Fredag aften i Londons meget højtidelige Freemasons Hall i Covent Garden og 700 mennesker sidder som tryllebundne og gnasker i en gulerod fra en dansk bondemand, der hedder Ask. Den er saftig og helt perfekt som en gulerod skal være og ekstra spændende, fordi vi har fået den af ingen ringere end René Redzepi, verdens bedste kok på verdens bedste restaurant, Noma.
René er i byen for at reklamere for bogen Noma Time and Place in Nordic Cusine, der netop er blevet udgivet på forlaget Phaidon og i mere end halvanden time viser han små filmvignetter om hvordan han henter sine råvarer i naturen, fortæller om vintagegulerødder (hvordan man får melede, overgemte gulerødder til at smage så englene synger) og deler ud af sin madfilosfi.
Han er milevidt fra en krukket kok. Han fortæller roligt, men alligevel med stor begejstring om den åbenbaring det var at kaste sig over det nordiske køkken.
Jeg var her i samme lokaler tidligere på året, da Noma løb med San Pellegrino-prisen som verdens bedste restaurant og året før det, da Noma fik en 3. plads. Begge gange var en fantastisk oplevelse for en foodie som mig. Det er virkelig som en slags Oscar-uddeling for mad og det er stort at spotte den ene verdensberømte kok efter den anden og de madanmeldere man til dagligt læser. De er her alle sammen fra Rick Stein til Heston Blumental, Marcel Roux jnr. og Raymond Blanc for bare at nævne nogle af de kendte ansigter. Hvis jeg fik valget mellem at komme med til rigtig Oscar-fest i Hollywood eller San Pellegrino i London ville London vinde hver eneste gang. Ikke mindst fordi canapeerne formentlig er oceaner bedre end noget en kulhydratforskrækket californisk kok kan diske op med.
For nylig var René med i BBCs program Masterchef the Professionals, da de tre finalister blev sendt på Noma for at køre køkkenet i en dag. De havde allerede været praktik hos nogle af Storbritanniens fremmeste kokke og største køkkenprimadonnaer, så da René træder ind foran dem, kan man se frygten i deres øjne. Og så er han bare det sødeste, venligste og mest beroligende menneske man kan forestille sig. Så fuldstændig nede på jorden og rar, at man sad og blev fuldstændig stolt over den danske måde at gøre ting på. Sammenlign det lige med en opblæst Gordon Ramsay, der ikke kan sætte en gryde kartofler over uden at bande mindst fem gange.
Jeg sidder med Nomabogen foran mig nu, og det er nu suverænt den mest intimiderende kogebog i min omfattende samling (førstepladsen hidtil har været bogen fra den amerikanske restaurant The French Laundry). Billederne alene er smuk kunst, men jeg tror simpelthen ikke jeg nogensinde får lavet rødbedeflødeboller eller søpindsvin med hyldebær og hyben. Jeg må bare få booket et bord på Noma snart.
Ak, og tilbage ned på jorden i mit eget køkken.
Der var den slags tomater jeg virkelig, virkelig hader i min grøntsagskasse i den her uge. Store, vandede og intetsigende som en slags vegetablisk svar på elevatormusik. What to do? Jegl tog alligevel lidt inspiration med mig fra René og tænkte, at hvis han kan få overgemte gulerødder til at smage verdensklasse godt, er jeg nødt til at give tomaterne et forsøg i det mindste.
Så jeg skar dem i både og dryssede dem med havsalt og oregano og hældte god olivenolie over. Bagefter smed jeg dem i ovnen ved 50 grader og gik i seng.
Da jeg stod op næste dag havde jeg de skønneste små røde tomatbomber af smag.
Jeg serverede dem på bruchetta med tre slags fyld. Først gned jeg to stykker godt brød (jeg fik gæster til middag) med frisk hvidløg og dryppede med olivenolie. Så stegte jeg dem på grillpanden til de fik fine brune striber og blev sprøde uden at blive tørre.
Så rev jeg et par minimozzarellaer i små stykker og dryssede på. I den ene ende af brødet fyldte jeg langtidsstegte gule peberfrugter (steg et par peberfrugter i grove tern med løg ved svag varme i halvanden time til de afgiver deres sødlige aroma perfekt) herefter de ovnbagte tomater og til sidst friske tomater skåret i tern med lidt rødløg og masser af revet basilikum, godt hjulpet på vej af olivenolie, salt og friskkværnet peber.Bruchettaerne kom til at udgøre forretten i et italiensk måltid.
Til hovedret fik vi de fede sicilianske pølser fra julemessen med hvidløg og soltørrede tomater. Jeg tog mig god tid til at stege dem nænsomt ved lavere varme, så de kunne opnå deres fulde potentiale. De blev serveret efter toscansk forbillede, med glinsende mørke linser som jeg havde dampet i kyllingeboullion og hvidvin på en bund af stegte løg, et par porrer (fordi de var i grøntsagskassen) og noget bladselleri jeg havde liggende. Der var også nogle ovntomater til overs, så de røg ned til linserne, så nu er der slet ikke nogen forfærdelige tomater tilbage i mit køkken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar