Keeping it simple

Jeg elsker at rejse. Selve tanken om aldrig at komme nogen steder fylder mig med rædsel, og når jeg hører om mennesker, der aldrig bevæger sig uden for kommunegrænsen, så skutter jeg mig og føler både forundring og en smule medlidenhed.

Jeg er sulten efter at udforske mere af verden og drømmer om alle de ting jeg ikke har set, prøvet eller smagt endnu. Og jeg nævner i flæng at drikke skoldhed, sød te fra en samovar, mens jeg stirrer ud på endeløse rækker af snedækkede birketræer langs den transsibiriske jernbane, at lave min egen Pad Thai på en kokkeskole i Thailand, at klappe en lama i Peru, at danse tango og spise store bøffer i Buenos Aires, at dyppe foden i Ganges ved solopgang og blive melankolsk ved Taj Mahal. For slet ikke at nævne alle de dejlige steder jeg slet ikke blev færdig med eller fik nok af.

Udlængsel er noget, der enten er i blodet eller ej og jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvorfor det var en del af min genetiske kode på samme måde som blå øjne og det faktum, at jeg er venstrehåndet.

Men i sidste uge fik jeg en sygdom jeg egentlig aldrig lider af: Hjemlængsel.

Mere specifikt hjemlængsel efter London.

London, hvor folk ser forskellige ud og taler alle mulige sprog og spiser bagels, sushi og går i sarier og turbaner uden nogen løfter et øjenbryn.

Hvor hele verden findes til dem, der ikke altid har tid til at rejse.

Længsel efter bare at være hjemme, hvor jeg kan falde ind i mine daglige rutiner, for så vidt som man kan få rutiner i det her job, længsel efter mit eget køkken, min egen lille vakkelvorne sofa og udsigten til den aldeles overgroede have. Længsel efter den indiske dame henne i supermarkedet, der altid har lidt ondt i ryggen og som hviskende og særdeles velmenende fortæller mig, at jeg skulle hellere tage og købe mine mangoer et andet sted, hvor de er billigere og mere modne.

Jeg er hjemme og det er luksus efter et par uger på farten og nu vil jeg bare have det helt stille, roligt og simpelt. Kalenderen vil det anderledes, men jeg lader som om i dag.

Menuen står på havregrød og jeg laver den af Johnnie McCanns steelcut Irish oats som jeg faldt for, fordi det var sådan en smuk dåse (en anden af mine laster). Det adskiller sig fra almindelige havregryn ved ikke at være flået i småbidder eller tromlet helt fladt. Når man laver grød af det får den en mere solid konsistens med kerner i.

Jeg satte havren i blød i vand tidligt i morges og tog så til kickboxing. Da jeg kom hjem (en hel del senere og en hel del mere sulten end planlagt på grund af strejke i London Underground), varmede jeg det igennem med mælk og smed en håndfuld blandede rosiner og korender i.

Mens jeg alligevel stod der og rodede i køkkenet, satte jeg lige en knoldselleri i tern ind i ovnen sammen med et par Bramley-æbler, lidt rapsolie og kværnet peber ved 200 grader. Så tømte jeg grøntsagskassen for 3-4 små porrer, sauterede dem i en gryde. En halv time senere smed jeg møre æbler og selleri ned i gryden og tilsatte varmt vand og lidt kyllingefond. Hvis jeg havde haft en flaske cider ved hånden var den nok røget med. Så lod jeg det simre lidt og efter en halv times tid lod jeg stavblenderen gøre den ting stavblendere nu engang gør. Så havde jeg suppe til frokost og med et par italienske brødringe med fennelfrø var det et festmåltid. På den simple måde.

Den helt perfekte måde at fejre, at man er hjemme igen og slet ikke skal til udlandet i op til flere dage.

Sne og skønlitteratur

Man kan kalde det ferie, arbejdslejr eller refugium. Faktum er, at jeg har brugt den sidste uge sammen med en kær veninde i et sommerhus med udsigt til snevejr, min computerskærm og en brændeovn. Arbejdsro, Nescafe og en lille smule for mange saltlakridser har helt klart sin tid.

Jeg er i gang med et længerevarende projekt, og i den seneste uge er der flydt så mange ord igennem fingrene, at jeg har det som om jeg skal skrabe rundt på bunden af min sjæl for at finde de allersidste, der er tilovers.

I den situation er der kun én ting at gøre, og det er at fylde ord tilbage i hovedet og det gør man selvfølgelig med god litteratur. Jeg blev færdig med Pascal Merciers fremragende Nattog til Lissabon efter den har fulgt mig rundt i Londons Underground og med til Dublin i de seneste par uger.

Det er en smuk og gribende bog, der stiller vigtige filosofiske spørgsmål om hvad liv, kærlighed og tro betyder. Skal man redde et ondt menneske, hvis man kan? Er ét liv mere værd end mange og kan man overhovedet lave det regnestykke? Og så min personlige favorit af en uløseligt spørgsmål, der bliver stillet af det gådefulde geni Amadeu: Hvis Gud kan alt, kan han så skabe en sten, der er så tung, at han ikke kan løfte den?

Nu er jeg gået ombord i Natasha Walters Levende dukker, der netop er udkommet på dansk i starten af november. I bogen argumenterer den britiske feminist for, at piger og kvinder tilsyneladende, på trods af år med kvindefrigørelse og ligestillingskamp, er kastet lige lukt tilbage i et samfund, hvor det er udseendet og den ydre skønhed og vores appel som sex-objekter, der ofte definerer både kvinders selvforståelse og samfundet holdning til os.

Feminisme kan nemt blive en slags religion, der fornægter alle andre holdninger og jeg mener personligt, at det ikke er så sort og hvidt. Men Natasha Walter er nuanceret og stiller interessante spørgsmål som det er værd at tænke nærmere over. Behøver ALT pigelegetøj at være lyserødt? Er Barbie, der trods alt havde en Pilot Barbie og en Læge Barbie bedre end Bratz-dukker, der kun har tøj til at gå på natklub i.

Og skal vi uden videre acceptere den såkaldte biologiske determinisme, der siger, at nå ja, mænd og kvinder tænker jo forskelligt fra hinanden, når mange videnskabelige undersøgelser viser, at det faktisk ikke er tilfældet.

Skal vi i virkeligheden tilbage til Simone de Bevoir, der sagde, at kvinde, det er ikke noget man er født som, men noget man bliver, mens man bliver påvirket af samfundet, familien, kulturen.

Jeg har ikke endegyldigt bestemt hvor jeg selv lander henne i den diskussion, men jeg finder det interessant at vende spørgsmålene i hovedet. Måske er mænd ikke fra Mars og kvinder er ikke fra Venus. Vi er bare fra Jorden og vi må bare prøve at få det bedste ud af det.

Interessante som de to bøger har været, kan de alligevel ikke overgå denne måneds store læseoplevelse, der meget vel kan ende med at blive den bedste bog jeg har læst i år. Kristian Ditlev Jensens Opstigende skorpion har alt hvad man kan ønske sig fra en roman. Den er sprogligt suveræn, overlegen i sit plot og dertil så vedkommende, at den er svær at slippe. Selv når den sidste side er læst op.

I Nattog til Lissabon fortælles det om forfatteren Amadeu, at når han var færdig med at læse en bog, var der ikke flere bogstaver tilbage i den.

Sådan læste jeg Opstigende skorpion og nu savner jeg Wulfi, det sproglige geni, der har mentalt overskud til at argumentere for at astrologi er lige så virkeligt som alt muligt andet.

Måske er det bare fordi jeg er sådan en vandmand.

Et glimt af Joyce i Tom´s Diner

Det var sådan en slags aften efter deadline, hvor man aldrig rigtig ved hvad man skal gøre af sig selv i en halvfremmed by som man kender og allligevel nemt kunne fare vild i.
Artiklerne til næste dags avis var afleveret, og jeg var for træt til en formel middag og for vågen til at lægge mig til at sove. Så jeg tog min nuværende bog (Pascal Merciers Night Train to Lissabon) under armen og gik ud i Dublins regnvåde gader for at finde føde.
Jeg bor på Dame Street præcis overfor Central Bank of Ireland, hvor jeg i teorien kunne læne mig ud af vinduet og se EU-funktionærerne ankomme for at bese regnskaber og vurdere om Irland har brug for en gigantisk hjælpepakke til at redde landet ud af økonomisk ruin. Få  minutters gang derfra ligger det prægtige Trinity College med et af verdens mest bjergtagende biblioteker med smukt udskårne bogreoler fra gulv til loft.
Men den her aften gik jeg den anden vej. Det røde neonskilt fra Ricks Burgers (der laver Dublins bedste) glimtede i den regnvåde asfalt, da jeg drejede op af George Street og gik forbi den vanvittigt smukke Café Irlaindais, der ligner noget fra 1930ernes Paris med højt til loftet, svungne Art Deco-lamper, der udsender et gyldent lys over de få mennesker, der altid sidder ved disken og drikker kaffe på den melankolske måde.
Jeg gik om hjørnet og slog ned af Exchequer Street og kom forbi en lille åbenbaring i form af Fallon & Byrne, der ligner noget man kan finde i New York. I et stort lokale med rå mursten og højt til loftet er der kombineret deli, økologisk købmands- og grøntsagsbutik og cafe.
Det lykkedes mig at klemme mig ind lige inden lukketid klokken 21 og få bestilt den sidste portion Beuf Bourginon, der røg lige fra disken og hen i mikroen. Hvor den fik lov til at stå i et pænt stykke tid, før manden kom i tanker om den igen. Jeg satte mig på en barstol ved en disk, der vendte ud mod gaden. Ved siden af mig sad et kærestepar, der kun ænsede hinanden, og jeg kunne se min egen reflektion i ruden og samtidig se Dublin haste forbi ude på gaden med mørke paraplyer, mens deres økonomiske fremtid var ved at blive diskuteret i Bruxelles. Måske tænkte de på politik eller hvad de skulle have til aftensmad, om deres kæreste var sur eller hvornår det holdt op med at regne. Der var ingen, der så op. Nora Jones sang kælent på højttaleren om at rejse væk, og jeg sad der og var helt overbevist om, at manden havde glemt min aftensmad og følte mig som om jeg var med i et indtil nu uopdaget vers af Suzanne Vegas meget melankolske a capella sang fra Tom´s Diner. Jeg var kvinden med den halvfulde kaffekop, der ikke nåede at sige noget inden tjeneren var ved at kindkysse en højtelsket kunde. Jeg var kvinden, der ikke havde fået sin Beuf Bourginon.
Jeg rakte ud efter min bog, der handler om sproggeniet Gregorius, der med et slag forandrer sit liv fordi han tilfældigt møder en portugisisk kvinde i en rød jakke på en bro i Bern. Bøger er, finder jeg, et stort set ufejlbart middel mod pludselig opstået tristesse og ensomhed i fremmede byer. Litteratur som en slags værn mod alt ondt. Men jeg kunne ikke koncentrere mig.
Der var hele dramaet om hvad der foregik der i mikroovnen, kæresteparret, der var ved at tage vanter på og menneskene, der gik forbi på gaden, mens regnen blev mere og mere insisterende. Og så faldt mit blik på en lille ramme, der hang på væggen lige ved siden af hvor jeg sad. En tekst skrevet med svungen skrift og taget lige ud af den store irske forfatter James Joyces passende værk Dubliners. Der stod:
The girl brought him a plate of hot grocer´s peas, seasoned with pepper and vinegar a fork and his ginger beer. He ate his food greedily and found it so good that he made a note of the shop mentally. When he had eaten all the peas he sipped his ginger beer and sat for some time thinking of Corley´s adventure.
Jeg kunne smage de ærter lige pludselig. Hvordan deres sødme ville fylde i munden og blive punkteret af den sure vineddikesmag.
Og det var som om han lige havde blinket til mig, Joyce, og jeg huskede en smuk vindblæst dag, hvor jeg havde besøgt det fyrtårn han boede i uden for Dublin. En mand, der spiser ærter og bor i et fyrtårn.
Pludselig var det hele godt igen. Manden kom med min mad (uden ærter) og regnen stilnede en smule.
God litteratur kan virkelig fikse alt.

Kong Gulerod og noget om dårlige tomater

Fredag aften i Londons meget højtidelige Freemasons Hall i Covent Garden og 700 mennesker sidder som tryllebundne og gnasker i en gulerod fra en dansk bondemand, der hedder Ask. Den er saftig og helt perfekt som en gulerod skal være og ekstra spændende, fordi vi har fået den af ingen ringere end René Redzepi,  verdens bedste kok på verdens bedste restaurant, Noma.
René er i byen for at reklamere for bogen Noma Time and Place in Nordic Cusine, der netop er blevet udgivet på forlaget Phaidon og i mere end halvanden time viser han små filmvignetter om hvordan han henter sine råvarer i naturen, fortæller om vintagegulerødder (hvordan man får melede, overgemte gulerødder til at smage så englene synger)  og deler ud af sin madfilosfi.
Han er milevidt fra en krukket kok. Han fortæller roligt, men alligevel med stor begejstring om den åbenbaring det var at kaste sig over det nordiske køkken.
Jeg var her i samme lokaler tidligere på året, da Noma løb med San Pellegrino-prisen som verdens bedste restaurant og året før det, da Noma fik en 3. plads. Begge gange var en fantastisk oplevelse for en foodie som mig. Det er virkelig som en slags Oscar-uddeling for mad og det er stort at spotte den ene verdensberømte kok efter den anden og de madanmeldere man til dagligt læser. De er her alle sammen fra Rick Stein til Heston Blumental, Marcel Roux jnr. og Raymond Blanc for bare at nævne nogle af de kendte ansigter. Hvis jeg fik valget mellem at komme med til rigtig Oscar-fest i Hollywood eller San Pellegrino i London ville London vinde hver eneste gang. Ikke mindst fordi canapeerne formentlig er oceaner bedre end noget en kulhydratforskrækket californisk kok kan diske op med.
For nylig var René med i BBCs program Masterchef the Professionals, da de tre finalister blev sendt på Noma for at køre køkkenet i en dag. De havde allerede været praktik hos nogle af Storbritanniens fremmeste kokke og største køkkenprimadonnaer, så da René træder ind foran dem, kan man se frygten i deres øjne. Og så er han bare det sødeste, venligste og mest beroligende menneske man kan forestille sig. Så fuldstændig nede på jorden og rar, at man sad og blev fuldstændig stolt over den danske måde at gøre ting på. Sammenlign det lige med en opblæst Gordon Ramsay, der ikke kan sætte en gryde kartofler over uden at bande mindst fem gange.
Jeg sidder med Nomabogen foran mig nu, og det er nu suverænt den mest intimiderende kogebog i min omfattende samling (førstepladsen hidtil har været bogen fra den amerikanske restaurant The French Laundry). Billederne alene er smuk kunst, men jeg tror simpelthen ikke jeg nogensinde får lavet rødbedeflødeboller eller søpindsvin med hyldebær og hyben. Jeg må bare få booket et bord på Noma snart.
Ak, og tilbage ned på jorden i mit eget køkken.
Der var den slags tomater jeg virkelig, virkelig hader i min grøntsagskasse i den her uge. Store, vandede og intetsigende som en slags vegetablisk svar på elevatormusik. What to do? Jegl tog alligevel lidt inspiration med mig fra René og tænkte, at hvis han kan få overgemte gulerødder til at smage verdensklasse godt, er jeg nødt til at give tomaterne et forsøg i det mindste.
Så jeg skar dem i både og dryssede dem med havsalt og oregano og hældte god olivenolie over. Bagefter smed jeg dem i ovnen ved 50 grader og gik i seng.
Da jeg stod op næste dag havde jeg de skønneste små røde tomatbomber af smag.
Jeg serverede dem på bruchetta med tre slags fyld. Først gned jeg to stykker godt brød (jeg fik gæster til middag) med frisk hvidløg og dryppede med olivenolie. Så stegte jeg dem på grillpanden til de fik fine brune striber og blev sprøde uden at blive tørre.
Så rev jeg et par minimozzarellaer i små stykker og dryssede på. I den ene ende af brødet  fyldte jeg langtidsstegte gule peberfrugter (steg et par peberfrugter i grove tern med løg ved svag varme i halvanden time til de afgiver deres sødlige aroma perfekt) herefter de ovnbagte tomater og til sidst friske tomater skåret i tern med lidt rødløg og masser af revet basilikum, godt hjulpet på vej af olivenolie, salt og friskkværnet peber.Bruchettaerne kom til at udgøre forretten i et italiensk måltid.
Til hovedret fik vi de fede sicilianske pølser fra julemessen med hvidløg og soltørrede tomater. Jeg tog mig god tid til at stege dem nænsomt ved lavere varme, så de kunne opnå deres fulde potentiale. De blev serveret efter toscansk forbillede, med glinsende mørke linser som jeg havde dampet i  kyllingeboullion og hvidvin på en bund af stegte løg, et par porrer (fordi de var i grøntsagskassen) og noget bladselleri jeg havde liggende. Der var også nogle ovntomater til overs, så de røg ned til linserne, så nu er der slet ikke nogen forfærdelige tomater tilbage i mit køkken.

Oliver & Onassis

Var i teateret med tøserne i går aftes, og vi talte om hvor skamfuldt det egentlig er at bo i en af verdens teaterhovedstæder og så komme så sjældent afsted. Men der er jo kun et begrænset antal aftener i ens liv.
Aftenen begyndte på Jamie Olivers Italian i Covent Garden.
Jeg er sådan lidt ambivalent med Jamie O. (men når det er sagt, er ambivalent vist en slags default-setting jeg er født med). Jeg har fulgt ham siden han var en entusiastisk grønskolling på River Café i London til nu, hvor han er en verdensomspændende virksomhed. Der er dage, hvor jeg spekulerer på om man seriøst kan få en Oliver-overdosis, for manden er overalt. Med sine 30-minutters måltider, sin kamp for at redde dårligt spisende britiske skolebørn, overvægtige amerikanere eller i gang med at spise gule ærter med svenske skildervagter. Man kan simpelthen ikke tage et skridt i en bogbutik uden at ramle ind i en ny kogebog af Jamie Oliver. Og her er det selvfølgelig helt på sin plads at  indrømme at jeg har selv et par stykker på hylden. Men okay, han har formået at blive ved med at udvikle sig, han har en medrivende entusiasme og han er bare så goddamn nice, at man egentlig ikke kan være irriteret på ham. Da slet ikke når han i det mindste forsøger at få folk til at lave deres egen mad og bruge kvalitetsvarer.
Jeg fik forleden en interessant pressemeddelelse, hvor nogen havde fundet på at spørge briterne om hvem de henter inspiration fra når de finder på hvad de skal have af spise til middag. Jamie kom ind på en forrygende andenplads, kun overgået af familie og venner. Det er da gennemslagskraft om noget.
Restauranten leverede også varen på den Jamie-agtige måde. Dejlig afslappet og venlig service. Jeg fik en skælvende hvid buffalo-mozarella badet i frisk hjemmelavet pesto med masser af sød basilikum og salt parmesanost til at tage toppen af den værste sult. Den smeltede inde i munden. Til hovedrret fik jeg en slags funky version af fish & chips: Havtaskehaler i en tomat, chili og hvidløgssauce med sorte oliven og dertil posh chips, der viste sig at være fritter med en anelse trøffelolie og et drys af parmesanost. Jeg var mæt og tilfreds, men også en smule misundelig på en af mine ledsagere, der havde været så smart at vælge den stegte polenta, der viste sig at være små, sprøde og gyldne firkanter med en fantastisk afrundet smag inden i. Fik helt lyst til at lave polenta snart bare for at kunne bruge resterne til at lave noget lignende.
Der var ikke plads eller tid til dessert og faktisk måtte vi kaste os i en taxa for at nå forestillingen på Novello.
Så fra Jamie O. direkte til Jackie O., der spillede en ikke uvæsenlig rolle i stykket Onassis, der er baseret på bogen Nemesis af den britiske journalist Peter Evans.
Stykket, der er bygget op som en moderne græsk tragedie, bygger på den præmis, at det var den græske skibsreder, der fik Bobby Kennedy myrdet. Dels på grund af gammelt nag over en forretningsaftale, dels for at bane vejen for sit ægteskab med John F.s enke Jackie Kennedy.
Robert Lindsay er fænomenal i rollen som Onassis. Han ikke bare spiller ham, han er ham og gør det på en sådan måde, at man kommer derfra med en eller anden forklaring på hvor karismatisk og skæbnetung denne mand var og hvordan han kunne tryllebinde ikke bare Jackie, men før hende (og angiveligt også mens) Marie Callas og utallige andre. Jeg har egentlig aldrig forstået kvinder, der per se var tiltrukket af magt. Jeg mener, der er så mange andre ting man kan interessere sig for. Men efter jeg havde set stykket, kunne jeg pludselig godt se, at der er et eller andet umiskendeligt på en gang tiltrækkende og frastødende ved en mand, der kan forme verden mere eller mindre efter forgodtbefindende. Som alle tragedier er der selvfølgelig ingen happy ending, men da vi gik fra teateret i efterårsregnen var vi alle sammen enige om, at vi straks måtte hjem og læse mere om den fantastisk fascinerende Onassis, der på et tidspunkt i stykket siger: "Verden ved tre ting om mig: I am fucking Jackie, I am fucking Maria and I am fucking rich."

Julen er landet

Jeg er ikke altid meget for at indrømme det, men jeg er en sucker for jul. Elsker at bage julesmåkager, pynte op og drikke glögg og høre Last Christmas i en uendelig sløjfe. Elsker at finde de helt perfekte julegaver og have amibitioner om at sende håndlavede julekort til hele flokken.
Her i London er der to ting, der sparker julen i gang for mig hvert år: Country Living Magazines julemesse og Pret a Mangers julesandwich. To ting, der har det med at smelte sammen til en skøn begivenhed.
Julemessen foregår i Islington og er et tilløbsstykke af den anden verden. For kvinder fra hele landet er det en fast begivenhed i kalenderen, når messen slår dørene op for alt hvad der har med Contry Living og jul at gøre. Man ser ikke mange mænd her, og de, der er her, ser som en regel ganske groggy ud i den, overvældende larm fra tusindvis af handlende kvinder, der endevender duftlys, sæber, glitrende julepynt og håndlavet keramik. Her er kanel, gran, antikke lysestager, håndsyede puder, finurlige fuglehuse og alt det man køber når man gerne vil have den landlige stil uden at få mudder på de blomstrede gummistøvler og er så meget af en city chick, at man helst vil have en cafe, der ved hvad en latte er inden for gåafstand.
Læg dertil en ekstra hal med fødevarer, hvor man kan få gratis smagsprøver af Christmas Pudding, Stilton og chutneyer i en uendelighed. Det bliver ikke meget mere jul.
I år har jeg blandt andet forkøbt mig på: Vellagret Stilton (et must når nu sæsonen er over os). Jeg tænker at putte den i en salat med et par skarpe grønne æbler, pecannødder og en velvoksen sennepsvinagrette lavet på Colman´s Mustard for at holde det engelske tema. Gul chilisauce (fordi jeg faldt for smagsprøven), håndlavede sicilianske pølser med hvidløg og soltørrede tomater og en chutney lavet på blommer og balsamico. Chutney er en af mine store svagheder og i forvejen tæller den hjemlige beholdning en halvspist Shute Fruit Chutney fra Dorset, en tomatchutney, en tamarindchutney og en sød pære-vanillie chutney, der ikke engang er blevet åbnet endnu. Jeg skal nok få dem spist, men kan godt se der måske er bevis for et misbrugsproblem i forhold til ting, der kommer i krukker.
I den mere uspiselige afdeling har jeg købt: Et stort & af træ. Det stod bare der & ville med mig hjem. To turkise julehjerter, en lille hjerteformet skål af træ og en nøglering med min største litterære helt nogensinde: Kaptajn Haddock.
På vej hjem fik jeg sen frokost i Pret a Manger, der er en kæde, der blev startet af to kontorfolk i sin tid, fordi de var så frustrerede over det dårlige udvalg af sandwhiches de kunne nå at købe i frokostpausen. I dag er det en millionforretning med masser af filialer, der bl.a. har McDonald´s som aktionær.
Jeg elsker deres kaffe og jeg elsker det faktum, at alle sandwich bliver lavet samme dag og er helt friske. De, der ikke bliver solgt, bliver givet til hjemløse om aftenen. Det holder.
Min favoritsandwich over dem alle er den legendariske julesandwich, der melder sin ankomst i november hvert år og forsvinder igen med decembers udgang, så man kan længes i de resterende 10 måneder af året. Det er brød lagt sammen med kalkun, fars, tranebærsauce, mayonnaise, spinat og ristede løg. Lidt som en britisk julemiddag på brød og langt at foretrække frem for den virkelige vare, efter min mening. Der bliver lagt et lille gebyr på prisen og for det indsamlede beløb bespiser Pret herberger for hjemløse med en storslået julemiddag. Appetit med etik. Velbekomme.

Efterår i mit køkken

Det er blevet efterår i mit køkken og det fejrede jeg i lørdags med agerhøne i godt selskab.

Jeg lagde et sølvgrønt salvieblad på  hver af 4-5 bryster, dryssede med havsalt og friskkværnet peber og viklede dem om med papirtynd, salt parma-skinke. Så lagde jeg dem i et fad oven på fintskårne portobellinier (en mindre variation af portobello-champignonen) og satte dem i ovnen på midterste rille ved ca. 200 grader i vel cirka 30-40 minutter.

På den underste havde jeg fyldt et fad med butternut squash, lange, slanke banan-skalotteløg og en håndfuld kastanjer som jeg havde ridset krydser i. For en god ordens skyld rev jeg 5-6 salvieblade i stykker og dryssede dem tilfældigt over sammen med salt og peber.

Da grøntsagerne kom ud, lod jeg dem køle lidt ned og dekorerede den orangebrune herlighed med dybtrøde tørrede tranebær.

Agerhønebrysterne fik lov til at hvile sig lidt, mens jeg lavede sauce af lidt reduceret rødvin, en lillebitte smule fløde, portobellinierne og saften fra agerhønen og et skvæt god kyllingeboullon.

En kær ven kom til middag og der var ingen rester tilbage til næste dag.