Et glimt af Joyce i Tom´s Diner

Det var sådan en slags aften efter deadline, hvor man aldrig rigtig ved hvad man skal gøre af sig selv i en halvfremmed by som man kender og allligevel nemt kunne fare vild i.
Artiklerne til næste dags avis var afleveret, og jeg var for træt til en formel middag og for vågen til at lægge mig til at sove. Så jeg tog min nuværende bog (Pascal Merciers Night Train to Lissabon) under armen og gik ud i Dublins regnvåde gader for at finde føde.
Jeg bor på Dame Street præcis overfor Central Bank of Ireland, hvor jeg i teorien kunne læne mig ud af vinduet og se EU-funktionærerne ankomme for at bese regnskaber og vurdere om Irland har brug for en gigantisk hjælpepakke til at redde landet ud af økonomisk ruin. Få  minutters gang derfra ligger det prægtige Trinity College med et af verdens mest bjergtagende biblioteker med smukt udskårne bogreoler fra gulv til loft.
Men den her aften gik jeg den anden vej. Det røde neonskilt fra Ricks Burgers (der laver Dublins bedste) glimtede i den regnvåde asfalt, da jeg drejede op af George Street og gik forbi den vanvittigt smukke Café Irlaindais, der ligner noget fra 1930ernes Paris med højt til loftet, svungne Art Deco-lamper, der udsender et gyldent lys over de få mennesker, der altid sidder ved disken og drikker kaffe på den melankolske måde.
Jeg gik om hjørnet og slog ned af Exchequer Street og kom forbi en lille åbenbaring i form af Fallon & Byrne, der ligner noget man kan finde i New York. I et stort lokale med rå mursten og højt til loftet er der kombineret deli, økologisk købmands- og grøntsagsbutik og cafe.
Det lykkedes mig at klemme mig ind lige inden lukketid klokken 21 og få bestilt den sidste portion Beuf Bourginon, der røg lige fra disken og hen i mikroen. Hvor den fik lov til at stå i et pænt stykke tid, før manden kom i tanker om den igen. Jeg satte mig på en barstol ved en disk, der vendte ud mod gaden. Ved siden af mig sad et kærestepar, der kun ænsede hinanden, og jeg kunne se min egen reflektion i ruden og samtidig se Dublin haste forbi ude på gaden med mørke paraplyer, mens deres økonomiske fremtid var ved at blive diskuteret i Bruxelles. Måske tænkte de på politik eller hvad de skulle have til aftensmad, om deres kæreste var sur eller hvornår det holdt op med at regne. Der var ingen, der så op. Nora Jones sang kælent på højttaleren om at rejse væk, og jeg sad der og var helt overbevist om, at manden havde glemt min aftensmad og følte mig som om jeg var med i et indtil nu uopdaget vers af Suzanne Vegas meget melankolske a capella sang fra Tom´s Diner. Jeg var kvinden med den halvfulde kaffekop, der ikke nåede at sige noget inden tjeneren var ved at kindkysse en højtelsket kunde. Jeg var kvinden, der ikke havde fået sin Beuf Bourginon.
Jeg rakte ud efter min bog, der handler om sproggeniet Gregorius, der med et slag forandrer sit liv fordi han tilfældigt møder en portugisisk kvinde i en rød jakke på en bro i Bern. Bøger er, finder jeg, et stort set ufejlbart middel mod pludselig opstået tristesse og ensomhed i fremmede byer. Litteratur som en slags værn mod alt ondt. Men jeg kunne ikke koncentrere mig.
Der var hele dramaet om hvad der foregik der i mikroovnen, kæresteparret, der var ved at tage vanter på og menneskene, der gik forbi på gaden, mens regnen blev mere og mere insisterende. Og så faldt mit blik på en lille ramme, der hang på væggen lige ved siden af hvor jeg sad. En tekst skrevet med svungen skrift og taget lige ud af den store irske forfatter James Joyces passende værk Dubliners. Der stod:
The girl brought him a plate of hot grocer´s peas, seasoned with pepper and vinegar a fork and his ginger beer. He ate his food greedily and found it so good that he made a note of the shop mentally. When he had eaten all the peas he sipped his ginger beer and sat for some time thinking of Corley´s adventure.
Jeg kunne smage de ærter lige pludselig. Hvordan deres sødme ville fylde i munden og blive punkteret af den sure vineddikesmag.
Og det var som om han lige havde blinket til mig, Joyce, og jeg huskede en smuk vindblæst dag, hvor jeg havde besøgt det fyrtårn han boede i uden for Dublin. En mand, der spiser ærter og bor i et fyrtårn.
Pludselig var det hele godt igen. Manden kom med min mad (uden ærter) og regnen stilnede en smule.
God litteratur kan virkelig fikse alt.