Jeg elsker at rejse. Selve tanken om aldrig at komme nogen steder fylder mig med rædsel, og når jeg hører om mennesker, der aldrig bevæger sig uden for kommunegrænsen, så skutter jeg mig og føler både forundring og en smule medlidenhed.
Jeg er sulten efter at udforske mere af verden og drømmer om alle de ting jeg ikke har set, prøvet eller smagt endnu. Og jeg nævner i flæng at drikke skoldhed, sød te fra en samovar, mens jeg stirrer ud på endeløse rækker af snedækkede birketræer langs den transsibiriske jernbane, at lave min egen Pad Thai på en kokkeskole i Thailand, at klappe en lama i Peru, at danse tango og spise store bøffer i Buenos Aires, at dyppe foden i Ganges ved solopgang og blive melankolsk ved Taj Mahal. For slet ikke at nævne alle de dejlige steder jeg slet ikke blev færdig med eller fik nok af.
Udlængsel er noget, der enten er i blodet eller ej og jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvorfor det var en del af min genetiske kode på samme måde som blå øjne og det faktum, at jeg er venstrehåndet.
Men i sidste uge fik jeg en sygdom jeg egentlig aldrig lider af: Hjemlængsel.
Mere specifikt hjemlængsel efter London.
London, hvor folk ser forskellige ud og taler alle mulige sprog og spiser bagels, sushi og går i sarier og turbaner uden nogen løfter et øjenbryn.
Hvor hele verden findes til dem, der ikke altid har tid til at rejse.
Længsel efter bare at være hjemme, hvor jeg kan falde ind i mine daglige rutiner, for så vidt som man kan få rutiner i det her job, længsel efter mit eget køkken, min egen lille vakkelvorne sofa og udsigten til den aldeles overgroede have. Længsel efter den indiske dame henne i supermarkedet, der altid har lidt ondt i ryggen og som hviskende og særdeles velmenende fortæller mig, at jeg skulle hellere tage og købe mine mangoer et andet sted, hvor de er billigere og mere modne.
Jeg er hjemme og det er luksus efter et par uger på farten og nu vil jeg bare have det helt stille, roligt og simpelt. Kalenderen vil det anderledes, men jeg lader som om i dag.
Menuen står på havregrød og jeg laver den af Johnnie McCanns steelcut Irish oats som jeg faldt for, fordi det var sådan en smuk dåse (en anden af mine laster). Det adskiller sig fra almindelige havregryn ved ikke at være flået i småbidder eller tromlet helt fladt. Når man laver grød af det får den en mere solid konsistens med kerner i.
Jeg satte havren i blød i vand tidligt i morges og tog så til kickboxing. Da jeg kom hjem (en hel del senere og en hel del mere sulten end planlagt på grund af strejke i London Underground), varmede jeg det igennem med mælk og smed en håndfuld blandede rosiner og korender i.
Mens jeg alligevel stod der og rodede i køkkenet, satte jeg lige en knoldselleri i tern ind i ovnen sammen med et par Bramley-æbler, lidt rapsolie og kværnet peber ved 200 grader. Så tømte jeg grøntsagskassen for 3-4 små porrer, sauterede dem i en gryde. En halv time senere smed jeg møre æbler og selleri ned i gryden og tilsatte varmt vand og lidt kyllingefond. Hvis jeg havde haft en flaske cider ved hånden var den nok røget med. Så lod jeg det simre lidt og efter en halv times tid lod jeg stavblenderen gøre den ting stavblendere nu engang gør. Så havde jeg suppe til frokost og med et par italienske brødringe med fennelfrø var det et festmåltid. På den simple måde.
Den helt perfekte måde at fejre, at man er hjemme igen og slet ikke skal til udlandet i op til flere dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar