Det værste og det bedste

Forleden var jeg i Manchester og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at tjekke om den virkelig fandtes endnu. Det gjorde den.

Midt i finanskrisen, hvor bedre etablissementer bukker under for mangel på kunder, så eksisterer verdens værste restaurant endnu, og der er ingen logisk forklaring på at lige præcis denne skamplet på branchen stadig kan holde sig i live.

Jeg fandt den ved et tilfælde under en Labour-konference i byen. Ved den slags lejligheder arbejder man fra tidlig morgen til sen aften enten med at rapporter eller gå til politiske møder for at samle historier eller finde kilder.

Der er måske 3.000 delegerede og journalister i byen, så de bedste restauranter er booket for længst af de, der har sekretærer til den slags. Almindelige mennesker må efter deadline lede hvileløst rundt i gaderne efter det ypperste det engelske provinskøkken kan opbyde.

Restauranten her, som jeg frekventerede sammen med en kollega lå i en kælder og havde et menukort på størrelse med en dårlig lægeroman. Angiveligt var den italiensk.

Det havde været en lang dag og det eneste jeg egentlig havde lyst til var en helt simpel pizza måske med ost, parmaskinke og lidt frisk basilikum.

Men lige den kombination var ingen steder at se på det plasticbeklædte spisekort, der virkede endeløst og uinspirerende som et fotoalbum fyldt med mennesker som man ikke kender til fester man aldrig har været til.

Frisk basilikum? Tjeneren rystede på hovedet over den slags eksotiske forespørgsler og så i en italiensk restaurant. Han luntede opgivende ud i det halvåbne køkken og kom resigneret tilbage med det ventede svar.

Ingen basilikum at få.

Ikke noget godt tegn i et italiensk køkken overhovedet, men vi var for trætte til at røre os ud af flækken.

Inden forretterne blev serveret, ankom en slags fladt hvidt brød med en klat af ubestemmelig herkomst til bordet. Af alle køkkener vil jeg sige, at jeg kender det italienske bedre end de fleste, men her kom jeg til kort.

Jeg prikkede i det. Var det en slags lokal ost jeg ikke havde haft lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med? Jeg smagte forsigtigt på det. Det smagte som plantemargarine med hvidløgspulver i, hvilket ikke harmonerer med noget jeg umiddelbart kunne bestemme til nogen italiensk region. Da jeg på den anden side heller ikke kunne bringe mig selv til at tage mere i munden, måtte jeg overgive mig og spørge tjeneren.

”Hvidløgsdressing”, sagde han og så på mig som om jeg var debil.

Derfra gik det ned af bakke.

I mellemtiden var det blevet tid til forretterne. Jeg havde bestilt bruschetta ud fra en naiv overbevisning om, at det er en ret som det er ualmindeligt svært at fucke up. Det er basalt set ristet (godt) italiensk brød med en slags fyld, der oftest består af tomater, olivenolie og måske friske krydderurter. Hvad kan gå galt?

Meget kan gå galt, når man befinder sig i en påstået italiensk kælderrestaurant i Manchester. Brødet var brændt sort og fyldet havde stået flere dage i køleskabet, så det ikke alene var hvinende koldt, men også så bittert, at det var uspiseligt.

Det er børnelærdom for rigtige italienere, at den sikreste vej til at berøve en tomat for en hvilken som helst smag den var begavet med fra naturens hånd er at proppe den i køleskabet.

Alligevel var jeg mere heldig med min forret end min kollega. Hun havde bestilt husets paté, der ankom på en tallerken i en fed skive, der havde en så stærk afsmag af kemisk opvaskevand, at jeg decideret fik brækfornemmelser ved at smage en lille firkant.

Af alle de dårlige steder jeg har spist, og jeg har trods alt rejst en del i både den engelske og skotske provins, så har jeg aldrig før nogen sinde siddet ved et bord og mærket brækrefleksen i halsen. Men det gjorde jeg her.

Tjeneren fjernede vores næsten fyldte tallerkener uden at fortrække en mine eller stille et spørgsmål om hvorvidt maden havde smagt og vi blev enige om at den slags ting skete nok hele tiden siden han ikke studsede over det.

Hovedretten kunne næsten kun blive bedre. Skulle man tro.

Jeg havde bestilt en pizza med skinke og min kollega havde bestilt ”kokkens fantasi” pasta. For kokkens fantasi læs: den spisende kundes mareridt.

Hendes sauce havde en konsistens som tapetklister, der kun i sin uappetitlighed blev overgået af dens farve, der mindede lidt om de meget orange Fantaer man fik i rillede flasker da jeg var barn i 1970erne og ingen mente, at man tog skade af lidt e-numre.

Jeg smagte af ren og skær nysgerrighed og sympati og kunne blandt andet identificere brændte løg, tomatpuré og en absurd mængde salt og fløde. Ravioliernes indhold var gråligt og de lignede noget, der var hældt direkte ud af dåsen.

Min skinkepizza fortalte alt om restaurantens holdning til råvarer. ”Skinken” bestod af fedtede klumper af spam direkte fra dåsen. De klumper på størrelse med Yatzy-terninger som kokken ikke havde strøet over min pizza med rund hånd havde han, for en god ordens skyld hældt i min kollegas sauce.

Det måltid stod ikke til at redde. Da tjeneren kom og hentede de endnu fyldte tallerkener udviste han gennemført mangel på situationsfornemmelse ved at vove at spørge om vi havde lyst til dessert. Nej, det havde vi ikke.

Tværtimod havde jeg stor lyst til at gå ud i køkkenet, tage kokken i kraven og spørge om han virkelig var italiener. Og hvis han var, om hans mor ikke ville dø af skam over det han vovede at ikke bare kalde mad, men også tage gode penge for.

Det var så gennemført i sin rædselsfuldhed, i sin totale misforståelse af hvad det italienske køkken står for, så gennemsyret af mangel på respekt for råvarer og foragt for sine kunder, at jeg kun kan udråbe det til den værste restaurant jeg i mit liv har besøgt.

Jeg ved virkelig ikke hvordan den har overlevet og jeg ved slet ikke hvordan den kan findes i det samme univers som min yndlingsrestaurant i hele verden, Petersham Nurseries.

Ned af en lille jordsti, tæt ved floden og inde i et drivhus, findes der er forunderligt land med blomster og borde, hvor Skye Glyngell regerer.

Det er Petersham Nurseries. Stedet, hvor man spiser i et stort gammelt drivhus med jordgulv. Hvor tjenerne har gummistøvler på, hvor bord, stole og glas er charmerende umage og hvor der altid er smukke blomster på bordene.

Det sted bør fredes af Unesco på stedet.

Det var en af den slags opgaver, hvor man har lyst til at med jævne mellemrum gå ud på toilettet og se sig selv alvorligt i spejlet og sige: "Og jeg får faktisk penge for det her" i et mislykket forsøg på at tørre det store smil af.

Kogebogen Et år i mit køkken udkom i Danmark og jeg var sendt af sted for at interviewe Skye, der efter blandt andet at have fungeret som privat kok for personligheder som Madonna og Sting nu havde slået sig ned som køkkenchef for restauranten i Petersham, der kun serverer til frokost.

Her går hun rundt i køkkenhaven og samler helt friske grøntsager, friske æg fra hønsegården og tryller rundt. Efter interviewet inviterede hun på frokost , og for mig var det en åbenbaring.

Igennem de tre retter lignede jeg Meg Ryan i den berømte scene i Katz Deli fra When Harry Met Sally. Og det var ikke fordi jeg fakede orgasme. Det var bare fordi maden var så fuldstændig blændende fantastisk.

Den gjorde ting inden i munden som  jeg knapt havde et sprog for. Jeg sad bare sådan og brummede og sagde mmmmmmmmmmm og nogen gange Oh My God og tænkte allerede på hvornår jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg kan godt skrive om maden, om stedet. Men der er ikke opfundet adjektiver, der er retfærdige overfor denne kvindes køkken.

Der er smagssammensætninger, farver og små eksploderende overraskelser, der ikke gør sig til. De er bare hvad de er.

Jeg kan skrive, at jeg fik en sprød krokette med saltet torsk og en smørgul hjemmerørt hvidløgsmayonnaise, der fik mig til at overveje at emigrere til en spansk fiskerlandsby på stedet.

Jeg kan skrive, at jeg fik vagtel med perlebyg og måtte lægge bånd på mig selv for ikke tage tallerkenen op til ansigtet og slikke hver eneste lille bid af med tungen. Det forekom mig for dyrebart bare at tage tilbage til køkkenet.

Jeg kan skrive, at jeg spiste mandarinsorbet, men hvordan skal jeg kunne fange fornemmelsen af en orange sky, der puffer inde i munden i saft og får en til at føle en vemodig længsel og en slags melankolsk lykke, der minder om forelskelse.

Men det er bare ord.

Og man må undre sig over, at det, der findes i Manchester og Petersham begge går under betegnelsen restaurant.

I sidste uge skete der det både fantastiske og sørgelige, at Skye velfortjent fik en Michelin-stjerne for sin eminente kogekunst.

Fantastisk fordi det er så velfortjent. Sørgeligt, fordi det nu formentlig bliver endnu sværere at få et bord.

Jeg kan kun gratulere mig selv for at jeg lige præcis fik bestilt et frokostbord dagen inden nyheden kom ud.

Jeg glæder mig allerede vanvittigt meget.

Myten om den lykkelige grøntsagskasse

Grøntsagskassen, mit smertebarn

Min kulinariske uge burde begynde hver fredag, når den søde Joe fra Abel & Cole (briternes svar på De fire årstider) banker forsigtigt på min gadedør og efterlader en økologisk grøntsagskasse ombundet med snor og bugnende af struttende sunde grøntsager og frugt.

Det burde virkelig være en kilde til evig glæde og overraskelse og ikke mindst en ordentlig portion af lettere anstrengende selvtilfredshed at jeg hver uge får leveret hånddyrkede artiskokker, små bundter af asparges (i sæsonen, forstås) og bananer, der har levet et godt og uegennyttigt liv inden jeg købte dem til overpris, hvad jeg selvfølgelig gerne gør for at støtte landbruget i Mozambique.

Man kan se reklamefilmen for sig med et stykke af Mozarts mere tilgængelige værker som underlægning og et gyldent lys, mens undertegnede nænsomt hiver en selleriknold, der er dyrket af en farmer ved navn Robert Harris tæt ved Bristol op af kassen og giver den et godt hjem. Se hvordan jorden drysser malerisk af i slow motion, zoom ind på den smilende kok, der nu føler sig inspireret i overflod til at brødføde en familie med fire sultne sjæle.

Sandheden er desværre mere brutal.

Jeg køber den mindste grøntsagskasse på markedet (gourmet til 1-2 personer) hver anden uge og den mindste frugt- og grøntsagskasse (igen til 1-2 personer) hver anden uge. Jeg tænker, at ingen forestiller sig at single mennesker spiser grøntsager, og hvis de gør, så går de nok aldrig ud.

Sandheden er at jeg er ved at gå til i grøntsager. Jeg er altid sådan lidt i underskud med at få dem spist og skubber en slags skyldpukkel af økologiske grøntsager foran mig.

Problemet begynder allerede fredag, for når jeg er hjemme i London holder jeg meget af at bruge min fredag aften med at svømme, gå ud og spise og gå i biffen. Allerede der begynder den dårlige samvittighed.

De grøntsager, der var knasende friske fredag morgen ser allerede lettere bebrejdende på mig 24 timer senere. Økologi er sundt, men det holder bare ikke så længe som alle de sprøjtede ting.

Normalt skynder jeg mig at genoprette balancen med at invitere nogen til middag lørdag, men det er altså nogen gange næsten pligtspisning, når jeg serverer et lillebitte stykke kylling med tre forskellige grøntsager.

Det irriterer mig også fordi det næsten er begyndt at hæmme mine indkøb. Jeg kan sagtens vågne op med en overdreven trang til at lave gullash til aftensmad for eksempel, men hvad skal man stille op med den kålrabi eller det savojkålhoved, der bare ligger der og stirrer på én i den forbindelse?

Og overdommeren i hovedet (der ved den slags lejligheder faktisk ligner Laura fra Matador lidt) ryster opgivende på hovedet af mig, hvis jeg virkelig tillader mig at købe et par passionsfrugter. Jeg har dog fire madæbler og tre løg derhjemme. Skulle jeg ikke spise dem først? Fy!

Skal jeg ud et par aftener i løbet af ugen, hvilket ikke er et ukendt fænomen, så går regnskabet slet ikke op og jeg ender med brødebetynget igen at lægge slatne gulerødder ud til egernet. Det sker med så jævne mellemrum at egernet faktisk ofte lige kommer hen og banker på vinduet, hvis jeg har glemt det. Det er sat præcedens.

Fordelen er selvfølgelig når det virker, at jeg får mine vitaminer og jeg får ny inspiration ved at tvinge mig selv til at bruge grøntsager, der ikke normalt lander i kurven i supermarkedet.

Men når det er sagt, så vil jeg gerne lige spørge hvad det er med squash?

Seriøst kan jeg ikke huske nogen grøntsagskasse jeg nogen sinde har fået, der ikke indeholdt mindst tre squash. Al respekt for denne villigt voksende grøntsag, men helt ærligt? Hvor mange ting kan man lave med squash uden at drive sig selv til vanvid?

Forer de kasserne med squash?

Jeg har et par ting, der virker for mig:

1.     Små pandekager med reven squash, feta, forårsløg, røget paprika og æg

2.     Squashkage med kardemomme

3.     Quiche med squash stegt i basilikumolie og hvidløg

4.     Grillede helt tynde skiver på den lange led med feta og masser af sort peber som tilbehør til lammekoteletter

5.     Ovnstegte squash med champignoner i en salat med frisk mynte og feta

6.     Minipizzaer med tynde, lange skiver og haloumi (allerede nu er det ved at gentage sig selv lidt)

7.     Tzaziki i en snæver vending med squash i stedet for agurk og med frisk oregano

8.     Ratatouille, (men det er længe siden jeg har smagt en god en)

9.     Grillet i tynde skiver og rullet om en blanding af en skarp gedeost, lidt chili og persille blandet op med et skvæt olivenolie

10.                    Fuglemad. Opgiv, skær i skiver og server i haven

Men når det er hver eneste uge man skal passe squash ind i programmet, er det ikke nok. Og det hjælper heller ikke at variere ved at kalde det courgette. Har prøvet.

Squash er og bliver bare en pligtgrøntsag for mig. Lidt som den der onkel eller tante man altid bør tale med bryllupper og andre familiefester. Man gør sit bedste og hver gang forsøger man sig med en ny og spændende tilgang, men man ser aldrig helt frem til det.

Det mest bizarre er, at jeg nærmest skal flyve og fare London rundt hvis jeg skal finde squashblomster, som jeg elsker at fylde med ost og stege som jeg engang har set det blive gjort i en park i Mexico City.

Man hiver lige den orange støvdrager ud, fylder blomsterposen med mascarpone og lidt skarpere reven ost, salt, peber og friskhakket merian. Så dypper man blomsterne i en tempuraagtig dej lavet med danskvand og steger dem i rigeligt med olie.

Men squashblomster er der næsten ingen til at opdrive af, selv ikke på Londons mest velassorterede markeder. Det eneste sted jeg nogen sinde har set dem her i byen ligger en 35 minutters busrejse væk og så er det ikke engang sikkert de har dem, selv i sæsonen.

Så mit forslag til den del af frugt- og grøntindustrien, der insisterer på at oversvømme vores husholdninger med skyldsquash. Fint, så gør det. Men gør det tidligt og tag dem mens de er i blomst, mens de er små og delikate.  Både transport og dyrkning vil blive langt billigere. Og i mit køkken skyld forvandle sig til noget syndigt og dét er straks langt mere interessant.

Ting, der ikke burde passe sammen

Der er ting man med en halv tanke ved aldrig kommer til at passe sammen: Fisk og ost (jeg har det fra Italien, hvor der vistnok er bødestraf for lige netop dén forseelse), guacamole og sweet chili sauce som jeg engang fik serveret i den samme skål af en underfrankeret, men meget overrislet kok i Belfast (jeg græmmer mig stadig ved tanken) eller grillet ananas oven på en rødspætte som et spiseetablissement, der skal forblive unavngivet engang satte foran mig et sted i Cornwall for nogen år siden.

Jeg har heller aldrig nogen sinde glemt, at jeg engang gik til svømning med en pige, der spiste bananmadder med mayo, salt og peber. Selvfølgelig var jeg nødt til at prøve det af ren og skær nysgerrighed, og selv om jeg bestemt måtte medgive at det ikke var uspiseligt, så er det heller aldrig blevet en klassiker i min kulinariske værktøjskasse.

I visse byer i Østjylland skal man også vare sig for at bestille en hotdog med det hele, medmindre man har mod på at få et læs rødkål oven på de rå og ristede. Igen, det kan vel spises, men ifølge min personlige smag, ikke med fordel.

Så er der selvfølgelig også de parløb, hvor man bare tager sig til panden og tænker, jamen selvfølgelig, det er jo helt oplagt.

Der må f. eks. engang have været et kvikt hoved, der fandt ud af at hælde nogen rejer indenbords i en avokado, en opvakt kolonial brite, der tænkte, at hvorfor ikke lige tjekke hvad der egentlig sker, hvis man hælder sin medicinske behandling mod malaria kinin (i form af tonic) i sin gin. En lyksalig dag var der formentlig et eller andet geni, der tænkte at hollandaisen lige skulle piftes op med en dusk estragon vedkommende havde stående i vindueskarmen alligevel og dermed opfandt bearnaisen.

Og så er der de der underlige ægteskaber, hvor man tænker hm… Kan det virke?

I teorien kan det måske virke og så smager man, og så viser det sig at være ganske fantastisk. Det er ting man måske mest opdager, hvis man er nysgerrig og fordomsfri og er parat til at eksperimentere lidt mere i køkkenet.

Okay, så jeg er ikke nogen Heston Blumental, selv om jeg må sige, at jeg virkelig nød mit indtil videre eneste besøg på The Fat Duck. Men jeg har mine egne sære favoritter.

Relativt sent i livet har jeg opdaget glæden ved bagels med rosiner og rosmarin. Ja, jeg ved det umiddelbart lyder helt absurd, men det er så godt, at jeg jævnligt stiger på bus nummer 328, der faktisk for 1,50 £ lokker med at køre sine passagerer via Chelsea helt til slutdestinationen World´s End, bare med henblik på at få en af de bagels.

Jeg står af  bussen inden det kommer så vidt, nemlig i Kensington, hvor jeg køber dem i Whole Foods. Hvis de har altså har dem. Det er altid et risikofyldt moment ved turen, men det må forventes når man sidder i en rød dobbeltdækker med kurs mod det sted, hvor der, ifølge gamle søkort, kun hersker underlige monstre og drager.

Nu vi har fat i rosmarinen, så går den fantastisk sammen med mine søde, sprøde julesmåkager, hvor jeg blander smagen op med revet appelsinskal.

Jeg har også opdaget glæden ved saltkarameller og efter jeg har spottet denne heldige kombination har jeg fundet alle mulige fantastiske steder at lade den få afløb. Salt, karamel og chokolade fungerer så urimeligt godt sammen at jeg fejrede det for ikke så lang tid siden ved at lave en kæmpe bradepande fyldt med chokoladebrownie med saltede peanuts, chokoladeknapper og masser af chunky peanutbutter marmoreret ind i overfladen.  Det var fantastisk da det var nybagt og efter et par dage var det som at spise hjemmelavede Snickers.

På et af mine yndlingssbøfsteder her i London, den argentinske kæde Gaucho, lavede de en fortryllende sommer fantastiske hindbær-basilikum Collins som jeg kunne have levet af alene, hvis ikke lige bøfferne havde været så forbasket gode.

Jeg har selv opfundet en tærte med jordbær og basilikum som jeg er ret stolt af og så elsker jeg den lidt mærkværdige blanding af kirsebær og lakrids som jeg finder i en af mine yndlingsmarmelader. Jeg ved godt, at jeg her udfordrer en smule, men tro mig: Det fungerer sublimt på et stykke ristet brød med lidt gedeost under eller ej.

Men den blanding som jeg er mest stolt af selv at have opdaget lyder lige så mærkelig som den er god: Tomater med vaniljesalt.

Det er en af den slags lykkelige ting, der sikkert aldrig kunne ske i et velorganiseret køkken, hvor alt er på sin rette plads.

Men, kan man så spørge, hvor kan man med rette rubricere noget så mærkelig som vaniljesalt alligevel? Står det ved krydderierne? Saltet? Sammen med bagetingene?

Dåsen stammer fra det walisiske Halen Mon, der producerer sine salte på Isle of Anglesey og vel er saltens Rolls Royce. Halen Mon kan blandt andet skrive både El Bulli og Heston Blumental (hov, der var han igen) på kundelisten.

Til daglig bruger jeg glad Maldon Sea Salt, men til fint bruger jeg sommetider Halen Mon, der også har leveret en lille beholder med røget salt til mit køkken.

Vaniljesaltet fandt jeg, helt uventet, på en hylde i en filial af en amerikansk overskudskæde på Isle of Man, hvor det var til salg for en slik sammen med nogen poser med oversete julemandsskumfiduser. Billigt til salg fordi sikkert ingen på Isle of Man havde den mindste ide om hvad man stiller om med noget så mærkeligt som vaniljesalt. Men jeg var klar til at slå til. Hvad kan jeg sige til mit forsvar, andet end at de færreste kulinariske fristelser møder mig uforberedt?

Den stod længe i mit skab og kunne ikke rigtig overbevise mig om at den skulle bruges til fisk som den ellers sagde den gerne ville på bagsiden af krukken. Men en skønne dag skulle jeg ovnriste nogen tomater af en så dubiøs kvalitet, at jeg ikke havde noget at miste og så stod krukken vaniljesalt og bød sig til, fordi jeg var kommet til at skubbe til et glas med abrikosmarmelade, fordi jeg skulle finde nogen kapers.

En lykkelig indskydelse og nogen timer senere kunne jeg fiske en ny kombination ud af ovnen: Vaniljesalttomater.

De var himmelske, hvis jeg selv skal sige det. Jeg spiser dem som tilbehør til varm mad, smider dem i en grøn bitter salat eller parrer dem med lidt avokado. Smagen er ret overvældende og eksploderer sådan lidt mærkeligt inde i munden. Men på en god måde.

Hvis man ikke lige kan komme i nærheden af Halen Mon kan man sikkert lave sit eget vaniljesalt ved at proppe vaniljekorn i salt og måske lade den brugte vaniljestang ligge nede i saltet akkurat som man kan gøre det med sukker. Det er umagen værd og bedre end at sidde og stikke i dødkedelige drivhustomater. Som jeg hader med en passion, der sikkert er en bedre sag værdig.

Jeg tænker, at på den facon er kærlighed helt som køkkenkunst. De ting man tror passer perfekt sammen, duer måske slet ikke eller også er det bare kedeligt og forudsigeligt som en sammenkrøllet indkøbsseddel efterladt i en Føtexindkøbsvogn på en regnvejrsdag i november.

Bedst som man troede man kendte alle opskrifterne forfra og bagfra opstår der en lykkelig kombination som man slet ikke vidste fandtes før den kom og var ganske aldeles himmelsk.

Men det kræver selvfølgelig at man tør eksperimentere og prøve noget nyt. Selv uden for køkkenets grænser.

Regnskabets time

Step away from the chutney NOW.

For fremtiden er jeg simpelthen nødt til at se en lidt redneckagtig amerikansk sheriff  med et meget stort våben for mig, bare jeg så meget som overvejer at komme i nærheden af noget, der er syltet, henkogt, pickled, pulveriseret eller proppet i en dåse.

Det går simpelthen ikke mere. Jeg bliver aldrig lagerforvalter og selv om jeg måske på en god dag kan kalde mig en ganske habil kok, må jeg erkende at jeg heller ikke bliver en særlig vaks husbestyrerinde.

Jeg har ryddet op i mit forrådsskab og jeg er simpelthen så beskæmmet over hvad jeg fandt der og har totalt mistet retten til at klage mig over at mit køkken er for småt i den nærmeste fremtid.

Hvis en katastrofe af fænomenale dimensioner skulle ramme Jorden og gøre indkøb umulig i et halvt års tid tvivler jeg på, at jeg med det fuldstændigt absurd store fødevarelager jeg har hamstret mig til vil komme bare i nærheden af at være småsulten. Når Røde Kors dumper fødevarepakker ned fra helikoptere til mine udhungrede medborgere vil jeg formentlig først lige være gået i gang med pindemadderne.

Problemet er firedobbelt.

For det første er der, retfærdigvis skal det siges, tale om et hjørneskab hvor det er meget svært at overskue hvad der egentlig befinder sig på den halvanden hylde, der er afsat til fødevarer. Så det sker engang imellem at jeg tænker, at jeg da vist ikke har nogen korianderfrø, eller noget gåselever eller måske er løbet tør for røget paprika. Det er jeg så typisk næsten aldrig.

Den anden side af den her ophobede fødevarepukkel, der får EU's smørbjerge til at ligne en lille tue, er min ukuelige nysgerrighed. Jeg er simpelthen en, der køber jordbær- og pebersyltetøj fordi jeg vil vide hvordan det smager så snart jeg opdager det findes, en, der går ind i et supermarked eller en deli hver gang hun er ude og rejse og kommer hjem med alskens nye ting (se blog om Firenze) og generelt tænker, at nye ting skal prøves. Jeg er en drøm for de der kvinder, der står med hvide hatte og deler ting ud i Bilka med tandstikkere, fordi jeg altid smager og næsten altid køber noget.

Min tredje undskyldning er, at det altså ikke er let at styre et globalt køkken som mit. Jeg skal spænde over min danske kulturarv med rugbrød og ribsgele, kæle for min livslange italienske passion med pasta i lange baner, være forberedt på at blive overfaldet af trangen til thai eller en melankolsk længsel efter noget marokkansk eller spansk eller tyrkisk. Og ikke at forglemme min britiske integrationsproces med chutneys og indisk inspiration.

Der skal bare være flere ting på lager end i et gennemsnitligt uglobaliseret køkken for at få det til at fungere.

Sidst, men ikke mindst, er jeg bare sådan en, der samler. Jeg hader at smide ting ud og er helt bestemt datter af min far, der hele livet har samlet på gamle radioer, cykler og andre maskiner, der var gået i stykker, for man vidste aldrig lige hvornår man fik brug for en reservedel.

Eller rettere sagt, det ved man altid hvornår man gør, og det er præcis dagen efter man overgav sig og smed den gamle radio ud. Så står man og mangler.

Det er et faktum.

Jeg samler på bøger, på kogebøger, flødekander, Tintin-tegneserier, muslingeskaller og så åbenbart også chutneyer.

Men nu skal det virkelig være løgn. I 2011 er det mit bestemte forsæt at få ryddet op og gå minimalismen i møde (med museskridt). Jeg vil ikke smide ud (undtagen måske lige den gåselever, der udløb i 2010 og det orangeblomstevand, der ser mistænkeligt grumset ud) men jeg vil virkelig forsøge at spise mig igennem mit lager inden jeg køber noget nyt.

For at holde løftet til mig selv har jeg gjort regnskabet op og noteret ned. Her er skammens liste som rulletekst nederst i bloggen. Og jeg skal lige gøre opmærksom på, at vi her taler om ét skab i én husholdning med én person.

Jeg har slet ikke taget hul på hylderne med pasta, mel og krydderiskabet med sine egne tre hylder og kurven med olier og eddiker.

Bare lige for at sætte det i perspektiv.

Bortset fra det er jeg allerede gået godt i gang og har åbnet en pakke Läkerol. Så mangler jeg bare at gøre kål på:

Ahornsirup, Ansjospasta (på tube), Asier, Aspargessuppe (4 breve), Auberginepickles, Balsamicogele, Beef and basil meatballs in tomato sauce (vacumpakket), Blommemarmelade med valnødder (lille glas) Borlottibønner, Bruchettablanding på glas, Butterbeans, Cacaopulver med vanilje (Montbano), Champignonsuppe (4 breve), Chiligele (East India Company), Chilimarmelade, Chilitomatsauce til pasta af mærket Passione Ardente , Chokolade med chili (en gnalling), Chutney, balsamico og blomme, Chutney, hot tamarind, Chutney, karamelliserede rødløg, Chutney, pære og vanilje, Chutney, scrumpy apple, Chutney, tamarind og dadler, Confit de canard (på dåse), Couscous Tangier fra Gustosecco, Dijon sennep (lille flaske fra Heinz), Figen relish, Flåede tomater, Flåede tomater, økologiske (2 dåser), Gherkins, pickled, Gigantes beans, baked ( 2 glas), Gravlaxsås, Gräddsauce fra IKEA (2 breve), Gul chili dip sauce, Gåselever i patentglas, Gåseterrine, Hummerbisque, Hyldeblomstgele, Hyldeblomstericepudding fra Gustosecco, Jordbær og pebersyltetøj (lille glas), Kantarelsuppe (1 brev), Kapers, franske, Kapers, italienske, Kapersbær (store), Kastanjer, hele, Kidney bønner, Kikærter (økologiske), Korianderfrø, Lemoncurd (Jamie Oliver),Lemoncurd med butterscotch, Lipton Russian Tea, Läkerol Salvi (2 pakker),Løgmarmelade fra Truckle Co. (åben), Majs på dåse (3 stks),Majs på dåse, creamed, Mushy peas ( 2 dåser),Old Spot Pork Meatballs in tomatosauce (vakumpakket), Okse-consomme, Orangeblomstvand , Pad Thai sauce, Peanut Butter, Peanutbutter med druegele (Smuckers), Peanut Satay stir fry sauce, Porchini- og trøffelmousse, Rabarberkompot (Bonne Maman), Red pepper relish, Ribsgele, Ristede løg, Rødbederelish (Jamies), Rødløgsmarmelade med slåengin, Solkyssede tomater i olivenolie, Thai Pavillion Peanut Stir Fry (3 pakker), Tom Yum pasta,Tomatsuppe fra Heinz, Toscansk speltsuppe (gryn), Trøffellinguine , Trøffelsalt,Tun, albacore i extra jomfruolie,Tun og bønnesalat fra Rio del Mare, Tun i lime og sort peber,Tun i olivenolie (Ortiz, stor), Tun med tre slags bønner (John West, 2 dåser),Tunsauce til Vitello Tonnato (tube),Valnødder, pickled,Vaniljesalt.

Home coming Queen

Hej køkken,

Jeg ved godt, at vi ikke altid lige er enige. At jeg tit skælder dig ud for at være for lille og gå i små sko. At jeg drømmer om andre større køkkener med uendelige kvadratkilometers bordplads, åbne ildsteder og spisekammer. Køkkener, hvor man ikke skal fjerne den japanske riskoger, tre ovnfaste fade og en kagedåse for at nå ind til citronpresseren. Køkkener med havudsigt eller måske bare et vindue. Køkkener, hvor folk i stuen ikke kan se, hvis man bruger den samme teske til at smage saucen til to gange. At jeg vrisser over, at du kun har et mikroskopisk køleskab og ikke et Smeg med Union Jack. Og alle de andre ting.

Men hvor er jeg glad for at være hjemme hos dig efter al det julehurlumhej.

Januar er måneden, hvor man rydder op og starter på en frisk. Jeg har ikke helt mod på at tackle forrådsskabet full on endnu, men indtil videre er jeg startet på den lille fryseboks, der rummer en fantastisk gave: To skiver smukt hvælvet kalveben med marv, bedre kendt som Osso Buco, engang hamstret i Harrods og smidt i fryseren, så de jublende kunne trækkes ud på en regnfuld januardag.

Jeg køber ikke mit kød i Harrods fordi jeg er fin på den, men fordi jeg ikke bor i nærheden af en anstændig slagter og mit lokale supermarked (en Sainsbury´s)  i stigende grad synes at vurdere at kundeskaren består af folk, der foretrækker kattemad , kosher og pulverting, der skal røres op med vand.

Køddisken består mestendels af fuldstændig gummiagtige kyllingefileter fra mishandlede dyr, pølser, der er pløret til med salvie, og bacon, der er pumpet til med flere hormoner end en gennemsnitlig københavnsk bodybuilder i mellemvægtsklassen.

Da den såkaldte slagter herefter fjernede det eneste nogenlunde spiselige fra varesortimentet, nemlig en pakke med to økologiske kyllingelår, var jeg simpelthen nødt til at udveksle ord med ham.

”Se her!”, råbte jeg som om han var døv, og pegede på en disk, der var fyldt til randen med billigt shit, blandt andet to kilo kyllingevinger til under 2£.

”Skal det absolut være den laveste fællesnævner? Er hele jeres kundegruppe vågnet op fra den ene dag til den anden og har forvandlet sig til gastronomiske analfabeter?”

Han udpegede, at de faktisk havde hele økologiske kyllinger, men når man laver mad til én til daglig og har en fryser på størrelse med et dueslag, så er det bare ikke en attraktiv mulighed.

Pakken med de to kyllingelår var min fall-back plan. Den pakke man griber ud efter når man ikke har lyst til de store udskejelser og bare lige skal have noget man kan drysse med groft salt, smide i ovnen og lave nogen grøntsager til. Og nu havde han taget den væk til fordel for mere fabrikskylling.

Vi blev ikke enige, han og jeg.

Nu kan jeg se han dukker sig og gemmer sig bag den skiveskårne Wiltshire-skinke med genmodificeret orange rasp på, når han ser jeg er i farvandet.

For ham er jeg en opdateret version af en sur gammel dame med lilla hår og en stok til at prikke ham på skulderen med, mens jeg siger Unge Mand.

Fair nok, vi er i en økonomisk krise og folk skærer ned på alt. Men skal det så betyde en fuldstændig tarvelig ensretning lige meget hvor man køber ind henne?

Hvorfor ser supermarkederne ikke dette her som en chance for at tilbyde billigere dele af dyrene til salg?  Man kan ikke købe grisehaler, svinehjerter eller andet lam end hakket, kølle og koteletter de fleste steder.

Er det okay, at der er større udvalg i kattemad end i lammekød?

Det er da lidt af en falliterklæring, at man er nødt til at gå i Londons mest eksklusive stormagasin (der i sin tid blev kendt for at kunne skaffe ALT fra stoppenåle til elefanter) bare for at få Osso buco.

Så det er forklaringen på, at jeg hamstrer lidt når jeg kommer forbi Harrods og andre velassorterede forretninger eller markeder.

Jeg elsker næsten al slags mad, men hårdt presset må jeg indrømme, at Osso buco er og bliver den ret, der står mit hjerte måske allernærmest.

Det er en ret, der er menneskelig i sine behov. Den kræver først og fremmest tid, kærlighed og en smule forståelse.

Intet mindre end den store turkise dybe le Creuset pande med låg kan gøre det til den slags særlige lejligheder. Bunden lægger jeg med den hellige treenighed af hakket løg, selleristilke og gulerødder, som jeg vender i god olie og lader tage en smule farve. Så supplerer jeg med finthakket hvidløg.

Imens har jeg vendt kalven i lidt mel, der er blandet med salt og peber, og når grøntsagerne er færdige bliver de taget op i en skål og erstattet med kødet.

Melet får kødet til at hænge lidt fast, men det er helt som det skal være. Når man hælder vin på panden får det ekstra smag.

Men vinen kommer først på, når kødet er brunet på begge sider. Så hælder man en kvart flaske hvidvin i. Jeg foretrækker italiensk af geografiske grunde og havde ved den her lejlighed fundet en af navnet Alta Luna, men jeg har hverken lyst, viden eller autoritet til at belære nogen om vin.

Så kommer jeg en dåse flåede tomater ved sammen med grøntsagerne. Nogen purister vil muligvis sværge på, at tomater slet ikke passer her, andre det modsatte. Jeg hjælper smagen en smule mere på vej med god kyllingefond og så lægger jeg låget på og lader det passe sig selv, mens jeg leger journalist i et par timer eller tre.

Kødet skal være så mørt, at man overvejer om det overhovedet er umagen værd at bruge knive til bordopdækningen.

Helt efter bogen serverer jeg min Osso buco med Risotto Milanese.

Det er en traditionel risotto med lidt løg i bunden og så ellers bare hvidvin, kyllingefond og safran, der giver den smukkeste gyldne farve.

Hver gang jeg bruger safran bliver jeg en smule fortryllet. Ikke bare fordi det er verdens dyreste krydderi (25.000 krokusblomster skal der til for at producere et halvt kilo) og ikke bare fordi det angiveligt er et elskovsmiddel, men fordi det er så fantastisk eksotisk. Jeg har en smuk blikæske med mørklødede kvinder, der bukker sig i sarier over en lilla krokusmark vistnok i Marokko eller Indien og en skønne dag vil jeg stå der selv og betragte dette forunderlige syn.

På det mere overskuelige plan har jeg en drøm om at besøge den underlige lille engelske by Saffron Valden, der foruden engang at have været hjemsted for forfatter Fay Weldon, udmærker sig ved at have fået sit navn, fordi byen kastede sig over produktion af safran. Men så vidt jeg kan google mig frem, er der vist ikke mere produktion af de mørkorange kostbarheder på disse kanter.

Risottoen runder jeg af med parmesanost, en lille bitte smule smør og så som mit eget lille twist, som ingen i Milano sikkert ville godkende, en lille smule mild gedeost.

Jeg drysser generøst med gremolata, der er en blanding af finthakket bredbladet persille, revet citronskal og hvidløg. Det løfter det hele op på et plan, hvor englene ikke længere kan synge for bare mundvand.

Hvis der er gremolata til overs næste dag, så tager man lige og drysser det over en god stak groft skårne gulerødder, drypper med olivenolie og lidt havsalt og bager dem i ovnen og så har man skabt en helt ny slags kulinarisk lykke.

Tilbage på tallerkenen ligger bare en ring af ben uden marv og minder mig om dengang jeg i en overgang var blå pigespejder og det var meget moderne at bruge et stykke ben som det til at holde det ternede spejdertørklæde på plads.

Nu, hvor jeg er voksen og klogere tror jeg egentlig bare folk fandt på den slags pjat for at have en grund til at få Osso buco.

Man behøver ikke nogen som helst grund.

Hyldest til hyld

Der er ikke noget, der er så skidt, at man ikke får det bedre af at drikke hyldesaft.

Det er et vidundermiddel jeg sværger til mod alt fra svær influenza til hjertesorg, mild ørepine og andre fortrædeligheder.

I denne uge har jeg været underdrejet af en umanerlig tarvelig halsbetændelse, og har nærmest fået varm hyldesaft intravenøst, mens jeg har haft et søvnbehov, der ville få selv en Grizzly i dvale til at virke overgearet som en studievært på prøve hos MTV.

Jeg har været så heldig at jeg er blevet plejet og passet af fantastiske venner, der har leveret varm tomatsuppe, kærlig omsorg, champagne og plads til at besvime på sofaen så man ikke får set bare ét gennemført skihop fra Garmich-Partenkirchen, men har mærkelig drømme om svævende skiløbere i mørke.

Faktisk er det ikke så slemt at være syg, bare der er nogen, der synes det er lidt synd, og at der vel at mærke er hyld i nærheden.

Da jeg i sin tid købte mit sommerhus, var en af mine første handlinger at plante masser af hyld i haven, så jeg kan nyde godt af denne gavmilde plante.

Om sommeren er der de elfensbensfarvede blomster, der dufter som jeg forestiller mig nektar må smage. Jeg bruger dem til saft, sirup, til en luftig panna cotta med vanilje eller vender klaserne i pandekagedej og steger dem på panden som jeg engang lærte det på Venø.

Jeg har stadig flasker på lager, der minder mig om den vidunderligt drivende sommerdag i juli jeg tilbragte på stranden hjemme ved sommerhuset sammen med min engelske fotografveninde. Sidst på dagen kørte vi ind på havnen efter friske krabbekløer på hjem langs læhegnet med Amy Winehouse i højtaleren og soltaget oppe parkerede vi ved en fuldfed busk og fyldte en hel plasticpose med de små hvide stjerner.

Når blomsterne forvandler sig til grønne knopper, giver hylden igen en gave. Hvad ikke mange ved er, at man kan klippe bærrene af på dette tidspunkt og sylte dem lidt som kapers i sukker og eddike.

Men det er når det bliver efterår og de sortlilla bær står på stilke, at hylden igen forvandler sig til noget nyt og livgivende. Det gælder om at nå bærrene inden fuglene kommer. Indsamle dem og koge dem ind med rigeligt med sukker og si dem i et klæde (her er gået et par pudevår til i min tid). Så kan man modstå alt, selv den strengeste vinter.

H.C. Andersen forstod hvor smuk hylden er og skrev et helt eventyr om det, der starter på fortryllende vis:

   Der var engang en lille Dreng, der var forkjølet; han havde gaaet og faaet vaade Fødder, Ingen kunde begribe, hvor han havde faaet dem fra, thi det var ganske tørt Veir. Nu klædte hans Moder ham af, bragte ham i Seng og lod Theemaskinen komme ind, for at lave ham en god Kop Hyldethee, for det varmer!

Manden havde ret.

Heksen Danni Druehyld fortæller derimod, at hyldetræer kan fjerne feber og at man risikerer at blive følelsesløs i rumpen, hvis man vover at tisse under en hyld.

Fra hyld til boghylde. Ikke videre elegant, men jeg er netop blevet feberfri.

Når jeg rejser hjem til London bliver det med en tungt læsset kuffert, der fyldt med dejlige boggaver jeg har høstet under juletræet.

Inden jul nåede jeg at læse den imponerende debutantroman Blacklands af Belinda Bauer, der handler om en 12-årig dreng, der skriver til en seriemorder i fængslet for at få ham til at afsløre hvad der skete da hans onkel blev myrdet og hvor han mon er begravet, så hans farmor endelig kan få fred. Det er en barsk og rørende bog, der fortæller hvordan et mord i en familie påvirker i generationer frem.

Under træet lå blandt andet Jussi Adlers Olsens Alfabethuset om to engelske piloter, der forsøger at undslippe en værre skæbne ved at udgive sig for at være sindssyge i  nazitidens Tyskland som jeg har nydt midt i febertågerne og brødrene Prices kogebog, der er lidt af en åbenbaring for en udenlandsdansker som mig. Jeg kunne ikke være mere enig i betragtningerne om, at kogebøger skal læses alle mulige steder (foruden i køkkenet) og lå selv og guffede side efter side i mig på en af de mange udtrækssovesofaer, der har lagt madras til mig over julen.

Men der er andre godter, der skal med i kufferten: Suzanne Brøggers nyeste essaysamling, Carsten Jensens Ud, hvis forord allerede har betaget mig, Hammer-søskendenes nyeste roman Alting har sin pris, Kaaberbøls Kadaverdoktoren og så det løse. Forudser allerede nu et anstrengt forhold til bagagevægten i lufthavnen, men det bliver et fantastisk læseår.