejen for strategisk at placere rosenbladene på propellen og nu blev de kastet rundt i lokalet som konfetti til et bryllup. Aldrig er jeg blevet modtaget så overdådigt og dramatisk til nogen middag.
Det var som at stå midt i en Bollywoodfilm og jeg var sikker på, at pludselig ville nogen bryde ud i dans.
Og ud kom posen med resten af blomsterbladene og børnene smed dem op i luften og lod dem sne ned over os.
Og det var inden vi overhovedet havde sat os til bords.
Her ventede der et festmåltid tilberedt af Rajs bror, der er kok og var specielt indkaldt til lejligheden. Hjemmelavede chapatis, grøntsagscurry, kylling i krydret kokossauce, sødt duftende basmatiris og kyllingestykker stegt med grøn peber og cashewnødder.
Det var en banket. Det var en fest og et måltid jeg aldrig glemmer.
Det er ingen sag at gå på restaurant i Indien. Men efter min tur er det den hjemmelavede mad jeg husker. Den der er blevet håndlavet og kærligt serveret for at markere, at man sætter pris på at få gæster.
I Delhi besøgte vi en fotojournalist, der havde skabt en fantastisk oase af en tagterrasse i den statelige bydel Defense Colony, der engang var området hvor den indiske hærs befalingsmænd blev indkvarteret.
Vi spiste sent i den varme nat med stearinlysene tændt og lydene fra Delhis trafik i det fjerne, mens vi udvekslede røverhistorier fra reportagerejser og konverserede høfligt over middagen, der også lige havde deltagelse af en enkelt diplomat og et par journalister.
De store palmer i krukker gad dårligt nok vifte i den milde brise og det hele blev godmodigt overvåget af den indiske elefantgud Ganesha, der symboliserer en god begyndelse på det hele og derfor ofte at finde ved døråbninger og indgange til huse.
Der var endda indisk vin (som er meget kraftig) til maden, der bestod af kylling i spids chilibaseret sauce, paneer (en slags hjemmelavet ost) i curry med ærter. Der var okraer og oksekød.
Når man rejser på den måde, er det ikke luksus at gå ind på en tilfældig restaurant. Det er at få lov til at komme indenfor i et rigtigt hjem og få indblik i en anden måde at leve på.
Men der er luksus og så er der fuldstændig vild, ubegribeligt overdreven overdådighed som Maharajaerne udøvede den.
Jeg ved det, for selvfølgelig var der ingen chance for at jeg ville komme hjem uden et par kogebøger. Begge en slags niche-produkter for nørder som mig.
Den første er stor og farvestrålende og på ingen måde subtil: The Bollywood Cook Book er præcist hvad den giver sig ud for: Lidt Bollywood-lir om de allerstørste stjerner, der gladelig deler ud af deres opskrifter, der ved nærmere læsning ofte stammer fra deres yndlingsrestauranter eller personlige kok. Der er vist ikke mange filmmennesker, der kan finde på selv at gå i køkkenet.
Den anden bog handler om Maharajaerne og deres køkken og det er så svimlende, at nogen burde skrive et eventyr om det. Måske gør jeg det en dag. For det er fascinerende læsning.
Maharajaernes tid ligger omkring 1483-1858 og det må siges, at være en årrække, hvor der bestemt ikke blev sparet på noget som helst på den kulinariske front.
Hør bare her hvordan man forberedte det kød, der skulle ende i maharajaens mave: Får, geder og fjerkræ fik en speciel kost, der bestod af aromatiske krydderurter, sølv, guld(!), perler, safran blandet med sukker og parfumeret græs for at få kødet til at smage bedst muligt. Køer blev til gengæld fodret på en måde, der nærmest får selv Kobe-køer til at ligne vanrøgtede stude. Maharajaens kvæg fik serveret en daglig kost bestående af  bomuldsfrø, sukkerrør, muskatnød (som på det tidspunkt var helt ufatteligt kostbart) kokosnød, kanel, linser, agerhøneæg, bambusblade og parfumeret græs. Det var jo nærmest en omvandrende curry allerede inden det møgforkælede slagtedyr endte i gryden.
Og nu vi er ved gryderne, så var det slet ikke tilfældigt i hvilken slags maden blev tilberedt. Det var nærmest en hel videnskab i sig selv.
Eksempelvis mente kokkene ved maharajaens hof at vide, at ris kogt i en kobbergryde sørgede for, at man slap af med uheldig luft i maven og desuden fjernede enhver sygdom relateret til milten. Tilbereder man derimod risen i en gryde af det pureste guld kan man desuden fjerne forgiftninger og i den grad øge den drivkraft, der gør at man kan udføre virile mirakler i haremmet efter middagen.
Så nu er tippet hermed givet videre. Ud med den japanske riskoger og ind med guldgryderne.
Selv de kongelige grøntsager fik særbehandling. Maharajaens særlige yndlinge blev altid dyrket på et lille stykke jord tæt på paladset køkken og det siger sig selv, at almindeligt vand jo slet ikke var godt nok til disse planter.
Nej, de blev selvfølgelig dryppet med rosenparfumeret vand og moskus for at sikre ekstra smag. Det kan man jo så tænke lidt over næste gang man står i Føtex med en hollandsk drivhustomat, der altid har set så meget som en stribe naturlig sollys.
Jeg kan ikke vente med at kaste mig over en de mange fantastiske opskrifter dette skatkammer af en kogebog byder på. Jeg har allerede udset mig en kyllingeret, der skal i ikke færre end tre marinader og pakkes ind i brød.
Som en af mine andre indiske venner sagde, så handler det om at beslutte sig for at gøre det en dag og ringe til sine venner og sige, at nu laver man kongemad med fuldstændige urimelige mængder af ghee, og at man virkelig har planer om at gå linen ud og det kommer aldrig til at ske igen, så det er bare med at stille og få oplevelsen den ene gang.
Det er sådan noget, der kommer til at tage en hel dag, men jeg kan faktisk godt lide at gøre mig umage med noget somme tider.
Akkurat som søde Raj gjorde sig med os, da vi spiste middag den sidste aften i Indien.
Vi kørte næsten direkte i lufthavnen bagefter. Og da jeg sad der på række 37 i noget, der vel nærmest er så fjernt fra luksus som man kan komme medmindre man flyver business tog jeg mine beskidte vandrestøvler af.
Og lige der på min fod sad der et lille krøllet, indtørret rosenblad. For at mindre mig om, at der stadig findes eventyr og overdådighed i denne fantastiske verden.

onsdag den 29. februar 2012

Down to Earth


Highgate Cemetery er en af mine favoritsteder i London. Jeg skammer mig faktisk en smule over at sige, at jeg boede omkring 12 minutter derfra i bus i flere år, inden jeg opdagede denne gudsbenådede lille plet i London.
Og det var alt sammen på grund af Marx.
På et tidspunkt, da finanskrisens første fangearme havde strakt sig til Europa, var der en vaks redaktør, der fik en af de der redaktørideer som redaktører sommetider får og tænkte, at det kunne da være sjovt, hvis man nu tog til Highgate og besøgte Karl Marx’ s grav og talte med alle de mennesker, der nu ville valfarte der for at markere, at den gamle havde fået ret med en del års forsinkelse og kapitalismen havde spillet helt og aldeles fallit.
Der var en tidlige østtysk matematiklærer, der hårdt presset indrømmede, at tjo…Det kunne da måske godt være, at Marx – på en måde – måske havde haft fat i noget. Og der var et ungt par fra Frankrig, der troede at den store buste af den skæggede mand var Freud, der ganske rigtig boede og døde i London. Og selv om busten stod på en søjle den berømte psykoanalytiker sikkert ville have bifaldet som fallisk i sin udformning, så udtalte han næppe citatet ”Arbejdere i alle lande, foren jer” ofte nok til at det skulle sættes på et mindesmærke.
Ikke den store reportagefangst.

Men jeg fandt noget andet den dag. En ubestridelig kærlighed til den mest fantastiske, frønnede og fascinerende kirkegård jeg nogensinde har været på.
Og med i det regnestykke er endda de dødes by i Havana.
Så snart man træder ind på High Gate Cemetary, hvad enten det er den frit tilgængelige østlige del eller vestdelen, hvor man kun får adgang med en guide, er det som at hoppe lige ind i en gotisk spøgelseshistorie. Stedet minder om menneskeligt forfald, om at vi er i live her og nu og jeg opfinder altid en nye historier når jeg går her og kigger på gravsten. Digter liv som folk kunne have haft.
Jeg vender tilbage med jævne mellemrum. I sne og ved efterårstid når duften af muld og rådnede blade ligger som en stribe af forfald i under en blå septemberhimmel og orangegule blade. Jeg kommer om foråret når lyslilla krokus pipler op af jorden og der kommer liv i det århundredgamle cedertræ i midten af vestkirkegården.

Og derfor besluttede jeg forleden søndag, hvor jeg skulle besøge kirkegården med en kær ven, at jeg ville lave et måltid, der passede til lejligheden.
Det lyder måske makabert. Men jeg besluttede mig selvfølgelig for at lave Jordsuppe.
Af ingredienser, der vokser tæt på jorden.

Mens jeg stod og udvalgte mig de helt rigtige råvarer kom jeg til at tænke på en passage i en Patrick Süskinds bog Parfumen, som jeg slugte da den udkom i 1985. Den handler om Grenuille, der har en så fænomenal lugtesans, at det både er en velsignelse og en forbandelse. Siden har jeg læst den mange gange og beundret hvordan man så suverænt kan beskrive dufte og aromaer.
På et tidspunkt i bogen kommen en sygdomssvækket Grenuille i hænderne på en ”videnskabsmand”, der har udviklet en hjemmestrikket teori om, at ubalance i kroppens væsker kan kureres med udtræk af forskellige planter og at jo tættere på jorden planterne er, jo mere nedbøjet og deprimeret bliver man. Violer er onde. Appelsinblomster er gode.

Men i mit køkken var det jordnære godt denne dag. Jeg ristede jordskokker og Scorzone-rødder i ovnen. De blev dryppet med lidt olivenolie og drysset med trøffelsalt fra Firenze. Scorzonerødder er en bitch at skrælle. De klistrer nærmest som harpiks og man skal bruge dem lynhurtigt eller lægge dem i vand med citron. Ellers bliver de misfarvede. Men de giver igen for al balladen med en særlig sødlig og rund smag som man kommer til at holde helt af.
Sammen med rødderne en bakke champignoner, der var dukket op midt i min grøntsagskasse. Efter en rum tid i ovnen dekanterede jeg herligheden over i en gryde sammen med en god kyllingefond og lidt varmt vand. Lavede stavblenderfinten og smagte til med salt og peber. Et skvæt hvid trøffelolie til serveringen og så var forretten klar.

Men ak. Min ven er journalist som mig selv og pludselig var der opstået en situation, så vi var nødt til at mødes til Afternoon Tea et helt andet sted. Og da jeg skulle tage toget derhen, så opstod der en ny situation, der gjorde at også jeg var nødt til at vende om og tage hjem til computeren og arbejde.
Sådan er det bare nogen gange at have den slags job.
Så kirkegården har vi til gode. Men vi endte hjemme i mit køkken om aftenen.
Hvor der både var suppe til forret og italiensk tomatsauce med shortribs, der var kogt med så længe, at jeg kunne trevle dem ned i saucen med de bare hænder. Og det gjorde jeg så, inden jeg tilsatte kogt proptrækkermakaroni jeg havde købt i Napoli i forsommeren.
Vi skal nok nå det med den kirkegård en anden gang.

Men man skal passe på med at udskyde alt.

I den her uge læste jeg til min store forfærdelse, at Skye Glyngell, der er min yndlingskok i hele verden har forladt den bedste restaurant jeg nogensinde har været på  hele mit liv. Perfektion varer desværre ikke ved.
Jeg har tidligere skrevet om Petersham Nurseries på denne blog. Men lad mig sige, at det sted var ligesom den bedste kærlighedsaffære man nogen sinde kunne håbe på at få. Generøs, quirky på den helt rigtige måde, overraskende, forførende, afslappet, passioneret og smuk på en gang. Man følte sig hjemme, henført og mættet på samme tid. At træde ind af døren til drivhuset med de forskellige vakkelvorne borde, umage stole og tjenere i gummistøvler var som at forelske sig stormende hver eneste gang. Og når man satte sig til bordet og fik Skyes mad. Ja, så var det en oplevelse for alle sanser. Jeg kunne personligt aldrig spise hendes mad i stilhed. Det var altid noget med mmm. Eller bare Åh. Eller Ah. Eller. Oh my God. Lyde som man normalt gemmer til en del mere private lejligheder.
Man synes på en måde aldrig at man havde fået helt nok af hendes vidunderlige mad, men på den anden side var man mæt i mave, hjerte og sjæl når man rejste sig fra bordet. Det var mageløst. Det var det virkelig.
Men katastrofen begyndte desværre med anerkendelse. For sidste år fik Skye Glyngell en Michelin-stjerne.
Selv om det i første omgang betød anerkendelse og flere kunder, så tiltrak det pludselig en anden slags gæster. Dem, der læser Michelin-guiden som en slags to-do-liste og ikke forstod et klap af at hvad Skye gik ud på.
De klagede over at der ikke var hvide duge på bordene (i et drivhus!) De brokkede sig over, at betjeningen var afslappet og de mente ikke maden var hvad man kunne forvente.
Mine damer og herrer. De mange klager gjorde til sidst kokken så ked af det, at hun besluttede sig for at hendes liv var for kort til det pjat. Hun sagde op.
Og hvad hun skal nu, ved ingen. Jeg ringede ud til Petersham så snart jeg læste de triste nyheder for at høre om det var muligt at bestille bord. Til den sidste nadver.
Men ak. Skye var allerede væk.
Jeg er nærmest utrøstelig.
Tilbage er minderne. Om den sidste frokost derude som jeg spiste sammen med min mor. Om dengang jeg holdt pigefrokost der til min fødselsdag. Om andre frokoster med andre mennesker, hvor samtalen og den smukke mad gjorde mit liv en smule rigere og lettere om hjertet.

Og jeg er stadig forarget helt ind i sjælen over folk, der kunne finde på at spise hos Skye og virkelig have noget at klage over. En dug, der ikke var på bordet?

Sjovt nok talte jeg samme dag med en af mine venner, der netop er på vej ud af et ulykkeligt forhold, der blandt andet gik galt fordi kæresten hele tiden ville lave ham om. Den måde han spillede klaver på. De skjorter han gik med. Den måde han skrev emails på. Og så videre. Og så videre.

Og det virkelig underlige er det der med hvordan vi forelsker os i nogen og så nærmest som en slags menneskelig refleks begynder at forsøge at lave dem om i samme øjeblik man bliver kærester. Det har jeg aldrig helt forstået. Man forelskede sig vel i dem PRÆCIST som de var? Hvorfor så lave om på noget man åbenlyst var faldet for? Det virker jo helt ulogisk.

Og på samme måde med Skye. Hun var jo perfekt som hun var.
Og folk der ikke kunne se det, det kan da bare tage hen på en af Gordon Ramsays mange klonrestauranter, hvor man kan skære sig på de stivede duges foldere og hvor tjenerene forsøger at slå verdensrekord i arrogance per menukortuddeling og hvor kokken himself sjældent kommer, fordi han har så travlt med at være i fjernsynet. Hvor sauceprikkerne er målt op på millimeter og placeret med usvigelig akkuratesse på tallerkenen. Men hvor man må kigge langt efter sjælen.

Hvad skulle de mennesker ude ved Skye? Og seriøst, hvad havde de at klage over andet end deres egen manglende evne til at se genialiteten lige foran dem der på tallerkenen?

Nå. Næste gang bloggen rør på sig, kommer det nok til at handle om indisk mad. For denne blogforfatter er på vej dertil lige om lidt. Det bliver vel nærmest en slags indisk go-away.

lørdag den 18. februar 2012

A Bloody Brunch



Ikke at der som sådan er noget i vejen med at fylde 41. Alternativet er jo værre, kan man sige. Men det er sådan en underlig alder. Sidste år festede jeg igennem med en fest for hvert årti. Hvad stiller man lige op med den underlige skæve alder?
Man holder selvfølgelig en slags lille fejring på et skævt tidspunkt, og da det alligevel er mit ubetingede yndlingsmåltid, så inviterede jeg overstadigt og en smule optimistisk 15 mennesker til fødselsdagsbrunch her i min lillebitte one bedroom flat kl.11.30-agtigt.
Man skal jo aldrig gøre alt efter bogen, så jeg sørgede for at forene det dekadente med en underlig fiksering jeg næsten altid får på den her tid af året: Blodappelsiner.
Traditionelt laves en Mimosa af lige dele champagne og appelsinjuice, men som jeg ser det, er der ingen som helst grund til at den friskpressede saft ikke kan stamme fra Citrus Sinensis, eller som italienerne vil kalde det Arancia Rossa plukket fra appelsinlunde ved foden af Siciliens vulkan Vesuv, hvor jordforhold og en smule nattefrost sørger for at de har den smukkeste dybe pink farve, der passer perfekt med boblende champagne.
Eller rettere sagt. Jeg vidste jo ikke med sikkerhed, at det ville blive godt, og havde ikke lige tid eller lejlighed til at prøve det efter inden den store dag oprandt. Jeg var bare nødt til at tro på, at mit instinkt var korrekt og bestilte fire kilo blodappelsiner hos min økologiske grøntkasseleverandør. Ene og alene i troen på at det ville være fantastisk. Et af mine yderst sjældne tilfælde af Think Pink.
Aftenen inden bagte jeg en gigantisk portion amerikanske minipandekager som jeg serverede med hjemmelavet blåbærsirup, som det er så let at lave, at det er en skandale at man ikke gøre det oftere: En bakke blåbær til tre skefulde sukker og den revne skal af en usprøjtet citron, der bare skal stå og blive lidt kærlige overfor hinanden ved svag varme. Mulitplicer efter behov og antal gæster.
Jeg fik også lige slået en amerikansk gulerodskage sammen. Det er en opskrift, der er så nem, at man nærmest kan udføre den i søvne og den har fulgt mig i mange år. Jeg har sommetider forsøgt at være den utro med mere fancy versioner som eksempelvis Jamie Olivers, men jeg vender igen og igen tilbage til den her. Fordi den virker.
Der skal en hel liter gulerødder i og ingen rosiner. Den eneste forsiring jeg tillader mig på dette perfekte mesterværk er at jeg ikke begrænser mig til en slags nødder, men bruger halvt valnødder, halvt hasselnødder til at putte i kagen.
Men helt perfekt er kagen nu ikke. For jeg lavede den første gang til min 25 års fødselsdag og hver gang den står foran mig og strutter med sit hvide flødeosteovertræk kommer jeg altid til at tænke på den der fødselsdagsfrokost jeg havde inviteret min familie og et par få udvalgte venner til.
For min mor og en af mine veninder synes åbenbart, at det var en fantastisk morsom ide at give mig kanel. For ligesom at fejre at jeg ikke havde nogen kæreste. Hvilket jeg lige på det tidspunkt faktisk var lidt ked af at jeg ikke havde.
Det var den fintfølende pendant til de meterhøje peberkværne man ser i Polle fra Snave-reklamer, da de jagtede mig rundt i huset med krydderiglas fyldt med kanel, der endte i mit hår.
Jeg var ikke lige der med det, at jeg synes det var sjovt (faktisk føltes det lige i den uge ret tragisk) og der gik næsten en uges hårvask inden jeg var holdt op med at lugte af kanelsnegle og nederlag i den romantiske afdeling.
Men gulerodskagen, der i øvrigt indeholder kanel, er faktisk ret fantastisk.
For de mere sunde lavede jeg gigantisk skål frugtsalat med mango, passionsfrugter, papaya og friske hindbær.

Ja, jeg har lige fået en ny fantastisk Zwilling-kniv, så det var ingen sag at partere fem mangoer. Det var nærmest en sensuel nydelse at lade kniven glide gennem det bløde, solgule kød. 

Hvis det ikke lige var fordi jeg havde så travlt på dagen, ville jeg nærmest være gået ind i en slags Mangoagtig trance-tilstand som jeg stod der i mit køkken. På en lille måde kan jeg egentlig godt forstå hvordan der er sammenhæng mellem Samurai-krigere, deres sværd og zen. Der er en ro ved et skæreredskab, der virker. Der opfylder sin rolle til perfektion.
Nu jeg var i gang, skar jeg også lige fem fennikler i tynde skiver, blandede dem med et bundt forårsløg i tynde skiver, grillet haloumi revet i tilfældige stykker og trevler af en ovnristet rød peberfrugt. Herligheden blev vendt - og man aner et tema her - i en blodappelsinolie jeg fik pådraget mig under min tur til Californien sidste år. Og for at gøre det hele færdigt, åbnede jeg to granatæbler med min store kniv og gav dem smæk med en trægrydeske på den dominatix-agtige måde så de dybtrøde juveler dryssede ned over salaten og gav den mere end et anstrøg af Alladins hule.
Og så var der bacon og scrambled eggs som jeg ikke tryllede det store med. Det virker jo i forvejen, så jeg begrænsede mig til smide salt, peber og et bundt purløg i æggene og så tage dem af panden mens de stadig var saftige. 
Brød, humus, et par oste, chorizo, italiensk salami med fennel og lidt parmaskinke fyldte resten af bordpladsen ud.
Køkkenet lignede noget, der fik min veninde til at spontant udbryde: I Guder! Du laver jo mad som en mand! (Det betyder vistnok at man er så optaget af at lave mad, at man ikke rydder op løbende mens man lige står og steger bacon og snupper opvasken midt i at man er ved at scramble æg). Det har jeg det okay med.
Men vi nåede det hele. To søde veninder og en slutspurt ved den elektriske citruspresser senere var alt klart til gæsterne. Champagnen var på køl i haven. Der skal jo være nogen fordele ved at have fødselsdag i februar.
Der var også kaffe og te og den slags, men ærligt talt var der forsvindende lille afsætning på det.
Folk startede med Bloody Mimosas og det var sådan de fortsatte. Først røg de to flasker Perrier-Jouët som jeg havde købt fordi jeg synes flaskerne er så smukke. Den franske producent er bedst kendt for de art nouveau anemoner, der slynger sig op af flaskerne på deres Belle Epoque, som jeg så længselsfuldt efter i butikken. Men en tudse for en flaske var alligevel mere end jeg kunne bringe mig til at betale. Så det endte med en mere gangbar version, der gik fantastisk i symbiose med den røde appelsinsaft. På en lidt Vesuv-agtig måde inden jeg lige lærte at lade champagnen falde til ro inden den mødte de mange c-vitaminer.
Senere gik vi over til prosecco, og da den var sluppet op måtte de pink flasker med boblende rose jeg havde stående til overs fra en fest sidste sommer springe til.  
Det var og blev en slags lyserød fest.
De sidste gæster, altså af dem der skulle gå, forsvandt ud af døren ved 18-tiden og det er aldeles hæderligt for en brunch. Og så kom der nogen andre gæster og så drak vi noget mere vin og gik hen på en tyrkisk restaurant og spiste noget mere mad. Og gik hjem og så en meget alvorlig svensk film. Om en mand, der drak for meget og havde en kone, der var en fremragende fotograf.
Ikke skyggen af kanel. Og dagen efter var der rester.
På den måde er det egentlig okay at blive 41.

fredag den 30. december 2011

Opsamlingsheat 2011

Ja, jeg ved det godt.  Jeg har svigtet jer, mine søde og trofaste bloglæsere. Og der er ingen undskyldning eller 37 gode undskyldninger, alt efter hvordan man gør det op. Men nu har jeg jo aldrig været typen til at sidde og fifle med Excell-ark.
Så her er et lille overblik over nogen af de ting jeg egentlig burde have skrevet om, men så kom der lige noget liv i vejen. Med mange forsikringer om at bloggen bliver mindre udsultet i 2012. Bon Appetit.

Tom Kerridge er en mand, jeg længe har haft kig på. Han er en af den slags kokke man virkelig kan betro sit liv, hvis man ellers skal tro på det gamle ordsprog om at man aldrig skal stole på en tynd kok. Han er rund og mild og god og han laver mad så man får tårer i øjnene. Jeg har set ham suse igennem programmet The Great British Menu på BBC og haft lyst til at slikke tv-skærmen når hans mad er tonet frem på skærmen, lidt på samme måde som små børn altid suttede på den store plasticsoftice, der stod uden for den burgerbar jeg arbejdede på, da jeg gik i gymnasiet. Åh, hvor ville man gerne bryde igennem til en anden dimension, hvor man lige kunne smage det der skønne.
Men en solrig lørdag i november var det virkelighed. Jeg sad bænket ved bardisken i The Hand and Flower, den lille pub i Marlow, hvor Tom Kerridge forkæler sine gæster og stirrede sultent på menukortet, mens jeg diskret spejdede efter Heston Blumenthal, der efter sigende er en stamgæst (han har en svaghed for Tom Kerridges pommes fritter, der er stegt i andefedt).
Til forret fik jeg en variation over den britiske pub-klassiker Scotch Egg, et farseret æg til husbehov, hønseæg og en fars, der ikke kunne drømme om at lægge sig ud med nogen. Hos Tom Kerridge var det forvandlet til en spansk drøm, hvor en fars af brandade, altså salt torsk blandet med kartoffelmos lå omkring et delikat og perfekt kogt vagtelæg på et leje af rød pebersauce og med en skive sprødstegt chorizo oven på. Så var man i gang.
Menuen var med vilje finurlig, så jeg valgte min hovedret med omhu: Okseben med gulerod. Og det var præcist hvad der kom ind på en tallerken.
Bortset fra, at det var det selvfølgelig ikke helt.
Der lå en oksebenknogle, der var tømt for sit oprindelige indhold og i stedet fyldt med kød så trevlet mørt og saftigt at det var mere ko end koen måske havde været i live.
Ved siden af lå en én stor gulerod. Det var de eneste to elementer på tallerkenen. Et ben og en gulerod. Og det er noget af det mest sofistikerede mad jeg har smagt i mit liv.
Jeg kan dårligt beskrive den gulerod uden at hente ord fra en dårlig kærlighedsroman. Den lå bare der og så lidt klodset ud, men så snart jeg fik en lille bid i munden var jeg solgt til stanglakrids. Jeg kan ikke forestille mig at jeg nogen sinde i mit liv vil smage en bedre gulerod. Jeg kan berette, at den var stegt i smør med anis og at nogen i køkkenet havde gjort det med kærlighed i mere end halvanden time, men det kan ikke give begreb om den smag, der hoppede ind og kyssede mig inden i munden. Jeg var salig. Jeg var henført. Den naturlige sødme fra guleroden, den lidt lakridsagtige anis  gik op i en højere enhed som om de to havde raslet rundt alene hver for sig i køkkenet og pludselig havde mødt deres livs kærlighed. Det var intet mindre end sensationelt.
Oven på det var der dessert. Den mest intense chokoladekage jeg har smagt i lang tid med en vægtfylde så tung, at hvis der havde været bare fem gram mere mørk chokolade i, så havde den nok forvandlet sig til et af universets sorte huller, der ville føre den intetanende gæst til en anden dimension på planeten Valhrona. Kun den kølige klat saltkaramel-is var med til at sørge for at jordforbindelsen holdt.
Det er fuldt fortjent at Tom Kerridge har to Michelinstjerner. 
Og sjovt nok var det selvfølgelig samme weekend jeg endte med at få hvad der må siges at være suverænt det værste måltid i hele 2011.
Min ledsager og jeg fortsatte videre til Wales og søndag ved frokosttid befandt vi os ved Tintern Abbey, en lille flække på grænsen mellem England og Wales, hvor vi gik ind på den ene lokale restaurant, eller hvad man nu skal kalde det, og bestilte hvad der på kortet så ud til at være en nogenlunde okay frokost. En pie lavet med svinekød og lokal cider.
At pien var rystende dårlig, skilt sauce med ubestemmelige klatter i med et låg af købt butterdej var jo så hvad det var. Men det var selve serveringen, eller monteringen om man vil, der virkelig sagde alt om køkkenets tilgang til mad.
På tallerkenen var der – foruden den famøse pie – en bagt kartoffel, gule indfarvede ris, revet rødbede, en skive appelsin, en lille pakke smør, en klat coleslaw, en håndfuld intetsigende iceberg og så endelig mit største kulinariske hadeobjekt (bortset fra peberbeholdere med pulver i) en hollandsk drivhustomat.
Jeg kunne skrive lange essays om hvorfor den hollandske drivhustomat på alle måder er en fornærmelse mod menneskeheden. Men lad mig her nøjes med at sige, at der ikke er NOGEN undskyldning for at servere den slags og at jeg personligt synes der er både større smag og fornøjelse i at indtage et glas vand fra hanen.
Ak. Et køkken, der viser så lidt indlevelse og forståelse af sammensætningen af fødevarer fortjener faktisk ikke at have retten til at hælde deres mareridtsvisioner ud på tallerkener og tage penge for det. Man skal vel nærmest til en vis restaurant i Manchester (se tidligere blogindlæg om det værste og det bedste) for at finde et tilsvarende lavt niveau.

Og så var det lige hjem og vende og videre til San Fransisco.

At spise i Californien er altid en blandet fornøjelse. Det ypperste og det mest banale junkfood lever lykkeligt side om side. Den største gastronomiske oplevelse på turen var et besøg på den fantastiske italienske restaurant Delfina, der ligger i Mission en aften, hvor det regnede så heftigt, at jeg lige så stille sad og dryppede en lille pøl på restaurantens gulv, da jeg endelig kom ind i tørvejr. Men det var værd at trodse elementerne for et besøg på denne lille perle, hvor betjeningen er både mere end høflig og særdeles vidende.
Jeg fik en salat med panchetta sprødstegte tern, valnødder og helt friske blade, der smagte som om de lige var plukket i en køkkenhave en halv time forinden.
Bagefter var der ravioli fyldt med okseshortribs i trevler, gremolata og overhældt med en glinsende mættet oksejus som man nærmest havde lyst til at indhalere.
Og jeg blev pludselig endnu lykkeligere end jeg egentlig var i forvejen ved tanken om at jeg har en pakke shortribs til at ligge i fryseren.
Finalen var en smuk syrlig panna cotta lavet på kærnemælk, pyntet med sharonfrugt og skyllet ned med en sommerengsagtig blomstrende muskatvin.
Som en ekstra bonus lå restauranten lige ved siden af det lækreste lille gourmetsupermarked, hvor jeg fik en time til at gå bagefter med at gå rundt og finde lækkerier som fennikelpollen (som jeg stadig ikke helt har fundet anvendelse for) og chipotle (røget chili som jeg var løbet tør for) og et par forskellige krydderiblandinger.

San Fransisco var også stedet, hvor jeg anskaffede mig en af de mere interessante kogebøger jeg har købt i nyere tid: The Spice Bible.
Her kan man slå alle krydderier, der findes i verden op, og læse om deres form, oprindelse og anvendelse. Og oven i det er der opskrifter efter hvert afsnit. Lige nu ligger den på natbordet.
Jeg fik også listet et par andre kogebøger i kufferten, blandt andet et genialt lille værk om amerikansk street food, der indeholder en opskrift på noget så fuldstændigt hjertestopsagtigt som baconmarmelade. Det bliver jeg nok nødt til at  prøve på et eller andet tidspunkt. Men nok ikke i januar, hvor der er dømt thaimad og andre sunde ting.

Ellers var der nok lidt for meget fast food og lidt for lidt gourmet langs the highway. Men jeg kom hjem med lidt af en fiksering på rye bread, for hvis der er noget amerikanerne kan, så er det at bygge en velproportioneret sandwich.

Og det var en af de første ting jeg rekonstruerede da jeg kom tilbage i mit eget køkken som jeg vaklede ud i på de mærkeligste tider af døgnet på grund af jetlag.
To skiver rye (som ikke er rugbrød som man skulle tro, men et lyst brød med et symbolsk kvantum af rugmel i og kommen) med sennepsmayo fra Hellmans, salatblade, fede skiver af hvidt kyllingebryst, en skive Emmenthaler og agurkepickles. Yum.

To brød fik jeg mig vist knoklet igennem for det var ude af kroppen og jetlagget havde fortaget sig.  Jeg tror rye-brødet får lov til at blive i 2011.

Til alle jer søde læsere. Må I få et appetitligt og forrygende 2012. Må det blive fyldt med glæder, fantastiske måltider indtaget i selskab af mennesker, der får jer til at smile.

Vi ses.
Jeg lover det.