Oliver & Onassis

Var i teateret med tøserne i går aftes, og vi talte om hvor skamfuldt det egentlig er at bo i en af verdens teaterhovedstæder og så komme så sjældent afsted. Men der er jo kun et begrænset antal aftener i ens liv.
Aftenen begyndte på Jamie Olivers Italian i Covent Garden.
Jeg er sådan lidt ambivalent med Jamie O. (men når det er sagt, er ambivalent vist en slags default-setting jeg er født med). Jeg har fulgt ham siden han var en entusiastisk grønskolling på River Café i London til nu, hvor han er en verdensomspændende virksomhed. Der er dage, hvor jeg spekulerer på om man seriøst kan få en Oliver-overdosis, for manden er overalt. Med sine 30-minutters måltider, sin kamp for at redde dårligt spisende britiske skolebørn, overvægtige amerikanere eller i gang med at spise gule ærter med svenske skildervagter. Man kan simpelthen ikke tage et skridt i en bogbutik uden at ramle ind i en ny kogebog af Jamie Oliver. Og her er det selvfølgelig helt på sin plads at  indrømme at jeg har selv et par stykker på hylden. Men okay, han har formået at blive ved med at udvikle sig, han har en medrivende entusiasme og han er bare så goddamn nice, at man egentlig ikke kan være irriteret på ham. Da slet ikke når han i det mindste forsøger at få folk til at lave deres egen mad og bruge kvalitetsvarer.
Jeg fik forleden en interessant pressemeddelelse, hvor nogen havde fundet på at spørge briterne om hvem de henter inspiration fra når de finder på hvad de skal have af spise til middag. Jamie kom ind på en forrygende andenplads, kun overgået af familie og venner. Det er da gennemslagskraft om noget.
Restauranten leverede også varen på den Jamie-agtige måde. Dejlig afslappet og venlig service. Jeg fik en skælvende hvid buffalo-mozarella badet i frisk hjemmelavet pesto med masser af sød basilikum og salt parmesanost til at tage toppen af den værste sult. Den smeltede inde i munden. Til hovedrret fik jeg en slags funky version af fish & chips: Havtaskehaler i en tomat, chili og hvidløgssauce med sorte oliven og dertil posh chips, der viste sig at være fritter med en anelse trøffelolie og et drys af parmesanost. Jeg var mæt og tilfreds, men også en smule misundelig på en af mine ledsagere, der havde været så smart at vælge den stegte polenta, der viste sig at være små, sprøde og gyldne firkanter med en fantastisk afrundet smag inden i. Fik helt lyst til at lave polenta snart bare for at kunne bruge resterne til at lave noget lignende.
Der var ikke plads eller tid til dessert og faktisk måtte vi kaste os i en taxa for at nå forestillingen på Novello.
Så fra Jamie O. direkte til Jackie O., der spillede en ikke uvæsenlig rolle i stykket Onassis, der er baseret på bogen Nemesis af den britiske journalist Peter Evans.
Stykket, der er bygget op som en moderne græsk tragedie, bygger på den præmis, at det var den græske skibsreder, der fik Bobby Kennedy myrdet. Dels på grund af gammelt nag over en forretningsaftale, dels for at bane vejen for sit ægteskab med John F.s enke Jackie Kennedy.
Robert Lindsay er fænomenal i rollen som Onassis. Han ikke bare spiller ham, han er ham og gør det på en sådan måde, at man kommer derfra med en eller anden forklaring på hvor karismatisk og skæbnetung denne mand var og hvordan han kunne tryllebinde ikke bare Jackie, men før hende (og angiveligt også mens) Marie Callas og utallige andre. Jeg har egentlig aldrig forstået kvinder, der per se var tiltrukket af magt. Jeg mener, der er så mange andre ting man kan interessere sig for. Men efter jeg havde set stykket, kunne jeg pludselig godt se, at der er et eller andet umiskendeligt på en gang tiltrækkende og frastødende ved en mand, der kan forme verden mere eller mindre efter forgodtbefindende. Som alle tragedier er der selvfølgelig ingen happy ending, men da vi gik fra teateret i efterårsregnen var vi alle sammen enige om, at vi straks måtte hjem og læse mere om den fantastisk fascinerende Onassis, der på et tidspunkt i stykket siger: "Verden ved tre ting om mig: I am fucking Jackie, I am fucking Maria and I am fucking rich."