Julen er landet

Jeg er ikke altid meget for at indrømme det, men jeg er en sucker for jul. Elsker at bage julesmåkager, pynte op og drikke glögg og høre Last Christmas i en uendelig sløjfe. Elsker at finde de helt perfekte julegaver og have amibitioner om at sende håndlavede julekort til hele flokken.
Her i London er der to ting, der sparker julen i gang for mig hvert år: Country Living Magazines julemesse og Pret a Mangers julesandwich. To ting, der har det med at smelte sammen til en skøn begivenhed.
Julemessen foregår i Islington og er et tilløbsstykke af den anden verden. For kvinder fra hele landet er det en fast begivenhed i kalenderen, når messen slår dørene op for alt hvad der har med Contry Living og jul at gøre. Man ser ikke mange mænd her, og de, der er her, ser som en regel ganske groggy ud i den, overvældende larm fra tusindvis af handlende kvinder, der endevender duftlys, sæber, glitrende julepynt og håndlavet keramik. Her er kanel, gran, antikke lysestager, håndsyede puder, finurlige fuglehuse og alt det man køber når man gerne vil have den landlige stil uden at få mudder på de blomstrede gummistøvler og er så meget af en city chick, at man helst vil have en cafe, der ved hvad en latte er inden for gåafstand.
Læg dertil en ekstra hal med fødevarer, hvor man kan få gratis smagsprøver af Christmas Pudding, Stilton og chutneyer i en uendelighed. Det bliver ikke meget mere jul.
I år har jeg blandt andet forkøbt mig på: Vellagret Stilton (et must når nu sæsonen er over os). Jeg tænker at putte den i en salat med et par skarpe grønne æbler, pecannødder og en velvoksen sennepsvinagrette lavet på Colman´s Mustard for at holde det engelske tema. Gul chilisauce (fordi jeg faldt for smagsprøven), håndlavede sicilianske pølser med hvidløg og soltørrede tomater og en chutney lavet på blommer og balsamico. Chutney er en af mine store svagheder og i forvejen tæller den hjemlige beholdning en halvspist Shute Fruit Chutney fra Dorset, en tomatchutney, en tamarindchutney og en sød pære-vanillie chutney, der ikke engang er blevet åbnet endnu. Jeg skal nok få dem spist, men kan godt se der måske er bevis for et misbrugsproblem i forhold til ting, der kommer i krukker.
I den mere uspiselige afdeling har jeg købt: Et stort & af træ. Det stod bare der & ville med mig hjem. To turkise julehjerter, en lille hjerteformet skål af træ og en nøglering med min største litterære helt nogensinde: Kaptajn Haddock.
På vej hjem fik jeg sen frokost i Pret a Manger, der er en kæde, der blev startet af to kontorfolk i sin tid, fordi de var så frustrerede over det dårlige udvalg af sandwhiches de kunne nå at købe i frokostpausen. I dag er det en millionforretning med masser af filialer, der bl.a. har McDonald´s som aktionær.
Jeg elsker deres kaffe og jeg elsker det faktum, at alle sandwich bliver lavet samme dag og er helt friske. De, der ikke bliver solgt, bliver givet til hjemløse om aftenen. Det holder.
Min favoritsandwich over dem alle er den legendariske julesandwich, der melder sin ankomst i november hvert år og forsvinder igen med decembers udgang, så man kan længes i de resterende 10 måneder af året. Det er brød lagt sammen med kalkun, fars, tranebærsauce, mayonnaise, spinat og ristede løg. Lidt som en britisk julemiddag på brød og langt at foretrække frem for den virkelige vare, efter min mening. Der bliver lagt et lille gebyr på prisen og for det indsamlede beløb bespiser Pret herberger for hjemløse med en storslået julemiddag. Appetit med etik. Velbekomme.