Man kan kalde det ferie, arbejdslejr eller refugium. Faktum er, at jeg har brugt den sidste uge sammen med en kær veninde i et sommerhus med udsigt til snevejr, min computerskærm og en brændeovn. Arbejdsro, Nescafe og en lille smule for mange saltlakridser har helt klart sin tid.
Jeg er i gang med et længerevarende projekt, og i den seneste uge er der flydt så mange ord igennem fingrene, at jeg har det som om jeg skal skrabe rundt på bunden af min sjæl for at finde de allersidste, der er tilovers.
I den situation er der kun én ting at gøre, og det er at fylde ord tilbage i hovedet og det gør man selvfølgelig med god litteratur. Jeg blev færdig med Pascal Merciers fremragende Nattog til Lissabon efter den har fulgt mig rundt i Londons Underground og med til Dublin i de seneste par uger.
Det er en smuk og gribende bog, der stiller vigtige filosofiske spørgsmål om hvad liv, kærlighed og tro betyder. Skal man redde et ondt menneske, hvis man kan? Er ét liv mere værd end mange og kan man overhovedet lave det regnestykke? Og så min personlige favorit af en uløseligt spørgsmål, der bliver stillet af det gådefulde geni Amadeu: Hvis Gud kan alt, kan han så skabe en sten, der er så tung, at han ikke kan løfte den?
Nu er jeg gået ombord i Natasha Walters Levende dukker, der netop er udkommet på dansk i starten af november. I bogen argumenterer den britiske feminist for, at piger og kvinder tilsyneladende, på trods af år med kvindefrigørelse og ligestillingskamp, er kastet lige lukt tilbage i et samfund, hvor det er udseendet og den ydre skønhed og vores appel som sex-objekter, der ofte definerer både kvinders selvforståelse og samfundet holdning til os.
Feminisme kan nemt blive en slags religion, der fornægter alle andre holdninger og jeg mener personligt, at det ikke er så sort og hvidt. Men Natasha Walter er nuanceret og stiller interessante spørgsmål som det er værd at tænke nærmere over. Behøver ALT pigelegetøj at være lyserødt? Er Barbie, der trods alt havde en Pilot Barbie og en Læge Barbie bedre end Bratz-dukker, der kun har tøj til at gå på natklub i.
Og skal vi uden videre acceptere den såkaldte biologiske determinisme, der siger, at nå ja, mænd og kvinder tænker jo forskelligt fra hinanden, når mange videnskabelige undersøgelser viser, at det faktisk ikke er tilfældet.
Skal vi i virkeligheden tilbage til Simone de Bevoir, der sagde, at kvinde, det er ikke noget man er født som, men noget man bliver, mens man bliver påvirket af samfundet, familien, kulturen.
Jeg har ikke endegyldigt bestemt hvor jeg selv lander henne i den diskussion, men jeg finder det interessant at vende spørgsmålene i hovedet. Måske er mænd ikke fra Mars og kvinder er ikke fra Venus. Vi er bare fra Jorden og vi må bare prøve at få det bedste ud af det.
Interessante som de to bøger har været, kan de alligevel ikke overgå denne måneds store læseoplevelse, der meget vel kan ende med at blive den bedste bog jeg har læst i år. Kristian Ditlev Jensens Opstigende skorpion har alt hvad man kan ønske sig fra en roman. Den er sprogligt suveræn, overlegen i sit plot og dertil så vedkommende, at den er svær at slippe. Selv når den sidste side er læst op.
I Nattog til Lissabon fortælles det om forfatteren Amadeu, at når han var færdig med at læse en bog, var der ikke flere bogstaver tilbage i den.
Sådan læste jeg Opstigende skorpion og nu savner jeg Wulfi, det sproglige geni, der har mentalt overskud til at argumentere for at astrologi er lige så virkeligt som alt muligt andet.
Måske er det bare fordi jeg er sådan en vandmand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar